Atuagagdliutit - 16.12.1976, Blaðsíða 21

LYNGEN
Tidligt på efteråret, endnu mens
lyngen er frisk og grøn på Nord-
grønlands fjelde, bliver der sam-
let mængder af den. Lyngen bli-
ver bundet sammen med en lang
rem og båret ned til bopladsen af
stærke mænd eller kvinder. Her-
nede bliver lyngen lagt løst i en
dynge bag ved huset. Nysne læg-
ger sig på dyngen og holder en
fugtig og frisk hele tiden, lige til
dagen før juleaftensdag. Den dag
kommer husets herre hen til dyn-
gen ,skraber sneen væk og tager
nogle favnfulde lyng ind i huset
for at lave juletræ af den.
Det lange efterår og tiden før
jul ligger lyngen lunt under den
tykke sne, og det kan nok være,
at den får tid og lejlighed til at
tænke; for hver enkelt stump
lyng er levende og vil gerne kom-
me frem med sin mening. „Ja, vi
skal bruges til et juletræ", sagde
en stump frisk-grøn lyng.,, Hvil-
ken lykke for os, at vi er blevet
udvalgt blandt al den lyng på de
store fjelde", sagde en anden.
„Jeg glæder mig ganske utroligt,
til jeg skal opleve meneskenes
jul. Jeg hørte om julen af de ko-
ner, der samlede os på fjeldet, så
jeg kan forstå, at der venter os
en fest og glæde, som vi ikke kan
gøre os begreb om", sagde den
En annonce i
GRØNLANDSPOSTEN
giver kontakt til
mange tusinde kunder
ovor hele Grønland
første lyng igen. „Og jeg, som er
blevet snydt sidste år", sagde en
tredje, mens stemmen rystede
ganske let af forventning. „For
sidste efterår gik der to koner og
samlede den bedste lyng deroppe;
de kom helt hen til mig, så jeg
ganske bestemt troede, at de og-
så ville tage mig med: jeg var al-
lerede begyndt at glæde mig til at
skulle være med til et juletræ.
Men tænk, lige før den ene af ko-
nerne skulle tage mig, råbte den
anden, at nu havde de nok til et
juletræ! Og så standsede de. siden
da har jeg mange gange kigget op
mdo himlen og bedt om at måtte
komme med næste gang. Min bøn
er blevet hørt, og nu venter jeg
blot på de store dage, vi har for
os, da vi skal være med til at
sprede juleglæden blandt menne-
skene". Den havde talt sig varm,
helt forpustet, indtil en helt anden
sagde med utålmodig stemme":
vi skal nu ikke være alt for sikre
på at komme med på juletræet
allesammen! For jeg hørte man-
den sige, da vi blev lagt her, at
der var så meget lyng, at de bare
behøvede at tage de friskere til
juletræet. Resten kunne altid
brændes! Ja det sagde han"! En
anden mere optimistisk lyng sag-
de lidt efter:" lad os blot håbe, at
vi kommer med allesammen, om
ikke andet, så da som pynt på
væggene. For jeg hørte konen si-
ge, at i år havde de lyng nok til
også at pynte væggene".
Lyngen havde ligget der tre
fulde måneder og lidt mere til,
da et par stærke arme fjernede
sneen, tog en favnfuld og bar den
ind i huset. „Lad os blot tage det
hele med ind," sagde manden til
sin dreng, der fulgte med. „Du
tager resten ,så kan vi være lidt
kræsne. Hvad der ikke bliver
brugt, kan jo altid lægges ud
igen".
Midt på gulvet inde i den lille
stue stod et skelet til et juletræ:
en granstang, hvori man havde
boret mange huller. På gulvet
ved siden af lå en mængde træ-
pinde, som skulle ompakkes med
lyng. Den færdige „gren" skulle
stikkes ind i et hul på „stammen",
der også var omvundet med lyng.
„Det gør vi i år", sagde faderen,
„sidste år satte jeg hele skelettet
sammen, før jeg fastgjorde lyn-
gen. Det tog lidt for lang tid".
„Ja", sagde drengen, mens øjnene
strålede", skal vi se, hvem der
kan lave flest grene, far"?
Da juletræet blev færdigt og
stod smukt og grønt på gulvet,
udtog man af den resterende lyng
de bedste stumper til pynt på
væggene, og hvad der blev tilba-
ge, blev båret ud og lagt samme
sted bag huset. Denne gang blev
de ikke dækket med sne.
Næste dags aften hørtes der en
forunderlig smuk musik ude fra
et bestemt sted på bopladsen.
Foruden musikken blev luften nu
fyldt med salmesang, sunget af
mange menneskestemmer. Ellers
var der ganske stille, ingen men-
nesker gik ude, for alle var sam-
let i Guds hus for at høre jule-
evangeliet og for at synge de
smukke julesalmer . Den store
skuffelse over ikke at være kom-
met med på juletræet, forvand-
ledes nu for den lille dyng lyng
til glæde over den smukke musik
og salmesang.
