Atuagagdliutit - 23.12.1965, Síða 5

„Naturligvis, oberst — hvad ventede
De Dem af en karriere-officer?"
„De har ganske ret, kære kollega,
men selve Deres tilstedeværelse giver
os jo en mængde oplysninger. Vi kom-
mer til at fremskynde angrebet på
kanon-stillingerne på fastlandet."
„Jeg forstår, hvad De mener."
„Da vi ikke har noget at vinde ved
det modsatte," fortsatte overst Chen,
„foreslår jeg, at vi glemmer, at vi er
fjender, og kun erindrer, at vi begge
er karriere-soldater og derfor mænd
af ære. De vil blive afhentet af en
flyvemaskine fra Formosa i løbet af
nogle dage — indtil den tid håber jeg,
at De vil betragte Dem som min gæst.
Jeg beder Dem vise mig den ære at
spise til middag i aften sammen med
mine gæster her .. “
Vi hilste på løjtnant Yu Samson og
mumlede vore navne.
„Nu er De jo kun til ulejlighed som
fange," sagde oberst Chen. „Deres pa-
pirer har fortalt os, hvad vi ønskede
at vide, men jeg må bede Dem om at
give mig Deres æresord som officer
på, at De ikke vil flygte. Det vil for-
hindre ubehagelige forholdsregler."
„Jeg giver Dem mit æresord," sva-
rede løjtnant Samson højtideligt.
Oberst Chen havde lovet at holde
julemiddag for sine udenlandske gæ-
ster. Det skulle ske 1. juledag, som
skikken er i de engelsktalende lande.
Ved frokostbordet i officersmessen
blev det diskuteret, hvilke af de mange
mærkelige nåletræer på Kinmen, der
lignede et rigtigt juletræ mest, da en
ung officer kom ind og fortalte oberst
Chen, at løjtnant Samson var flygtet.
„Umuligt!" sagde obersten. „Han
gav mig jo sit æresord som karriere-
officer!"
„Det er ikke destomindre rigtigt.
Han blev opdaget af vagten på blok-
post 3. De skød."
„Og dræbte ham?"
„Nej, han blev såret i armen, ikke
alvorligt."
„Hvor er han nu?"
„Lægen er ved at sy såret sammen."
Vi kunne se, at oberst Chen var ry-
stet. Han havde vist en landsmand,
en officers-kollega, tillid og var blevet
svigtet.
Han sagde til sin adjudant: „Sørg
for otte frivillige til en eksekutions-
peleton."
„De vil da ikke henrette den lille
fyr?" sagde Jack. „Så ødelægger De
julen for os! Og De er jo selv kristen,
oberst Chen. Det går ikke, gamle ven!"
Oberst Chen så iskoldt på amerika-
neren. „Loven fastsætter, at for for-
brydelser af denne hæslige karakter
skal henrettelsen finde sted inden seks
timer. Ja, jeg er virkelig bange for, at
vi må aflyse julemiddagen; selv vore
kære amerikanske allierede må jo bæ-
re nogle af krigens lidelser. For resten
vil det ødelægge julen for alle mine
soldater. De kan se døden i øjnene,
men en henrettelse, det er noget gan-
ske andet .. “
Da vi kom ind i lazarettets gård,
trådte løjtnant Samson ud gennem den
lave dør, der førte ind til et lille
buddhistisk tempel, med den ene arm
i bind og støttet af en ung læge i kittel.
„De har skuffet mig bittert, løjt-
nant!" sagde oberst Chen.
„Det gør mig ondt," mumlede løjt-
nanten nervøst og så ned. „Jeg burde
ikke have skuffet Dem .. “
„Og De ved, hvilken straf den mili-
tære lov befaler for fanger, der flyg-
ter efter at have nydt friheden i kraft
af et æresord?"
„Jeg kan tænke mig det."
„De har bragt skam og vanære over
officerskorpset i Kina!"
