Atuagagdliutit - 25.10.1962, Blaðsíða 20

Efter udbygning stiden i
Grønland forøgedes de
grønlandske præsters van-
skeligheder mere end før
Indtil udbygningstiden havde kir-
ken i Grønland været en af de insti-
tutioner, der havde virket bedst og
mest virkningsfuldt blandt befolknin-
gen. Det kirkelige arbejde var godt
ordnet med gode arbejdere. Det var
derfor det holdtes i hævd og havde
stor indflydelse i samfundet. Des-
værre må man sige, at det forandre-
des ved nytidens begyndelse. Ja, man
må ligefrem indrømme, at der var en
tilbagegang, der havde indflydelse på
menighedens trivsel. Dette havde ikke
alene kirkens folk bemærket men og-
så menigmand — især ældre folk —
ja også nogle danske, der interesserer
sig for det grønlandske samfunds hi-
storie (jvf. redaktør Felbos artikel i
„kirkens verden" — jvf. også det
grønlandske kirkesags meddelelser nr.
96—1961). Det skulle vel ikke være
altfor mærkeligt, hvis jeg — efter at
have været i kirkens tjeneste i 50 år
— først i et par år som kateket og
overkateket og i de resterende år som
præst og de allersidste år som visi-
tatsprovst — skulle nævne de grunde
der efter min erfaring synes at være
de vigtigste for forandringen, for det
kan være, at de senere kirkens folk
ikke mærker forandringen så tydeligt
som os ældre.
Der kan selvfølgelig nævnes for-
skellige grunde til forandringen i kir-
ken. Og efter menneskelig skik og
brug var det ofte arbejderne — d.v.s.
præsterne — der kunne angribes
først jvf. radiofoniens undertone i et
„kirkeligt magasin". Jeg skal ikke
nægte, at der også blandt præster er
forskelle m. h. t. evner, ganske lige-
som i andre institutioner, hvor folk
med forskellige evner arbejder. Men
det var ikke altid afgørende for ar-
selv
det er
lettere
end De
tror...
Vi har alle populære musikinstrumenter i
største udvalg — også brugte, ‘/s års ga-
ranti på alle instrumenter. Forlang vort
store, gratis, billedrige katalog.
nangmineK nipilerssorit
ilimagissangnit ajornénginasavat . . . .
nipilerssutit tamalårpagssuit nuånarine-
Kartut pigåvut — åma atornikut. nipiler-
ssfttit tamarmik ukiup Kericanut Kularna-
véiKUsigåuput — tåssa ukiup KerKa Kångi-
ngitsoK aseroraluarpata akeicångitsumik
iluarsartineKarsinåuput. agdlagtitsivigssau-
terput angnertOK, akeKångitsoK åssiliarta-
KaKissordlo unga piniarniaruk:
MUSIKHUSET
Rådhuspladsen 1 — Århus C
bejdets held eller uheld. Det afgøren-
de var vedkommendes pligtfølelse. —
Jeg har bemærket, at der er tilbage-
gang både i kirkeligt arbejde og i me-
nighedslivet — eller rette: der er en
stagnation, der kan mærkes af kir-
kens folk og af menigmand.I forbin-
delse hermed vil jeg udtale min for-
visning om, at præsters pligtfølelse
for arbejdet ikke er blevet ringere,
tværtimod. Men i den krævende tid
får han vanskeligheder i mangel af
fuldstændig hjælpervirksomhed og i
mangel af midler til at udføre arbej-
det uhindret, hvilke vanskeligheder
præsterne ikke kan overvinde af egen
hånd. For øjeblikket er forholdene så-
ledes: På grund af udbygningen i
Grønland får alle de institutioner, der
har med den samfundsmæssige timeli-
ge udbygning at gøre, forbedringer og
store lettelser, for at arbejdet kan
blive mere effektiv; derved opnås
større resultater end før. Dette savnes
desværre i det kirkelige arbejde, ja,
oven i købet har kirken større van-
skeligheder end før. Hvis jeg nævner
det som gammel præst, må det ikke
kritiseres som værende hen i vejret.
Lad os se lidt på følgende punkter:
1. PRÆSTERNE FRATAGES DERES
BEDSTE HJÆLPERE, KATEKETERNE
Fra missionstidens begyndelse i
Grønland og indtil udbygningstiden
kan man ikke noksom prise „kateke-
ternes" arbejde i kirke og menighed,
ja i samfundet.
