Atuagagdliutit - 03.04.1970, Qupperneq 21

år at være et mødested for øst-
og vestgrønlændere. I Nanorta-
lik oprettedes ingen missionssta-
tion, men en grønlandsk kateket
betjente den lille menighed af
døbte.
Den danske præst i Julianehåb
og de tyske præster i Lichtenau
fik i løbet af en menneskealder
døbt så at sige hele den fast-
boende befolkning nord for Na-
nortalik. Missionær Valentin Mul-
ler, Lichtenau, meddeler år 1833,
at der kun er 10 udøbte tilbage
i hans distrikt.
Der bestod i mange år et mod-
sætningsforhold mellem de dan-
ske myndigheder og brødremis-
sionærerne på grund af sidst-
nævntes bestræbelser for at samle
befolkningen ved selve missions-
stationen. Da Lichtenau blev an-
lagt, fik man på forskellig måde
lokket folk til at bosætte sig nær
kirken, hvorved et stort antal
små bopladser blev helt affolket.
Princippet var, at når folk blev
døbt, skulle de bo i Lichtenau, så
missionærerne kunne have dem
under konstant opsyn og hindre
tilbagefald af hedenskab. Før mis-
sionærerne kom, boede folk me-
get spredt på små bopladser, der
bestod af et enkelt eller højst et
par fælleshuse, der ganske vist
hver kunne rumme flere familier,
men folketallet var alligevel
ringe. Denne spredning var for-
årsaget af erhvervet, fangsten.
Der måtte ikke være for mange
fangere bosat på et sted.
Fra dansk side søgte man at få
folk til at undlade at bosætte sig
ved kolonien. Med hensyn til kir-
kelig betjening løste man dette
problem ved at uddanne hjælpere
for præsterne, de såkaldte kate-
keter, og ansætte disse på de små
steder.
Mens Julianehåbs indbyggertal
holdt sig under 150, opførtes flere
og flere huse ved Lichtenau, som
fik over 600 indbyggere og en
overgang var den største bebyg-
gelse i Grønland. Fangerne måtte
sejle lange strækninger i kajak
for at få fangst, og ofte var den
ringe, da der var for mange om at
jage på et bestemt område. I for-
årsmånederne rejste dog en stor
del af befolkningen' bort fra
Lichtenau og slog sig ned i telte
Navneskift ved dåben.
Ved dåben fik alle hedningene
et nyt navn, der som regel var
af bibelsk oprindelse eller var
almindeligt indenfor brødre-
menighederne. Det „hedenske"
navn var naturligvis af eski-
mooprindelse og som regel af
beskrivende art og kunne om-
tale både positive og negative
egenskaber hos personen. Som
eksempel skal nævnes nogle
navne fra fortegnelsen over
Kap Farvel-beboere døbt i
Lichtenau 1822-24. Først skri-
ves det eskimoiske navn med
missionær Johan Conrad
Kleinschmidts ortografi, der-
efter med moderne retskriv-
ning, derpå navnets betydning
i parantes og endelig det nye
døbenavn.
Auadlek — Avatdlea (den
yderste) — Manasse.
Miittek — MiteK (edderfugl) —
Christian Friedrich.
Angnek — Angnea (den stør-
ste) — Anna Dorothea.
Kovisortok — K’uvisortOK (ha-
lebenæder) — Simeon.
Arngate — Arnaute (elsket
pige) — Bilha.
Anauitak — AnautaK (kølle)
— Malachtias.
Ate — Ate (navnesøster) —
Maria Sophia.
Sangusok — SangussoK (evigt-
drejende) — Benjamin.
Iittigak — Itigaa (evig „kik-
ser") — Ierimias.
og små jordhuse på øerne ud for
kysten for der at jage klapmyds-
sælerne.
To små bopladser i nærheden
af Lichtenau opretholdt missio-
nærerne dog efter pres fra de
danske myndigheder (Akuliaru-
seK og Innugsuk ved det nuvæ-
rende Sydprøven). Omkring 1830
indledte inspektør Holbøll en
strengere kurs, og nu skete der
en udflytning i stor stil trods me-
gen surhed hos den tyske mission.
