Atuagagdliutit - 20.04.1961, Side 6

Naturens
hjerteslag i de
endeløse horisonters
land

ORAN FABRICA DE
TABACa«
P UROS
^Ofia-KOBSa«*1*
Cigarer . sikåt — Tobakker . tupat
Der er kitid et af C. W. Obels gode mærker, der vil
passe Dem.
C. W. Obellp tamalsa pigal
issigtup umassuisa ilait, Kilångait.
En arktisk familie, søpapegøjer.
Peter Freuchen og Finn Salomonsen:
„DET ARKTISKE ÅR“
Gyldendal. 380 sider. Kr. 35,00.
Hvad er Arktis?
Det er slet ikke så nemt at svare på,
hvis man da ikke vil nøjes med det
negative, at det er det modsatte af
Antarktis.
Arktis er selvfølgelig jordklodens
nordlige kalot. Men hvor stor er ka-
lotten? Hvor går grænserne for polar-
egnene?
Polårkredsen? Nej, den duer ikke.
En del typisk arktiske områder befin-
der sig syd for polarkredsen, f. eks.
det sydlige Grønland, der med ind-
landsis og vældige gletsjere jo på in-
gen måde kan betegnes som tempere-
ret. Omvendt ligger det nordlige Nor-
ge et godt stykke over polarkredsen,
men har ikke desto mindre tempereret
klima med isfrie havne og agerjord
med byg etc. (Polarkredsen er jo et
astronomisk begreb, der angiver den
linie, som er sydgrænsen for det om-
råde, hvor man træffer midnatssolen).
En definition af Arktis som de om-
råder, hvor den flydende is har sin
gennemsnitlige udbredelse, er heller
ikke god, bl. a. fordi den ville ude-
lukke Barentshavet og dele af Grøn-
lands kyster. Heller ikke permafro-
sten duer: så ville vældige områder
i Canada og Sibirien, som er dækket
med tætte skove og endog med korn-
agre, være indbefattet i Arktis —
mens andre egne, SQm i visse henseen-
der er typisk arktiske, ikke har per-
mafrost.
Ifølge Finn Salomonsen og Peter
Freuchen skulle man komme afgræns-
Tovfrækkerl mellem hvalros og mand
Thule, Thule, Thule — det går igen
og igen, naturligt nok. Intet andet om-
råde i det arktiske har Peter Freuchen
jo kendt så godt. I det højarktiske,
må man skrive — undskyld. Det er
ikke fint, ikke rigtig fint i hvert fald,
at henslæbe sit liv i det lavarktiske
område, det fremgår med al tydelig-
hed. Til det lavarktiske område hører
bl. a. størstedelen af den grønlandske
vestkyst.
Næ, i det højarktiske, der er livet
værd at leve, skal man tro Peter
Freuchen. Om polareskimoerne i Thu-
le skriver han meget og gerne. Men
retfærdigvis skal det indrømmes, at
der også er en del om rensdyreski-
moerne i Alaska og Canada — og om
hvalrosfangerne ved Hudson Bay, der
præsterer det næsten utrolige at holde
harpunlinen i hænderne og standse
den flygtende hvalros på denne måde.
Når en thuleeskimo harpunerer en
hvalros, jager han et jernspiger gen-
nem et øje på enden af harpunlinen
ned i isen, men trods det må man læg-
ge kræfterne i, når hvalrossen løber
linen ud. Hudson Bay eskimoerne må
ofte finde sig i at blive slæbt et godt
stykke hen over isen, før de får brem-
set byttet — nu og da går hvalrossen
også tabt, eller manden bliver halet
med i vandet — men alligevel fanger
man mange hvalrosser ved bare at
sætte harpunen i dem og holde dem
er nemlig en meget besværlig tid —
taget smelter! Det synker ned i huset.
Det kan derfor være praktisk i maj at
bygge snehuse med lodrette vægge og
lægge teltpælene tværs over dem som
bjælker med teltskindene spredt ud
over. Det er meget interessant at be-
tragte sådanne huse, skriver Peter
Freuchen, for væggenes højde kan of-
te blive halveret på en enkelt nat, og
hver dag må beboerne fjerne tag-
bjælkerne og lægge endnu en meter
sne oven på væggene. Og sådan må de
blive ved, indtil de kan flytte ud i tel-
tene.
