Atuagagdliutit - 23.12.1965, Side 6

Elias var den ældste af de tre søn-
ner, som den vagabonderende Villads
Mattak havde sat i verden. Den næst-
ældste bror voksede op, som det syn-
tes, under gode kår hos overkateket
Jens Petersen i Sdr. Upernavik. For-
mentlig omkom han i kajak, men da
han ikke blev fundet, gik rygtet, at
han var gået til fjelds som følge af en
ulykkelig forelskelse. Den yngste bror,
Robert, voksede op i forskellige huse
og syntes at have arvet mest af sin
fars uro i blodet. Ham vil jeg berette
om en anden gang.
Elias var en køn mand godt på vej
til de tredive, da jeg i efteråret 1925
traf ham første gang ved Prøven. Han
var vist allerede gift, ellers blev han
det i al fald snart efter. I øvrigt gjorde
det næppe større forskel på hans leve-
vis, da hans kone Kise var en stilfær-
dig kvinde af en godsindet familie.
Bortset fra en kajak, som han var
dygtig til at bruge, ejede han ikke
stort, men han var altid velset, når
nogle slog sig sammen om at tage på
fangstrejser. Og på æggesamlingstog-
terne til de stejle fuglefjelde i Sorte
Hul ved bopladsen KingigtoK var han
simpelthen uundværlig. Han var den
første, der gik til vejrs og gjorde det
tov fast, som de efterfølgende støttede
sig til. Og han var den sidste, som
steg ned igen efter at have løst rebet
igen til brug på næste redefjeld. Han
kunne godt kokettere med, at han var
ved at skride i en klat fugleskam for
at få det til at gyse i de andre, men
han syntes klæbet fast som en flue og
på et særligt udsat sted, hvor ingen
andre turde følge ham, gik han arm-
gang over et stejlt fald hængende i
sine stærke, sikre fingre uden at kunne
finde støtte for fødderne. Tilsyne-
ladende nød han selv sin optræden,
når han udførte noget, som ingen
andre ville indlade sig på.
Måske var det også et udslag af
denne lyst, når han „mitarpokkede"
ganske umotiveret på en årstid, hvor
denne fastelavnsagtige optræden ellers
ikke fandt sted. Jeg husker således en
oktoberaften, hvor sneen forlængst lå
i et tykt lag alle steder, at der blev
en voldsom hujen ude blandt hytterne.
Selv hundene satte i med en infernalsk
hylen, så man ventede, at en bjørn
var gået i land, eller at noget lige så
oprivende var sket. Og så var det kun
Elias, der var på spil. Iført et par
lasede sælskindsbukser og med den
splitternøgne overkrop indfedtet i en
blanding af tran og lampesod rullede
han sig lystigt i sneen ovre i dalen,
som førte til Itivdlinguak-Bugten. An-
sigtet var lige så sort som kroppen,
hvorved øjnenes og tændernes hvidt
lyste diabolsk, og op fra hovedet stod
som en forvokset hjerneskal en oppu-
stet glinsende bugsereblære. Børn og
kvinder skreg i en blanding af fryd og
skræk, som yderligere hidsede den op-
trædende op. Trods kulden, der fik
andre til at klapre tænder, drev han af
sved og væden fra den smeltende sne.
Måske var han virkelig grebet af en
slags galskab.
Selv i dagslys havde hans dybtlig-
gende øjne et så dystert og dæmonisk
udtryk, at nogle blev bange for ham.
Men der var intet ondt i Elias, tvært-
imod var han altid rede, om nogen
havde hjælp behov. Hans underlige
opførsel gav i øvrigt ikke anledning
til, at han blev betragtet som sær eller
behandlet som en nar. Tværtimod
havde han, skønt han var en mand,
der ikke havde en slægt at støtte sig
til, en forbavsende evne til at hævde
sig. Skulle der arbejdes i grupper,
f. eks. under skibslosning, faldt det
ganske naturligt, at den danske båds-
mand satte ham til at være en slags
sjakformand, og at kokken satte ham
til at fordele maden, man fik om bord.