På hver en missionsstation verden
over går der ofte sådan, at når hed-
ningerne er blevet kristne, bliver der
blandt de kristnede valgt visse pas-
sende hjælpere for missionærerne,
som skal hjælpe ved de døbtes kate-
kisation. Således var det også, kate-
ketgerningen begyndt i vort land. Og
det blev hurtigt erkendt, at missio-
nærhjælpere var absolut påkrævede
i et så vanskeligt land som Grønland,
hvor der kun var forbindelse over
havet mellem befolkede steder, og
hvis befolkning stadig var omrejsen-
de. I et sådant land var missionens
hjælpere mere nødvendige og uund-
værlige end andre steder.
Da kateketernes hjælp ved mis-
sionsarbejdet i Grønland var aner-
kendt og højt værdsat, påbegyndte
man ved opførelse af 2 seminarier i
Godthåb og Jakobshavn (henholdsvis
1845 og 46) en uddannelse af kateke-
terne, der indtil da havde været uud-
dannede medhjælpere. På disse semi-
narier blev målet for uddannelsen at
gøre eleverne til missionshjælpere. Og
i årenes løb dimitteredes fra disse se-
minarier en del mænd, som udførte et
påskønnelsesværdigt kirke- og menig-
hedsarbejde. Mænd, der ikke alene
var dygtige, men også følte sig kaldet
til kirkens arbejde, og derfor pligts-
mennesker. Mænd med missionær-
ånden; hvis de ikke havde været så-
danne, kunne de ikke stiltiende tåle
alle de mange forflyttelser til forskel-
lige steder med mange strabadser. —
Selvfølgelig havde deres uddannelse
også sigte på skolearbejdet, men ind-
til det sidste århundredskifte var ud-
dannelsen som skolemænd dog kun
minimal. Først da det nye seminarium
var opført i Godthåb og hele uddan-
nelsens grundlag var stadigvæk præ-
get af kirken. Derfor var deres inter-
esse først og fremmest kirkens arbej-
de. Det var først ca. 1930 og derefter,
at realisterne blev flere, men alligevel
ikke så mange indtil 2. verdenskrig.
Under sidste verdenskrig blev reali-
sterne flere, men resten var stadig
dem, der virkelig havde følt sig som
kaldet til kirkens arbejde.
Indtil hele Grønlands kristning,
gjorde missionærerne et meget ros-
værdigt og stadigt rejsearbejde rundt
om til mange bopladser. Og da hele
befolkningen var kristnet, blev mis-
sionærernes arbejde mere henlagt til
byerne, for der var dengang allerede
mange og solide kateketer rundt om-
kring som missionshjælpere, især ef-
ter de før nævnte 2 seminariers opret-
telse. Missionærernes betjening af ud-
steder og bopladser kom nærmest til
at se ud som en slags visitatsrejser
med forvaltning af sakramenter og
udførelse af andre kirkelige handlin-
ger. Derfor kan man med rette sige,
at kateketerne udførte det daglige
kirkelige arbejde udenfor byerne d.v.s.
blandt størstedelen af Grønlands be-
folkning (skønt præsterne under deres
embedsrejser i ikke så ringe grad sør-
gede for sjælesorgen hos udsteds- og
bopladsbefolkningen). Kateketernes
kirkelige arbejde blev endnu mere be-
tydningsfuld i begyndelsen af det ty-
vende århundrede, da samfundsbevæ-
gelsen „peKatigingniat" (kristelig for-
eningsbevægelsen) blev til, så at man-
ge kateketer dengang ved af deres
søndagsgudstjenester tog et stort søg-
nedagsarbejde hos menighedsmedlem-
mer og oplysningsarbejde i samfun-
det. Skønt kateketens kirkelige ar-
bejde var så betydningsfuld, blev det
pludselig på grund af udbygningen
helt forandret (afkræftet) og det bli-
ver endnu mere kirkelig afkræftet i
tiden fremover, hvis der ikke sker en
hel ny ordning. At skolearbejdets ad-
skillelse fra kirkearbejdet ville blive
en uundgåelig realitet, vidste man al-
lerede før udbygningstiden, for det
ville være en følge af ordnet admini-
stration eller en følge af naturlig sam-
fundstrivsel. Men man vidste aldrig,
hvordan adskillelsesordningen ville
komme til at se ud. For ordningen af
adskillelsen var ikke nævnt udførlig
i kommissionens betænkning. Man
vidste ikke — ja, det blev heller ikke
fremlagt i præstekonventet — at alle
kateketer skulle ophøre med at være
kirkens fastansatte folk, og i stedet
blev skolens fastansatte folk d. v. s.
ikke mere kateketer, men lærere. —
Dette var ikke fremlagt, skønt spørgs-
målet i så høj grad berørte kirkens
arbejde og af den grund burde være
fremlagt først i præstekonventet.
