Atuagagdliutit - 29.03.1972, Blaðsíða 8

Grønlandske forudsætninger
i den grønlandske skole?
I 1967-loven om skolevæsenet i
Grønland hedder det i § 1, stk. 2:
„Folkeskolens formål er at frem-
me og udvikle børnenes anlæg og
evner, at styrke deres karakter
og at give dem nyttige kundska-
ber. I alle klasser bør der lægges
mest mulig vægt på elevernes
opøvelse i selvvirksomhed". Hvor-
ledes dette formål kan efterleves
må åbenbart være den enkelte
lærers hovedpine, formuleringen
er i hvert fald gjort så vag, at for-
målet kunne gælde for snart en
hvilken som helst skole i verden,
og netop heri ligger måske årsa-
gen til den manglende sammen-
hæng imellem elevernes evner
(forudsætninger og miljø) og ud-
bytte (tilpasningen til og forståel-
sen for det grønlandske samfund)
i skolen på Grønland.
Spørgsmålstegnet i overskriften
er anbragt af mange årsager, og
disse årsager vil følgende artikel
tage op til behandling. 1. Skal
skolen på Grønland overhovedet
bygges på grønlandske forudsæt-
ninger? 2. Kan man tale om grøn-
landske forudsætninger, og hvad
ligger der i dette begreb? 3.
Eksisterer der en særlig grøn-
landsk skole sammenlignet med
den danske skole, eller er den blot
et udgiftsslugende, dansk kon-
strueret appendiks på finanslo-
ven?
En gennemgang af skoleloven
af 1967 og kapitlet om folkesko-
len i „Perspektivplan for Grøn-
land 1971-85“ vil hurtigt kunne
give det svar på de stillede spørgs-
mål, at skolen er dansk og dens
ambitiøse formål følgelig bliver
en udvikling af børnenes evner
ved hjælp af dansk sprog og be-
grebsverden. Hermed skulle der
ikke yderligere være grund til at
bringe overskriftens spørgsmål på
bane og et punktum kunne pas-
sende sættes nu ... hvis ikke
størstedelen af skolens 11.225 „ar-
bejdere" havde grønlandsk som
modersmål (1969/70, p-planen side
72) , og størstedelen af skolens 564
„arbejdsgivere" havde dansk som
modersmål (1969/70, p-planen side
73) . Denne sidste kendsgerning,
som fortæller om det sproglige
brist mellem de to implicerede
parter i skolen på Grønland, un-
derstreger det uholdbare i sko-
lens formålsparagraf, der indledte
artiklen.
I tidsskriftet „Grønland", 1970,
havde overlærer Holger Henrik-
sen to artikler med titlen „Skole
og kulturmøde", hvor forfatteren
— med udgangspunkt i danifice-
ringen af skolen på bekostning af
det grønlandske sprog med dan-
nelsen af en eliteskole som resul-
tat —, leverede en overbevisende
dokumentation for nødvendighe-
den af at skabe en grønlandsk
skole på grønlandske forudsæt-
ninger („Grønland" 1970 side 47-
64 og 85-96). Jeg har imidlertid
intet sted siden da kunne finde
kommentarer, hverken som en
accept af det veldokumenterede
indlæg eller som en forkastelse,
og må derfor konkludere følgen-
de: 1. Enten er alle fuldstændig
enige med forfatteren; men hvor-
for reagerer man så ikke fra sko-
lens side imod den helt urealisti-
ske og nedbrydende skolelov?. 2.
Eller også er „arbejdsgiverne" i
skolen på Grønland i den grad
rystende ligeglade og snævertsy-
nede, at der må sættes spørgs-
målstegn ved deres faglige kom-
petance! Når det samtidig haves
in mente, at knapt af den sam-
lede lærerstab i skolen på Grøn-
land er dansksproget med et lille
eller intet kendskab til grøn-
landsk sprog og kultur, vil jeg
være tilbøjelig til at hævde, at
konklusion 2 må være årsagen til
de udeblevne reaktioner på et så
vægtigt indlæg i skoledebatten.