Det var oftest gule ærter og flæsk, og
det kunne være svært nok for kokken
at få en flæskeside til at slå til, når
han selv skar den ud. Men når han
lod Elias gøre det for sig, var der
ingen, der klagede over at få for lidt,
selv om han skar så betænksomt, at
Tegninger:
HANS JACOBI
der blev en god luns tilovers, som han
kunne få med hjem til sin familie.
Fra 1926 og nogle år fremover var
det assistent Blicher, der bestyrede
anlægget Prøven. Han havde fået sin
første uddannelse hos dygtige over-
ordnede ved de allerede dengang be-
tydelige fiskepladser Holsteinsborg og
Sukkertoppen, og sine erfaringer der-
fra ønskede han at gøre brug af også
her nordpå til lige gavn for befolk-
ningens levefod og Handelens øko-
nomi. Ganske vist var der hverken
torsk eller helleflyndere i Upernavik
distrikt, dertil var vandet for koldt.
Men af den grønlandske haj, havkalen,
var der en betydelig bestand, som i
særdeleshed holdt til her, hvor lands-
delens talrigste befolkning boede, og
hvor derfor en stor mængde dræbte
sæler, som ikke blev fundet, sank og
i bogstavelig forstand gik i hajerne.
Hidindtil havde hajfiskeriet mest
fundet sted om vinteren med stand-
kroge under isen. Antallet af træ-
fartøjer var nemlig endnu ringe, og
hverken konebåde eller kajakker var
rigtig egnet til fangst af en så stor
fisk, der tilmed havde skind så ru som
sandpapir og tænder så skarpe som
knive.
Blicher gik snart i gang med at lade
et par håndsnilde fangere bygge nogle
16—18 fods dorryer af en lignende
type, som dem der benyttedes læn-
gere sydpå. Dem solgte han så til in-
teresserede med årer og en line på så
favorable betingelser, at de kunne af-
betales med en tredjedel af de ind-
tægter, båden indbragte, eller, hvis
fiskeren ikke selv havde hunde, da
blot med hajernes tørrede kød.
Elias Mattak var en af dem, der fik
sin båd på den sidste betingelse, og
han var den, der hurtigst fik den af-
draget. Han forstod, at her var en
dansker, der ville ham det godt og gav
ham en ærlig chance til at forbedre
sine kår. Fra den dag, båden helt ud
var hans egen, begyndte han også at
forny træværket i sin hytte, og han
udviste en så stram økonomi, at han
alene opbevarede husets penge, så ikke
Kise skulle blive fristet til at klatte
noget væk til unødvendige ting. Det
var ret ejendommeligt at se ham, de
glade tilfældigheders mand, i den
rolle; men han magtede den og havde
nu altid mere end lige til dagen og
vejen.
En af de ting, jeg mindes og aldrig
vil kunne glemme, er det forår, da en
motorbåd fra Upernavik lå ved iskan-
ten mellem Tørveøen og Sandøen for
også at medtage Prøvens danmarks-
post til befordring sydover. Isen ud
for Prøven var forlængst så tilpas
rådden, at der ikke kunne gåes på den
mere, men på den anden side alligevel
så stærk, at en robåd — og der fandtes
ikke andet — absolut ikke ville kunne
forcere den.
Vi stod inde på Kirkefjeldet hele
befolkningen og vidste, at der intet
var at gøre. Det var naturligvis sær-
lig bittert for os tre danske på stedet,
der ikke havde været i kontakt med
Danmark siden oktober det foregående
år, at se en mulighed for at få den
forlængst pakkede post afsted så nær
og så alligevel at måtte renoncere.
Pludselig skød Elias skuldrene op til
ørerne på en for ham særegen måde,
og så sagde han uden mere snak:
„Kom så med posten, niuvertugssak,
og lån mig dine ski og din tuk, så skal
jeg bringe jeres breve om bord“.
