Atuagagdliutit - 18.05.1961, Side 12

LAOS er der altid blevet
skubbet til af naboerne
Ef charmerende folk, men så primitivt, at betegnelsen underudviklet er j
meget mild i
------------------------------------------------------------------------------1
ministerit Kutdlersåt Boun Oum orpigpag-
ssuarujugssult avKutigalugit angalassoK.
Premierminister Boun Oum på rejse i
junglen.
Højt over bakkerne i Laos’ jungle
drønede for blot et par uger siden
amerikanske fly og nedkastede røde
og hvide faldskærme med krigsfor-
syninger: Ammunition, tøj og mad.
Kun få kilometer derfra på den an-
den side af en bjergkløft eller en bak-
kekam kæmpede russiske kampvogne
sig gennem de dårlige veje i junglen
med morterer, rifler og kommunisti-
ske teknikere. Mellem alle de høj-
røstede ord, der lyder fra alle andre
dele af verden, var det i Laos blevet
til mere end ord mellem kommuni-
ster og antikommunister. Det var di-
rekte krig.
Nu forhandles der om Laos’ fremtid,
og hele verdens opmærksomhed er
henvendt mod dette brændpunkt. Lyk-
kes det at få slukket den glød, der
kunne have bredt sig til en brand?
Men mens de fleste folk følger det
politiske spil, så har det laotiske folk
opmærksomheden henvendt på det
enkle problem: Er krigen forbi, eller
skal vi ud at kæmpe igen? Det ver-
denspolitiske perspektiv hele situatio-
nen har, går hen over hovedet på dem,
og mange af dem er dårlig nok klar
over, hvad de har kæmpet for. For
dem er det en kamp mellem landets
prinser, som de kaldes, og vel nær-
mest kan sammenlignes med Middel-
alderens fyrster og adelsmænd i Eu-
ropa.
En anden ting er, at soldaterne slet
ikke bryder sig om at dræbe fjenden,
for en god buddhist dræber ikke be-
vidst et andet menneske. De foretræk-
ker at svømme rundt i floderne, stjæ-
le svin og drikke sig fulde i hjemme-
brygget ris-whisky. Noget egentlig
stort slag forekom meget sjældent.
Skulle der sættes kraftigt ind mod
fjenden, foretrak man langdistance-
artilleri og landminer.
Tre prinser og en militærperson
Det laotiske folk er delt op i to sto-
re klasser — adelige og bønder — og
udviklingen mod demokrati har fore-
løbig indskrænket sig til et kommuni-
stisk råb om revolution. Blandt de
personer, der har fået afgørende be-
tydning for landets fremtid, er tre
prinser og en militærperson.
Prins Souvanna Phouma hævder at
være landets egentlige premiermini-
ster og anerkendes som sådan af rus-
serne, skønt han i månedsvis har levet
i eksil i nabostaten Cambodia, hvor
han har fået stillet en villa til sin rå-
dighed af Cambodias statsoverhoved,
prins Sihanouk. En af Souvannas dok-
triner er „Neutralitet i neutralisme",
men hvad han mener dermed, nægter
han på det bestemteste at oplyse med
den begrundelse, at det laotiske folk
hader at være koncise. Det er prins
Souvanna, der netop har sluttet en
verdensomspændende rejse for at
drøfte Laos-krisen med ledende poli-
tikere.
Så er der prins Boun Oum, der er
anerkendt som landets premiermini-
ster af De forenede Stater. Han er af
en vestlig diplomat frimodig beskre-
vet som en „buddhistisk Falstaff".
Falstaff er en fordrukken person i et
Shakespeare skuespil. En af Boun
Oums tilhængere har kaldt ham „den
mest repræsentative personlighed i
kongeriget" — det skulle forstås på
den måde, at han var overordentlig
glad for spiritus og piger. En kends-
gerning er det dog, at han i Vesten
anses for at være den stærke mand i
Laos.
Endelig er der den kraftige prins
Souphanouvong, der har overskæg.
Der er intet gådefuldt ved Souphanou-
vong. Han ønsker ganske simpelt at
overtage magten i Laos ved kommu-
nistisk hjælp.
