Atuagagdliutit - 12.03.1964, Qupperneq 22

En menneskeven
(Af Georg Kuzfosz)
Esperantos stifter Zamenhof var fast besluttet på, at menneskeheden
burde forenes fil een familie gennem hans nye sprog.
Indtil nu fulgte vi Zamenhofs ydre
levnedsløb. For at kunne forstå hans
virke og dets virkning må vi nu be-
skæftige os med hans indre udvik-
ling. Jeg har allerede omtalt Za-
menhofs indtryk fra hans tidlige barn-
dom. Måske skulle vi nu lade ham selv
fortælle derom:
„Man opdragede mig til en idealist;
man lærte mig, at alle mennesker var
brødre, mens virkeligheden på gaden
ved hvert skridt lod mig føle, at der
ikke fandtes mennesker, men kun rus-
sere, polakker, tyskere, jøder osv. —
Dette forhold plagede min barnesjæl
til stadighed, endskønt mange vil
smile ad denne „Weltschmerz" hos
et barn. Da jeg dengang mente, at de
voksne var i besiddelse af en form
for almagt, lovede jeg mig selv til
stadighed som voksen at ville afskaffe
disse misforhold. Efterhånden lærte
jeg naturligvis, at det ikke var så
let at realisere forsættene fra barn-
dommens tid, og jeg kastede alle mine
barnlige drømme bort, een efter een
— kun drømmen om et fælles sprog
for alle mennesker kunne jeg ikke på
noget tidspunkt opgive. Tanken havde
besat mig helt, selv om jeg ikke
havde nogen bestemt forestilling om
dens virkeliggørelse. Men meget tid-
lig allerede, jeg husker ikke mere
hvornår, kom jeg til den overbevis-
ning, at et internationalt sprog kunne
være et neutralt sprog, der ikke til-
hørte nogen af de nulevende folke-
slag."
EN VIGTIG STAVELSE
Zamenhof fortæller videre, at han
i nogen tid syslede med tanken om
at genoplive et af de klassiske sprog,
græsk eller latin, men så alligevel
kom til erkendelsen, at disse sprog var
for vanskelige og ikke kunne opfylde
den moderne tidsalders krav. Nu be-
gyndte drengen at drømme om et
sprog, der skulle skabes helt fra bun-
den af, men denne opgave syntes han
i begyndelsen at være overmenneske-
lig svær. Men da han i gymnasiets
femte klasse begyndte at lære en-
gelsk, blev han pludselig klar over,
at den komplicerede grammatik i
både de gamle og nye sprog, som han
indtil nu havde beskæftiget sig med,
slet ikke var nødvendige — dermed
stod han allerede på lidt mere fast
grund. Hans sporg kunne altså nøjes
med en ganske enkel grammatik —
men nationalsprogenes tykke ordbø-
ger afskrækkede ham stadig. Så fæst-
nedes hans blik en dag på et gade-
skilt, hvorpå der stod „szvejcarskaja"
og straks derpå et andet med påskrif-
ten „konditorskaja". Dette „skaja"
fængslede ham; her var en stavelse,
der betegnede et sted og lod sig for-
binde med andre ordstammer til sta-
dig nye sammensætninger. Fra nu af
begyndte Zamenhof at studere den
rolle, for- og efterstavelser spiller i
sprogene, og han blev snart klar over,
at han her havde et middel i hænderne
med forholdsvis få ordrødder at kunne
udtrykke et vældigt antal begreber.
Her så Zamenhof en måde, hvori han
kunne opnå, at hans sprog kunne nø-
jes med færre ord og alligevel ikke
var mindre udtryksfuldt end natio-
nalsprogene.
ROMANSK-GERMANSK
ORDFORRÅD
Yderligere en vigtig grundsætning
opdagede Zamenhof allerede som gym-
nasiast: han fandt ud af, at det min-
dre drejede sig om at skabe et in-
ternationalt sprog ud af intet end at
skrælle de internationale bestanddele,
der allerede fandtes i alle store kul-
tursprog, og ordne dem. Zamenhof
selv siger derom: „Allerede dengang
var jeg overbevist om, at materialet
til ordforrådet måtte være romansk-
germansk og kun skulle tilpasses, så-
vidt sprogets regelmæssighed måtte
kræve det. Efter at jeg havde erkendt
dette, lagde jeg mærke til, at vore
moderne sprog har et kæmpeforråd på
allerede kendte internationale ord,
som alle folkeslag i forvejen kender
og som derved repræsenterer en skat-
tekiste for det fremtidige internatio-
nale sprog — og jeg benyttede mig na-
turligvis af denne skat."
På disse tre grundsætninger byggede
Zamenhof sit sprog op. Det skulle alt-
så indeholde en enkel grammatik uden
undtagelser, et internationalt ordfor-
råd og et alsidigt orddannelsessystem.
Allerede i året 1878 havde han mere
eller mindre afsluttet et udkast, og
bekendtgjorde sine klassekammerater
dermed. Disse apfattede ideen i sig
selv og sprogets enkelthed omgående
og gav sig til at lære det. Om afte-
nen den 5. december 1878 afholdt de
en lille fest og fejrede det nye sprogs
fødselsdag, holdt tale på sproget og
sang en hymne, hvis begyndelsesvers
lød:
Malamikete de la nacjes,
Kado, kado, i am ternp’ estå!