Pludselig så vi præster os uden fast-
ansatte kateketer, så vi kun måtte
låne lærere til kateket eller overkate-
ketgerningen.
Det varede ikke længe, før man føl-
te, at man havde lidt et stort tab.
Selvfølgelig gjorde de kateketer, for
hvem kirkens arbejde var det vigtig-
ste, sit til at gøre kirkeligt arbejde
(menighedsarbejde) så godt som før.
men der er dog men også i dette til-
fælde. Kateketen er nu statens tjene-
stemand; hans faste bestilling hører
skolevæsenet til, hans nærmeste over-
ordnede er skolelederen; hans arbej-
des afgørelse må komme fra skole-
væsenet, som også afgør, hvor stort
hans arbejde bliver. Og tjenesteman-
den er pligtskyldig over sin institu-
tion. Af to institutioner, der kan for-
lange arbejde fra ham, har skolevæ-
senet første ret, og skolen kræver me-
get i vor tid. — Her tænker jeg ikke
alene på timernes antal, men også ka-
teketens dygtiggørelse i sin fritid for
at kunne holde trit med sine lærde
kolleger. Skolevæsenet forlanger, at
læreren (kateketen) skal undervise i
aftenskolen, og hans pligt til det går
foran hans pligt til menighedsarbej-
det. Efter alle de nævnte og ikke-
nævnte grunde var kateketens menig-
hedsarbejde blevet ikke så lidt mindre
end før. Det kan nemt ses, at det ikke
alene er kateketernes skyld. Hoved-
skylden var den store pludselige for-
andring, for præsterne har nu følelse
af, at de ikke kan forlange noget af
kateketerne som før. Hvis vi ikke pas-
ser på det, kan det ofte gå ud over
„husfreden". Lad mig nævne et ek-
sempel: Det vides, hvormeget over-
kateketrejserne i sin tid havde betyd-
ning. Ja, endnu høres der meget ofte
fra mere isolerede steder ønsker om
overkateketbesøg. Men fra skolevæse-
nets side forlanges det nu, at ovel'ka-
teketers rejser så vidt muligt må und-
gå at forhindre undervisningen. Kon-
klusionen er følgende: Da der er for-
langt så mange underviste dage pr.
skoleår fra en udenbys overkateket
(distriktsoverkateket), hvornår har
han så tid til at berejse overkateket-
distriktet i undervisningstiden??
Så er der tilbage at spørge: Hvad
skulle man ellers at gøre? Jeg vil sva-
re dette spørgsmål tydeligt med føl-
gende ord: Man burde ikke straks
have anbragt alle kateketer under
skolevæsenet, indtil der bliver lavet
en anden ordning. Udenbys o ver kate-
keter (distriktsoverkateketer) på stør-
re steder måtte uforandret være pla-
ceret under præstegældet, — men
selvfølgelig skulle de hjælpe til i sko-
len. En sådan ordning havde været
nødvendig på grund af de forannævn-
te grunde. Man kan jo næsten ikke
lade være at tænke på, at fratagelsen
af så mange kirkens fastansatte på en
gang kan påvirke kirkens arbejde be-
tydeligt. Dertil kan måske siges: Ja,
så lad præsternes antal forøges, eller:
lad præsterne berejse præstegældet
hyppigere. — Enhver må vide, at man
ikke kan forøge præstegældenes antal
for ingen ting. Der skal først bygges
præstebolig o.s.v. og hvor skal vi få
pengene fra? Præsterne er slet ikke
blinde for deres hyppigere rejsers
nødvendighed, det ventes også af
overordnede, for som sagt præsterne
har mere tid til rejser, siden de var
aflastet for skolen; men!
2. ANSKAFFELSEN AF REJSEFAR-
TØJER TIL EMBEDSREJSER HAR
ALDRRIG VÆRET SÅ VANSKELIG
SOM NU
Omtalen af rejsefartøjer til præster-
ne i Grønland er omtrent så gammel
som selve præstetiden i Grønland. Ved
missionens begyndelse blev det af-
gjort, at missionærerne skulle berejse
deres distrikter som passagerer på
handelens fartøjer. Sådan en embeds-
rejse gik uden vanskeligheder for sel-
ve Hans Egede og under hans tid som
handelens chef i Grønland. Men ikke
ret langt efter hans hjemrejse til Dan-
mark udtrykte missionærerne misfor-
nøjelsen med, at man ikke havde fået
beskåret tid nok til udførelse af mis-
sionens arbejde, idet købmændene el-
ler deres udsendte folk tænkte på de-
res eget arbejde uden hensyn til mis-
sionærernes tid til deres arbejde.
