Atuagagdliutit - 15.02.1968, Page 13

Det passer ikke!
Jeg føler mig foranlediget til at
knytte et par bemærkninger til for-
fatteren Franz Berliners artikel om
Østgrønland.
Hans skildring om spiritusmisbru-
get er overdrevet. Man føler sig ramt
af en piskesnært. Man græmmes og
man bliver vred.
Jeg har også boet i Angmagssalik.
Måske ikke i så lang tid som forfat-
teren, men jeg har besøgt de fleste
steder i distriktet og har talt med be-
folkningen. Med stor interesse hørte
jeg forfatterens skildring af de for-
hold, som jeg ikke kender så meget
til.
Jeg vil imidlertid påstå, at det er
helt ved siden af, når hr. Berliner om-
talte det nye, store pakhus som et stort
øldepot. Det nye pakhus har været
Svar til Elinor Bryld
Det er rigtigt nok, at det ikke var
lederen af rådgivningskontoret, der
kom frem med de ca. 100 grønland-
ske piger i København, men den in-
terviewede henviste til sin medarbej-
der på kontoret om svar på dette.
Han bor i det kvarter, hvor pigerne
har tilflugtsted. Det var hans oplys-
ning om det antal, jeg tog med i in-
terviewet.
Men resten er skrevet på basis af
udtalelser fra den interviewede.
Desuden kan jeg i forbindelse med
artiklen fortælle en hændelse, der må-
ske kunne give et indtryk af, hvor
ukontrollerede pigerne lever i det
kvarter. For et par måneder siden var
jeg sammen med en anden grønlæn-
der i dette kvarter. Vi mødte i en kro
en grønlandsk pige. Der viste det sig,
at pigen og min ledsager var fra sam-
me sted i Grønland. Men efter vi var
gået, sagde min ledsager, at han var
meget forbavset over at træffe hende.
Han havde i sin hjemby hørt, at den
pige var død. — Og der sad hun og
drak øl sammen med en mand.
Chr. P. Lynge.
Kunst til Grønland!
I sin anmeldelse af Ph. Rosen-
dahls nog om Jacob Danielsen
skriver „Jyllandsposten*^ kunst-
kritiker Ib Sinding Jensen bl. a.:
Når man sidder og blader i den her-
lige bog og glæder sig over de mange
billeder, rejser sig automatisk det
spørgsmål, om der i det grønlandske
folk kan have eksisteret — eller eksi-
sterer — andre Danielsen’er, hvis ta-
lent aldrig er blevet udnyttet.
Kort sagt, hvad har Danmark gjort
for at bringe billedkunst til Grønland.
Findes der nogen offentlig kunstsam-
ling deroppe, har vi nogen sinde for
alvor gidet opsøge mulige talenter og
givet dem den uddannelse, de fortjen-
te? Statens kunstfond og alle dens go-
de gerninger skal nu op til revision,
og i TV forleden hørte vi om de mange
muligheder, der endnu foreligger for
at udnytte fondet — hernede. Grøn-
land er der aldrig nogen, der har
tænkt på.
Bevares, enkelte danske kunsthånd-
værkere har været i Grønland og hjul-
pet og opmuntret håndsnilde grønlæn-
dere i fremstilling af husflid. Men det
«r også alt. En virkelig seriøs indsats
mangler vi stadig. Fordi vi fortsat op-
fatter Grønland som et etnografisk re-
servat?
Undskyld denne digression — men
når man betænker, at der i en hvilken
som helst mindre syddansk købstad
med jævne mellemrum rekrutteres
malere, billedhuggere og grafikere, så
skulle det dog være mærkeligt, om
ikke Grønland kunne gøre ligeså.
Tænk blot på den hærskare af kunst-
nere, Island kan mønstre i dag!
Jakob Danielsen kan ikke være en
ener. Hvem ved, om der en skønne
dag dukker om ikke en ny Rembrandt,
så dog en ny Jorn op i Godthåb, Uper-
navik, Angmagssalik eller et andet
sted i det vældige land? Skal han ende
sine dage som fisker, arbejdsmand el-
ler kommis?
Hvad om f. eks. Statens kunstfond
for en periode udstationerede sine ind-
køb deroppe, og om man hvert tredje
år brugte alle dets midler til at støtte
unge talentfulde grønlændere med?
hårdt tiltræng i mange år, og det blev
taget i brug i juni sidste år. Det be-
tød, at Angmagssalik og distrikt fik
mulighed for at blive forsynet med
varer, som man ikke var forvænt med.