Militærpersonen er general Phoumi
Nosavan, der for nogle måneder siden
ledede den kongelige hær, da den drev
de kommunistiske oprørsstyrker ud af
landets administrative hovedstad Vien
Tiane. Det var ham, der bestemte, at
kommunisterne for enhver pris skul-
le holdes ude af den laotiske regering.
Anerkendt af begge parter
Præsiderende over dem alle sidder
kong Savang Vatthana, der anerken-
des som landets statsoverhoved af
både Sovjetunionen og De forenede
Stater. Den mest slående politiske ka-
rakteristik, der kan gives af ham, er
en døsighed så gennemført, at det
næsten er iøjnefaldende.
Siden krisen begyndte, har han ta-
get to bemærkelsesværdige skridt for
at sikre sit domæne. Han holder nøje
øje med en århundredgammel gylden
Budda-statue, hvorom det fortælles,
at så lang tid den er i kongens hæn-
der, er landet sikret. Dernæst har
han konserveret liget af sin afdøde
far og anbragt det i en forgyldt urne,
der er opstillet ved indgangen til pa-
ladset i den kongelige hovedstad
Luangprobang, fordi den magtfulde
ånd, som omgiver en konges afsjælede
legeme, vil holde alle fremmede borte.
Tror verden er flad
Kongedømmet Laos er i udstræk-
ning på størrelse med Storbritanien,
men det ligger afsondret og er så pri-
mitivt, at betegnelsen underudviklet
er meget mild. En undersøgelse, der
blev foretaget på USAs initiativ, af-
slørede, at 90 pct. af landets befolk-
ning er overbevist om, at verden er
flad og for størstedelen beboes af folk,
der stammer fra Laos.
Landet består for en stor del af lim-
stens-plateau’er omgivet af høje bjer-
ge, og overalt strejfer elefanter, tigere
og gaurokser rundt. Om vinteren er
bakkerne dækket med opiums-val-
muer, og om sommeren raser floderne
gennem landet, efter at monsunen har
bragt regn i store mængder.
For nogle år siden blev der bygget
en banegård i byen Savannakhet, men
man fik bare aldrig bygget jernbanen.
Det vigtigste transportmiddel er ski-
bene, der benytter floderne som færd-
selsårer.
Under normale forhold er landets
vigtigste eksportartikel illegal
opium og en smule tin, men i 1960
var hovedeksporten ord — korres-
pondenternes telegrammer om kri-
gen bragte adskillige millioner kro-
ner til landet.
Mellem stridende naboer
Laos er ved et skæbnens tilfælde
kommet til at ligge mellem stridende
naboer. For de kommunistiske lande
bag de skydækkede granitblå bjerge
mod nord er Laos den korridor, hvor-
igennem man kan lede guerillakrig
mod Syd Viet Nam. For Cambodia er
Laos en stødpude, der sikrer Cambo-
dias neutralitet, for Thailand betyder
Laos i tilfælde af, at kommunisterne
får magten, en trussel, og for USA er
Laos noget, man kan nægte kommu-
nister at få magten over.
I løbet af de sidste seks år har USA
lagt ikke færre end godt 2 milliarder
SiJJL
LjZUEJl-JD.
Juan
ue
TRANS WEEKEND III
radio transistor nutå-
liaK, Kinerdlertarfé
pingasut LM, MB å-
ma FB, orssutungit-
dluinartoK. Kalåtdlit-
nunånut sumutdlunit
nagsiuneKarsinauVoK
akilerKårdlugo tigu-
ssagssångordlugo, a-
tornigssånut kalåtdli-
sunik ilitsersutitaler-
dlugo.
akia 325 kr.
TRANS WEEKEND III
Moderne transistor-
modtager med LB,
MB og FB. billig i
brug. Brugsanvisning
på grønlandsk med-
følger. Forsendes o-
veralt på Grønland
pr. efterkrav.