„Jeg kunne nu godt tænke mig
at se, hvordan det går til med fe-
sten inde i huset", sagde en stump
lyng senere på aftenen, da folk
var kommet hjem fra kirken, og
da der hørtes tale og sang derin-
defra. Et vindpust løftede lyngen
fra de andre, førte den hen for-
an huset og satte den på en sne-
drive, hvorfra den havde udsigt
ind til stuen, hvor juletræet stod
i al sin pragt. De mange lys var
tændt, mens folk havde hinanden
i hånden i en kreds omkring jule-
træet, gik ganske langsomt om
det og sang salmer.
Der er nu ingen mening i, at
kun nogle af os skal være med
til al den herlighed inde i huset",
sagde lyngen grådkvalt, da den
var blæst tilbage til de andre.
„Vent blot en stund, så ønsk dig
igen at se ind i huset, måske du
så kan finde dig i din skæbne,
istedet for al den misundelse"!
sagde en anden lyng, som var
klogere.
Lidt efter kom der atter vind-
pust, og så var den lille nysgeri-
ge lyng atter foran huset og kig-
gede ind. Scenen havde forandret
sig. De mennesker, som sang så
fromt for lidt siden, havde sat
sig på bænke og stole, nogle drak
og røg. Børnene var trætte, og
de larmede. Kvinderne lo og
spøgte, alt imens de småskændte
på børnene. Mændene tømte glas-
sene og var blevet meget lystige.
Lysene på juletræet var slukke-
de, og for at give bedre plads i
stuen var juletræet blevet flyttet
hen på et hjørne, hvor ingen hav-
de tid til at se på det. Lyngen vil-
el så gerne have hørt, hvad men-
neskene talte om derinde, men
den lå for langt væk fra vinduet,
så den kunne intet høre. For selv
om den ikke længere syntes, at
det så så dejligt ud derinde som
før, så kunne den nu godt tænke
sig at vide mere om dem derinde.
Den rare vind kom atter, løfte-
de lyngen pludseligt, ja så plud-
seligt, at den et øjeblik kom til at
strejfe ruden og derefter blev
hængende på hængslet på vindu-
et. Hvad var det"? hørte den en
mand sige inde i huset, „der er
jo ingen vind derude, så måske
er der nogen, der vil drille os.
Luk lige vinduet op, kone, og se
hvad det er“, fortsatte manden.
„Der sidder noget lyng på hæng-
slet, så jeg kan ikke lukke det
helt op", sagde konen. „Så smid
da lyngen væk og luk igen, hvis
der ikke er andet", svarede man-
den. I det øjeblik, vinduet blev
åbnet, kom der en varm og lum-
mer luft ud fra stuen og nåede
lige til lyngen, inden den faldt
ned i mørket under vinduet.
„Der er vist alligevel ikke så
dejligt inde hos menneskene, som
jeg først troede", sagde lyngen
usikkert, da vinden igen havde
hjulpet den tilbage til de andre,
„herude er det langt fredeligere,
og luften er så frisk", fortsatte
den. „Nej, det er sandt, vi skal
ikke misunde menneskene eller
dem, der kommer til disse", sagde
en anden lyng, og den fortsatte:
„jeg er en gammel lyng, som hver
sommer har båret mange bær.
Derfor vendte de samme koner
tilbage lit mig hvert år for at
plukke mine bær. Og mens de
plukkede, fortalte de hinanden
mange besynderlige historier, om
dem selv eller om andre og om
deres oplevelser, som vi ikke skal
misunde dem", sagde den gamle
lyng.
Et vindpust, som var lidt kraf-
tigere end tidligere, løftede den
lille samling lyng bag huset og
spredte den på store snedriver et
stykke fra huset. Og her blev den
liggende. Herfra var der udsigt
til en naturskønhed, som intet
meneske kan beskrive. Himlen
på grundlag af det, vedkemmende
var så blå og ligesom overstrøet
med gnistrende guldstjerner, og
den hvide sne, der dækkede land
og hav, glinsede ved stjernernes
skær. Det var ganske lyst, selv
om det var vinternat, en besyn-
derlig belysning som kun en po-
larnat kan have.
Lyngen, der lå spredt på sneen,
syntes med eet at mærke, at him-
len var ganske nær. Jo — er der
ikke åbent ind til Guds Rige net-
op denne nat? Hør — hvor eng-
lene synger så skønt ,så skønt,
alt er helligt i dette øjeblik.
Englene, som lyngen troede
sang så skønt, var en flok unge
mennesker, som efter gammel
grønlandsk skik var gået ud for
at synge julesalmer under den
klare stjernehimmel. Så sælsom
en stemning, som kun kan opleves
på e julenat på Grønland. Så
hvad gjorde det, at lyngen troe-
de, at himlen var åben, og at eng-
lene sang, når den var allerlyk-
keligst ved det?
MåliåraK Vebæk
Skrevet 1953, Søborg
22