Atuagagdliutit - 06.01.1977, Blaðsíða 31

atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartar
Administration for
administrationens skyld?
Jeg har lige læst fhv. undervis-
ningsminister Jørgen Jørgensens
erindringer. Det var spændende,
interessant og tankevækkende
læsning. Specielt tankevækkende
var et af de første afsnit, hvor
han fortæller. Jeg tillader mig at
citere:
„I 1921 blev jeg første gang
valgt ind i sognerådet, og blev
straks sognerådsformand. Kom-
munen havde da 18-1900 indbyg-
gere. Kontorhold var der ikke no-
get ,der hed. Jeg var på samme
tid kommunens kasserer, sekre-
tær, passede folkeregistret, skrev
skattelister — og fik for alt dette
1200 kr. om året i løn" — citat
slut. Tankevækkende ikke sandt?
Men det var altså i 1921.
Fra 1947 — 1953, boede min
kone og jeg i en lille by i syd-
Godt skudt!
Jeg er glad, hver gang en skytte
rammer plet. Sujumuts skytter
rammer plet, og derfor har de
min fulde støbte.
Det er glædeligt, at Sujumut i
så mange tilfælde rammer plet.
En masse menneskers synspunk-
ter, som vi tidligere ikke har for-
stået, får vi nu forståelse af gen-
nem Sujumuts fremlæggelse af
sine synspunkter.
Bliv ved med at ramme plet,
Sujumut!
Mogens Lynge,
Sisimiut.
Jeg synes, at man i den sidste
tid med glæde må konstatere, at
debatten under titlen „sameksi-
stens" har taget en positiv drej-
ning, (hvadenten Sujumut, som
hovedårsag til denne drejning,
opfatter dette som noget positivt
eller ej.
Umiddelbart synes Sujumuts
magtsymboler fra bladets forside
i nr. 35, næven og spydspidsen —
'spydspids, fordi den jo ikke, som
en harpunspids' brugt til fangst,
er forsynet med linehul (Kingai)
— ikke at harmonere med den
positive kerne d ordet „sameksi-
stens". Det må dog bemærkes, at
man fra Sujumuts side tilsyne-
ladende ikke ønsker at identifi-
cere sig med de umiddelbare tan-
ker om vold, som symbolerne for
mange mennesker ellers giver an-
ledning til.
I ordet „sameksistens" ligger
der bl. a. noget fredeligt. Når jeg
dagligt betragter børnenes fær-
den, oplever jeg en konkretise-
ring af sameksistensens fineste
detaljer. Børnene tænker ikke i
racer, hvad enten de forstår hin-
anden eller ej. De diskuterer blot
sammen i leg og arbejde og lærer
derved af hinanden. De danske
børn lærer f. eks. grønlandsk og
de grønlandske børn dansk. Men
°tte har jeg set denne naturlige
sameksistens ødelagt af børnenes
forældre ved kritiske bemærknin-
ger eller af andre voksne i deres
mange krampagtige forsøg på at
skabe sameksistens.
Jeg tror, at vi voksne tager os
selv alt for højtideligt. Vi vredes
over hinandens bemærkninger og
skaber debatter, der ofte, i stedet
f°r at munde ud i et positivt re-
sultat, styrker modsætningerne og
0§er spændingerne. En frugtbar
debat bør efter min mening inde-
holde indrømmelser fra begge si-
vestsjælland med et indbyggertal
på 2500 — 3000 mennesker, som
blev administreret af 1 stk. kom-
munesekretær + 1 stk. assistent.
I sommer — altså i 1976 — be-
søgte jeg byen igen og sludrede
med gamle venner og bekendte.
De fortalte, at byen var „svul-
met" op, og nu bestod af ca. 3600
mennesker, og at administratio-
nen derfor var udvidet med 100
pct., og nu bestod af en kom-
munesekretær, to assistenter og
en kontorelev — sidstnævnte til
at sætte frimærker på og til at
hente wienerbrød til kaffen.
Kommunekontoret var derimod
ikke vokset. Det var stadigvæk
to rum, med et samlet gulvareal,
som en type BB (uden kælder).