Jeg tror ikke, at KGH var så dum
at anvende millioner af kroner til op-
førelse af et pakhus, der skulle an-
vende som øldepot!
Jeg kan da i den forbindelse nævne,
at man i min tid i Angmagssalik som-
metider udgik for en række nødven-
dighedsartikler, blandt andet også øl!
Man kan selvfølgelig sige, at der
var tale om overdreven spiritusfor-
brug, og det skyldes ikke mindst de
mange sæsonfolk, der har råd til at
bruge pengene til spiritus. Efter min
mening burde sæsonfolkene være til-
bageholdne, også når det gælder spi-
ritus. De skulle gerne være gode
eksempler. Forfatteren ved ligeså godt
som jeg, at folk, der kommer ude fra
kan få meget stor indflydelse hos et
lille isoleret samfund.
Hr. Berliner kan være helt forvis-
set om, at de samme forhold, som han
skildrer om, gør sig gældende også på
vestkysten.
Det er blevet på mode at give spiri-
tussen skylden på alt ondt i Grønland.
Skildringen af de utilladelige forhold,
som spiritusmisbruget afstedkommer,
er blevet en yndet udvej til at opnå
en billig berømmelse. Det er meget
nemt at kritisere, men det er straks
sværere at gøre rede for baggrunden
for de forhold, man kritiserer. Det er
nok bedst at tie stille, når man ikke
ved bedre. Alt tager sin tid. Der kom-
mer nok en dag, hvor vi grønlændere
har lært at omgås spiritussen med
måde.
Jeg vil råde hr. Berliner til, at han
en anden gang, han skriver om for-
holdene heroppe, prøver på at se tin-
gene med grønlandske øjne. Hvem har
indført spiritussen i Grønland? Og
hvorfor har man fra dansk side i tide
ikke lært os, at spiritussen er af det
onde, når den overdrives?
Jeg kan trøste angmagssalikeme
med, at hr. Berliners skildring af for-
holdene i distriktet ikke er korrekt.
Jeg er glad for, at landsrådsmedlem-
met fra Angmagssalik gennem radio-
avisen svarede hr. Berliner på en
smuk og behersket måde. Jeg vil
fuldtud tilslutte mig landsrådsmedlem
Aron Davidsens udtalelser, der blev
fremsat i radioavisen som svar på hr.
Berliners artikel.
Karl Kristian Lennert,
Julianehåb.
Fiskerens tanker
i
Hver gang et nyt år begynder, gør
man sig altid forskellige tanker. Hvad
mon fiskeren tænker?
Der har været fremgang i det år,
der er gået, idet indhandlingen har
været større, men på den anden side
har der været tilbagegang. Selv dyg-
tige fiskere har mistet deres fiskefar-
tøjer. Hvordan har indhandlingspri-
serne været i vores kommune og i an-
dre kommuner, der som os driver fi-
skeri? skriver Hendrik Nielsen i Na-
nortalik lokalblad „TusardluarnåK** og
fortsætter bl. a.:
De har været mindre, ja, meget min-
dre. Får arbejderne og tjenestemænde-
ne her i kommunen også mindre løn
end deres kolleger i andre kommuner?
Er materialer, vi skal bruge, billigere
her end i andre kommuner? Nej, de er
ens. Arbejdernes og tjenestemænds
lønninger og varepriserne er ens over
hele Grønland. Hvorfor skal vi tåle
en forskelsbehandling? I de senere år
har man i bladene og myndighederne
imellem drøftet meget om, hvorfor fi-
skerne i Nanortalik kommune har så
megen gæld. Hvad er den egentlige
grund hertil? Svaret er den nævnte
forskelsbehandling.
Det er på tide, at vi fiskere, der bor
i Nanortalik kommune, selv gøre noget
for at rette forholdene ....
De grønlandste stednavne
I „Grønlandsposten** nr. 24 af 23.
november 1967 anmoder distriktslæge
P. H. Alsbirk, Umanak, Ministeriet
for Grønland om at begrunde, hvorfor
ministeriet anvender stavemåden
„Umanak**, når det i øvrigt anvender
„q“ i andre bynavne som Narssaq,
Kangatsiaq o.s.v.