Den stakkels jærv
Andre polarfolk er strejfet. India-
nerne, som ser en dødsfjende i jærven,
dette mærkelige stærke, snilde og
blodtørstige lille rovdyr — lige meget
hvor de gemmer deres kød, kan jaer-
ven komme til det, den kan gøre sig
flad som en konvolut, klemme sig ind
mellem store sten og vælte dem bort,
eller trille store træstammer væk, og
finder den en rævej ægers spor, op-
leder den derved alle hans fælder og
tømmer dem ustandseligt — tager en
grusom hævn, når de fanger den. Må'
ske skærer de dens øjne eller tunge
ud, så den langsomt må dø, eller de
skærer et hul i maven, trækker tarme-
ne ud og tøj rer j ærven til et træ med
dem. Også lapper, samojeder og eski-
moer frygter og hader jærven og P1'
ner den, før de slår den ihjel, men
Fortællinger og saglighed
Om alle disse egne — og havene
deromkring og derimmellem — men
med tydelig overvægt på Grønland og
Alaska, skriver Peter Freuchen og
Finn Salomonsen i „Det arktiske År“,
endnu en stor, tyk og smukt udstyret
„grønlandsbog“ fra Gyldendal. Bogen
er nogle få år gammel, idet den først
er udkommet i Amerika og derefter
nu oversat til dansk og udsendt i
marts i år.
Ideen er Peter Freuchens — ifølge
forlagsomtalen. Han synes, at i en tid,
da egnene omkring Nordpolen kommer
mere og mere i forgrunden, militært,
trafikalt, politisk, kunne der være
brug for en bog, der gav en samlet re-
degørelse for naturforholdene i de
arktiske områder. Arbjedet fordeltes
således, at Finn Salomonsen behand-
lede plante- og dyrelivet, mens Peter
Freuchen tog sig af eskimoernes liv
og skikke i fortid og nutid.
Det
arktiske
ningen af Arktis noget nærmere ved
at se på sommertemperaturen — og
sige, at polaregnene er de områder,
som ikke når en middeltemperatur på
10 grader celsius i den varmeste må-
ned. Og efter denne definition skulle
man også så nogenlunde ramme træ-
grænsen.
Vintertemperaturen har ret ringe
betydning for trævæksten. Livspro-
cesserne ligger stille om vinteren, og
træerne påvirkes meget lidt af kulden.
Det lavest kendte gennemsnit for den
koldeste vintermåned, -f- 50, er målt i
Sibirien, i en egn, som er dækket med
tætte lærkeskove. I det træløse Thule
er gennemsnitstemperaturen for kol-
deste vintermåned til sammenligning
ca. -T- 29.
Det er sommertemperaturen, som
betyder noget — træerne kræver var-
me i vækstperioden.
Efter denne definition — træløse
egne med under ti grader i varmeste
måned — skulle Arktis så omfatte
Grønland, store dele af Canada og
Alaska, egnene ved Beringshavet, det
nordligste Sibirien, De Nysibiriske
Øer, Barentshavet, lidt af Kola-halv-
øen, Spitsbergen og det nordligste Is-
land.
Rammen er årets gang, vejrligets
indflydelse på dyrs, planters og men-
neskers liv. Man har simpelthen ind-
delt bogen i tolv afsnit med måne-
dernes navne, begyndende, som na-
turligt er, med januar. Desuden er der
en tyve sider lang indledning med en
bred oversigt over, hvad Arktis egent-
lig er (det er fra den, vi har hentet de
forskellige definitioner på polaregne-
nes grænser), og bagerst i bogen en
fyldig litteraturliste. Der er en del
kort og diagrammer og 16 sider foto-
net glade liv i cirkumpolarkredsen, når kødgryderne er fulde, og
den ubetvingelige og egenrådige arktiske natur viser sig gavmild.
issigtormiut nerissagssaKardluarångamik nuånårdluartarput.
knapt så raffineret som indianerne. —
Hvorimod de alle agter og ærer bjør-
nen i høj grad.
Nunamiut, indlandsboerne, er
nævnt, ligesom angmagssalikkerne,
hvide fangstfolk på afsides kyster, de
indfødte på Pribiloff-øerne i Berings-
havet — til disse øer kommer en gang
om året omkring to millioner søbjørne
for at yngle, øernes befolkning lever
så at sige af eet stort årligt slagteri —
forskellige andre folk.
Jo vist er der mennesker overalt i
Arktis. —
Søkongernes massedød
Men alt i alt betyder mennesket
ikke meget i denne vældige natur.
Dyrene har langt større betydning-
De optræder nemlig — og det er meget
typisk for arktiske områder — i så
store mængder, at de kan influere på
naturen og årets gang.
Det, som holder det hele i gang, er
faktisk plankton’et — dette lag af
småbitte organismer i havet. Millioner
af dyr og fisk lever af det, direkte el-
ler indirekte.