Jeg var ikke særlig imponeret.
I forhold til NarssaK var det nær-
mest en fattig og sølle affære.
De har ikke engang en borg-
mester, og en kommunaldirektør
anede de ikke hvad var. Sådan
en havde de aldrig hørt om før.
Men på en eller anden måde,
fungerede det sørme alligevel.
Sognerådet holder møde 2-3 gan-
ge om året, på kroen, hvor de
forener det nyttige med det be-
hagelige, og overlader så iøvrigt
alt det øvrige til kommunesek-
retæren og hans stab.
Og så er det, man begynder at
spekulere. For der må da være
noget galt ét eller andet sted, når
man i Danmark kan administrere
3600 mennesker med et personale
bestående af 3‘/2 person — eller
der, for det er sjældent, at kun
den ene part -har den rigtige me-
ning. Debatten om retten til den
grønlandske undergrund er netop
et godt eksempel på en ufrugtbar
diskussion.
Som dansker er man nok til-
bøjelig til at tænke: „Nu har vi
i så mange år pumpet milliarder
af kroner i Grønland, og hvad får
vi til gengæld, nu hvor vi har
stablet Grønland på benene? Et
spark!" Nogle grønlændere tæn-
ker: „Her d mit land har dansker-
ne tjent fedt på mine forfædres
liv. Nu vil de minsanten også ha-
ve den klippe jeg står på. Nej,
a'ldrig!"..
Jeg rejser mig og ser ud af
vinduet. Børnene leger — danske
og grønlandske imellem hveran-
dre, på hinandens kælke uden
tanker om kælkenes ejerforhold.
De sameksisterer. Når det mørk-
ner skilles børnene i fredsomme-
lighed og går hver til sit med
hver deres ting. — Det undrer
mig, når statsministerens udtalel-
se ikke har været udlagt på den-
ne måde før, men jeg tror ikke,
at jeg tager fejl, når jeg tolker
Anker Jørgensens tydeliggørelse
af forholdene omkring ejendoms-
retten til den grønlandske under-
grund således: Der er ingen tvivl
om det grønlandske folks ejen-
domsret til den grønlandske un-
dergrund. Grønland er selvfølge-
lig grønlændernes, men i rigsfæl-
lesskab med Danmark er ejen-
domsforholdet et fællesanliggen-
de, indtil rigsfællesskabet ophæ-
ves.
Kære politikere! Det er ganske
underordnet, hvordan I ønsker
jeres ting opfattet, men det er
derimod særdeles vigtigt, hvordan
jeres vælgere opfatter det I gør
og vil. Det er, hvad vi lærere
dagligt må erkende om os selv
lad os bare flotte os og sige 4
personer — medens man f. eks.
her i NarssaK, skal bruge ca.
40 personer til at administrere ca.
1800 — 2000 mennesker.
Hvad er det, der gør, at én
„administrator" i Danmark kan
klare næsten 900 mennesker, me-
dens han/hun her i Grønland,
kun kan overkomme ca. 45?? Det
kunne være interessant at få en
bare nogenlunde acceptabel for-
klaring på det spørgsmål.
Det var forståeligt, hvis det i
virkeligheden bare var en form
for arbejdsterapi for at beskæf-
tige en hel masse grønlandsk ar-
bejdskraft, som ellers ville gå
ledige.
Men i betragtning af, at største-
parten af administrationsappara-
tet er bygget op af dansk, udsendt
arbejdskraft, virker det faktisk
temmelig forbløffende, og er da
også genstand for en stadig sti-
gende undren.
I tørre tal — kr. og øre — er
forskellen på den danske og den
grønlandske administration også
ret så interessant.
Kommunesekretæren i den før-
omtalte by oppebærer den for-
midable månedsløn af 10.000 kr.,
som skattevæsenet (det er også
ham) omgående reducerer med
50 pct. Af de resterende 5.000 kr.,
skal han så svare ejendomsskat-
ter, betale til sygesikring, pen-
sionsbidrag, ATP og bilafgift.