At gå på rådden is og føle sig frem
ved at stikke huller med en ismejsel
er i sig selv altid risikabelt. Men at gå
på så rådden is, at man må have ski
på for ikke at træde igennem, er sim-
pelthen tåbeligt, og ingen burde gøre
det.
Elias fik en tyk snor på postsækken,
så han kunne få den på ryggen, og så
begav han sig på vej. Ingen tilbød at
følge ham, og alle vidste, at gik han
igennem på de 2V2 meter lange ski,
ville han ingen mulighed have for at
komme op igen.
En kilometer er langt at gå under
de vilkår, særlig når hele vejen skal
undersøges næsten skridt for skridt,
og der tilmed må gøres omveje. Det
kan derfor ikke nytte at påstå, at
ingen af de tilbageblevne trak vej-
ret, medens det stod på, men alle
åndede spændt, og ingen forlod ud-
sigtsstedet.
Omsider nåede han motorbåden,
hvor besætningen heller ikke havde
forladt dækket. Vi så ham løse post-
sækken og slænge den fra sig. Så tør-
rede han panden og fik et krus vand,
kunne man se i kikkert. Han hævede
hånden til farvel, og de ombordværen-
de viftede med deres flag. De slog
først skruen til, da han havde fjernet
sig en halv snes meter. Så gik de syd-
over og blev borte bag Sandøen. Og
han fortsatte indover.
Naturligvis var risikoen mindsket,
nu han gik på et spor, der var grundigt
undersøgt så kort tid forinden, og hans
vægt var jo også noget mindre, efter
at han var blevet postsækken kvit,
men de fleste tilskuere blev stående,
til han var vel i land igen. Der blev
ikke råbt hurra, for det var ingen
naturlig udtryksform på de tider eller
den rette hyldest til en mand, der
havde sat sit eget liv og sin families
skæbne i vove. Man klappede ham på
skulderen og fik et smil igen. Nogle
græd og skammede sig ikke ved det -—
heller ikke assistenten og hans kone.
De andre forstod ham, der også havde
vovet meget, da han tog mod Elias’
tilbud.
Årene gik. Elias fik flere børn, men
blev ikke fattigere af det, for han lå
SØGER DE
ORIENTALSKE TÆPPER
SKRIV TIL:
IRAN OG AFGHANISTAN
TÆPPE COMPAGNIET A/S,
HOVEDVEJ 8, FRIHAVNEN,
KØBENHAVN 0. TLG.ADR.:
ORIENTCARPETS, SÆLGER
OVER HELE VERDEN I
TRANSIT, UFORTOLDET OG
AFGIFTSFRIT
ikke på den lade side, og indtægterne
blev naturligvis også større, efter at
han havde fået egne fartøjer og våben
og ikke mere skulle svare de fangst-
parter i leje, som han tidligere havde
måttet.
Blichers blev efter nogle år forflyt-
tet, men også afløseren og hans kone
var flinke folk, der kom godt ud af
det med befolkningen og afkøbte dem
hundefoder og proviant både til sig
selv og andre.
Ingen kunne vide, at just det for så
vidt skulle give anledning til, at Elias
kom ulykkelig af dage. Jeg havde selv
talt med ham klokken 10 om formid-
dagen, da han satte sig til rette i sin
kajak og trak halvpelsen ned over rin-
gen, så han kunne sidde vandtæt, selv
om det blæste lidt østen. Han ville ud
at skyde alke til sin familie og til at
sælge.
„Det kan ikke vedblive at gå med
den bøsse", sagde han, idet han skub-
bede den ind i dens hylster på kajak-
dækket. „Den vil ikke skyde, når jeg
vil, og når jeg ikke vil, så vil den".