Når der i den arktiske dyreverden
tales om millioner, skal det tages helt
bogstaveligt. Den lille fugl, som kal-
des søkongen, og som overalt i Arktis
ruger i hundredtusinder og atter hun-
dredtusinder ved fugleklipperne, over-
vintrer ude til havs eller mellem de
yderste skær. En stor del af bestanden
overvintrer så langt sydpå, omkring
ved New Foundland, at den ikke er
truet af isen. Men i hårdt vejr søger
det plankton, som også søkongerne le-
ver af, dybere ned i havet — fuglene
må undvære føde for en tid og bliver
for afkræftede til at stå imod elemen-
terne. Under storme, som vedholdende
kommer fra nordøst, bliver de søkon-
ger, som overvintrer på Atlanten,
langsomt drevet ind mod USA’s ky-
ster. Når de får land i sigte, går de på
vingerne, men er ikke i stand til at
flyve imod stormen. De bliver drevet
ind over land eller skyllet op på
stranden. Mange trækker uvant mod
syd for at redde sig, men når de når
Golfstrømmens varmere vand, er der
ikke megen føde at finde (det er kun
det kolde vand, som er rigt på det
plankton, de har brug for), og de fleste
grafier, taget af Jette Bang, Chr. Vibe
og andre.
Skildringerne er saglige, siger forla-
get, og opbygget af efterprøvede facts,
og det skal jo nok passe. Kim nogle
enkelte gange har Peter Freuchen fået
frit løb for en historie, som brændte
på — og det er en skam, det ikke er
sket oftere. Han, den store fortæller,
kunne godt have fået lov at udfolde
sig lidt mere, kan man synes, uden at
det havde behøvet at gå alt for meget
ud over sagligheden.
Saglighed er der især i store doser i
skildringerne af fuglelivet. Dr. Salo-
monsen boltrer sig i trækruter og
kortlægning af ynglepladser, undersø-
gelser over fældetiden, fuglenes er-
næringsforhold, parringslege, ring-
mærkningens resultater etc. etc. Det
er altsammen udmærket og uhyre in-
teressant, og dog må man nu og da
synes, fuglelivet breder sig vel rige-
ligt i kapitlerne på bekostning af de
andre dyr. Men det ligger jo sådan,
at der er så langt flere fuglearter i
det arktiske end andre dyrearter, så
pattedyrene kunne vel næppe tilkom-
me mere plads, hvis der skulle være
retfærdighed til.
Og de er der selvfølgelig også alle-
sammen, pattedyrene — hvaler, sæler,
hvalrosser, bjørne, ulve, ræve, rensdyr,
moskusokser, harer, lemminger og alle
de andre store og små. Og vi får en
masse at vide om deres liv måned for
måned. At det stof, der omhandler dis-
se dyr, forekommer mere levende end
det om fuglelivet, skyldes sikkert, at
Peter Freuchen her har kunnet bistå
Finn Salomonsen med utallige jagthi-
storier om sæler og bjørne og andre
fangstdyr.
fast med hænderne, en bedrift der
ikke udføres andre steder.
En kniv I bjørnen
De vældige bjørnejægere i Barings
Land er også noget for sig — de jager
bjørne med en kniv som eneste våben.
Mange af fangerne kan fremvise store
ar fra voldsomme nærkampe. Men
ikke blot jægerne, også bjørnene i
Barings Land synes at være anderle-
des: i Grønland og andre steder sørger
de helst for at holde sig af vejen for
mennesker, men her ser det ud til, at
de med stor iver går løs på folk! Bjør-
nejagten foregår derfor på en særlig
måde (det kan vist kun være Peter
Freuchen, der fortæller her!). Når en
mand får øje på en bjørn, lader han
som om, han er bange for den og lø-
ber. Bjørnen forfølger ham så, og lige
som den er ved at indhente ham, ven-
der han sig og jager sin kniv i den
(eller et kort spyd, hvis det er ved
hånden). Og, som der står: „Hvis han
er heldig, dræber han dyret på stedet."
Hvis han er uheldig — Nå, det står
der ikke noget om.
Mangt og meget fortælles om slæde-
rejser, om rejse- og fangstteknik, og
om årstidens indflydelse på boligfor-
holdene. De vandrende canadiske es-
kimoer har det slemt i september —
de bor nemlig i telte om sommeren og
snehuse om vinteren, og indtil der om
efteråret er sne nok til at bygge soli-
de huse af, sidder de i de gennemblød-
te telte, hvor alt er vådt og klamt, og
klaprer tænder. Det er en meget stor
glæde for dem at rykke ind i det store,
lune snehus. En lige så stor glæde er
det for dem om foråret at flytte ud i
telt. Den sidste tid, de bor i snehuse,
ssuåt silarssuarme
tusåmassak
ingme okåinarit
HØNG piniardlugo
danske specialost
Forlana HØNG i batikken
MORSØ STØBEGODS
Kaminer
kaminit
Kakkelovne
kiøsarssåtit
Komfurer
igavfit
Nykøbing Men
København
6