Atuagagdliutit - 12.06.1969, Síða 30

Længe leve regionalismen
viklingsprojekter i det katastrofalt
underudviklede Syditalien. Hvad de
europæiske nationalstater må erkende
— og det gælder særlig lande som
Storbritannien og Frankrig — er at
skabelsen af økonomisk levedygtige
regioner fordrer en regulær decentra-
lisering af magten. Storbritannien er
allerede nået ret vidt, og Frankrig
har taget et afgørende Skridt i denne
retning ved beslutningen om at op-
rette en række regioner og derved
delegere mere magt ud til de lokale
samfund.
REGIONER I FRANKRIG —
STATUS QUO I STORBRITANNIEN
og har derfor været fuldstændig hen-
vist til at leve af landbrug. Men kyl-
lingekrigen (afsætningsvanskeligheder
i samhandelen med USA), blomkåls-
krigen, kort sagt de tilbagevendende
vanskeligheder for bønderne med at
få nok for deres grøntsager, har be-
virket en årlig udvandring på 30.000
bretoner. Den talfattige aktivistgrup-
pe „Bretagnes befrielsesfront" har
ganske vist som endemål at genskabe
Bretagne som keltisk enklave i pagt
med det 16. århundredes traditioner,
men dette folkloristiske indslag er for
intet at regne mod de sociale proble-
mer, som regionalordningen måske vil
råde noget bod på.
Sådan siger de mange folkegrupper — bretonerne, jura-schweiserne, wali-
serne, nordirerne og andre — i Europa, men derfor behøver det europæiske
samarbejde ikke at være truet.
Af Henrik Decker
I en tid hvor det internationale samarbejde, ikke mindst i Europa, er stærkt
udviklet og idelig til debat, kan det virke paradoksalt, at separatismen i Europa
skyder nye skud. Mange iagttagere har udlagt det som udtryk for en ny-natio-
nalisme, ligefrem opblomstring af stammekulturer, uden den dog direkte truer
de bestående nationalstater. I enhver stat vil eksistensen af et mindretal af en
størrelse, som man må regne med, kræve særligt takt fra statsmagtens side.
Mulighederne for at imødekomme folkegruppernes krav afhænger først og
fremmest af den samfundsmæssige struktur og graden af demokrati i den på-
gældende stat.
Visse forbundsstater, såsom Den
vesttyske Forbundsrepublik, Østrig,
Schweiz og Jugoslavien, har skabt en
ramme inden for hvilken de enkelte
regioner, kantoner eller forbundslande
kan udfolde sig uden at kollidere med
forbundsregeringens politik, mens an-
dre stærkt centraliserede stater som
Frankrig, Storbritannien, Belgien og
Italien først i den seneste tid har fore-
taget sig noget effektivt for at komme
de regionale gruppers ønsker imøde. I
hovedsagen har den sidstnævnte grup-
pe lande søgt at lappe på deres eksi-
sterende system ved f. eks. at lægge
økonomiske beslutningsprocesser ud i
regionerne eller sprede visse sam-
fundsfunktioner, dvs. placere en em-
- også til hverdag G0MALI Kaffe kavfit pitsagssuit.
womali GOMALI Kaffe sikrer Dem højeste kvalitet.
KAFFE DANSK-HOLLANDSK KAFFE-C0. A/S Grundlagt 1883
påhængsmotorer gi'r Dem 1
mere for pengene - lige fra starten
JOHNSON-ip motorisa axumut ikutagkat
Hakiliutitit tangcxartinerusavai - autdlarxautånitdle
Der er »go« i en Johnson motor. Et tryk
på knappen og den elektroniske transistor-
tænding (som kun Johnson har) sætter
motoren igang. Se Johnsons 55 HK, 85 HK
og 115 HK påhængsmotorer med elektronisk
Power Pulse-tænding hos Den Kongelige
Grønlandske Handels udsalg eller en af
nedennævnte forhandlere - som også kan
vise Dem Johnsons andre modeller fra den
mindste på 1,5 HK til den største på 115 HK.
Johnson angumassagsséungilaK. åtataussaxikftautdlo
elektroniskiussoK transistorilik (Johnson-inTnak ator-
neKartok) tfiråine motåre autdlésaoK. Johnsonip mo-
tfiré axumut Ikutagkat 55-nik HK-lik, 85-'nik HK-lik
åma 115-nik HK-lik elektroniskiussumik Power Pul-
se-mik ikitautigdllt Den kongelige grønlandske Han-
delip tuniniaivfine tuniniaissartunilunit atåne taine-
xartune Kimerdldriartukit - tåukutaoK takutlsinauvåtit
Johnson-ip modellinik avdlanik - mingnerpamit 1,5
HK-lingmit angnerpåmut 115 HK-lingmut.
p Den Kongelige Grønlandske Handels
»udsalg på Grønland. A
Godthåb Elektroværksted
v/Mogens Trolle, Godthåb
Artic Handels Co.
Julianehåb
Preben Ager Lei
Sukkertoppen
Chr. Olsvig
Christianshåb A
Godhavn Smedie-
og Rørværksted M
Godhavn
Tage Schjøtt
Narssaq
Importør
Bredgade 75, 1260 København K
Telegramadr.: johnholme
bedsmand fra centraladministrationen
i den pågældende region.
TRÆGHED OVER FOR FATTIGE
REGIONER
Spørgsmålet på længere sigt er, om
disse „lapperier" på det eksisterende
system er tilstrækkelige. I Europa er
de tider forbi, hvor delstater, som
Afrikas Katanga og Biafra, river sig
løs af moderstaten, eftersom de rigere
områder i vor verdensdel har haft en
tendens til at blive det økonomiske
tyngdepunkt i de pågældende stater.