La tot’homze en familje
konunigare so debå.
Det betyder: „Fjendskab blandt na-
tionerne, fald, fald — det er på tide!
Menneskeheden bør forenes til een
familie."
Dette er endnu ikke Esperanto, men
sprogprøven indeholder allerede ele-
menter, som kan genkendes i den end-
gyldige form. Som levning fra Ur-es-
peranto har de få linier historisk værdi.
ALLE PAPIRER BRÆNDT
Den lille gruppe gymnasiaster spred-
tes efter deres eksamen for alle vinde
og glemte også snart det nye sprog.
Men Zamenhof forblev sit værk tro
og arbejdede videre for at forbedre
det. Hans far, der var tynget af an-
svaret for sine 8 børn, formanede sin
søn til at hellige sig sine studier. Han
afkrævede ham et løfte om ikke at
spilde mere tid på sine sprogfantaste-
rier og lod ham som pant aflevere hele
hans skriftlige materiale.
Studenten holdt sit løfte, og i
Moskva hengav han sig helt til sine
studier. Men som ethvert virkeligt ska-
bende menneske var han så besat af
sin ide, at han led hårdt under den
ham pålagte ventetid. Da han 2 år
senere vendte tilbage til Warszawa,
udøste han sit hjerte for sin mor, en
forstående god kvinde, der altid havde
mæglet mellem børnene og den strenge
far.
„Min livsopgave ligger hér, jeg kan
ikke længere lade den hvile. Hvorfor
skulle jeg ikke i det mindste arbejde
på den i ferien?" spurgte han sin
mor og bad hende at fortælle ham,
hvor papirerne var opbevaret, som
han havde betroet sin far. Moderen
brast i tårer. Hun havde længe set
denne time komme og lidt derunder,
for hun frygtede det hårde slag, der
nu ville ramme sønnen. „Faderen har
brændt alle dine manuskripter — der-
ved mente han at kunne helbrede dig
fra dine drømmerier." Efter dette jobs-
budskab tav moderen og strøg trø-
stende igennem sin store søns hår.
Hun troede virkelig, at hele Ludwigs
arbejde var blevet .udslettet af ilden.
Heldigvis tog hun fejl. Hvad der havde
stået i manuskripterne, havde han
for størstedelen i hukommelsen. Han
kunne overvinde slaget, og faderens
overilede gerning behøvede ikke at
føre til en familietragedie. Men han
krævede af faderen at løse ham fra
sit løft, så han på ny kunne arbejde
på sit sprog.
ESPERANTO I OFFENTLIGHEDEN
Faderen behøvede virkelig heller
ikke at være bekymret for, at hans
alvorlige og pligtopfyldende unge søn
skulle spilde sin kostbare tid, og at
hans studier skulle lide under hans
andre planer. Når andre unge menne-
sker fornøjede sig ved selskabelighed,
filede den unge Zamenhof på sit sprog.
Han modnedes i disse år. Idet han
prøvede sit projekt i praksis, opda-
gede han, hvad der endnu ikke var
godt nok. Han forandrede, tilføjede,
forbedrede, polerede — og idet han
vænnede sig til at tænke direkte i
det nye sprog, skabte han en stil og
gav sproget ånd. Således viste det
sig, da Zamenhof senere forelagde
sit sprog for offentligheden, at det
ikke kun var et bundt grammatiske
regler og en ordliste, men et allerede
levende og funktionsdygtigt sprog.
Efter 6 lange år var sproget parat
til offentliggørelse, og den unge dok-
tor søgte efter en forlægger, men han
måtte dele skæbne med så mange
forfattere, der senere blev berømte,
idet han for sit debutværk ingen ud-
giver fandt. Så hjalp hans svigerfar
ham, og han fik på hans regning trykt
de første brochurer, der udkom på
russisk. Dog efterfulgtes de straks på
polsk, fransk og tysk. Indholdet var
altid det samme: en indledning over
det internationale sprog, nogle tekster,
grammatiken og en ordbog med 900
ord. Bogens titel var: „Det internatio-
nale sprog af dr. Esperanto." — Es-
peranto betyder, den der håber — og
dette pseudonym tillagde Zamenhof
sig selv for at sende sit værk ud i
verden. Snart blev det almindeligt
at kalde sproget Esperanto.
