Atuagagdliutit - 07.07.1966, Qupperneq 14

Grønlands danske skole
Af afdelingsleder JESPER FLORANDER
Det berettes, hvordan en norsk
præst engang i 1890’erne søgte at
overbevise samerne i Nordnorge om,
at de var nødt til at skifte over til
norsk sprog. Han henviste til, at Gud
ikke forstod samisk.
Den gode præst har sikkert været
velmenende — akkurat som andre
øvrighedspersoner er det i dag, nem-
lig dem, der nu af al magt søger at
indføre danske tilstande i undervis-
ningen i Grønland.
Det er nemlig det, der er kernen i
det lovforslag om Grønlands skole-
væsen, som nu behandles i folketinget,
og som forinden har været diskuteret
i ministerium og landsråd.
Og meningen med lovforslaget er
god nok. Man vil give grønlænderne
den ligestilling i undervisning og ud-
dannelse, som de har krav på.
Men vil den nye skolelov for Grøn-
land nu også virke, som man mener?
Eller er man i sin berettigede iver
for at gøre noget for Grønland måske
her kommet til at skynde sig for
meget? Sådan en lov er jo egentlig
et færdigpakket program for skole-
uddannelsen, og har man ikke i skyn-
dingen fået noget med i pakken, som
ikke hørte hjemme dér, og samtidig
overset, at andet burde med?
Vi ved, at problemerne i Grønland
er andre og anderledes end dem, vi
har her i Syddanmark, og dog fandt
man nu i folketinget kun mindre be-
tænkelighed ved bogstaveligt at kal-
kere den grønlandske skolelov over
skoleloven af 1958.
Sådan en kopiering kan da vist
aldrig blive nogen god løsning. Ud-
dannelsen i Grønland er i så overvæl-
dende grad afhængig af noget helt
andet end det, 1958-loven blev skabt
til. Den afgørende forskel er sproget
og den kultur, det er udtryk for. Det
drejer sig i første række om, om bør-
nene i skolen forstår, hvad der siges
til dem, og hvad det drejer sig om.
Men her giver man dem en dansk ud-
dannelse på dansk, på et fremmed
sprog.
Selvfølgelig er man klar over dette.
Og selvfølgelig har man en række ar-
gumenter for, at undervisningen skal
være dansk. Det er blot spørgsmålet,
om argumenterne er rigtige, og om
man bruger et rigtigt argument på
en forkert måde.
De argumenter, der er faldet mig i
øjnene, er følgende:
Grønlænderne er nødt til at lære
et andet sprog end grønlandsk, ellers
kan de ikke klare sig. Altså må de
lære dansk og det i så stort omfang
og så snart som muligt. Derfor lægger
vi undervisningen til rette, så at bør-
nene i Grønland fra den første skole-
dag undervises i dansk af danske
lærere, ved danske bøger og ud fra
dansk tankegang og forestillingsver-
den. Så skal de nok få lært dansk.
Det næste argument hedder: Det gør
man forresten grønlænderne en ekstra
tjeneste ved, for deres eget sprog er
så uhyre vanskeligt (men de har dog
lært at tale det — flydende!). Derfor
må de hellere lære at læse dansk det
første par år i skolen. Og når de så
har lært det, er det en smal sag for
dem at lære at læse grønlandsk. Det
bliver altsammen nemmere.
Og videre: Hvis vi ikke får lært de
grønlandske børn dansk i skolen, kan
de ikke få nogen videreuddannelse i
Danmark. Så er de henvist til at for-
blive i Grønland som fangere, fiskere
og ufaglært arbejdskraft.
Dette fører lige over i, hvorfor man
vil have bedre uddannelsesmuligheder:
det er grønlænderne selv, der for-
langer ligestillingen. Det er ikke os.
Vi må blot passe på ikke at skabe
mindreværdsfølelse hos dem, det kan
føre til allehånde konflikter. Så der-
for må vi da lytte til og rette os efter
sådanne krav. En realeksamen i Grøn-
land må være lige så meget værd som
en realeksamen i Danmark.
