Atuagagdliutit - 23.12.1965, Síða 8

På jagt efter en runesten
Det skete på falderebet — efter
sammenlagt seks brogede og interes-
sante år i Grønland, som for altid vil
præge min indstilling til tilværelsen.
Seks af ens bedste ungdomsår i et
land, hvis natur og kår er så forskel-
lige fra det frodige fynske bondeland,
hvor jeg er født og opvokset, vil uund-
gåeligt sætte sig spor i tanker og livs-
syn på godt og ondt — selv mener jeg
mest godt. En udfordring til selvstæn-
dig stillingtagen og krav, som går ud
over, hvad man møder langs den slag-
ne landevej, er sundt for den person-
lige udvikling.
Som sagt, jeg var på falderebet, om
få dage skulle jeg forlade Grønland
for godt. Da jeg for ti år siden for
første gang slog mig ned i Grønland,
kom jeg fra en journaliststilling ved
et mindre provinsblad. Det var en stor
omstilling at blive lærer ved udstedet
SancaK. Jeg var den første danske
udstedslærer, og da jeg nu ombyttede
fjernskrivere og telefoner med en ny-
hedsformidling, der bestod i periode-
vis støjfyldt radioaflytning fra den
gamle Godthåb Radio og telegrammer,
der modtoges via en vindmølledreven
radiotelefoniforbindelse, var jeg så
lykkelig til gengæld at få et indblik
i en helt anden livsform, lidt af det
gamle Grønland med kajakfangst og
tørvehytter. — Denne gang var sprin-
get ikke så stort. Som korrespondent
til radioavisen fra Egedesminde havde
jég været med til at benytte VHF-
kæden til direkte udsendelser, og mit
nye arbejde som journalist ved et
stort provinsblad var blot en videre-
førelse af min virksomhed som korre-
spondent og skribent til en række
danske dagblade.
Men da chancen bød sig for — som
en rosin i pølseenden — at få gjort
endnu en arkæologisk opdagelse i
Grønland, slog jeg til. Få dage før
havde jeg gjort mit fund ved Ivnalik.
Nu var muligheden der for det helt
store kup: Vi drog på jagt efter en
runesten!
DEN SAGNOMSPUNDNE
„MÆRKELIGE STEN"
Mange gange var det blevet berettet
for mig, at der skulle findes en stor
sten med mærkelige streger som en
slags skrifttegn inderst inde i den
halvandet hundrede kilometer lange
Arfersiorfikfjord lidt syd for Egedes-
minde i KangåtsiaK kommune. Det
var ikke blot grønlændere, som havde
kendskab til denne stens eksistens,
også danskere havde hørt om de
spændende frasagn, der gik om den
formentlige runesten, og det var en
dansker, som først gjorde mig op-
mærksom på den.
Lige før vor afrejse en formiddag i
begyndelsen af juli skete der en ting,
som på en ejendommelig måde be-
kræftede stenens eksistens og for alvor
gav os blod på tanden.
En grønlandsk tjenestemand fra et
af udstederne i KangåtsiaK kommune
var netop kommet til byen. Han hørte
ved et tilfælde om vor ekspedition.
Han ville gerne selv med og ville også
have været velkommen, men han kun-
ne ikke afse tid. I stedet indvilgede
han i at fortælle os nærmere om den.
FUNDET PÅ KONEBÅDSTUR
Engang, fortalte han, var nogle folk
fra en af de små bopladser i Kangåt-
siaK kommune sejlet ind i en smal
fjordgren, der fra hovedfjorden skæ-
rer sig næsten ind til indlandsisen.
De gik i land på fjeldets solside og gik
lige op på den lave fjeldkam. Her
fandt de en stor sten, og på klippen
ved siden af var der nogle mærkelige
tegn, som de ikke forstod.
Hvor mange år det er siden, kunne
han ikke sige, men det behøver ikke
at være mere end en menneskealder
siden.
Denne beretning var interessant,
fordi den gav os mulighed for at pejle
os frem til stedet på samme måde,
som man kan pejle sig frem til en
radiosender ved at bestemme dens ret-
ning fra to steder — den beretning,
jeg tidligere havde fået, havde nemlig
et andet udgangspunkt i samme ter-
ræn.
EN UDSLUKT DYNDVULKAN
På vejen ind i fjorden overnattede
vi først ved en snævring af fjorden
mellem stejle, men ikke ret høje fjelde.
