Atuagagdliutit - 16.12.1976, Blaðsíða 9

Tekst og tegninger: Claus Bering
— uvigauna . . . tåussuma julimåt ugperingilai!
— Det er min mand — og han tror ikke på nisser!
Jeg ventede.
En lille flok krager kom ind
på scenen. En enkelt husskade
havde været der et par gange,
men blev jaget væk at noget,
jeg ikke kunne se. Kragerne gik
til sagen. Dykkede halvvejs ind i
brystkassen, småskændtes. Plud-
selig så de alle op, skræppede
og trak ud til siderne. Så hørte
jeg et kraftigt sus lige over de
små graner, jeg sad under, og et
par sammenkoblede skabsdøre
kom glidende ned på scenen. En
gammel havørn.
Idet den landede, spredte den
sin brede, spidse, hvide hale ud,
slog kløerne i kadaverets strit-
tende ribben, og langsomt, som
om den tænkte sig godt om, fol-
dede den sine mægtige vinger
sammen. Jeg så den lidt bagfra.
Dens håndled stak frem som et
par brede, kantede skuldre. Nu
så den op, bagud, spottede mig.
Jeg holdt vejret, men den stak
af.
Jeg har lært mig at håndtere
sådan en situation. Egen klodset-
hed, hvor stor den end er, må
konsumeres i fuldkommen stil-
hed, ingen udbrud, ikke så meget
som et blink med det ene øje.
Vente igen. Længe.
Så skete noget. En ung havørn
kom svævende indover. Den for-
søgte at sætte sig helt oppe i
toppen af en gran. Dens store
kløer famlede om det tynde skud,
vingerne holdt den halvt udstrakt
i den bærende vind. Så bøjede
topskuddet sig, langsomt, fuglen
fulgte med, men strakte vingerne
lidt mere. Så knækkede granen,
tre årsskud nede, og med et blødt
favnende vingeslag gjorde ørnen
sig fri og gled ned ved siden af
kalveliget.
Kragerne sprang til side. Jeg
kunne høre dem bande. I et skræ-
vende chassé nærmede den sig
kadaveret, og med et halvåbent
vingeslag jumpede den sig opad
en gang og jog så hovedet dybt
ind. Alt det majestætiske, der er
tillagt fugle som kongeørn og hav-
ørn, forsvandt. Her havde jeg en
kronprins, der på en særdeles
klodset måde hev og sled i ådslets
blød-dele, masede med den seje
kalvehud for at få blottet noget
spiseligt.
Begreberne kom lidt bedre på
plads.
Nu kom en ung kongeørn ind
på scenen, brasede ned på det
stivfrosne bytte, så havørnen
måtte fortrække. Langt ude på
marken bagved kunne jeg skimte
noget, der lignede en stor sten.
Den lettede og kom ind, men
satte sig på en bunke halmballer
et stykke borte. Det var den
gamle havørn. Næsten samtidig
kom endnu en ung havørn. Den
gik ned mellem mig og ådslerne,
stod et øjeblik og gloede på de
andre fugle, vendte så om og
vraltede hen mod mit skjul. Fem-
seks meter borte standsede den
og så stift ud langs næbbet. Så
drejede den hovedet en lille
smule, så med et øje, og nu for
fra igen. Ørneblik. Så gled den.
De andre blev.
Sådan en situation giver ner-
ver. Hver bevægelse må suges
ind og pakkes ned. Det er håb-
løst at begynde at tegne. Mine
bevægelser, når jeg skal se op
og ned, ville øjeblikkelig blive
set af mindst en af fuglene, som
så ville flyve op på en skræmt
facon og derved varsle de andre
til flugt.
Men der kom gode situationer
med en enkelt fugl på scenen.
Længe havde jeg en ung konge-
ørn og en håndfuld krager foran
mig. Det faktum, at ørnen måske
i næste øjeblik var væk, bestemte
arbejdstempoet, men jeg var næ-
stenfor heldig. Kongeørnen blev
der, og lidt efter lidt fik jeg kon-
takt med mig selv.
Fingrene begyndte at gøre
vrøvl, tæerne var væk. Jeg for-
søgte at pille de klistrede dadler
fra hinanden, men fingrene vir-
kede ikke, ikke til det, og jeg
måtte tage dolken til hjælp. Et
stykke dadelhud satte sig fast i
ganen.
Jeg så tegningerne igennem.
For lidt, men ørnen var der sta-
dig. Nu var der to. Det gik en
smule langsommere. Det trak op
og begyndte at sne. Frostfnug
føg ind på papiret og blandede
sig med den trægtflydende tusch.
Så var jeg pludselig træt. Min
indre kakkelovn var ved at gå
ud. Hjem. Nu.
Jeg pakkede sammen. Kravle-
de bort fra skjulet, håbede at
jeg ikke blev opdaget. Løb det
sidste stykke til bilen for at få
brækket tæerne i gang. Takkede
underdanigst, fordi den startede
med det samme. Trådte måske
lidt for hårdt på speederen, men
støvlerne var jo helt stive.
Brasede ind i huset med sne
og det hele. Tændte op. Spiste.
Fingre og tæer havde det ondt.
Smerten blev til blussende var-
me. Kaffen dampede. Fin dag,
godt udbytte, held. Hyggelig
stue.
Jeg tændte radioen. Fin mu-
sik. Tog en smøg. To. Tre. Mange.
Nappede en lille én. Gik i seng.
Pragtfuldt med et koldt sovevæ-
relse. Frisk luft. Huset snakkede
mig i søvn, musene peb en fin
lille duet. Den fygende sne hvi-
skede, netop som jeg sov, at jeg
var en lykkens pamfilius. God-
nat.
Tredje dag overskyet og biden-
de koldt. Fiasko. Fjerde dag igen
fin. Femte dag kunne jeg ikke
rumme flere ørne, og vinteren
sagde: Skrub hjem. Volvo’en var
urolig. Oprydning. Grejet blev he-
vet ind i vognen, nøglen stukket
i og drejet om. Som en gammel
hest fandt vognen selv vej.
Marmorilingme KåKame
augtitagssarsiorfiup
Kalåtdlit-nunane kskut tamaisa
jutd/ime
pivdluarKuvai
ukiortårsiord/uamig-
ssånigdlo kigsautdlugit
Bjergværket i Marmorilik
ønsker alle i Grønland
Glædelig Jul
og Godt Nytår
GREENK
9