En undskyldning —• som manglen-
Af
HANS CHR. GULLØV
stud. mag.
de tid og muligheder for at sætte
sig ind i denne debat — er blot
en underbygning af konklusio-
nens „påstulat".
Det grønlandske sprog skal ikke
gøres til et debatemne her, idet
denne del af den grønlandske kul-
tur er behandlet så grundigt og
forstående andre steder; men
holdningen vil være den samme,
når de „grønlandske forudsætnin-
ger", som sproget bl. a. er mani-
festationen af, drages frem.
HVORFOR EN GRØNLANDSK
SKOLE?
Der er sikkert en udbredt enig-
hed om det ovenstående, som
skoleledermødet sidste år i Sdr.
Strømfjord på mange områder
viste, og derfor bliver spørgsmå-
let måske nærmere, hvilket sam-
fund skolen på Grønland egentlig
skal tjene. Skoleloven nævner in-
tet sted noget om undervisnings-
sproget eller grønlandske forud-
sætninger, og dette er i og for sig
i overensstemmelse med skolepo-
litikken, som den udformes i Kø-
benhavn; og når perspektivplanen
i sine prognoser regner med end-
nu flere udsendte lærere (p-pla-
nen side 82) og samtidig kalkule-
rer med en afvandring, fordi „en
del elever gerne vil have den af-
sluttende folkeskoleundervisning i
Danmark", „eller simpelthen som
et første forsigtigt skridt i en på-
tænkt udvandring" (p-planen side
79), så understreger dette blot
skolens manglende evner og mu-
ligheder for tilpasning til det
grønlandske samfund.
Den makro-økonomiske politik
på Grønland, der hvilende på
fiskeriet skal danne grundlaget
for en eksportvirksomhed, står i
skærende kontrast til den erken-
delse, at Grønland aldrig vil kom-
me til at give økonomisk over-
skud eller blot hvile i sig selv
med fiskeriet som det bærende
erhverv; i hvert fald — mener
man — ikke uden en øget udvan-
dring, hvilket skolepolitikken og-
så ganske klart tilsigter, og her-
med har man ladet midlet til sko-
lelovens gennemførelse være en
særdeles usikker fiskeripolitik,
som er helt ude af trit med lan-
dets formåen.
Konsekvenserne ved ikke at
have en grønlandsk skole på
Grønland mærkes overalt. Skole-
chokket i børneskolen er en vel-
kendt ting (jvf. Holger Henrik-
sens artikel), som senere fører til
en manglende abstraktionsevne
hos ellers „perfekte" dobbeltspro-
gede; gennemgangsprocenten på
grønlænderhjemmene i Danmark
er nu så fortvivlende høj, at per-
sonalet der ikke magter arbejdet,
og dog er der endnu intet gjort
for at løse dette problem og me-
get tyder på, at det heller ikke
foreløbig vil blive løst; presset
på byskolerne som følge af ud-
dannelseskravet til „eliteskolen"
(jvf. Henriksen) vil vokse, men
det er „klart, at man i en række
byer må sigte lavt med hensyn
til opfyldelse af normerne i 1975
og lade forbedringerne komme af
sig selv i perioden 1975-85“ to-
planen side 81); og midt i dette
kaos måtte man på skoleleder-
mødet i Sdr. Strømfjord fremkom-
me med denne lakoniske erken-
delse: „Det er en almindelig an-
tagelse, at grønlandske skolebe-
gynderes sproglige og dermed be-
grebsmæssige udviklingstrin er
særdeles lavt set i relation til de
vilkår, skolen arbejder under og
de mål, der på et fastlagt åre-
mål helst skal nås". I sandhed op-
muntrende.
