Atuagagdliutit - 13.12.1979, Síða 22

AG
Gamle Kuanjas jule-budskab
En sensommerdag var vi gået i
land bag Kap Farvel ved den lille
boplads Nuk.
Der var høj sol over de stejle,
skarpe fjeldtinder, og den klare
himmel vuggede blå i fjordens
vande, når en lille brise krusede
spejlet. Hastige fugletræk skar
dristigt hen over de flade næs og
skyndte sig ud til deres madste-
der i Atlanterhavet.
Det var rigtigt sommervejr.
Magsvejr og fangstvejr!
I den lille bopladsvig var der
blikstille. Altid sultne måger slog
sig ugenert ned ved tørfisken på
klipperne og holdt festmåltid; de
syntes at mene, at i dag var der
helle for al slags vildt. Og det var
der også!
Hele befolkningen var stimlet
sammen om os og havde »viklet
os ind i hjertelighed«, mens glade,
halvnøgne børn tumlede nysger-
rigt mellem benene på os.
Da skærer et råb pludselig gen-
nem solskinnet og får os til at
standse. Det er bopladsens æld-
ste, gamle Kuanja, der kalder på
mig! Og mens de andre fortsætter
op til skolemesteren for at forbe-
rede festen, går jeg op til min
gamle ven.
Kuanja og jeg havde lært hin-
anden at kende for mange år si-
den, da jeg et efterår lå i teltlejr et
stykke omme på Østkysten sam-
men med Mylius-Erichsen. Den-
gang var han i sin bedste alder, en
stout familiefader, en storfanger
af usædvanligt format, en him-
melhund i kajak, hvordan så vej-
ret end var, og dertil det sorgløst
smittende humør, der prægede
hele hans boplads.
Nu var det svært at kende ham
igen. Han havde vel det samme
markerede ansigt, der endnu be-
herskedes af ørnenæsen, de kloge
øjne og den viljeprægede mund;
men legemet var blevet en ol-
dings. Hans ben var næsten lam-
me. Alt, hvad han daglig orkede,
var at kravle ud af sin lille fattige
jordhytte, sætte sig i det lange
græs på tørvetaget og så lade so-
len skinne på sig.
Og dog, bag det skrøbelige og
udslidte hylster var Kuanja in-
derst inde den samme. Hans tales
ild var uforandret, og endnu lå
der i hans blik og tone en myndig-
hed, der ikke blev modsagt. Ån-
den var en høvdings, når han kom
med en henstilling, og jeg måtte
beundre oldingen, ganske på sam-
me måde, som jeg havde følt mig
betaget af manden.
»Nå, så,« sagde han, »du driver
endnu om på havene!«
Så tav han lidt, og idet han
mindedes sine egne talløse togter,
måtte han rømme sig for at sluge
sin vemod. Men det varede kun et
øjeblik. Så rynkede han brynene,
og den gamle kommandotone lå
atter i hans stemme, da han, pe-
gende på grønsværet ved sin hyt-
te, foreslog, at jeg skulle sætte
mig ved siden af ham og høre på,
hvad han havde at sige.
Atter blev der stilhed imellem
os. Jeg kunne mærke, at han
kæmpede med en bevægelse, som
han helst ville holde nede. Da han
endelig talte, havde han helt
strøget det myndige af sin stem-
Flere og flere tiltrækkes
af Mixture
Af
Knud Rasmussen
Illustrationer af
lens Rosing
100 året for Knud Rasmussens
fødsel blev i år fejret overalt i
Grønland og Danmark. Som
fortæller rangerede Knud Ras-
mussen højt. Her er hans skild-
ring om sin ven, østgrønlænde-
ren Kuanjas første kristne jul.
me. Nu var det en mild og erfaren
gammel mand, der forkyndte sin
livsvisdom:
»Næste gang du kommer til
Nuk, er jeg død. Derfor må du tål-
modigt høre på alt det, jeg nu har
at sige dig. Sidst vi var sammen
fortalte jeg dig om alt, hvad jeg
kunne huske om vort liv på Øst-
kysten. Jeg søgte at gøre vore
fangster — og al deres fryd og
spænding — levende for dig. Jeg
fortalte dig om vore sagn, og jeg
sang vore sange for dig.
Denne gang vil jeg gerne have
lov til at fortælle dig om, hvordan
det gik til, at jeg forlod Østkysten
og alle de gamle kære bopladser
deroppe for at tage land her og la-
de mig døbe.
Jeg ved ikke rigtigt hvorfor,
men jeg synes det er noget, jeg
må have fortalt, og jeg føler, at
jeg får ikke ro, om jeg ikke gør
det, mens jeg endnu kan tænke en
smule.