Kort efter offentliggørelsen af de
første 4 brochurer udgav Zamenhof
en „Anden bog", et „Tillæg", de første
litterære værker på Esperanto, samt
ordbøger, og lærebøger på engelsk,
russisk og svensk. Zamenhof og hans
unge kone sendte bøgerne ud i verden,
til aviser og betydende personligheder,
de annoncerede og besvarede de første
mange breve. Virksomheden af det
unge doktorpar forblev ikke uden re-
sultat, skønt den dog ikke udløste no-
gen lavine. Men allerede i 1889 fand-
tes der i deres første adressebog 1000
adresser på folk i forskellige lande,
der havde lært det nye sprog. De
kaldte sig esperantister, og dette navn,
La Esperantisto fik også den første avis
på det internationale sprog, som ver-
denssprogforeningen i Niirnberg ud-
gav. Mange steder dannede sig grup-
per af esperantister, og snart var der
tale om en lille bevægelse. Den holdt
sig dog endnu i en snæver ramme, og
Zamenhof måtfé overtage udgivelsen
af „La Esperantisto", som kun havde
100 betalende abonnenter. Men den
unge doktor befandt sig selv endnu i
ringe kår og kunne ikke tillade sig
at indskyde noget i underskudsforret-
ningen. Hele foretagendet syntes at
stå foran sammenbrud.
EN FRELSENDE ENGEL
I det kritiske øjeblik viste en be-
skeden tysk geometer, W. H. Trom-
peter, sig som den frelsende engel.
Af sin egen lomme stillede han mid-
ler til disposition for at sikre avi-
sens eksistens i 3 år, og redaktøren
selv udbetalte han et månedligt ho-
norar på 100 mark, hvilket på davæ-
rende tidspunkt var en ganske pæn
sum. Zamenhof sagde senere selv, at
Esperanto uden Trompeters hjælp var
gået under. Men trængslernes tid var
endnu ikke forbi. I året 1895 blev bla-
det af den russiske censur kvalt. Grun-
den var, at der i‘bladet fandtes en
oversættelse af Tolstoys værker, og
denne menneskeven var ikke velset
hos den daværende zaristiske rege-
ring. Man var altså på ny havnet i en
blindgade.
Men en stor ide er ikke let at kom-
me til livs. Således viste der sig også
denne gang en udvej: Esperanto-klub-
ben i den svenske universitetsby Upp-
sala udgav en ny avis, Lingvo Inter-
nacia, og dermed var det uundværlige
bindeled blandt de spredte esperan-
tister skabt på ny, og fra nu af skulle
den verdensomspændende tråd aldrig
rives over igen.
SINGER
Også i Grønland værdsætter
man SINGER symaskinernes
fremragende kvalitet.
åmåtaoK Kalåtdlit-nunåne
Singer merssorfit pitsåussu-
siat arajutsisimaneKångilaK.
SINGER CO. SYMASKINE
AKTIESELSKAB
Amagertorv 8, København K.
lilllt BARRE
igdlingnarnerpåK erxarsautigisinaussat! Danmarkime suku-
låte tusåmassaunerpåK
'/drrif
— Lige hvad De trænger til. Toms Yan-
kie Bar giver energi og godt humør.
YANKIE BAR
— tåssarpiaK pissarianagkat. Toms Yankie
Bar nukigssaKalersitsissardlunilo Klmagtitsi-
ssarpoK.
Alle holder af Toms Holly Bar — den
er med hele hasselnødder.
HOLLY BAR
tamarmik mamaråt Toms Holly Bar — KdKor-
tarissanik ilivitsunik ilaKarpoK.
'/oml'

GULDKARAMELLER
Glæd hinanden med Toms Guld Karamel.
nuånårsaKatigingniaritse Toms Guld Karamel-inik.
TOMS FABRIKKER A/S, Leverandør til Det kgl. Danske Hof.
Djuml
FORNUFTIGE FORÆLDRE LA'R ADI TA' ANSVARET!
Deres barn tumler sig i leg dagen lang . . De ser, hvor det slider på skoene, og De
ved, hvor det tager på lodderne! Derfor er Deres opgave at sikre barnet rigtigt
fodtøj i voksealderen ...
Lad ADI ta’ ansvaret — ADI sikrer Dem sko med den rigtige pasform og støtte til
den voksende barnefod! Ja, Deres ansvar bll’r lettere med ADI Børnesko, når blot
De anvender måltabellen 1 æskelåget... Med den kan De nemlig måle barnets fod
og være sikker på, at skoen stadig passer. Djum!
Djuml
angajoricat slIafQt ADI akissugssautftarpåt!
méricat uvdlOK tamåt plnguartuartarpoic ... takussarpat sktlnut KanoK nungutdlar-
nartlgissoK, nalfmgllatdlo isigkanut KanoK KasunartiglssOKl taimåitumik suliagssa-
råt méricat Isumangnaitdlisåsavdlugo ukiune agdliartorfine ericortunik IsigaKute-
Kartitdlugo...
ADI akissugssautiguk. — ADI-p lsumang-
naitdllsaiviglsavåtlt skOmik encortumik
ilusilingmik méricavdlo agdliartortup isi-
gånut IkKHlgssamik! tåssame aklssug-
ssåussutslt OKlnerullsaoK ADI-p méncanut
skQjutai atorugkit skilt pdisa Kåine Qg-
tdtinut nalunaerssQt atulnarugko ... tå-
ssame tåssånga méricap islgå Qgtorslnau-
vat Kularisanagulo skflp nåméutuarnig-
sså. Djum!
Deres børn er i de bedsle hænder
— når de er I de rigtige skol
mérKafit Isumangnaildlufnarpul
erKortunik skdKarunik!
..........
»• V
\ BØR**
••
•••••••
es*°:
22