Endelig er der endnu en ting, der
virker som en massiv kendsgerning,
ikke til at komme uden om: enhver
ved da også, at de praktiske omstæn-
digheder tvinger os til at undervise
på dansk i Grønland. 7000 skolebørn
bliver på mindre end ti år forøget til
14.000. Antallet af grønlandske lærere
øges kun småt i det samme tidsrum.
Det vil sige, at der må endnu flere
danske lærere til Grønland, så at
lærerkorpset kommer til at bestå af
mindst 70 pct. danske, i dag er det
56 pct. Og disse lærere — de kan kun
dansk. De kan ikke grønlandsk, og
ingen skal komme og forlange af dem,
at de skal lære dette vanskelige sprog,
når de kun er deroppe i to år. De
praktiske omstændigheder kan man
da ikke se bort fra.
Alle disse argumenter virker som
kendsgerninger, også fordi de frem-
sættes af folk, som kender Grønland.
Det er svært at rokke ved dem, netop
fordi der i dem er blandet rigtigt og
forkert sammen. Alligevel — de står
som en slags beviser for, at det, man
nu vil gøre, er rigtigt. Derfor er det
umagen værd at kikke nøjere på dem.
☆
Det er rigtigt, at grønlænderne må
lære et andet sprog. Om de så kan
det, ved man ikke. Der eksisterer intet
tilfælde i verden, hvor man for alvor
har vist, at en hel befolkning kan
lære ét sprog til foruden modersmålet.
Man tror, at det kan lade sig gøre
for et folk at blive dobbeltsproget,
men man ved det altså ikke. Det
maner i hvert fald til, at man må
overveje nøje, hvordan det andet
fremmede sprog skal indlæres.
Det er rigtigt, at grønlandsk er van-
skeligt at lære. Det er alle andre
sprog i øvrigt også. Men er grønlandsk
virkelig vanskeligere end f. eks.
fransk? Hvor ved vi det fra?
Rigtigt er det også, at grønlænderne
forlanger ligestilling. Men giver vi
dem det ved at påtrykke dem en ud-
dannelse, der afviger fra deres vilkår
og traditioner? Forhindrer vi dem
ikke derved i at få den uddannelse,
som de kan bruge, sådan at de kom-
mer på lige fod med os?
Lad os tage det der med realeksa-
men frem. Ligestilling i skoleuddan-
nelsen fordrer så, at de grønlandske
elever i de tre år i realafdelingen skal
beskæftige sig med 5 — fem — sprog:
dansk, grønlandsk, engelsk, tysk,
fransk. Er der nogen, der for alvor
tror på, at det kan lade sig gøre med
fornuftigt udbytte? Bliver dette ikke
til kaudervælsk? Er der overhovedet
grund til at læsse fire fremmedsprog
på dem?
Indlæring af et sprog er en lang-
sommelig sag, der giver talrige fejl-
tagelser og kræver utallige gentagel-
ser. Det ses vel nok tydeligst, når vi
tænker på, hvordan modersmålet
læres. Det tager et eller andet sted
mellem 4 og 9 år at lære det til hus-
behov, tilmed under en så intens træ-
ning, at så at sige al den tid, man er
vågen, bruges hertil. Men så kan man
også både tænke og — navnlig —
forestille sig sin omverden og udtryk-
ke sine følelser på sproget. Det er
altså hele denne proces, der nu skal
gentages på et nyt, fremmed sprog. Og
under vilkår, der ikke er nær så gun-
stige, som da vi lærte modersmålet.
For det bruges stadig, og fremmed-
sproget er noget, der især kun hører
skolen til, endda kun i nogle af timer-
ne. Måske kan det endda gå an med
fremmedsproget dansk, det har nogle
af børnene nogen chance for at høre
uden for skolen; men engelsk? For
slet ikke at tale om tysk og fransk!