De mange små bopladser fik igen
liv et par generationer, indtil en
ny tid kom, hypr befolkningskon-
centration blev en nødvendighed.
Ved Frederiksdal begyndte mis-
sionærerne også at samle folk ved
kirken, men stedet blev aldrig så
stort, da det som nævnt blev an-
lagt kort før 1830.
I forbindelse med arbejdet på
at få folk til at bo spredt, opret-
tedes en række små handelsplad-
ser og udsteder, der bestyredes af
en dansk „udligger". Af disse nye
pladser kan nævnes Sydprøven
nær Lichtenau, Østprøven ved
Herjolfsnæs og Pamiagdluk eller
Itua ikke langt fra selve Kap Far-
vel.
Nogen omfattende europæise-
ring af befolkningen skete ikke.
Man moderniserede fangererhver-
vet ved at tilføre skydevåben.
Folk kunne købe europæisk tøj,
men klædedragten forblev at have
et eskimoisk præg. Til den farve-
strålende festdragt for kvinder
benyttedes silke, perler og farve-
stoffer købt i butikken, men den
er en videreudvikling af den op-
rindelige kvindedragt. Konebå-
dene og kajaktyperne ændredes
ikke meget, bortset fra at sidst-
nævnte fik hylster til geværet. I
husene kom efterhånden flere
europæiske ting, og bygningerne
blev mindre. Fælleshuset afløstes
efterhånden af enfamiliehuse af
jord og sten. De nye huse fik
som regel træpaneler, glasvin-
duer, kakkelovne og ofte døre i
stedet for husgangen, men deres
eskimoiske præg var alligevel
det fremherskende.
Vi kan sige, at folke materielle
kultur undergik en ændring på
grund af europæiske varer. Til-
værelsen forandredes dog meget
for menneskene ved selve det, at
man kunne handle i en butik.
Den åndelige kultur ændredes
stærkt ved mødet med kristen-
dommen. En hel ny forestillings-
verden blev forelagt menneskene
og den gamle hedenske trængt i
baggrunden for efterhånden mere
eller mindre at forsvinde. Straks
fra missionernes begyndelse op-
rettedes skoler, hvor der foruden
i religion blev givet en vis under-
visning i læsning, skrivning og
regning, hvorved man efterhån-
den — i hvert fald i kolonien og
ved missionsstationerne fik bugt
med analfabetismen, hvilket må
forekomme forbløffende, når man
itænker på datidens forhold i så
henseende i mange europæiske
lande. Hele tillempningen af eu-
ropæiske kulturelementer til de
grønlandske forhold i 1800-tallet
har naturligvis mange sider, og på
dette sted kap jeg kun gøre op-
mærksom på dém i meget grove
træk.
Da missionsstationen Frederiks-
dal blev oprettet i 1824 var be-
boerne i hele det sydlige Kpja
Farvel distrikt hedninge, men i
løbet af en ret kort årrække er
alle blevet døbt og kommet under
europæisk kulturpåvirkning.
Hvent år kom østgrønlændere
på handelsbesøg, og disse søgte
missionærerne at få til at bosætte
sig i Frederiksdal for at få under-
visning i den kristlige lære og se-
nere blive døbt. Da udstedet Pa-
miagdluk i 1848 oprettedes på
sydspidsen af øen af samme navn
umiddelbart nord for Kap Farvel,
ansattes en danskuddannet „blan-
ding", Jacob Lund som udligger
og kateket. Han skulle forsøge at
oprette en dansk menighed og
forhindre, at samtlige nydøbte
blev medlemmer af Brødreme-
nigheden. Julianehåbs danske
kirkebog melder dog kun om få
døbte her de følgende år, og man
opgav tilsyneladende konkurren-
cen. Brødremissionen opførte des-
uden et kapel på stedet.
Både Brødremenigheden og de
danske myndigheder arbejdede af
Og til med planer om at anlægge
en missionsstation eller et udsted
på østkysten lidt nord for Kap
Farvel, men det blev ikke til no-
get før 1894, hvor handelspladsen
Itivdleic på selve Kap Farvel-øen
blev oprettet. På det tidspunkt
var næsten alle hedningene på
hede den sydlige østkyst udvan-
dret til Kap Farvel-landet, hvor
de beboede en lang række bo-
pladser. I de følgende år kom de
sidste folk fra Umivik og Ting-
miarmiut på østkysten og slog
sig ned i Frederiksdals missiona-
riat. Blandt disse kan nævnes
Autdlårutå, der er kendt gennem
bl. a. Knud Rasmussens bøger
under navnet Kristian Poulsen.
