Atuagagdliutit - 21.11.1968, Qupperneq 18

Ikke nok, at klokkerne ringer
En samtale med Grønlands ny provst, der ikke er så ny i Grønland endda.
Det ny møde med Grønland har været voldsomt, forvirrende. — Javel, der
er en mængde indlysende bekvemmeligheder i det moderne samfund, siger
provsten, — men der m å ligge mange problemer skjult bag facaden.
— Hvis De mener jagt, så er jeg ikke
ham, der spæner frem i forstavnen, når
der er sæl på skudhold. De andre skal
nok komme til for mig. Jeg holder mig
i baggrunden som interesseret tilskuer.
Men jeg holder meget af den grønland-
ske natur. Den er enestående stor, ufat-
telig. Især elsker jeg de steder, jeg
kender. Naturligvis. Men det med jagten
er nok noget, man skal være født til og
vokset op med, især her til lands, og
det er jeg ikke. Det har jo aldrig været
nødvendigt for mig at være fangstmand
for at skaffe det daglige brød.
Det er Grønlands ny provst, Kristian
Lauritsen. Men han er ikke ny i Grøn-
land. I Fiskenæsset var han midt i
halvtredserne præst et års tid og rej-
ste derefter nord på til Holsteinsborg,
hvor han virkede i godt fem år. Sprog-
ligt og som lokal kendtmand er han
godt funderet til et provstevirke i
Grønland.
For øjeblikket arbejder han fra et
umådelig tomt kontor i provsteboligen.
Det og provstikontoret er de eneste
steder, der er til at være. Der er et
syndigt rod alle vegne. Huset er ved
at blive istandsat, malet, fikset op. Der
skal være til at være over det hele.
Provsten bliver kaldt ud for at give
besked til håndværkerne, og fru Lau-
ritsen benytter lejligheden til at for-
tælle om en meget stor hval, der kom
ind i går. Det er vist nok den største,
der har været i år. Fru Lauritsen glæ-
der sig meget til at flytte ind. Lige til
en uge før udrejsen fra København
troede parret, at de kunne flytte ind
ved ankomsten til Godthåb. Men så
kom der meddelelse om, at provste-
boligen endnu ikke var istandsat, og at
man selv kunne føre hånd i hanke
med den side af sagen efter ankom-
sten til Godthåb.
Provsten er tilbage. — Man må
holde fast ved den dato, man een gang
er stillet i udsigt for indflytning, siger
han. — Så kan det være, man kan
flytte ind indenfor en rimelig tid.
IKKE NOK
— Nej. Jeg tror ikke, det er nok,
at klokkerne ringer for at kalde til
gudstjeneste. Kirken skal ud og virke
blandt medlemmerne af sin menighed
og ikke blot eksistere i sig selv.
Det er ikke, som det var, da vi i
1956 kom til Fiskenæsset. Det var en
slags bryllupsrejse, vort første hjem
og mit første embede. Den gang måtte
man tilbagelægge en fjorten dage lang
strækning med skib for at nå til Grøn-
land. Det virker stærkt med de ny
rejsemetoder, underlig hurtigt. Man
må koncentrere sig for at få sin sjæl
med. Når klokken ringede i Fiskenæs-
set, betød det kort og godt, at så gik
man i kirke. Hver gang.
— Det var en overordentlig dejlig
velkomst, vi fik ved ankomsten til
Fiskenæsset, fortæller provsten. —
Alle flag var hejst, og vi kunne mærke
glæde og forventning. I god tid havde
man aftalt, hvem der skulle være vor
kivf ak, og hun gjorde alt, hvad hun
kunne, for at vi fra starten skulle føle
os godt tilpas. Fra denne første dag
og hele det år, vi var der, følte vi det
begavede fællesskab, der altid har
eksisteret blandt grønlænderne. Men
det har jo også været en livsbetingelse
fra Tidernes morgen blandt det oprin-
deligt så kuldesøgende folkefærd.
NOK
Fiskenæsset var et ideelt lærested
for en præst. Jeg var tvunget til at
lære det alt dominerende grønlandske
sprog, og tvunget af nødvendigheden
gik det hurtigere, end jeg egentlig
havde regnet med. Jeg mødte op med
besked fra provst Holger Balle om
bare at tage det med ro, indtil jeg
følte mig tilstrækkeligt hjemme til at
holde en prædiken på grønlandsk. Men
så let skulle det ikke gå.