„Jeg skylder Dem at sige," sagde
løjtnanten, „og jeg tror, det vil glæde
Dem, at jeg tilstår det: Jeg løj for
Dem. Jeg vidste, at De var professio-
nel soldat, og at De behandler karrie-
re-officerer med agtelse. Jeg skulle
have været officer, men min far havde
ikke råd til at lade mig komme på
officersskole. Det gamle Kina var jo
råddent — bestikkelse skulle til, selv
om man kun ville tjene sit land. Det
var derfor, revolutionen kom — jeg
blev udnævnt til reserveofficer for
nylig. Men jeg er tømrersvend af pro-
fession."
„Tømrersvend!" sagde oberst Chen.
Adamsæblet på hans hals bevægede
sig op og ned. „Tømrersvend Yu Sam-
son! Du vil blive stillet for en krigs-
ret inden fire timer!"
„Udmærket," svarede løjtnanten, „og
jeg vil naturligvis blive dømt. Jeg har
ikke noget forsvar over for loven, men
til Dem, som har vist mig venlighed,
vil jeg gerne have lov at sige et par
ord om, hvorfor jeg brød mit æresord.
Jeg ved jo, som hele verden ved det,
at De efter måneskiftet vil gøre et
stort angreb på Fu-kienkysten, og jeg
har kone og barn, hvis sikkerhed bety-
der mere for mig end min ære .. “
„Har du familie, skulle du have
tænkt på, at dit liv er mere sikkert
her end ved din afdeling derovre..“
„Ja, mit liv," svarede Samson, „men
hvordan med befolkningen på kysten?
Når de republikanske maskiner angri-
ber byen, vil tusinder blive dræbt, og
resten vil søge ud på landet. Ingen
vil tænke på „Fuldendt-og-strålende-
juvel" — det er min kone. Hun rejste
herned for at være nær mig, da hun
skulle føde vort barn. Der kom besked
med en fiskerbåd, at han — det var
en dreng — blev født i går. De ved,
hvor overfyldte byerne er derovre —
og min kone måtte føde drengen i en
stald bag kroen „Den forseglede Kruk-
ke" — hun har det skidt, og krovær-
ten tror jo, at hun ikke er gift, når
hun må føde i en stald .. “
„Han blev født i går, juleaften, i en
stald," sagde oberst Chen forbløffet,
„og nu har han krybben som vugge?"
„Ja netop!" Samson nikkede. „Jeg
kan høre, at De har talt med fiskeren,
der bragte mig beskeden. Ja, det var
jo min hensigt at låne en lastbil hos
afdelingen og køre hende og barnet i
sikkerhed — hvis altså jeg ikke var
blevet fanget .. Det er sandt, at jeg
har givet mit æresord. Jeg er ikke
nogen uhæderlig mand. Alle, jeg har
udført arbejde for, har været tilfreds
med mig — men jeg er jo bare en al-
mindelig håndværker, og jeg sagde til
mig selv: Hvad er dit æresord mod din
kones og dit barns liv? Forstår De
ikke, oberst? Det var jo en stor lykke
og glæde for mig at være fange hos
Dem. Jeg havde jo forvisningen om,
at her i Deres hovedkvarter var mit
liv ikke i fare — men jeg kunne ikke
ofre hende og barnet for min rent per-
sonlige lykke."
Oberst Chen stod længe tavs. Så
sagde han: „Tømrersvend Yu! Inden
vi går videre, må jeg bede dig om at
demonstrere for mig, hvordan dit
flugtforsøg gik for sig. Jeg vil nu selv
føre dig til stedet, hvor du blev an-
truffet."
De forsvandt over bakkerne. En time
efter kom oberst Chen tilbage. „Fan-
gen er flygtet igen!" sagde han, „og
jeg skød forbi på kort afstand! Jeg
kommer til at give mig selv en endog
meget skarp reprimande, og det vil
ikke se godt ud i rapporten — men
nu kan kokken da åbne dåsen med
den amerikanske julekalkun .. “
5