En anden konsekvens ved ikke
at have en grønlandsk skole på
Grønland bliver, „at der regnes
med faldende klassekvotienter og,
især på de ældre klassetrin, et
stigende lærerforbrug i forhold til
antallet af elevklasser", som p-
planen udtrykker det på side 84.
Og her er man inde i den onde
cirkel, hvor kravet om effektivi-
tet til skolen og eleven medfører
en stadig stigende ineffektivitet
blandt de udsendte lærere; som
en af de nylig udsendte lærere
(Frederikshåb) udtrykte formålet
med sine to års ansættelse inden
afrejsen i juli i år: „75 pct. af
min tid på Grønland vil blive ar-
bejdet med de sociale problemer
deroppe", og på spørgsmålet om
den skattefrie indtægt overhove-
det ingen rolle spillede var sva-
ret: „Man er vel ikke filantrop".
Enten må den pågældende have
misforstået ordet, eller også er
denne udtalelse symptomatisk for
holdningen til og forståelsen for
skolen på Grønland. De sociale
problemer og et (eventuelt) enga-
gement i disse (eventyret og den
økonomiske gevinst skal jo have
en årsag) er et yndet, stereotypt
argument for ansættelse i skolen
på Grønland, og stadigvæk forla-
der mange atter Grønland efter
få års ophold (jvf. Robert Peter-
sen, Lidt om kommunikationspro-
blemet i den grønlandske skole,
Grønland i Fokus, Nationalmuseet
1969). Det kunne jo være, at man
kunne komme „de sociale proble-
mer" til livs ved at sætte spørgs-
målstegn ved skolelovens relevans
i det grønlandske samfund, f .eks.
gennem et alvorligt arbejde for
at få indført en revisionsbestem-
melse i loven og ved at få udryd-
det den altdominerende antagelse,
at uddannelsesstigen er vejen til
højere levestandard og elimine-
ring af social ulighed (jvf. Beret-
ning vedr. Grønland: Landsrådets
forhandlinger 1964b, 1965a og b).
Nødvendigheden ved at have en
grønlandsk skole er primært at
få bortelimineret de konsekven-
ser, der bliver følgen ved ikke
at have den. Men derudover vil
en ændring af beslutningsproces-
sen i skolen på Grønland bane
vejen for en demokratisk skole,
hvor grønlandske skolefolk selv
blev de skabende i udformningen.
Konsekvensen af dette ville bl. a.
blive større krav til de danske
lærere; men burde det ikke være
rimeligt, at kravene til disse var
større end kravene til eleverne?
At dette så uvilkårligt ville med-
føre en omlægning af den økono-
miske politik er kun af det gode,
idet den tilstræbte og meget om-
talte tilpasning af skolen til de
erhvervsforskellige grønlandske
samfund hermed har mulighed
for at blive realistisk; hvis ikke
den økonomiske politik først bli-
ver lagt om, men dette må anta-
ges for utopisk. Derfor må der
komme en reaktion på dette for-
slag udfra de ovenfor skitserede,
politiske præmisser.
Der tales i dag om „den grøn-
landske skole", men det er tåge-
snak, for skolen har intet med
Grønland at gøre. Problemet kom
klart frem ved skoleledermødet i
Sdr. Strømfjord, hvor den store,
uenighed i målsætningsdebatten
affødte følgende paradoks: „Per-
spektivet for den danske folke-
skoles fremtid giver en formod-
ning om, at det fremover vil blive
vanskeligere for den enkelte elev
i Grønland at nå de samme mål,
som eleven i Danmark", og lidt
efter udtales: „Som det vil fremgå
af det foranstående, kan skolele-
derne i Grønland imidlertid ikke
gå ind for, at målene skæres ned.