Der lå vi i en lun bugt med grundt
vand nær ved de voldsomme strøm-
hvirvler, som kendes fra så mange
grønlandske fjorde. Malstrømmene i
fjordens vandmasser var så kraftige,
at de kørte rundt med den kraftigt
byggede rejsebåd, som dog, takket
være sin kraftige motor, også kunne
bane sig vej gennem strømstedet ved
tidevandsskiftet, når strømmen er
værst. Det gav os mulighed for at iagt-
tage det interessante naturfænomen
— tilsyneladende blikstille vand, hvor
overfladen brydes af hvirvelstrømme
med et hul i midten af spiralen, som
undertiden skal være stærke nok til at
suge en mindre båd ned.
På sydsiden af den 35 km lange ø
TunertoK gik vi ind til nogle store ler-
skrænter, som rummer mængder af
fossiler, forstenede fortidsdyr, og lidt
længere fremme besøgte vi en udslukt
dyndvulkan, som blev opdaget for få
år siden af professor Bøeher, men vel-
sagtens har været kendt længe af den
lokale befolkning uden for fjorden,
eftersom den ligger nær kysten i en
stor dal med en lille elv. Der er endnu
ganske imponerende rester af dynd-
vulkanen, og på de før nævnte ler-
skrænter konstaterede jeg en lille,
rund sø eller rettere vandhul med
plumret vand, som må være en ud-
døende dyndvulkan. Der er sikkert
mere af samme slags i egnen. Ved sø-
bredden lå helt umotiveret et enligt
andeæg. Hvordan er det kommet dér?
Det må vel være forladt af forældrene,
men der var ingen spor af rede i
umiddelbar nærhed.
Navnet TunertoK får én til at speku-
lere på, om der skulle have boet tor-
nit, det mærkelige dorset-folk, på øen.
Geodætisk Instituts kort havde ingen
angivelser af tidligere beboelse, og set
ude fra kysten var der ingen sikre
tegn på noget sådant, men det kan
være meget vanskeligt at skelne på
afstand, når landet er ved at grønnes.
Først efter min hjemkomst fik jeg fat
i et kort af nyere udgave, hvor der var
afsat en eskimoruin — måske var det
ulejligheden værd at undersøge det —
vi har ikke meget fra dorset-folket.
ESKIMOHUS VED DET GAMLE
OVERGANGSSTEDI
Inden jeg går videre, må jeg lige
præcisere, at jeg af rent praktiske
årsager plejer at sætte skellet mellem
eskimoer og grønlændere ved Hans
Egedes ankomst til Grønland. Med
ham indledes i Grønland den histori-
ske tid, og selv om det måske kan
virke lidt vilkårligt, mener jeg dog,
der er god grund til at sætte skellet
mellem eskimo og grønlænder dér. Jeg
tænker ikke på det racemæssige, men
på det kulturelle skel mellem den eski-
moiske fangerkultur og den nye tids
grønlandske kultur, der er bygget op
dels på de gamle kulturelementer og
dels, som naturligt er, på de stærke
impulser fra den øvrige verden, som
mødet med Europas folk uundgåeligt
førte til her som overalt i verden.
Efter besøget ved dyndvulkanen gik
turen helt ind til indlandsisen i bun-
den af fjorden, og om aftenen lagde
vi bi i en næsten lukket vig ved det
gamle overgangssted mellem Arfer-
siorfik og Nordre Strømfjord. I den
stille, lune juliaften gik jeg en tur
over Itivdliarssuk, overgangsstedet, en
smal landstrimmel kun få hundrede
meter bred og nogle få meter høj.
På vejen tilbage bogstavelig talt
faldt jeg ind i en firkant, som efter alt
at dømme var resterne af et grøn-
landsk tørvemurshus.
Hvis det er rigtigt, er det så vidt
vides det første fund af et sådant i de
indre grene af dette store fjordområde
og fortjener derfor en nærmere under-
søgelse.
ENDELIG PÅ VEJ
Endelig kom den dag, da vi skulle
søge efter selve runestenen. Vi lagde
til ved et lille fangsthus ved en grun-
det vig, så vi måtte roes ind. Som led-
sager havde jeg fået en ung grønlæn-
der, da det ville vare for længe, hvis
jeg selv skulle slæbe det tunge ud-
styr, som bl. a. omfattede et 16 mm
filmkamera, kikkert, kort — og en
fugeske til at fjerne mos og plante-
rødder.
Mens vi asede os op ad fjeldskrånin-
gen, gik båden sydover til en lakseelv
for at se, om de bopladsboere, der op-
holdt sig ved stedet, havde friskfanget
fjeldørred at sælge.