Slutresultatet eller det, som kal-
des „reallønnen", er på små 3.000
i forholdet til børnene, og som I
politikere bør skrive jer bag ører-
ne.
Man fremmer ikke sameksi-
stensen ved at benytte truende
magtsymboler og samtidig mene
noget andet. Visse grupper i be-
folkningen, måske specielt de un-
ge, vil være lette ofre for en så-
dan manipulation. For hvordan
skal den uprøvede ungdom vide
bedre, end at hærværk og vold
er tilladt, når enkelte at dette
lands politikere omgiver sig med
magtsymboler, hvis indhold har
en voldelig slagside? Jeg betrag-
ter det som en stor ulykke, og
enhver, der fremover ønsker en
fredelig sameksistens med sine
medmennesker, må tage afstand
fra politiske bevægelser, som be-
nytter symboler, der har blot den
mindste antydning af vold som
indhold.
De fleste af vore børn sameksi-
sterer — de foretager sig noget
sammen, lad os gøre det samme,
der er allerede mange muligheder
i hverdagslivet. Gid I politikere
fremover på et større plan vil
skabe flere muligheder for sam-
eksistens, for det haster. I bør
tænke på, at det ikke er jer po-
litikere — uddannede og veletab-
lerede som I er — der kommer
til at betale for jeres manipulati-
oner, men derimod den jævne,
beskedne mand, der dagligt i sin
jolle sejler ud for om muligt at
bjærge sin løn gennem indhand-
lingen af fjordtorsk. Hans børn
f. eks. kan meget let risikere ikke
at få nogen uddannelse eller or-
dentlig lægehjælp p. g. a. mangel
på kvalificeret arbejdskraft.
Venligst %
Jørn O. H. Bork,
Agto.
Kr. pr. måned eller væsentligt
mindre, end en grønlandsk eller
dansk håndværker heroppe kan
stoppe ned i foret til fri afbenyt-
telse, når de 15 eller 18 pct. skat
er trukket fra. Var der nogen, der
sagde noget om lavtlønsarbejde-
re???
Den reelle lønudgift til admi-
nistration af disse 3600 menne-
sker, beløber sig til under 200.000
kr. pr. år, hvor det her i NarssaK,
iflg. kommunens regnskab og
status pr. 31-12-1975, for et be-
folkningsantal på små 2000 men-
nesker, beløber sig til ca. 550.000
kr. pr. år, også tankevækkende og
en forklaring værd. Og den der
med „de specielle grønlandske
forhold" er vist ikke fuldt dæk-
kende. Vi vil gerne have en bedre.
Bjørn Barfod, NarssaK
PS.
Lønudgiften for NarssaK kom-
mune på de 550.000 kr. er sikkert
i underkanten, men regnskabsop-
stillingen er lidt svær at hitte ud
af, bl.a. fordi der er temmelig
mange uspecificerede poster, der
hedder: „Diverse" og „Andre ud-
gifter". Hvad der gemmer sig
herunder, kan man jo så gætte
Jeg vil gerne gennem Atuagagdli-
utit have lov at sige min mening
om hjemmestyre i Grønland.
Jeg synes, det er for tidligt at
begynde at tænke på at indføre
hjemmestyre i Grønland. Efter
min mening er der for få unge
mennesker, der har erfaring nok
til at kunne styre virksomheder
i Grønland. Det er jo trods alt de,
der har erfaring, vi får brug for
fremover.
Vi må også tænke på skolen.
Det er nødvendigt med grønland-
ske lærere, for vi ved allesammen,
at Danmarks Lærerforening har
sendt måske halvdelen af de dan-
ske lærere i Grønland hjem til
Danmark, fordi lønnen i Grønland
er for lav til dem.
Nu vil Grønland få de 200 sø-
mil for sig selv til at fiske i. Jeg
tror, at det er at gå for vidt. Man
må jo også tænke på, at det ko-
ster noget at have et så stort om-
råde, der skal overvåges, sådan at
vi ikke bliver narret af andre
lande.