Ved ankomsten til Fiskenæsset fik
jeg nemlig at vide, at der skulle være
konfirmation en måned senere, og kon-
firmanderne var ikke forberedt. Men
det gik. Kateketen, Bent Barlaj, hørte
så absolut til eliten og var tillige et
usædvanligt fint menneske. I samar-
bejde med ham klarede jeg skærene
og holdt grønlandsk konfirmation kun
en måned efter min ankomst til lan-
det.
Fiskenæsset var et dejligt sted, et
godt sted at begynde, en god skole for
nye danske præster.
Men det er en ulempe for et sted at
være skole for præster. For så skifter
præsterne ustandseligt, til gene for
'Tarfums
de Qharme et

MARCEL ROCHAS • PARIS
Sendes til alle byer i Grønland pr. postopkrævning.
Henvendelse: Fru Helene Rasmussen, Box 68, Godthåb.
Kalåtdlit-nunane igdlonarfingnut tamanut akiligagssångordlugit nagsiunoKasåput.
sågfigissagssax: Helene Rasmussen, Box 68, Nuk
befolkningen og det betingende fæl-
lesskab. Men Fiskenæsset er ikke
større, end at man kan komme rundt
til alle beboerne i præstegældet. An-
derledes er det jo i et dansk sogn med
flere tusinde travle indbyggere. Og
anderledes er det jo nok også her i
Godthåb. Det er ikke nok, at klokkerne
ringer. Kirken må ud blandt folk.
NERVØS
Det var noget af en forandring at
komme til Holsteinsborg. Mest — na-
turligvis — fordi det var længere nord
på. Men stedet er større, en by, en by
med driftige folk oven i købet, og en
by i rivende udvikling. Arene i Hol-
steinsborg var vore rigeste som præ-
stefolk. Mest måske, fordi det var der,
vi var i den længste periode. Godt
fem år.
Men forandringen lå også i, at der i
Holsteinsborg var en dansksproget me-
nighed. Jeg havde aldrig holdt en rig-
tig gudstjeneste på dansk, og jeg kan
ikKe nægte, at jeg var en smulle ner-
vøs. Men det gik glimrende. Den dan-
ske menighed var her trofast til at
møde op ved gudstjenesterne, ikke
mindst marinerne i byen.
Men i modsætning til Danmark har
man i Grønland heller ingen grund til
ikke at gå i kirke. I Danmark er det
jo naboens skyld, at man ikke går re-
gelmæssigt i kirke. For hvad ville han
dog tænke. I Grønland er danskerne
uden for miljøets påvirkning — på
godt og ondt. I dette tilfælde på godt.
Og så havde man den glimrende til-
bøjelighed i Holsteinsborg at kritisere
prædikenen, diskutere den og sludre
om den. Det er jo ikke alle, der er
enige om, hvordan en prædiken skal
holdes, eller hvordan Ordene skal for-
tolkes. En sådan diskussion er jo rele-
vant, hvis dens deltagere er regel-
mæssige kirkegængere.
SOM EN FODBOLDKAMP
— Hvordan skal en prædiken hol-
des? Skal den fortolke Teksten i for-
hold til et moderne samfunds struk-
tur, livsform, livsbetingelser, vane-
mæssige mønster, eller i forhold til
stedet med dets isfjelde, omvæltnin-
ger og modsætninger, sønderskudte
kultur, urimelige modsigelser, o. s. v.,
eller skal den fortolke Teksten i for-
hold til den tid, den bogstaveligt for-
tæller om fra generationernes begyn-
delse til Jesu tid, hvor sandaler og ka-
meler var hverdagens håndgribelig-
heder?
— Det synes umiddelbart nærlig-
gende at lave sproget om, men dy-
bere set er det vanskeligt. For den, der
kun går i kirke undertiden og med
lange tidsintervaller imellem, fore-
kommer sproget og formen sikkert
ikke let tilgængelig. Men det er da
ikke et særpræg for kirken. Kommer
man kun til fodboldkamp een gang
hvert tredje år, glemmer man reglerne,
og man har ikke kendskab til tidligere
kampe, hvis resultater er afgørende
for spændingsmomentet i den kamp,
man overværer.
Men kravet om formen, må præsten
jo tage stilling til og søge at leve op
til efter bedste evne for at tale evan-
geliet ind i nutiden. Gudstjenestens
form er ikke fremmed for den grøn-
landske befolkning!
Det er i øvrigt et interessant til-
fælde, at bygdebørnene er bedst fun-
derede til kristendomsundervisning.