Det var varmt, og duftene slog op
om os fra de mange blomster og de
tykke puder af mos og lyng. Vi søgte
op gennem en kløft, hvor vi kunne
følge en tydelig sti, formentlig banet
af rensdyr eller deres jægere.
SPÆNDENDE TELTRINGE
Allerede på en af de første afsatser
på fjeldet, næppe mere end et halvt
hundrede meter over havet, stødte vi
på en teltring med rester af et ildsted
i midten, og siden fandt vi flere af
samme slags. Deres alder tør jeg ikke
sige noget om, men det var tydeligt,
at de ikke havde været benyttet i
mange år — det sorte var gået af de
ildskørnede sten, og de var begroet
med lav. De lå på klippegrund, og for-
men syntes at pege hen imod det vel-
kendte trekantede eskimoiske telt.
Ved den første fandt vi noget, der
kunne ligne en afmærkning, som dog
var for beskeden til at kunne kaldes
Varde i almindelig forstand.
Ved denne fandt vi på et par klippe-
flader nogle furer i klippen, som nok
for en fantasifuld sjæl kunne udlægges
som tegn, men jeg tror, at det var na-
turen, der havde været runemester i
dette tilfælde.
DEN STORE VARDE —
Vi gik videre opad, følgende de
kursforskrifter, jeg havde fået af vor
hjemmelsmand. Det friskede godt,
efterhånden som vi søgte i højden,
vinden stod i et sus ind fra nordvest
gennem de store fjordgrene.
Helt oppe på toppen kom vi til et
landskab, som mest af alt mindede
mig om en beskrivelse, Eigil Knuth
har givet af Pearyland. Her var næsten
ingen bevoksning, og vindens og ero-
sionens ubarmhjertige kræfter havde
furet stenene til mærkelige abstrakte
former, som syntes udtænkt i en syg
kunstners forvirrede hjerne.
Her fik vi øje på en stor, påfaldende
velbevaret varde. Vi fulgte den brede
højderyg, skyndende os hen til den.
Den så ikke særlig gammel ud. Ad-
skillige af de sten, der var medgået til
opførelsen, havde ikke lavbevoksning
på ydersiden endnu.
Og så var det, at min unge, led-
sager fandt det, vi søgte:
INDSKRIFTEN PÅ KLIPPEN
Han gav et råb fra sig, og jeg styr-
tede derhen. Der var ganske rigtigt en
indskrift. Den stod på en messing-
plade, og der stod:
„GEODÆTISK INSTITUT.
ORDEN NR...
Nummeret manglede, men det er
vel mindre væsentligt!
Vi lo, tog billeder, nød den storslå-
ede udsigt over fjeldene og fjordene
til indlandsisen og skyndte os så ned
til stranden for at søge at opsnappe
vor båd, der ville søge ind i fjorden
nedenunder, da tunge, hvide skymas-
ser rullede hen over fjeldtoppene mod
syd, et tegn, jeg kendte alt for godt:
uvejr på vej! J
Båden kom, og vi vinkede, viftede
med hvide lommetørklæder, råbte og
løb langs stranden. Vi kunne se folk
sidde om bord og se ind mod os, men
de så os ikke, og den sejlede forbi.
Af frygt for tåge ville vi søge at nå
den, vi skulle ellers først samles op
om et par timer. Vi gik langs stranden,
hvor det var muligt, ellers over de
næs, der skød sig ud i fjorden. For
hvert næs ventede vi at se båden, men
den lange, smalle fjord snød os. Vi så
efter på kortet, at der ikke skulle være
mulighed for at smutte andre veje ud,
og blev så enige om, at det måtte være
forholdsvis pålideligt, når geodæterne
havde været der for at opsætte varde.
Videre, men det syntes håbløst. Så
tændte vi bål og sørgede for godt med
røg, men det varede en times tid, før
båden pludselig rundede det nærmeste
hjørne. Den gik ude i fjorden, og vi
sørgede for røg og viftede igen af alle
kræfter. Denne gang lykkedes det.
Siden fik vi at vide, at de var gået
i land lige bag næste næs på tilbage-
turen fra inderfjorden og så havde sei
røgen. Om udturen er der at fortælle,
at der var vrøvl med koblingen til
maskinen, så vi for hver ny start risi-
kerede ikke at kunne starte igen næste
gang, og det var så godt som umuligt
at få radioforbindelse fra det indre af
fjorden. Man ventede os først hjem om
3—i dage, men vejret og maskinens
tilstand fristede ikke til udsættelse.
