Atuagagdliutit - 18.02.1971, Blaðsíða 2

Hvor langt skal vi ned
i skidtet?
Rektor A. Fuglsang-Damgaard er død
GRØNLANDSPOSTEN
Postbox 39, 3900 Godthåb Tlf. 1083 . Postgiro 6 85 70
akissugss. årxigss. Ansvarshavende: Jørgen Fleischer
Annonceekspedition:
Bladforlagene, Dronningens Tværgade 30, København K.
Telefon Minerva 8666
Årsabonnement 4- porto, Godthåb ................. kr. 70,00
Årsabonnement + porto, Grønland ................. kr. 86,80
Årsabonnement + porto, Darmark, fly ..................... kr. 103,70
Årsabonnement + porto, Danmark, skib .................... kr. 70,90
Løssalgspris ............................................ kr. 2,50
uk. pissartagaKarneK + nagsiunera, NGngme ............... kr. 70,00
uk. pissartagaKarneK + nagsiunera, Kal.-nunåta sivnerane . kr. 86,80
uk. pissartagaKarneK + nagsiunera tingmissartumik, Danmarkime .. kr. 103,70
uk. pissartagaKarneK -f nagsiunera umiarssuarmik, Danmarkime .... kr. 70,90
pisiarinerane ........................................... kr. 2,50
Trykt i off-set på Sydgrønlands Bogtrykkeri . Godthåb
NQngme sinerissap kujatdliup naKiteriviane off-set-imik naKitat
J. F. Det er sagt før i disse spal-
ter, og det skal siges igen: Hvad
skal man med personlig frihed,
når man ikke er moden til at for-
valte den? Er det forsvarligt med
personlighed frihed, når man i
dens hellige navn bringer sig selv
og andre i fare?
Der er noget råddent ved Grøn-
land. Ingen andre steder end
Grønland optræder kønssygdom-
me som epidemier. Det har go-
norrhoe gjort i årevis og nu er
syfilis’en over os. Situationen er
alvorlig. Der er grund til at nære
ængstelse for, at folkesygdommen
i Grønland, gonorrhoe, får en led-
sager: Syfilis.
Om den opståede situation skri-
ver distriktslæge P. H. Alsbirk,
i UmanaK-lokalblad, Nasigfik:
„En stor del af sundhedsvæse-
nets indsats i Grønland har i
årevis været rettet mod bekæm-
pelsen af kønssygdomme. — Til
trods for den effektive behand-
ling er gonorrhoe-sygdommen
alligevel blevet stadig hyppigere,
mange steder i Grønland endnu
værre end her (UmanaK). Gonorr-
hoe træffes 50-100 gange almin-
deligere i Grønland end i Dan-
mark.
Syfilis vil sandsynligvis kunne
brede sig ligeså voldsomt i de
kommende år — og langt større
skader vil følge denne sygdom,
der kan ødelægge hjerne og ryg-
marv, hjerte og blodkar.
Sundhedsvæsenet kan faktisk
ikke gøre ret meget mere, end
der allerede gøres for at holde
situationen under kontrol.
Den ubekymrede letsindighed
og ansvarsløshed, som ofte præ-
J. F. erKartorniagaK sujornatigut
mauna oKautigineKarérsimavoK,
nangerKingneKåsaordlo: inup
nangminérsinautitaunera suva,
iluamik atorsinåungikåine? nang-
minérsmautitauneK igdlersorne-
Karsinauva, tåuna tålutsiutdlugo
nangmineK avdlatdlo navianar-
torsiortisagåine?
nunavtine mikiartoKarpoK, avdla-
nime kinguågssiutit nåpautait tu-
nitdlåussortumik atorneKångit-
dlat. ukiorpagssuångortut gonor-
rhoe tunitdlåussutumik atusima-
vok nunavtine, månalo syfilis tå-
kupoK. nalautaK imåinåungeKaoK.
pissutigssaKarpoK ånilångatigi-
savdlugo nunavtine inuit nåpau-
tåt gonorrhoe, åipartårumårtoK
syfilisimik.
pissutsit atutilersut pivdlugit
agdlagpoK nakorsaK P. H. Als-
ger de seksuelle forbindelser i
Grønland, er hovedårsagen her-
til.