Om Europa af i dag kan man snarere
sige, at det er de underudviklede re-
gioner, der påkalder sig centralmag-
tens bevågenhed og interesse, dvs.
samtidig kræver del i en almen øko-
nomisk fremgang i Europa, samtidig
med at regionens kulturelle egenart
respekteres. Traditionelt har nogle få
industrier slået sig ned i disse egne,
når der var mineraler at hente fra un-
dergrunden, men kun sjældent har
industriherrerne — det være sig fra
London, Paris eller Milano — inve-
steret i de udstrakte landbrugsområ-
der, hvor de hentede rigdommene op
af jorden. Fællesmarkedet har været
blandt de første, der erkendte behovet
for ophjælpning af de tilbagestående
områder gennem sin særligt formule-
rede regionalpolitik.
Men ligesom Europa skulle gennem
den anden verdenskrigs rædsler for at
indse nytten af snævert samarbejde
på statsligt plan, således har også
nationalstaterne i flere tilfælde skulle
stå i en katastrofesituation, før de
indså nødvendigheden af at hjælpe
et tilbagegående område. Først efter
den økonomiske depression i trediver-
ne greb den britiske regering ind i
næsten kroniske arbejdsløshedsområ-
der som Wales, og først ved næsten
hungersnødlignende tilstande veg den
italienske regering bort fra den stærkt
centraliserede forvaltnings traditionelt
betrådte stier og oprettede i 1960 „Casa
per il Mezzogiorno" med eget budget
og egen bevillingskompetence til ud-
Den tendens til kommunesammen-
lægninger, som gør sig stærkt gæl-
dende i Danmark såvel som andre
lande i et forsøg på at rationalisere
det lokale selvstyre, uden at indbyg-
gernes interesser af den grund for-
fordeles, synes et længst overstået
stadium i Storbritannien. Der findes
blot 175 større lokalmyndigheder
(grevskaber og amtsrådskredse) og
1673 kommuner, mens Vesttyskland
har ialt 24.000 kommuner og Frankrig
38.000. Folketallet for de tre lande i
den her nævnte rækkefølge er hen-
holdsvis 57, 46 og 60 millioner indbyg-
gere. Hvad angår „problembørnene"
Wales og Nordirland kan det konsta-
teres, at protesten i walistiske natio-
nalistkredse mod „fjernstyringen" fra
London kun kommer fra et mindretal,
der særlig hærger om det keltiske
sprog, og at Nordirlands problemer
(det protestantiske flertals krigeriske
kampagner mod katolikkerne) er et
indre anliggende uden egentlig for-
bindelse med region-problemerne i al-
mindelighed.
Den franske regionalreform, der den
27. april kom til folkeafstemning,
overdrog beføjelser på økonomiske,
socialie og kulturelle områder til 21
nydannede regioner, som imidlertid
også overtog nogle af de områder, de
95 departementer (der fortsat skal be-
stå) beskæftigede sig med. Regions-
cheferne fik titel af præfekt og bistås
i arbejdet af regionalforsamlingerne
(hvori repræsentanter for fagforenin-
ger, departementsråd med flere har
sæde). Nyordningen kan dog næppe
kaldes mere end en halvhjertet over-
givelse af underordnede magtbeføjel-
ser til de lokale forsamlinger. Ved
denne lejlighed blev antallet af kom-
muner i øvrigt nedskåret. Det fran-
ske „enfant terrible" Bretagne, der
gennemrystedes af bombeattentater
mod statens bygninger op mod præsi-
dent de Gaulles besøg i området i
februar, har i århundreder skøttet
sig selv og er efterhånden gået helt
i forfald. Bretagne har ingen industri,
ET REGIONERNES EUROPA?
Italien har omsider besluttet at gen-
nemføre den regionale opdeling, der
blev muliggjort med 1946-forfatnin-
gen. Der vil antagelig i slutningen af
1969 blive holdt folkeafstemninger til
de 16 regionale råd, som skal oprettes
foruden de allerede eksisterende fem
regioner (Sicilien, Val d’Aosta, Giulia
Venezia og Alto Adige — hvoraf den
sidste er sørgeligt berømt for de man-
ge bombeattentater, som yderligtgåen-
de østrigere i det oprindeligt tysk-
talende område Syd-Tyrol (der ind-
går i Alto Adige) har forøvet i Pr0"
test mod italieniseringen).
Blandt Europas rebelske mindretal
skal de tysktalende schweizere i Jura-
området, der ønsker løsgørelse fra
kanton Bern, katalonernes og basker-
nes idelige sammenstød med den span-
ske centralmagt og de slovakisk-cze-
kiske animositer, der dog nu synes
bilagt i den nyoprettede forbundsstat,
ikke glemmes, så lidt som de kontante
rivninger mellem Belgiens to lige"
stillede folkegrupper, flamlændere og
walloner. Der kan ikke anvises nogen
bestemet løsning på splittelsestenden-
serne i det Europa, der ellers af al
magt søger sammen. For mange mo-
derne mennesker er nationalstaten
enten for stor eller for lille. Skulle
man forestille sig et „regionernes
Europa", så må det i hvert fald være
baseret på omfattende regionale en-
heder med flere millioner indbyggere
for at tilgodese vor tids effektivitets-
og rationaliseringshensyn. Men beho-
vet for borgerens delagtiggørelse og
medvirken i beslutningsprocesserne er
i dag også stærk. Det ses lige fra op-
komsten af lokalrådstanken til mod-
standen mod kommunesammenlæg-
ninger.
Der er på den anden side næpPe
tvivl om, at et forenet Europa, hvi-
lende på økonomisk forsvarlige
d.v.s. store — regionale enheder, er
et tillidsvækkende fremtidsperspektiv-
30