Kr. 325,—
RAdio Service
Julianehåb
Garlsbergip
aningauss-
autenarfia
inui-
aKatigltdlo

Frederiksborgip igdlussårssua HillerødimTtok 1859-ime ikuatdlagdlune aseruatitertoru-
jugssOvok, Carlsbergivdle imiorfigssuinik tcingavilissup J. C. Jacobsenip igdlorssuarssuak
tåuna Danmarkip OKalugtuarissaunerane iluatingnartut ilåt nåparnekarkigsinångortlpå.
uvdlumikut Danmarkip okalugtuarissaunera-
nut tungassunik katerssugausivigssOvoK,
katerssugautai Carlsbergfondip sulineragut
pårissauvdlutik ilaortugauvdlutigdlo.

kroner i Laos i forbindelse med kam-
pen mod kommunisterne.
Folk, der bliver sendt til Laos for at
bistå landets egen befolkning i landets
udvikling, finder den laotiske befolk-
ning charmerende, men — i vestlig
forstand — luddoven. Det mest brugte
udtryk på laotisk er „bo pen nyan",
der kan betyde alt lige fra „for dår-
ligt" til „det nytter ingenting."
Bønderne lytter med interesse, når
amerikanske eksperter forklarer vi-
denskabelige landbrugsspørgsmål, men
når de hører, at målet er at fordoble
produktionen frem for at halvere ar-
bejdet, trækker de på skulderen og
går.
Immigration og invasion
En gren af thai-folket blev i det 13.
århundrede drevet ud af det sydlige
Kina og flygtede sydpå til dalene om-
kring Mekong-floden hos den legen-
dariske kong Khun Borom, som ifølge
sagnet red på „en hvid elefant med
smukke sorte læber og øjenlåg."
Et århundrede senere fandt der et
plyndringstogt sted, og kong Fah
Ngum tilranede sig hele det landom-
råde, der i dag er Laos, og en del af
Thailand, og kaldte det Lan Xang
Horn Fhao, landet med millioner af
elefanter og den hvide parasol. Under
hans herredømme hører man første
gang om den Buddha-figur, som den
nuværende Savang Vatthana så om-
hyggeligt beskytter.
Det lå dog ikke til det laotiske folk
at skabe en forenet nation. I små
grupper isolerede det laotiske folk sig
i bjergene, hvor man let kunne skaffe
sig det daglige brød. Til bjergene kom
også en mængde immigranter, og fra
dem nedstammer ca. halvdelen af
landets nuværende befolkning.
Gennem tiderne — ligesom nu -— er
der blevet skubbet til Laos af stærke
naboer, og vietnameserne har utallige
gange invaderet landet. Omkring år
1700 blev Laos splittet i tre dele, der
regeredes af tre rivaliserende konger,
kungip Sisavang Vongip timåta ikuatdcatap
arssaisa påat.
Urnen med den afdøde kong Sisavang
Vongs lig.
og landet var endnu to hundrede år
senere delt i to dele, da franskmæn-
dene, de sidste og uden tvivl de ven-
ligste af alle erobrerne, ankom i 1893.
De søgte en stødpude mod Siam og
Britisk Birma. Franskmændene så sig
om i landet og erklærede det for et
levende bevis på Rousseau’s teori om
den ædle natur.
De franske kolonialister tog livligt
del i landets festligheder og skikke,
men een ting viste franskmændene
kun lidt interesse for i dette kærlig-
hedens og latterens land — sociale re-
former. Derimod forstod de at spille
det gamle kolonispil. De gjorde sig
gode venner med den kongelige fami-
lie og sendte deres sønner til Paris for
at smage fremskridtene og livet, man
levede der.
Smigret og holdt for nar
Kong Savang Vatthana blev taget
hjemmefra i en alder af kun 10 år, og
han nåede så vidt i Paris, at han tog ,
eksamen på Ecole Libre des Sciences
Politiques. Efter afgangen fra skolen
vendte han hjem, både smigret og
holdt for nar ved dette eksperiment.
Han kunne ikke længere tale sit mo-
dersmål, men måtte i flere år gå til
undervisning i det kongelige palads.