Mange beklagelser desangående kom
der stadig i årenes løb fra Grønland
til missionskollegiet i Danmark. Det
medførte, at præsterne — selv om
ikke alle på en gang — gradvis fik
deres egne rejsefartøjer, som var gan-
ske betydningsfulde for deres arbejde.
Først var der anvendt konebåde efter
den daværende tids forhold, og det
holdt sig til omkring slutningen af
1800-tallet. Derefter anvendtes robåde,
som anskaffedes til alle præstegæld.
(Jeg selv havde i begyndelsen af mine
præsteår sådan en robåd til rejsefar-
tøj). Det kunne selvfølgelig synes
grinagtigt for vor mekaniserede tids
mennesker. Men det havde en uom-
tvistelig fordel, nemlig den, at vi selv
kunne afgøre, hvor tit, hvor hurtigt,
eller hvor langsomt, og på hvilke ti-
der vi ville foretage vore embeds-
rejser.
Da den tid kom, at motorbåde be-
nyttedes som rejsefartøjer, fik præ-
stegældene ikke deres egne motor-
både. Men der kom ingen vanskelig-
heder, idet det var afgjort af davæ-
rende Grønlands Styrelses øverste
chef, at handelens motorbåd måtte
være disponibel for præsten, som selv
kunne afgøre, hvornår han foretog si-
ne embedsrejser. Således har jeg al-
drig haft vanskeligheder m. h. t. rej-
sefartøjer i de byer, jeg var præst for,
og jeg går ud fra, at andre mine
jævnaldrende præster også har erfa-
ret det samme. Jeg har tidligere be-
rørt, at det var vigtigt, hvis præsten
selv kunne afgøre, hvornår han skulle
berejse forskellige steder i sit præste-
gæld, for det var også vigtigt ikke at
forhindre stedernes befolkning, som
er fangere, fiskere, iden bedste udfø-
relse af deres erhverv.
Det blev helt anderledes i udbyg-
ningstiden. Der blev ikke givet præ-
stegældene deres egne rejsefartøjer
heller ikke afgjorde administrerende
myndigheder, hvilken institutions mo-
torbåd der skulle være disponibel for
præstegældet. Med andre ord: Vi må
udføre vore embedspligter ved blot at
tigge om leje af rejsefartøj. Det er
hidtil gået omtrent således (selvfølge-
lig efter mine egne erfaringer): For
det første betragter vi os som henvist
til statens motorbåde (som tilhører
andre institutioner), og da administra-
tionen ikke har dispositionsafgørelser,
er det institutionslederen, der har det
afgørende ord om leje eller ikke-leje
og om lejens tidspunkt og varighed.
Ellers må man henvende sig til pri-
vate erhververe og disse er ofte mere
velvillige. Men når man ved, at ejeren
ved selv at bruge båden kan tjene
mere end det beløb, præstegældet be-
taler til ham, er det flovt ikke at byde
højere takst. Det kan også hænde, at
man lejer en mindre motorbåd, som
anvendes til fiskeri, og hvis lille ka-
hyt ikke er indrettet til overnatning,
og derfor ikke attråværdig til at være
vejrfast i. Men præsten tager til takke
med den for at udføre sin embeds-
pligt. Det vil altså sige: Nu afhænger
det af institutionslederen, der har
motorbåd til rådighed eller af private
motorbådsejere, hvor omfangsrigt el-
ler hvor hastigt præsten må udføre si-
ne embedsrejser. Det er heller ikke
morsomt for præsten at udføre sine
embedspligter alene ved tiggeri. Det
forringer også præstens anseelse ude-
fra. („sikke et ringe arbejde han har!").
3. DER MANGLER MENIGHEDSHUSE
Det er klart, at præstens arbejde
ikke alene omfatter at prædike Guds
ord i kirken, forvalte sakramenterne,
vielser, konfirmation og andre kirke-
lige handlinger. Der kan også være
masser af andet oplysningsarbejde for
menigheden, hvormed præsten uden
at bruge kirken kan aktivisere sit ar-
bejde, for der kan ikke sættes græn-
ser for en interesseret og arbejdsvil-
lig præstevirksomhed.
Dengang præsterne var skolens
overordnede, manglede der ikke loka-
ler til menighedsmøder, da skolerne
dengang kunne bruges i dette øjemed.