Jeg kan i denne anledning oplyse,
at Stednavneudvalget for Grønland i
begyndelsen af 30’erne, da telegrafen
var ved at blive indført også i de nord-
liggende byer i Grønland, drøftede
spørgsmålet. Af hensyn til, at tele-
grafstationen Umanak herefter ville
indgå i de internationale telegrafli-
ster, og at man i udvalget var over-
bevist om, at de fleste lande ikke var
i stand til at anvende den halvlange
accent (sukåssutaussaq) over „U“et,
resolverede man i udvalget, at byen
Umanak skulle staves uden accenter,
og ved samme lejlighed bestemte det
at gøre skridtet fuldt ud og anvende
det mere tilgængelige „k“ i stedet for
„q“.
Det blev ved samme lejlighed be-
stemt, at det kun drejede sig om byen
og ikke om de mange andre lokaliteter
med navnet „tfmanaq**, og at stave-
måden altså nærmest måtte sidestil-
les med danske navne på byer som
Sisimiut (Holsteinsborg), Nuk (Godt-
håb) o.s.v.
Ministeriet har altid fulgt Stednav-
ne udvalgets forslag, og dette er altså
grunden til, at vi bruger stavemåden
Umanak, som er det officielle navn
på byen.
Jeg kan dog tilføje, at Stednavne-
udvalget påtænker på sit næste møde
at tage spørgsmålet op på ny. Såfremt
det nu kommer til et andet resultat,
vil ministeriet lade meddelelse herom
offentliggøre.
Med hensyn til anvendelse af de
grønlandske accenter kan jeg oplyse,
at det er rigtigt, at ministeriet ikke
hidtil har anvendt disse, ej heller ved
trykningen af den danske tekst i Na-
lunaerutit. Grunden hertil er, at man
hidtil har ment, at det ville volde van-
skeligheder at få gennemført den rig-
tige stavemåde. Ministeriet overvejer
dog i fremtiden at gå over til at an-
vende accenterne, men før dette kan
indføres, må den navneliste, som mi-
nisteriet anvender, jo gennemarbejdes
og omtrykkes. Det har knebet lidt med
at få tid til dette arbejde, men så snart
en liste er blevet udarbejdet, vil mi-
nisteriet gå over til anvendelse af
accenterne.
Men venlig hilsen.
Erik Hesselbjerg.
DiiIkii:
- system i Deres skønhe
Bliv smukkere med
DU BAR RY, den dejlige
serie af cremer, skin-
tonics og modens nyeste
make-up!
pfnernerulerumaguvit DUBARRY
atoruk, cremet pitsagssuit,
imerpalassoK amermut
saligut kmamutdlo pinersautit
pitsaunerpåt.
Nationalisme------
uU
hvorfor — hvorfor ikke?
Under denne overskrift skriver
Stefan Fangel i Frederikshåb-bla-
det „Pujorsiut**:
Et decembernr. af A/G indeholdt
et interview med en grønlandsk politi-
ker. Dette interview vakte på grund
af sine skarpe udtalelser en del røre
såvel i den grønlandske som den dan-
ske presse. Man hæftede sig især ved
interview’ets kredsen om grønlænder-
nes selvstændighed og en grønlandsk
nationalisme. Og både de grønlandske
folketingsmænd og landsrådsforman-
den fik travlt med, over for bevilli-
gende og politiske myndigheder i Dan-
mark, at gøre klart, at de i al fald
tog afstand fra A/G’s publikation —
vei nok fordi man til syvende og sidst
frygtede en evt. nedskæring af grøn-
landsbevillingerne, hvis udtalelserne i
A/G fik lov til at stå uimodsagt fra
grønlandsk side.
Normalt giver det da også et gib i
mange, når man hører en så provoke-
rende positiv omtale af nationalisme
som tilfældet var i omtalte interview.
Man anser nationalisme for en nations
børnesygdom, noget der hører fortiden
til, noget med 1848, Sydslesvig,
Grundtvig og hurra for Dannebrog.
