Atuagagdliutit - 16.12.1976, Blaðsíða 8

Af sted...
der er ørne!
Claus Bering er ikke alene en fremragende tegner,
han er også naturkender og en god fortæller. Her kan
De læse hans spændende beretning om det at iagttage
— og tegne — ørne, som man kan være heldig at se
i Skåne i vintermånederne.
Ded lå telefonbesked til mig. En
rapport fra kolleger i Skåne. Der
var set flere ørne, enkelte gamle
og en hel del unge, både konge-
ørne og havørne. Opgaven var
klar. Skulle jeg have dem med,
måtte det være nu. Om aftenen
pakkede jeg bilen. Tidligt næste
morgen tog jeg af sted.
Vejret var fint. Helt blå him-
mel, svag vind fra nordøst. Ni
graders frost. Alt var dækket
med sne. I Malmø hentede jeg
nøglen til SFU’ernes stuga. Sve-
riges Feltbiologiske Ungdoms-
forening, ved Hackeberga, et
gammelt stenbygget, tofamilies
landarbejderhus. Der kunne jeg
bo, så længe jeg ville. Tidligere
havde jeg forsøgt at bo i bilen,
som jeg gør om sommeren, men
det havde jeg ikke lyst til at gen-
tage.
Jeg kendte huset, vidste hvor-
dan jeg ville blive modtaget.
Først den genstridige hængelås,
så døren, der må skubbes op. Så
stilheden, luften, der står stille,
kold, som en underlig død mas-
se, der truer, hvis man forholder
sig i ro. Den mærkelige samling
af udrangerede møbler, grimme.
Naturfredningsplakaten, der har
sluppet med det ene hjørne og
dækker en tredjedel af sig selv,
hullet i gulvtæppet, ovnen der
ryger, indtil den er næsten rød-
glødende.
Jeg så en ørn på vej herover.
Selv i kikkert var det svært at
afgøre hvilken. Måske en ung
kongeørn. Afstanden var for stor.
Hvilken vidunderlig flugt.
Herregårds-skytten måtte vide
noget. Det var kendt, at han fod-
rede ørnene på bestemte steder.
Syge, aflivede dyr fra avlsgården
blev smidt ud, men hvor? ingen
havde haft helt med at pumpe
ham. Han brød sig ikke om disse
unge mennesker, der piskede
rundt på markerne og kiggede på
fugle. De var for nysgerrige. Han
havde sit at passe, blandt andet
sin fasanerier. Hans succes be-
stod i mange fasaner på marker-
ne. Var der nogen ude efter hans
fasaner, måtte de uskadeliggøres.
Men skytter overholder naturlig-
vis fredningsbestemmelserne, ør-
ne forsøger man i hvert fald ikke
at komme til livs, man holder dem
til på et bestemt sted, sørger for
at de ikke bliver for sultne.
Han stod med en død herme-
lin i hånden, da jeg kom. Sam-
talen gik meget godt i begyndel-
sen, men hele tiden uden om det
væsentlige. Mennesker, der fær-
des alene, kan holde lange pau-
ser, uden at det bliver pinligt.
Men alligevel. Så halede jeg lok-
kemaden frem. En mappe med
tegninger, jeg tidligere havde lo-
vet ham. Om han ville have dem?
Vi så på dem, kommenterede i
korte vendinger. Han følte sig
trængt. Han vidste, at jeg vidste
noget om hans foderplads.
Så gav han sig.
Han lavede en kortskitse. For-
klarede præcist. Fortalte, at
svenske TV-folk havde været der
sidste år. Måske var der noget
tilbage af deres fotoskjul, ellers
kunne jeg bygge et nyt samme
sted. Der var et område, hvor
der blev skovet lige i nærheden.
Der kunne jeg hente grangrene.
Resten af dagen gik med at byg-
ge skjulet, slæbe grene og få dem
sat sammen uden at ødelægge
miljøet. Ingen ser bedre end ørne.