Sammenblandingen kan vel alene
medføre, at intet af sprogene bliver
lært blot til grænsen af det brugelige.
En og anden er nok stoppet for lidt
siden og har sagt: Næ, hov, fransk er
da valgsfrit her i realen? Ja, netop.
Det bliver det også i Grønland — men
det gør de andre sprog ikke! Der skal
være ligestilling. Jamen så gør da
engelsk og tysk til valgfrit fag også.
Nej, det går aldrig, for en realeksa-
men skal gælde ens i Grønland og
Danmark, realeksamen er da kun én
ting.
Jo, det går sagtens. For realeksamen
er efter skoleloven af 1958 mindst fem
ting: med fransk og matematik, med
fransk uden matematik, uden fransk
med matematik, uden fransk uden
matematik og teknisk realeksamen.
Lad os da blot føje endnu en real-
eksamen til, f. eks. med dansk og med
engelsk. Punktum. Ikke flere frem-
medsprog end de to, som grønlændere
mest sandsynligt vil få brug for. Dem
kan man også klare sig langt med, i
hvert fald hvad angår videreuddan-
nelse i Danmark, og det er jo, hvad
der er tale om. Til gengæld var der
så en ordentlig chance for at få disse
to lært, så at danske uddannelsesste-
der og arbejdsgivere uden videre ville
acceptere sådanne realister.
Jeg kan se for mig, hvordan man
f. eks. fra gymnasiet og universitetet
vil stejle over sådan et forslag. Hertil
er kun at sige, at det er netop tegn
på, at vi ikke uden videre kan over-
føre vores skolestruktur til Grønland.
Og desuden: Hvor mange grønlandske
studenter kommer der årligt? Hvor
mange grønlandske akademikere?
Ikke én procent af en årgang. Hvorfor
kommer der ikke flere? Det skulle vel
ikke være, fordi vore uddannelseskrav
hindrer mange af de velbegavede,
dygtige og flittige elever i at komme
frem?
☆
Og så er det altså, at man vil råde
bod herpå ved en skolelov, hvor alle
skal lære dansk fra første skoledag.
Åh jo, jeg ved godt, at der står i
skolelovsforslaget, at man kan få både
grønlandsk og dansk samtidig. Men
der står også, at undervisningen i
grønlandsk kan udsættes til 3. skole-
år, hvis forældrene ønsker det. Det
ser kønt ud og er også ment sådan.
Mon nogen er i tvivl om, hvad for-
ældrene så ønsker? Når nu skolen og
dens lærere — fortrinsvis danske —
tilråder at starte med dansk og at
vente med grønlandsk, og når for-
delene rulles op: børnene kan komme
til at forstå, hvad der siges til dem
også i regning, historie, geografi o.s.v.,
de lærer at læse på dansk (det er jo
et let sprog, for os) og at tale dansk,
og læseundervisningen på grønlandsk
vil derefter være legeværk.
Der er bare én hage ved det: bør-
nene kan ikke forstå dansk, kan hel-
ler ikke tale dansk, den dag de kom-
mer i skole. Og det er svært for små
børn at lære at læse — selv i Dan-
mark regner vi nu med to skoleår
dertil — og her udsætter man dem
for to komplicerede processer på én
gang: at lære et fremmed sprog og at
lære at læse det.
Godt, det klarer vi så ved børne-
haveklasser. Det har skolelovsforsla-
get da heldigvis tilgodeset, her kan
børnene komme til at tale dansk og
blive gjort danskmodne til deres ind-
træden i skolen. Igen er tanken køn,
men lidet praktisk. Det bliver danske
børnehavelærerinder, der skal tage sig
af disse 5—7-årige, en alder, hvor det
ikke er tænkningen, men følelserne,
der dirigerer. Hvordan skal dog en
dansk „frøken“ forstå, hvad skænde-
riet mellem to børn i hjørnet drejer
sig om? Forstå, hvornår der bør gri-
bes ind, og hvornår man skal lade
være. Hvordan skal en lille pige dog
kunne betro sig til „frøken" eller for-
tælle begejstret om en eller anden op-
levelse, når „frøken" ikke forstår,
hvad hun siger? Hvor bliver det sam-
vær af mellem voksne og børn, som
skal udvikle børnene? Her skal ikke
diskuteres, om børnehaveklasser er en
god idé. Men den måde, man vil bruge
dem på i Grønland, er da intet andet
end en mageløs upædagogisk kopiering
af ideen.