For mig at se er der stadig
kun en realistisk og effektiv vej
frem, hvis man i Grønland skal
undgå syfiliskatastrofen og den
tiltagende gonorrhoesmitte:
Ved seksuel samkvem mellem
alle, der af og til skifter partner,
er det bydende nødvendigt, at
manden bruger kondom helt fra
starten til slutningen af den køns-
lige kontakt. Kvinden må selv
forlange dette af manden, hvis
han ikke forstår det!“.
Det var de rene lægeord, som
alle uden tvivl kan forstå. Men
hvis der herefter skulle være no-
gen — og der bliver nok stadig
mange — som ikke ønsker at for-
stå alvoren af den lægelige for-
maning, så er der ikke andet at
gøre: Der må være mulighed for
at indskrænke den personlige fri-
hed, når man ikke er i stand til
at forvalte den som et voksent
og fornuftigt tænkende menne-
ske.
Den første afgørelse, som det
nye landsråd vedtager må derfor
være, at hver enkelt patient, der
lider af en kønssygdom, får klæk-
keligt bødeforlæg og de værste
smittebærere for en tid bliver
berøvet personlig frihed. Dette
går nemlig ganske simpelt ikke.
Det er en bevidst sabotage af den
lægelige tjeneste i Grønland og
en underminering af Grønlands
i forvejen ikke alt for gode re-
nommé.
Hvor langt skal vi ned i skid-
tet, før de ansvarlige reagerer?
birk, Umånap aviséråne Nasig-
fik-me:
„Kalåtdlit-nunåne nakorsanar-
fingne sulinerup ilarujugssua
ukiorpagssuarne atorneKarsima-
vok kinguågssiutit nåpautåinik
nungusainiarnermut, gonorrhoele
ilungersortumik katsorsarniarne-
KaraluartOK taimåitOK nåpaut
tåuna takugssauleralugtuinarpoK,
Kalåtdlit-nunåta ilaine avdlane
sule mångarnit (Omånamit) sua-
lungneruvdlune. gonorrhoe Ka-
låtdlit-nunåne Danmarkimingar-
nit 50—100-riåumik atugauneru-
VOK.
ilimanarpoK syfilis ukiune ag-
gersune åma taimånarssuaK sia-
ruariartorumårtoK — ajOKUsine-
ritdlo angnertunerujugssuit nå-
pautip tåussuma nagsatariumår-
Den 31. januar døde rektor Adel-
bert Fuglsang-Damgaard efter
nogen tids sygdom på sygehuset
i Hobro.
Fuglsang-Damgard, der kendes
af mange i Grønland på grund af
sit arbejde dér og for sin aktive
interesse for grønlandske forhold,
blev født den 10. maj 1904 på
gården Fuglsang ved Sommersted
i Sønderjylland.
Barndomsårene var præget af
tysk skolegang, men efter lands-
delens genforening med Danmark
fik han i 1923 dansk studenter-
eksamen. I 1930 blev Fuglsang-
Damgaard cand. theol. og rejste
dette år sammen med sin kone
Anne Marie til Grønland, hvor
han først var præst i Egedes-
minde. Efter en kort tid som kon-
stitueret efterskoleforstander i
Julianehåb blev han 1934 semi-
narieforstander i Godthåb — en
stilling han havde til 1945. I 1941
var han konstitueret som provst
over Grønland. På grund af bør-
nenes uddannelse forlod Fugl-
sang Damgaard Grønland efter
krigens afslutning. En kort tid
var han lærer i Haslev. I 1947
blev han seminarieforstander og
senere rektor for Ranum Statsse-
minarium, en stilling han havde
indtil sin død.
De 15 år i Grønland var Fugl-
sang-Damgaards bedste tid. Atter
og atter talte han om opholdet
dér, som havde betydet så meget
for ham. Som seminarieforstander
satte han sit præg på mange hold
grønlandske lærere. Han skrev
skolebøger og gjorde en energisk
pai, aserorsinauvaime KarasaK Ki-
terardlo, umat tarKatdlo.
nakorsaKarfit manåkumingarnit
angnertunerussumik iliuseKarsi-
nåungitdlat, taimågdlåtdle nåpau-
tip sualugpatdlåmik siaruarnigsså
påkersimaniarsinauvdlugo.
tamatumunga pissutauvoK ki-
ngunigssånik ericarsångmerssuaK
akissugssåussuseKånginerdlo Ka-
låtdlit-nunåne atOKatigigtarnerme
erssertartoK.