Denne mand, som i sin hedenske
ungdom havde været åndemaner,
kunne give videnskaben mange
interessante etnografiske oplys-
ninger.
Gennem hele århundredet var
NB!
BIL- OG BADTELEFONER
Forlang prospekt.
Rabatter ved større samlede
køb.
Alt i jern til byggeindustrien
savimernit sanaortornerme atugagssat sutdlunit
savimerriit katitigagssat —
kuissanut atugagssat —
gitterit (inisaussiat) — u-
ngalussat — igdlup iluane
atortugssat — boltit — ski-
vit — tungavingne noKiv-
figssiat ankerit angissutsit
sutdlunit, suliagssat ingmi-
kut itut piumassarineitar-
nerisut sananeitåsåput sag-
fiorfivtine maskinanigdlo
sånavivtine.
Jernkonstruktioner — be-
slag for indstøbning og
sammenspænding — git-
terriste — gelændere —
inventar — bolte — skiver
— ankre i alle mål, spe-
cialopgaver løses efter
Deres ønske, i vort smedie-
og maskinværksted.
F. C. GAMST & SØN’S EFTF.
Wildersgade 64 . 1408 København K. . Telefon Asta 6788
Pamiagdluk i dag. Udstedet blev nedlagt i begyndelsen at 1920-erne. Befolk-
ningen flyttede bort, og husene blev nedbrudt. På fotografiet her ses hus-
tomterne inde fra land — altså modsat Rinks tegning. Stenhuset midt i billedet
er udstedsbestyrerboligen. Ruinen længst i baggrunden er spækhuset, som efter
1853 blev udvidet med en tilbygning. Bugten er en ganske god havn, men der
har sikkert været en del dønning her i dårligt vejr, da det åbne havn ligger
lige udenfor.
Pamiagdluk nalivtine. niuvertoruseKarflk inueruneuarpoK 1920-it autdlartilår-
neråne. inue nugterput igdlutdlo isaternekardlutik. igdlukut åssilissåuput nu-
nap tungånit, tåssa Rinkip titartagåta sangmiviata pårdlagtuanit. igdlukoK ujar-
aanik aarmagaa åssillssap KeraanitOK téssa niuvertorutsip igdlua. ungatdler-
påa tåssa orssivik 1953-ime uigunenarsimassoK. kangerdliumaningua umiatsiali-
vigigdlulnarpoK, silardlugtumile ingiuligtarsimåsaKalune avaleaångitsumut
angmåinartumlkame.
besøgene af østgrønlandske hed-
ninge en næsten årligt tilbage-
vendende begivenhed, og disse
langhårede eskimoer var en del
af folkelivsbilledet i Kap Farvel
distriktet. Selv om de blev døbt,
bevarede de stadig mange gamle
forestillinger. De medvirkede til,
at der endnu helt op til vore dage
i bopladserne nærmest Kap Far-
vel har Jevat hedenske skikke i
bedste velgående, og den stadige
tilflytning af rene eskimoer har
bevirket, at befolkningen har be-
varet et ret ublandet præg. iKrke-
ligt blev Kap Farvel distriktet
betragtet som værende en mis-
sionsmark lige til året 1901.
Som bekendt er europæise-
ringsprocessen for alvor kommet
i gang i dette århundrede i Grøn-
land. I dag findes kun rester af
den oprindelige fangerkultur, og
de hedenske forestillinger er
trængt meget stærkt i baggrun-
den.
ANTHON BERG
KONGELIGE DANSKE HOF
I Anthon Berg's fornemme gaveæsker er hvert
enkelt stykke chokolade en udsøgt nydelse -
en kompliment til modtagerens gode smag ...
Anthon Bergip
tunissutigssatut
sukulåtiliaine
portanitut
sukulåtit
tamdkivigdlutik
mamar-
dluinartuput
21