I stedet kunne man tænke sig, at
det, det gjaldt, var at udvikle grøn-
landske børns forestillingsverden på
grønlandsk, helt derop til, hvor deres
forestillingskreds var udvidet til —
på grønlandsk — også at omfatte
dansk forestillingskreds. Så ville de
kunne nikke genkendende til de histo-
rier, de blev præsenteret for i danske
læsebøger. Men heller ikke før. Det
ville kun kræve én ting: grønlandske
pædagoger. Folk, som kan sproget,
som kan fortælle for børnene, så at
de umiddelbart kan forstå det hele,
og som trin for trin kan udvide deres
begrebsverden — ganske, som det
sker i en dansk skole. Det ville være
et fundament, der kunne bygges en
solid viden på.
Skolelovsforslaget burde således
snarere gå bevidst væk fra at være
en dansk kopi — kopier er som be-
kendt ringere end originalen — og
vende op og ned på sig selv, så at
danskundervisningen — undervisnin-
gen i fremmedsproget — ventede.
Og så er der altså endnu et argu-
ment: Men vi har jo ikke de grøn-
landske lærere. Vi har kun de danske.
Den slags praktiske omstændigheder
dukker altid op, når det er upraktisk,
og blokerer vejen. Man stirrer sig
blind på dem, de fylder hele syns-
feltet.
Det har de da vist også gjort her.
Hvis man nu prøver at skotte lidt til
siden, kan man måske skimte noget
andet:
Enhver dansk lærer på Grønland er
først og sidst sproglærer, uanset hvad
han underviser i. Det er klart, men
alligevel sjældent trukket frem. Det
er heller ikke påagtet, at han sjæl-
dent har nogen uddannelse som sprog-
lærer, han ved intet om fremmed-
sprogsmetodik, om begrænset ordfor-
råd, om de højfrekvente sprogvendin-
ger, som udgør en meget stor del af,
hvad vi siger, om særlige udtalevan-
skeligheder og meget mere. Han ved
ikke noget om de forskelle mellem
dansk og grønlandsk, der gør det
svært at gå fra det ene sprog til det
andet, eller om de ligheder, der vel
også findes. Kunne han da i det mind-
ste ikke få nogle fornemmelser af sin
vigtige rolle som sproglærer, hvis han
blev trænet i sprogmetodik, inden han
rejste til Grønland? Eller endnu
bedre: kunne han da ikke lære grøn-
landsk?
Jeg ved, hvad man vil sige: Vanvid,
der er folk, som har været mange år
i Grønland, og de kan ikke sproget.
Det er alt for vanskeligt.
Dertil kan svares: Har man forsøgt?
Efter moderne sprogundervisnings-
metoder og med udnyttelse af alt det
audiovisuelle materiale, som f. eks. TV
har vist os med Walter & Connie?
Ved man, at f. eks. ved det amerikan-
ske forsvars sprogskoler uddannes
folk i et hvilket som helst fremmed-
sprog, så at de efter nogle måneders
intensiv træning kan forstå og tale
sproget lige netop så meget, at de kan
klare sig på gaden i en fremmed by?
Ved man, at de undervisningsmetoder,
der bruges dér, tages op flere og flere
steder, fordi man har set effekten af
dem? Var det ikke forsøget værd at
prøve noget lignende?