Man kan vel heller ikke lade være
med at tænke på nationalsocialismen
i Hitlers Tyskland, og på hvad den
førte med sig af jødeudslettelser,
krigsødelæggelser og megen anden
urimelig elendighed. Derfor reagerer
man uvilkårligt over for nationalisme
og svarer, at det som det idag kommer
an på er da ikke et folks snæversyne-
de og egennyttige selvhævdelse, men
tværtimod samarbejde landene imel-
lem, fællesskaber på tværs af græn-
ser; FN-organisationerne, Fællesmar-
kedet, EFTA o.s.v. — Man smiler må-
ske lidt overbærende af „det der med
nationalisme.
Og så bliver man alligevel lidt ef-
tertænksom, når man pludselig opda-
ger, hvordan nationalismen blomstrer
i alle de unge stater i både Asien,
Afrika og Latinamerika. Nå ja, siger
man måske, men de her Nasser-natio-
nalister og vietcong’er de skal bare
ha’ et par napalbomber mere, det er
sågu det eneste de har respekt for.
Sagde man det af simpel dumhed, for-
di man ikke gider sætte sig ind i, hvad
det egentlig drejer sig om, eller sagde
man det, fordi man var bange? Bange
for det kolossale opbud af indkontro-
lable følelser, hvis fjendtlighed ho-
vedsagelig er rettet mod os selv i den
vestlige verden og mod Sovjetunio-
nen? — Og man kaster måske et blik
tilbage i tiden og opdager jo så, at og-
så disse lande, som nu har deres på
„det tørre**, og som mer eller mindre
har haft teknificeret og kontrolleret
deres nationalfølelse, også de har en-
gang for år tilbage gennemlevet en
nationalisme, der hvad usund selvtil-
strækkelighed og sund selvbevidsthed
nok kan måle sig med det, man i dag
ser i de unge stater.
Næh, mon ikke det nok er sådan, at
nationalisme for ethvert land er en
væsentlig og uomgængelig begyndelse
til selvstændighed, om ikke statslig
selvstændighed så dog den folkelige
og nationale selvstændighed, der er en
tvingende nødvendighed for et lige-
fremt og jævnbyrdigt samarbejde med
et andet folk. Også mennesker imel-
lem er et ordentligt og givtigt samar-
bejde vel betinget af, at man ikke blot
respekterer hinanden, men også re-
spekterer sig selv.
Det kan vel ikke alene være af den
oven for anførte grund (grønlandsbe-
villingerne, at de tre grønlandske top-
politikere tog så skarp afstand fra de
i A/G fremførte tanker? — Mon ikke
et Grønland-af-i-morgen vil gøre de-
res afstandstagen til skamme?
Stefan Fangel.
Bank eller sparekasse ?
I et læserbrev i A/G nr. 3 af 1.
februar 1968 anfører hr. Poul Brandt,
at hvis man er idealist og vil gavne
det grønlandske erhvervsliv og der-
med det grønlandske samfund, skal
man sætte sine penge i Grønlandsban-
ken og ikke i andre pengeinstitutter.
Her har hr. Brandt skam misfor-
stået en hel del. Man kan ikke sætte
lighedstegn mellem det grønlandske
samfunds trivsel og det grønlandske
erhvervsliv, specielt ikke således som
dette hidtil har udviklet sig.
Hvis man virkelig ville gøre en ind-
sats for det grønlandske samfund,
måtte en sådan formentlig bestå i, at
man købte mindst muligt for at fri-
gøre arbejdskraft fra taxakørsel,
ekspedientvirksomhed i konsum- og
slikbutikker, kivfakbeskæftigelse m.
v., arbejdskraft som kunne gøre nytte
i fiskeindustrien og byggesektoren og
derved overflødiggøre udsendte ar-
bejdskraft.
Om man sætter sine sparemidler i
banken eller sparekassen er i den for-
bindelse fuldkommen ligegyldigt. Ka-
pitalen skal nok finde frem til Grøn-
land, den dag, det måtte vise sig, at
reel produktion kan forrente indskudt
kapital.
Med disse ord advarer jeg enhver
sparer mod at lade misforstået idea-
lisme (eller hvad det nu er) influere
på hans private opsparingsdispositio-
ner.
Frode H. Christensen.
Christiansborg gaveæske
fyldt med de lækreste
rene og fyldte chokolader
fra AIS Galle & Jessen
... dejligt!
. . . . Christiansborg gaveæske sukulåtinik akuitsunik
imigkanigdlo igdlingnarnerpånik imalik A/S Galle &
Jessen-imit pissoK. ... mamåsagaluarmigame!
13