Man finder derimod — som alle-
rede omtalt — at skolen trods alt
har en rimelig chance for at nå
frem selv til de nyformulerede
mål for den danske folkeskole"
(Den grønlandske skoles fremtid,
Min. f. Grl. 1971, side 14). Inkon-
sekvenserne ved talen om „den »
grønlandske skole" bliver også
mærkbare, når det grønlandske
sprog fra at være et hjælpemid-
del i undervisningen af eleven
bliver til en hindring for den dan-
ske lærer, og så er løsningen abso-
lut ikke sprogets udryddelse, som
Mogens Boserup foreslår i Poli-
tikens kronik d. 13. juli 1970 „En
kulturpolitik for Grønland", for
dette medfører blot en forstær-
kelse af klassesamfundet ud fra
økonomiske kriterier, og det kom-
mer der ingen kulturpolitik ud af.
„Økonomer er nu engang oplært
til at se bort fra andre faktorer
end de økonomiske, hvad de bedst
kan tillade sig, jo knappere de
økonomiske ressourcer er“ (Villy
Sørensen, Midler uden Mål, side
145, 1971). Disse inkonsekvenser
ved „den grønlandske skole", som
den er struktureret i dag, bliver
smukt understreget i „Perspek- !
tivplanen for Grønland 1971-85“
i afsnittet om folkeskolen side
72-85 med udgangspunkt i skole-
lovens af 1967; men hvor er de
grønlandske forudsætninger, og
hvorledes kommer værdierne i
den grønlandske kultur frem som
en anvendelig og udviklende fak-
tor? Skolelovens formålsparagraf
beskæftiger sig ikke med dette.
HVORDAN KAN EN GRØN-
LANDSK SKOLE SKABES?
I Holger Henriksens artikel bli-
ver også værdibegrebet behandlet
udfra Bent Jensens indkredsen af
dette emne (Bent Jensen, Kultur-
forandringen, værdibegrebet og
eskimologien, side 69 i Grønland
i Brændpunktet, Grønlænderfor-
eningen 1965). Det er givetvis
vanskeligt for ikke at sige umu-
ligt at overføre disse „værdier"
til de grønlandske samfund anno
1971. Men det kan heller ikke
være meningen. Derimod kan nye
værdier skabes ved at give „grøn-
landsk sprog og kultur" en cen-
tral plads i hele skolesystemet,
ikke som et museumsfag (dette
advarer Henriksen kraftigt imod),
hvor man begræder tabet af en
forlængst svunden kultur, men
som et udgangspunkt i erkendel-
sen af sin egen situation i dagens
Grønland. Dette er en naturlig
modsætning til hele den tekniske
anlagte perspektivplan, hvori man
forgæves leder efter en behand-
ling af dette umådelig væsentlige
aspekt og finder det omtalt på
3V2 linje side 120 under museer.
Dette er alt, hvad der bliver den
grønlandske kultur til del, og så
henvises der til, at emnet hører
under Kulturministeriet, og at der
ingen investeringer forventes. Er
det virkelig rigtigt, at de penge,
som burde være bevilget kultur-
institutioner og -formidling, nu
skal bruges til bl. a. at bekæmpe
den stigende kriminalitet og ud-
bygge lystsejlerflåden? Man næg-
ter at tro det. Hvem sætter kra-
vene til en høj levestandard, de
udsendte danske eller den hjem-
mehørende befolkning? Hvem be-
taler omkostningerne og stiller
børn til rådighed for den genera-
tion, der uvilkårligt må ofres ved
omstillingen til det „nye" sam-
fund, som man i København yn-
der at udtrykke det?
Det må primært være i skolen,
Ung butiksslagter
søger arbejde. Har stået i forretning 6 år, er kendt med ma-
skiner og køretøjer. Alt har interesse. Jeg er kendt, med grøn-
landske forhold, 2 år på Østkysten. Er i uopsagt stilling, og kan
være til disposition ca. 1. juli 1972.
KURT PEDERSEN
OrssuiagssuaK . 3913 Angmagssalik.
Tom?
HOLLY
BAR
Alle holder af Holly Bar
den er med hele hasselnødder
Holly Bar tamanit kajungerine-
KartoK
ilivitsunik KåKortarialik
8