Helt over i, at måske blev kontak-
ten og forholdet mellem danske og
grønlandske bedre, hvis danskerne
kunne forstå blot en smule grøn-
landsk, ja, måske endda også sige lidt.
Måske kunne det hjæpe med til, at
grønlænderne ikke behøvede at skrue
sig op til et ligestillingskrav, men at
de og danskerne kunne mødes på lige
fod. Det gør man, når man forstår
hinanden.
Der kunne godt trækkes andre ting
frem i det grønlandske skolelovsfor-
slag, som ser ud til at høre til i ræk-
ken af mindre holdbare argumenter.
Der kan også peges på forhold, som
sprogligt set er gode, f. eks. den støt
stigende anbringelse af grønlandske
børn et år her i landet, eller som er
særdeles tiltalende, f. eks. den store
omsorg, man fra ministeriel side viser
alle de grønlændere, der er under ud-
dannelse i Danmark. Men selv de gode
ting kan ikke bortviske fornemmelsen
af, at dette skolelovsforslag i det store
og hele er uegnet til sit formål, og at
vedtagelsen af det vil betyde spildte
år.
Og det er denne fornemmelse, der
har presset sig stadig stærkere frem
i mig. Jeg har hidtil fundet det rime-
ligt at holde den for mig selv — nogle
vil sikkert mene, at det skulle jeg
være blevet ved med. Så kunne jeg i
hvert fald undgå at blive slået i hart-
korn med alle de sikkert udmærkede
personager, der uden ringeste kend-
skab til sagen frejdigt stiller med det
ene kandestøberi efter det andet. Dem
kender erfarne grønlandsfolk kun alt
for godt.
Men alligevel — selv om man skulle
blive anset for naiv, så er fornemmel-
sen der. Og den irriterer. Bare den
dog også kunne irritere de velmenende
myndigheder, der har arbejdet længe
og intenst med skolelovsforslaget,
måske så meget, at de har stirret sig
blinde på en flok kun tilsyneladende
relevante forhold, som nu føres frem
gennem lovgivningsmagten, og som
binder år fremover. Det grønlandske
skolelovsforslag er sikkert godt på
nogle punkter. Men kopieringen af den
danske skolelov vil efter min opfat-
telse direkte bremse en løsning af det
problem, der nok er det alvorligste på
Grønland: sprogproblemet.
Jeg håber, nogen vil lade sig irri-
tere.
Ellers var det nok værd at studere
årsberetningen om det grønlandske
skolevæsen 1964r—65 side 9: „Det bør
påpeges, at man under forsøgsordnin-
gen muligvis løber den risiko, at
sprogligt svagt funderede elever i
højere grad end tidligere udsættes for
et skolechok, idet deres sproglige kon-
takt med den dansksprogede lærer
ikke lykkes, —----“
Jesper Florander.
Et jiyt
smagfuldt
ydre -
samme smagfulde
indre!
Kussanavlngmik. pdrtugaK nutåmlk
— IluanitOK Kangatut ila mamaKl
ilingnut Klmagsartlgit —
atago misiliguk „Succes"
anglsfiK tungujortumik pGlik, tu-
ngusungnitdluångitsOK .... 2,70 kr.
mikissoK tungujortumik pGUk, tu-
ngusungnitdluångitsoK .... 1,35 kr.
mikissoK augpalugtumik pdlik, 1-
mulik ............... 1,35 kr.
„Succes" nutåK Kå tunlssutlgOk, a-
ngisdt, mikissut agsut tugdlfitikit.
Vs GALLE & JESSEN
Leverandør til det kgl. danske hof
FOSKA
Ja, FOSKA hver morgen gi’r
jern, kalk, fosfor, protein og
Bi-vitaminer! Og så smager
FOSKA godt!
uvdlåt tamaisa FOSKAtortar-
niarta, tauva pissåsavavut sa-
vimineK, kalk, fosfor, protein
åma Bi-vitaminit!
FOSKA åma mamaKaon!
14