Og hvem har en fiskekutter, der
kan gå så langt ud og fiske og
måske blive derude flere uger
og fiske? Hvem skal betale de ud-
gifter, der er forbundet hermed?
For efter min opfattelse er der
ikke så mange torsk eller rejer
mere, som der var engang. Jeg
kan selv huske, at de, der havde
bundgarn kunne hente torsk to
gange om dagen for 5 år siden i
Nanortalik. Og i år kommer de
ind i havnen og har næsten ikke
noget i lasten.
Jeg tror, det vil vare længe
endnu, inden vi kan have rigtig
glæde af vores fangst fra havet.
Når jeg tænker på den olie, man
er ved at lede efter ved Grønland,
så er den måske den ting, der kan
komme til at give flest penge —
samt Sorte Engel i Marmorilik.
Men hvem ved, om der bliver ved
at komme olie, selvom man skulle
finde noget?
Hvis vi nu siger, at den olie,
man forventer at kunne finde,
bliver brugt op i løbet af 2-3 år.
Hvad skal vi så leve af? Jeg siger
dette, fordi hvis Grønland skal
blive selvforsynende eller selv-
stændigt fremover, så tror jeg,
at der vil komme mange købere
af olie fra udlandet. Man vil sæl-
Gronlandspostcn ensker at
bringe et stort antal læserbre-
ve liver uge. Derfor beder vi
om, at indsenderne skriver
meget kort. Hvis læserbrevene
er mere end 200 ord, er redak-
tionen i regelen nodt til at for-
korte dem. Vi offentliggor ikke
anonyme indlæg, men hvis
særlige grunde taler for det,
kan vi bringe et læserbrev
under mærke istedet for navn.
Send dit indlæg til: Grøn-
landsposlcn, postbox 39, 3900
Godthåb.
sig til. Men det er helt sikkert,
at for 1976 er lønudgiften langt
over en million, og befolkningen
er stadig kun på under 2000
sjæle !!!!!!
ge olien til dem, der byder mest.
På den måde vil olien blive brugt
hurtigere, end man har troet.
Nu er der jo ikke mange fan-
gere tilbage, der kan lære os at
klare os selv ved fangst fra ha-
vet.
Når jeg begynder at tænke på
den fremtid, man venter i Grøn-
land, så er det lige som om jeg
ser, at vi går mere end 100 år til-
bage. Og jeg ved, at der er mange,
der tænker lige som jeg.
Vær nu fornuftige. Tag jer sam-
men og lad være med at være så
egoistiske. Hvis grønlænderne vil
gennemføre den omtalte fremtid,
så send flere unge mennesker til
Danmark eller til andre lande, så
de kan lære mere arbejdsteknik!
Jeg tror bestemt, at det vil blive
til stor gavn for grønlændere, som
elsker deres fædreland.
Isak UtetitaK Dorph.
Hvem har
mest ret?
Jeg har fulgt med i AGs ind-
læg om Sujumuts forsidetegning
og den efterfølgende radiodebat,
og det giver mig anledning til at
sige min mening.
For det første vil jeg udtrykke
min forundring over, at bladet
„Sujumut", der er et politisk blad,
ikke vil forstå tegningen sådan,
som AG forstår den. „Sujumut
hævder, at man arbejder for sam-
eksistens. Samtidig siger „Suju-
mut", at man vil styrke grønlæn-
deres tro på deres egen identitet.
Nogle gange går „Sujumut" end-
da for vidt ved at sige, at grøn-
lænderne i dag ikke ved, at de er
grønlændere, og om deres land er
deres.
Når „Sujumut" kan have så-
danne tanker, er det klart, at „Su-
jumut" ikke kan forstå, hvad en
knyttet hånd og en harpunspids
betyder, men fastholder, at grøn-
lænderne ikke ved, hvor de står.
Desuden vil det være meget
vanskeligt, at få en tupilak og
NavaranåK ind i samfundets lov-
givning.
Jeg vil have samme standpunkt
som AG, så længe tegningen ikke
er revet itu.
* Markus Mikaelsen.
Politik og mennesker
For tidligt med
hjemmestyre
31