Vi kom til at overnatte i storm og
voldsom søgang i en lille vig nær
KangåtsiaK, og det varede to timer
at få motoren i gang igen, men hjem
kom vi da omsider.
Turen havde ikke givet det udbytte,
vi havde ventet, men den havde dog
føjet brikker til vor viden om denne
del af Grønland, også en negativ kon-
statering kan have værdi.
I øvrigt passede angivelserne fra
begge hold fortrinligt, så forklaringen
må nok være, at geodæter har rejst
varden for mange år siden, måske i
forrige århundrede, hvad bogstavernes
form godt kunne tyde på. Den nævnte
konebåd er da undskyldt. Den har
rummet folk fra en boplads, som næp-
pe har været særlig dygtige til at læse,
hvis de overhovedet har kunnet. For
dem ville det under alle omstændig-
heder se ud som det rene volapyk.
Konebåden var der formentlig i be-
gyndelsen af 1930-erne, og det kan
altså godt have været et par menne-
skealdre før, at „tegnene" er sat på
klippen.
Noget andet er, at der efter alt at
dømme findes runestene andre steder
i KangåtsiaK kommune. Men det er en
helt anden historie.
Rasmus Bjørgmose.
ifKaaa jkj

r-r
Xi
SINGER
Også i Grønland værdsætter
man SINGER symaskinernes
fremragende kvalitet.
åmåtaoK Kalåtdlit-nunfine
Singer merssorfit pitséussu-
siat arajutsisimaneKångilaK.
SINGER CO. SYMASKINE
AKTIESELSKAB
Njalsgade 19, København S.

■
m
:
Højeste ydelse - største driftssikkerhed
STETTER
BETONBLANDER
STETTER betoniliat pi-
neicarslnauvoK F.E.-typenlk
tamåkissumik ImalQnSt ag-
farmlk isumamin6rsumik t6r-
slnardlune lngerdlassartoK .JM. ... m-, * i
motoreicardlunllo elektriclte- '<
timik ingerdlaasumik. suliari-
neicarsinauvoK Phistervægti-
mtk oKimallutalerdlugo, ing-
mfkflrtiterissartumlk Igaler-
dlugo, killortOtlnlk spililer-
dlugo. F.A.O. typet oliemut
misugsimassanlk gearexar-
put, elektricitetitortumik,
bensinatortumik imaldnlt
dleselimik motoreicardlutik.
killortOtlnlk spileKardlutik
betonimutdlo lnerigkamut
spileKardlutik. — typet ta-
marmik suliarlnekarsinåuput
angatdlåtagåungitsåtltdlugit
angatdlåtagautitdlugitdlo S-
ma nåmagsissajcarsinåussu-
sigdlit beton lnerlgax 7S0 li-
ter tikltdlugo.
STETTER BETONBLANDER fås i F.E.-typer med hel- eller halvauto-
matisk trykknapbetjening og el-motor. Kan Indrettes med Phlstervægt,
fordelervæg, skrabespil og spil for færdig blanding. F.A.O.-typeme har
oliebadsvendegear, el-, ben-
zin- eller dieselmotor, skra-
bespil og spil for færdig be-
ton. — Alle typer 1 stationær
eller transportabel udførelse
og med kapaciteter indtil
750 liter færdig beton.

m
MASKINFABRIK A/S
København, Herlev
SønderlundveJ 218
Telegr. adr.s
Cementindustri
Kbh., Telex 5565

i

PETERSEN, MØLLER & HOPPE
EDSVORNE SKIBSMÆGLERE
Etableret 1707
Indehavere: P. Fabriclus & J. Lemkov
Bredgade 14, København K.
Befragtning . Klarering angatdlåssinek pajugtuinerdlo
Generalagenter for Hamburg-Am erika Linie
Generalagenter for Contrans, Hamburg — Containerudlejning.
- den kysægte
læbestift...
Fås i modens bedste
farver. Fra den
sarteste pastel til
den rødeste røde.
kukingnut tarnutip
Icebestiftivdlo kalipautait
ingmingnut tugdluarkekate-
kdngitsut.
tøf.
Generalrepræsentant
Willy Rasmussen & Co. A/S
Lersø ParkaUé 111 - Kbhv. 0.
Hen til dyndvulkanen — op på dens top — inarugdlungmik antisissartumut — Kåvanutdlo.
8