Men det hænger nok sammen med de
forholdsvis flere undervisningsfag på
de større steder. Hvor det kirkelige på
de mindre steder er noget centralt og
dominerende, er det i byerne et begreb
på linie med alle de øvrige i den hel-
hed, skoleundervisningen er.
I KONTAKT MED VERDEN
Holsteinsborg var en yderst interes-
sant by, ikke mindst fordi man i langt
større grad, end der i almindelighed
gives udtryk for — og der i Danmark
er mulighed for — kommer i kontakt
med den store verden udenfor. Man
træffer politiske og kulturelle per-
sonligheder, internationale repræsen-
tanter, videnskabsmænd, m. fl.
Som eksempel kan jeg nævne et
højst interessant møde netop i Hol-
steinsborg, hvor en repræsentant fra
det canadiske departement for eski-
moiske og indianske anliggender gæ-
stede byen for at studere udviklin-
gen i Grønland. Med disse mennesker
diskuterede jeg værdien af at bibe-
holde det eskimoiske sprog, hvilket
jeg forstod ikke blev tillagt nogen som
helst betydning i Nordcanada.
Den holdning forekom mig mildt
sagt rystende. For hvis man til sam-
menligning vil fratage Grønland dets
oprindelige sprog, ville det for mig at
se være det samme som at rykke sjæ-
len ud af hver eneste grønlænder.
Og i relation til netop det ville det
være af overordentlig stor betydning,
hvis flere danskere lærte sig grøn-
landsk. Det ville formidle et enestå-
ende fællesskab mellem grønlændere
og danskere, og danskere, som havde
lært sig sproget, ville komme langt
nærmere til at forstå den grønlandske
tankegang, mentalitet, o. s. v.
Jeg kan nævne et eksempel: En dag
i Holsteinsborg — jeg gik en tur på
vejen — kom jeg forbi et par legende
drenge. Ved synet af mig sagde den
ene til den anden på sit modersmål: —
Se, der kommer en dansker. Men den
anden svarede ham: — Sikke noget
vrøvl. Det er jo bare præsten.
Det er ikke nok at klokkerne ringer.
Man må ud og dele folks sorger og
glæder. Man må tilnærme sig fælles-
skabet i en familie for at have fælles
emner at tale om.
Efter fem år i Holsteinsborg kom
provst Kristian Lauritsen til Jægers-
pris, hvor han blev sognepræst. Et par
år senere overtog han ved siden af sin
daglige gerning lektoratet, Det grøn-
landske Seminarium. Herfra udrejste
han for en måneds tid siden atter til
Grønland.
VOLDSOMT, FORVIRRENDE
— Og mødet med Grønland denne
gang?
— Hvis man vil lade være med at
misforstå mig, vil jeg svare, at mødet
i denne omgang er voldsomt, forvir-
rende. Javel, der er en mængde ind-
lysende bekvemmeligheder i dette mo-
derne samfund, men der må ligge
mange problemer skjult bag facaden:
Følgerne af koncentrationspolitikken,
den forhastede udvikling, o. s. v. Det
er ikke for at være romantisk, men
dette er ikke, hvad jeg kender, eller
hvad jeg forlod, da jeg rejste fra
Grønland. Slæde- og motorbådsrejser,
de mange strabadser livet i sine hånd-
gribelige detaljer var forbundet med,
det eksistensbetingende fællesskab,
der næppe kan eksistere i en „storby"
som Godthåb.
— Er De nervøs?
— Nej. Men det betyder ikke, at jeg
tror, jeg kan finde en løsning på alle
de problemer, jeg møder, og som jeg
vil blive stillet overfor at løse. Men
jeg håber på et godt samarbejde med
alle, jeg stifter bekendtskab med. Og
det bliver forhåbentlig mange.
— den.
Bernard
luftkølet
benzinmotor
Selvansugende
centrifugal-
pumpe
3" Membran-
pumpe
type E
PM Generator-
anlæg
Manuel betje-
ning eller hel-
autom. drift.
Str. fra 1 KVA
til 1460 KVA.
Lav vægt-str.
fra 1-10 hk for
benzin, 4-40
hk for diesel.
1>/,"-4" med
luftkølet Ber-
nard benzin-
motor - indtil
8" med luftk.
diesel- ell. el-
motor.
Enkelt eller
dobbelt vir-
kende med
benzin-, die-
sel- eller el-
motor.
Brønderslev, tlf. (08) 82 02 55 - Århus, Framlev pr. Harlev.tif. (06) 18 5111
Harlev 366, København, Hérlev, tlf. (01) 9470 66
MOTORER - PUMPER
GENER ATOR AN LÆG