Du ved, at jeg som dreng boede
langt nordpå ved Umivik; her le-
vede vi uden hvide mænd, helt for
os selv, ganske således som vore
forfædre havde levet før os. Vi
tænkte deres tanker, drev deres
fangst og fulgte vore skikke. Men
vi gjorde handelsrejser til vestky-
sten engang imellem for at købe
bøsser og ammunition, værktøj
og tobak. En sommer, jeg var
med, havde der været megen syg-
dom blandt de farende bådlag. Vi
kom i konebåde og kajakker. Og
jeg husker, at der af fire bådlag,
der kom helt oppe fra Angmags-
salik, kun var eet eneste, der kom
gennem rejsen. De andre omkom
af sygdom.
Såsnart vi kom til handelsste-
det, mærkede jeg, at jeg nu selv
fik den farlige sygdom i kroppen.
Og jeg blev svagere og svagere
for hver dag, der gik. Jeg var kun
en halvvoksen, forældreløs dreng
uden slægt, og jeg vidste, at tog
sygdommen helt kræfterne fra
mig på hjemrejsen, så ville jeg
blive efterladt et eller andet sted
for at dø alene; sådan var vor
stammes lov. Derfor listede jeg
mig en nat ind i land og gemte
mig i en hule bag fjældene ved
handelsstedet.
Nu hændte der mig det, at da
jeg omsider kravlede frem fra mit
skjul, hvor jeg havde sultet og
frosset i flere dage, var min syg-
dom blevet så meget værre, at det
kun var med besvær, at jeg krav-
lede ned til handelsstedet og gav
mig til kende. Jeg husker, at en
mængde mennesker stimlede
sammen om mig; der blev råbt og
larmet, og så blev det hele borte
for mig. Da jeg kom til mig selv
igen, lå jeg i et stort hus for mig
selv. Aldrig havde jeg været så
hvid og så fin i mit tøj eller hud;
men jeg var så svag, at det varede
længe, før jeg kunne glæde mig
over det. Det var galt med mne
lunger, og jeg var ikke ret meget
ved bevidsthed i den første tid.
Det var en gammel jordemo-
der, der boede i sygehuset og pas-
sede mig. Aldrig nogensinde før i
mit liv var der nogen, der havde
været så god imod mig. Jeg und-
rede mig ofte over det. For jeg var
jo ikke i familie med en eneste der
ved bopladsen. Jordemoderen var
en enke, en kvinde uden mand til
at fange for sig. Og dog havde
hun altid mad både til sig selv og
til mig. Også det gav mig ofte no-
get at tænke på. For sådan var
det ikke hos os. Jeg spurgte hen-
de ofte om, hvorfra alt dette kom,
og hvorfor man var så god imod
mig. Men hun svarede blot med
en god latter, idet hun slog det
hen med, at det ikke var så under-
ligt, at sådan en lille uvidende
hedning ikke kunne forstå noget.
Og så lo vi begge. Men jeg anede
aldrig, hvad hun mente, eller
hvad vi lo ad.
Det var en meget stor boplads,
jeg var kommet til. Aldrig havde
jeg troet, at det kunne gå an at
samle så mange mennesker på eet
sted. Men jeg glædede mig over
alt det nye, jeg så, da jeg kom ud.
Det skete først hen på vinteren;
så lang tid tog det mig at blive
rask.
Sneen var nu faldet dybt over
alt land. Storisen lå et lille stykke
uden for kysten, og solen viste sig
nutårsiagssaK
»ASAVAKKIT«
åipagssiarilernerme agssangmiut
Kajangnaitsumik sanåK agdlangne-
ra ilångutdlugo
14 karat kr. 1298,- igdlugit
8 karat kr. 798,- igdlugit
atuagåraK pigisavtinik åssigingitsu-
nik imalik agssangmiutdlo avdlat
pigissagut kisalo agssangmiutit a-
ngissusigssånut utortautit nagsiug-
sinauvagut.
Guldsmed Jørgen Hansen
Box 9.3952 Jakobshavn
Tlf. 4 30 23
NYHED
»ASAVAKKIT«
Forlovelsesringe i kraftig kvalitets-
udførelse incl. gravering
14 karat kr. 1298,- pr. par
8 karat kr. 798,- pr. par
Brochurer på vore andre modeller i
forlovelsesringe samt ringmål til-
sendes gerne.
Guldsmed Jørgen Hansen
Box 9 . 3952 Jakobshavn
Tlf. 4 30 23
22