gonorrhoe tunitdlåukalugtuinå-
sångigpat Kalåtdlit-nunåtdlo
assagtuneitåsagpat ajunårnerssu-
armut syfilisip nagsatariumågå-
nut, avKutausinaussutuatut itig-
kångitsutut sujorniusinaussara
tåssa:
kikutdlunit nikitåutunik ila-
Kartartut tamarmik påsissariaitar-
påt pissariaKardluinarmat angu-
tip poKartarnigsså autdlamautå-
nit naggatånut. angutip poKarnig-
sså arnap piumassarissariaKarpå,
tamåna angutip påsisinåungigpa-
go!“
tåssa nakorsap OKausé paitsu-
gagssåungitsut. matumale kingor-
na nakorsap oKåussinerata tama-
tuma imåinåungissusia påseru-
sungneKåsångikaluarpat — Kular-
nångilardlume sule ardlaligpag-
ssuit taimailiusassut — tauva av-
dlatut iliorneK ajornaKaoK: pe-
riarfigssaKartoKartariaKarpoK
nangminérsinauneK kigdlilivfigi-
savdlugo, nangminérsinauneK
atorneKarsinåungigpat, inugtut
inersimassutut silatumigdlo er-
Karsarsinaussutut.
landsrådip nutåp aulajangigag-
sså sujugdlerpåK taimaingmat tå-
ssaussariaKarpoK, kinguågssiuti-
mikut nåpauteKartut tamarmik
angnertungåtsiartorssuarmik aki-
lisineKartarnigssåt tunitdlåussui-
vatdlåtdlo isertineKartalernigssåt.
ajornarsivorme soKutigigtåiner-
ssuaK issigingitsussåginåsavdlu-
go. avdlåungilarme sianigigaluar-
dlugo akornusersuineK nakorsat
nunavtine suliånik sulilo ilårtui-
niarneK nunavta tusåmanerdlu-
gauneranik.
KanoK ipermut nåkartigiguvta
aitsåt, akissugssaussut aulagsag-
kumårpat?
indsats for at højne oplysningen,
et vanskeligt og møjsommeligt
arbejde i disse år, hvor de økono-
miske midler var så små, og for-
holdene ikke tillod, at samfunds-
udviklingen skete i takt med
hvad, der var tilfældet i den
øvrige del af riget. Hans indsats
indenfor skole og kirke kan må-
ske sammenlignes med f. eks. den
legendariske Nikolaj Edinger Bal-
les, men den var mere alsidig.
Fuglsang-Damgaard havde ene-
stående evner til at lære sprog.
Han havde studeret både vester-
landske og østerlandske sprog, og
efter ankomsten til Grønland
kastede han sig over studiet af
landsdelens vanskelige sprog. I
1960 udkom „Den grønlandske
ordbog“ udgivet af Aage Bugge,
Kristoffer Lynge, Ad. Fuglsang-
Damgaard og Frederik Nielsen.
Når man besøgte Fuglsang-Dam-
gaard i Ranum, kunne man op-
leve ham og familiens elskede
„Moster" (Ida Lund fra Sydprø-
ven, husbestyrerinde gennem over
30 år) tale sammen på grøn-
landsk.
Fuglsang-Damgaard var blandt
de sidste af de store skikkelser,
der havde en ledende stilling i
det gamle Grønland. Han forstod
at få mest muligt ud af de be-
skedne forhold, der herskede, før
den moderne udvikling satte ind.
De lærere, som blev dimitteret
fra seminariet i Godthåb havde en
solid baggrund for at kunne virke
i det samfund, der da bestod, og
som siden med rette og urette er
blevet så kritiseret.
Fuglsang-Damgaard havde en
sjælden evne til at magte at
interessere sig for og huske et
stort antal menneskers problemer
og udvikling. Mangen en lærer i
nord og syd husker med vemod,
hvordan Fuglsang-Damgaard gav
En af de store mænd inden for
skole og kirke i Grønland, rektor
Adelbert Fuglsang Damgaard er
død. Det var med vemod, vi —
hans gamle elever — modtog
meddelsen om hans bortgang. Et
stort og fintfølende menneske er
ikke mere i blandt os, et menne-
ske, der har været med til at
sætte sit præg på udviklingen i
Grønland.
Adelbert Fuglsang Damgaards
rektortid i Godthåb var uden
tvivl en af de vanskeligste peri-
oder for en skolemand i Grøn-
lands historie. Krigen betød, at
Grønland, som hidtil sov sin søde
tornerosesøvn pludselig kom den
store verden uhyggelig nær. Det
satte sit præg, ikke mindst på
ungdommen. Med eet opdagede vi,
at der fandtes en stor verden uden
for vor snævre horisont. Vi op-
dagede, hvor tilbagestående, vi
var, og vi var ikke sene til at
skyde skylden på grundlaget af
skolens opdragelse, religionen.