Savang Vatthana fandt sig selv som
en modsætning til sin far, kong Sisa-
vang Vong, der anså flerkoneri som en
grundsten i det laotiske liv. Paladset
vrimlede med hel- eller halvbrødre og
-søstre af den kommende konge. Sa-
vang Vatthana giftede sig kun een
gang, og det var med en kusine, prin-
sesse Khamphouy.
Den gamle konge var ganske uinter-
esseret i sønnens ideer om agerbrug,
videnskab og opdragelse. „Mit folk
kender kun til at elske og synge," sag-
de han. Lidt efter lidt tabte den unge
prins modet ved ikke at møde for-
ståelse nogen steder. „Hvorfor sende
børnene i skole," spurgte han sig selv,
„vi er bagefter, hvad vi end gør, så
vi vil aldrig se os i stand til at hæve
os til samme plan som andre folk. I
hvert fald er en oplyst befolkning me-
get sværere at regere."
Savang Vatthana kom længere
og længere væk fra de ideer og
tanker, han havde haft med hjem
fra Frankrig, og da han i 1959
overtog tronen efter sin far, var
han sunket ned i en dvaletilstand,
som den tætpakkede verden rundt
omkring ikke kunne vække ham
af.
Laos efterladt i kaos
Samtidig med, at Savang Vatthana
kom hjem fra sit studieophold i Pa-
ris, kom der også, to prinser hjem til ,
Laos. Det var Souvanna Phouma og
dennes halvbroder Souphanouvong,
der langt ude var beslægtet med den
kongelige familie. Begge havde stu-
deret til civilingeniører i Paris og ta-
get eksamen med høje karakterer.
Prins Souvanna fandt sig hurtigt
hjemme blandt landets sleske sybari- :
ter. Derimod tilsluttede prins Soupha- 1
nouvong, der var blændet af den fran- j
ske socialisme, sig venstrefløjen. Han j§
rejste til Hanoi, ægtede en vietnamesisk j
pige og tilsluttede sig revolutionister-3
ne, der planlagde et angreb på Indo-IS
Kinas franske herskere. Med vietna-H
mesisk hjælp drog prins Souphanou-H
vong i 1949 til den nordlige del af™
Laos for i de næste tre år at uddanne
oprørsstyrkerne. Derefter kom den
franske overgivelse ved Dienbienphu,
og Geneve-konferencen erklærede
Laos for en neutral stat, men „den
røde prins" havde samtidig magten i
to nordlige stater i Laos.
Siden har Laos’ historie drejet sig
om den kendsgerning, at den laotiske
centralregering aldrig har været stærk
nok til at slå Souphanouvong — eller
til at enes med ham i fredstid. De
prinser, der kom til magten i Vien
Tiane, var ikke nationalister og nid-
kære patrioter, der var hærdede i
kamp mod kolonistyrets herskere.
Frankrig havde simpelthen givet
Laos dets uafhængighed med et kao-
tisk hastværk.
Ifølge Geneve-konferencens rosen-
røde bestemmelser i 1954 skulle op-
rørsstyrkerne have været en del af
den kongelige hær, som skulle trænes
af franske rådgivere, men det slåede
og demoraliserede Frankrig havde in-
gen interesse i dette job. Det efterlod
nogle få rådgivere i landet og en
statsforfatning, der mindede noget om
en republik. Frankrig forlod i 1954
Laos lige så pludselig, som det var
kommet 60 år før.
Et tomrum må udfyldes
USAs daværende udenrigsmini-
ster, John Foster Dulles, som ikke
havde megen tillid til neutralitet,
så nærmere på forholdene og be-
sluttede, skriver det amerikanske
„Times", at USA måtte udfylde
dette tomrum. Han besluttede, at
den eneste løsning på dette spørgs-
mål var at bygge en laotisk hær og
bygge den hurtigt.
Skønt dygtige økonomer så på for-
holdene og kom til det resultat, at
kunge Savang Vatthana haoslme nuna- Kong Savang Vatthana modtages af be-
narfinguarmiunit ilagsineuartoK. boerne i en laotisk landsby.
12