Bagud måtte skjulet være helt
tæt, så jeg ikke ville blive synlig
i silhouet. Fremad ud mod det
lille engdrag, skulle laves et kig-
hul, stort nok til at hele pladsen
kunne overses, men så lille, med
enkelte grene op foran, at jeg ikke
ville blive afsløret. Som en op-
muntring under maset med stål-
tråd og bidetang og stikkende
grannåle kom en ørn på besøg,
men stak øjeblikkelig af igen. Der
var altså ørne her. Jeg prøvesad
skjulet en halv times tid, men der
kom ikke flere ørne, kun krager.
Det var blevet mørkt, inden
jeg kom tilbage til huset. Klok-
ken var kun halvfem. Jeg lavede
mad og fik mig en lille disput
med dåseåbneren. De sidste re-
ster af en kold sardin halede jeg
frem med en gaffel. Min første
optænding mislykkedes. Kaffen
var blevet kold, da røgen efter
andet forsøg var luftet ud. Et
stykke hugget sukker blev fisket
op med skeen og sænket igen.
Jeg sad og gættede lyde. Gam-
le huse har lyde. De er meget
forskellige fra lyde i nye huse.
Jeg smed huen på bordet. Skip-
perundertøjet med den lådne
vrang begyndte at klø. Aftenens
eneste bil kørte forbi ude på
vejen, satte farten ned ud for
huset, men fortsatte.
Knappen på den oldnordiske
radio fristede, men kassen kunne
kun tage P-3 på svensk. Jeg kend-
te den og den konstante strøm af
brægende klynk.
Det var begyndt at sne. De
små frostfung hviskede henne
ved vinduet, ganske svagt. Jeg
kunne jo gå tidligt i seng og stå
tidligt op. Men det blev jo først
lyst klokken otte. Eller skulle
jeg skrible ind i husets „log-
bog"?
Den anden halvdel af huset var
indrettet som sovesal. Masser af
køjer, hver med sin tangmadras.
Det var håbløst at forsøge at
tænde op i det besynderlige,
sølvbroncerede gespenst af en
kakkelovn med spir og krone.
Jeg valgte en køje midt i rum-
Annoncér
GRØN LAN DSPOSTEN
met, kravlede i posen, lå og hak-
kede tænder. Måtte så ud på gul-
vet igen, for kontakten sad ovre
ved døren. På vej tilbage krøb
jeg igen i de lange underbukser
og så ned i posen. Det var klaret
op udenfor. Koldt, blåligt måne-
lys, som et lysstofrør på afstand.
Jeg kunne se min ånde. Prøvede
mig frem med forskellige tåge-
formationer. Om bare det hus
kunne holde kæft. Lydene blev
stående i den klamme madras-
odeur, som om de var indstøbt
i den som dildkviste i gelé, ål i
gelé.
Man kalder det en rask beslut-
ning. Jeg stod op — på bare tæer.
Gik ud i sneen, ind i opholds-
afdelingen, ud i køkkenet, tog en
flaske snaps frem af papkassen
med proviant, skænkede mig en
ordentlig sup, en otter, slog den
med. Renat 40 pct. alkohol, ikke
noget panderynket pjat med
VSOP eller Sec. Godnat!
Så sad jeg igen i skjulet. Klok-
ken var halvni. Jeg kom lidt for
hurtigt af sted, glemte at smøre
mig en håndfuld klemmer. På
vej herhen standsede jeg ved
købmanden og købte en pose fig-
ner og to pakker dadler med ra-
bat. Det måtte række.
Tæppet fra bilen havde jeg
viklet om benene. Alt det tøj,
jeg havde med, havde jeg på.
Fingerfri, hjemmestrikkede van-
ter på hænderne, venstre hånd
ekstra beskyttet med en mægtig
luffe. Tegneblokken havde jeg
på knæene og kikkertens linser
var nypudsede. Jeg ventede.
Midt på den lille eng lå to kal-
vekadavere, den ene næsten ren-
pillet, det andet kun flået op i
bugen. Jeg kunne se lige ind i en
næsten tom brystkasse. Afstanden
var knap 25 meter.
Jeg har aldrig ur med, når jeg
sidder i tegneskjul. Dagen er slut,
når solen er gået ned. Man bliver.
Ikke noget med at tage hjem og
spise frokost klokken 12, med-
mindre vejret er så ondt, at man
bliver drevet på flugt forinden.
8