Den siger, at man ikke skal be-
kymre sig for dagen i morgen.
Det gik op for os, at en ensidig
dyrkelse af religionen var årsag
til tingenes uholdbare tilstand.
Religionen lover grønlænderne
guld og grønne skove, men først
efter døden.
Vi blev de første provoer i
Grønland, og sommetider gik det
hårdt til. Vi havde drabelige dis-
kussioner med rektor om mangt
og meget på en måde, som måske
ikke har været praktiseret andre
steder. Vi talte på rivende grøn-
landsk og rektor svarede på lige
så rivende dansk. Vi kunne ikke
lade være med at beundre rektor
for hans klogskab og tolerance.
En dag sagde rektor: Hvis I vil
afskaffe kristendommen, må I
netop ham et opmuntrende ord
i det rette øjeblik, hvor det
bragte mod og virketrang til live.
Han var altid parat til at hjælpe,
og man gik aldrig forgæves, når
man bad om støtte. Også når man
havde forladt seminariet blev
man husket, og hr. og fru Fugl-
sang-Damgard havde forbindelse
med et meget stort antal tidligere
elever. Ved Ranum Statssemina-
rium var der altid grønlandske
lærerstuderende, og de havde en
ganske særlig plads i hans hjerte,
og han brugte speciel tid på at
hjælpe dem til rette.
Fuglsang-Damgaard var en
uhøjtidelig lærer, hvis undervis-
ningstimer var festlige. Hans per-
sonlige egenskaber skaffede ham
mange venner. Man følte respekt
for ham, beundrede hans viden
og hans karakters format. Han
var en glad mand, som kunne
feste så dejligt med venner og
elever. Der var en egen feststem-
ning, når han og fruen sang
„Gorm den gæve, gamle" til en
elevsammenkomst.
Jeg har mødt lærere ved afsi-
desliggende grønlandske bygde-
skoler og i det store København,
der har været Fuglsang-Dam-
gaards elever. Når talen faldt på
studieårene, er det straks deres
rektor, man hører om. Han om-
tales med respekt og glæde. Man
mærker også en kredsen om pro-
blemet: forsøger jeg selv at leve
op til de krav om menneskelig
og faglig kvalitet, som Fuglsang-
Damgaard ved sit eget eksempel
stillede sine elever!
Fuglsang-Damgaard vil ikke
blive glemt, så længe der findes
lærere, der har været hans
elever. Som en af disse vil jeg
hermed udtrykke et „Æret være
hans minde".
Ove Bak.
kunne sætte noget andet i stedet. v
I kan ikke svigte Jeres lands- '
mænd.
Rektor var en retskaffen mand
og derfor meget afholdt. Jeg hu-
sker, som var det i går, da vi
hyldede ham på hans 40 års fød-
selsdag og jeg på mine kamme-
raters vegne tolkede vore følel-
ser på mit ubehjælpsomme dansk.
Det var en stor dag for rektor
og for os.
Sidste gang, vi elever mødtes
med rektor, var det i begyndelsen
af 1967. Dengang var han sammen
med sin hustru på besøg i Godt-
håb hos sønnen Erik, der var
vikarierende seminarierektor. —
Gamle elever og bekendte, ialt
100 mennesker, samledes med
vort rektorpar, sådan som vi
havde gjort det mange gange tid-
ligere.
Bagefter fortalte rektor, at det
var hans største oplevelse under
besøget. — Vi fandt straks sam-
men, fortalte han. Vi kunne tale
sammen, vi havde mange indtryk
og minder at udveksle med hin-
anden, og der var noget af den
fortrolighed, som vi oplevede den-
gang, vi var deroppe, ikke mindst
under krigen.
Det var netop den fortrolighed,
som bandt os sammen. Rektor
Fuglsang Damgaard var det men-
neske, der næst efter min mor
har betydet mest for mig i mine
unge år. Og han glemte mig ikke,
da jeg blev syg af lungetuberku-
lose, som lænkede mig til sengen
i fulde syv år.
Et retskaffent og ærligt menne-
ske er gået bort. Vi — hans
gamle elever — vil mindes ham
i taknemmelighed.
Jørgen Fleischer.
KanoK ipermut nakartigisaugut?
Et retskaffent menneske
2