Men nu kan man ikke regne med sko-
lerne til den slags møder især om vin-
teren, som ellers er den bedste tid til
at samle folk; for skolerne er i stadig
brug både om dagen og om aftenen
(til aftenskole og foreningers og klub-
bers møder). Derfor bliver det for
præsten i udbygningstiden vanskeli-
gere at arbejde ved siden af søndags-
arbejde end tidligere på grund af for-
annævnte grunde.
Når der bygges en kirke i Danmark,
opføres der i reglen tilhørende menig-
hedshus som et uundværligt led i ar-
bejdet, enten som tilbygning til kir-
ken eller i nærheden af kirken. Det
kunne være rart, at den fremgangs-
måde bliver fulgt også her, hvor for-
holdene i modermenigheden danner
mønster for udbygningen. Det må
være et ønske for fremtidens kirke-
byggeri, at der sammen med kirken
opføres „menighedshus".
Jeg har foran fremdraget nogle af
de mest iøjnefaldende vanskeligheder
for præsternes arbejde, ikke som
modvægt til kritikken for kirkearbej-
de, men for at sprede forståelse af, at
også kirkens mænd netop som andre
der virker i denne udbygningstid,
trænger til forbedringer og lettelser
for arbejdet. — Der var forannævnt,
at kommissionen — samt andre —
forventede, at når præsterne ikke
havde mere med skolen at gøre, vil de
intensivere deres arbejde i kirken
(menigheden). Der er grund til den
opfattelses virkeliggørelse og præster-
ne er forstående overfor det, ikke ale-
ne på grund af aflastning af skole-
arbejdet, men fordi et intensivt kirke-
ligt arbejde er absolut mere nødven-
dig idag end før, nu da der er tilbage-
gang i menighedens kirstelige liv på
grund af rodløsheden forårsaget ved
vor tids virvar.
I 1928 fremkom' en bog, „Kolonien
Godthåb", der var udsendt i anled-
ning af byens 200 års jubilæum. I et
afsnit i bogen, der har til overskrift:
„et træk af Godthåb menigheds histo-
rie" skrev daværende Grønlands
provst Knud Balle. Provst K. Balle
var jo en kendt personlighed, alvors-
fuld i sin kristendom, men samtidig
var en af dem, der havde sat grøn-
lændernes timelige velfærd til sit mål
(se kommissionens betænkning
1920—21). Men hvad han havde skre-
vet i den nævnte bog, kommer jeg
ofte i hu i nuværende tid, da han
under omtale af Godthåbs menigheds
fremtid profetisk sagde: „Nuværende
generation og efterslægt vil komme
til at besvare det spørgsmål: om de
kunne bære rigdommen uden at ska-
de sig selv, eller om vi måtte efter-
ligne den europæiske kultur med ma-
terialisme og egenkærlighed, eller om
grønlænderne i deres udvikling ikke
måtte have samme sindelag, som var
i Jesus Kristus". — Desværre er ma-
terialisme blevet realitet, som en god
hyrde og kender af den grønlandske
menighed havde set med ængstelse —
belært af andre landes forhold — og
den giver sig udslag i begyndende
hensynsløshed overfor det rette kri-
stelige liv. Det må vi indrømme uden
at dække det. Men det værste er, at
mange mennesker har den mening, at
det er sådan, et moderne liv skal væ-
re. Hvis den kristne menighed skal
være bestandig, må der en nidkær
vækkelse til i den grønlandske menig-
hed. Her i Grønland gør man sig uma-
ge for at opføre arbejder, der har be-
tydning for udbygningen. Men da det
viser sig, at der er tilbagegang i kri-
stelig henseende, men der er frem-
gang i timeligt henseende, skal så ar-
bejdet for at standse denne tilbage-
gang stadigvæk betragtes som noget
ubetydeligere end andet arbejde? Me-
nighed, lad os ikke glemme, at Vor-
herre Frelseren sagde foran sin fjende
Djævelen: „Mennesket skal ikke leve
af brød alene". (Math. 4, 4.).
Som grønlænder, der ønsker lands-
mændenes fremgang i alle måder, er
det rart at se de seneste års arbejder
for grønlænderne, som frugtbargøres
i det ydre liv. Men da dette ikke har
været tilfældet med det kirkelige ar-
bejde, bliver et nidkært arbejde nød-
vendig. Da den kirkelige side af ar-
bejdet for Grønland også er under
statens ledelse, håber man, at staten
— i tiden fremover — vil forsøge at
rydde vanskelighederne af vejen for
kirken som for andre institutioner.
G. Egede.
20