„Du skulle hellere sende den hen til
Josef Thorleifsen og få den rettet",
foreslog jeg. Og fangeren Thomas
Emanuelsen, der også stod på både-
broen, tilbød at låne ham sin bøsse,
medens reparationen stod på. Men det
ville Elias ikke tage imod. Han tændte
sin pibe og roede væk med lange kraf-
tige tag.
Jeg havde selv noget påkrævet ar-
bejde for ovre på Sandøen, så det var
først nogen tid efter, at arbejdsklok-
ken ved Prøven havde klemtet, og at
hundene også havde hylet frokost, at
jeg roede hjem. Jeg havde undret mig
over, at nogen under mit fravær havde
startet en af garnfangstens motorbåde,
uden at jeg havde fået at vide hvorfor.
Det kunne kun tyde på, at der måtte
være sket noget alvorligt og uventet.
Det viste sig, at en robåd på vej
hjem fra fjorden bag Prøven havde
hørt det signal, fangerne giver, når de
er i fare eller ønsker hjælp til at
dræbe eller bugsere et stort fangstdyr.
De havde fundet Elias i vandet ved
siden af kajakken, der var gennem-
hullet ovenfra ved et vådeskud. Han
var ikke såret, men havde befriet sig
fra fartøjet og skubbet sin ene arm
ind under en af de remme, fangst-
remedierne fastholdes af. På den måde
holdtes han flydende af luften, der
var i fartøjets agterstavn, og man ville
finde hans lig, hvad der er grønlæn-
derne meget magtpåliggende. Omkom-
ne mænd, som ikke bliver fundet, for-
modes at være gået til fjelds som
Kivitut.
Han var dog levende endnu, da man
nåede hen til ham, og man hørte ham
hviske: „Mine stakkels børn". Siden
sagde han ikke noget. Da man havde
fået ham op i båden, anbragte man
ham over en tofte, så man kunne hæl-
de vandet ud af ham, og så begyndte
man at give ham kunstigt åndedræt,
medens den tililende motorbåd slæbte
dem hjem.
Da man kom til Prøven med ham,
var han varm endnu, og årene stod
blodspændte på hans hænder, så ingen
regnede med, at den livskraftige og
hærdede Elias ikke skulle vende til-
bage til livet igen. Den danske assi-
stent og den i Danmark uddannede
grønlandske jordemoder gik med for-
skellige hjælpere i gang med et noget
mere reglementeret kunstigt åndedræt,
og rundt i alle husene gik man i gang
med at varme vand, som man kom
løbende med i flasker for at holde
ham varm. Men han havde sagt sine
sidste ord og tænkt sine sidste tanker.
Han var død, og det måtte man til
sidst gøre sig fortrolig med.
Der er ikke langt fra liv til død i
Grønland, enten man så klatrer på et
stejlt fuglefjeld, lister sig frem over
nydannet eller forårsrådden is — eller
om man kun har kajakkens få milli-
meter tykke skind mellem sig og det
hundrede af meter dybe hav. Men man
kender vilkårene — og Elias kendte
dem også.
For Kise var det en stor trøst, at
han blev fundet og ikke blev borte
som sin bror. Hun havde en grav at
gå til med sin sorg, og han efterlod sig
et godt minde.
Andreas LuncL-Drosvad.
Bølgepapkasser i alle størrelser til alle formål
COL.OIM emballage a/s
TAGENSVEJ 135 . KØBENHAVN N . TAGA (0172) 8800
TELEX: 9244 . TELEGRAMADRESSE: COLONEMB
En lille pause ... en hyggelig sludder ... Ild på en Ceeil: Den er
altid perfekt rullet af fyldige, mættende blended-tobakker ...
så er der tid til en Cecil
sullungnaltsiamek .. . OKalOKatigérujSrneK . . . Cecil kukutdlugo:
tamatigut imuvdluarslmassarmat tupanlt pltsavingnit, akordluag-
... Cecilifornlgssamut pivflgsséngorpoK
6