Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 16.10.1980, Blaðsíða 14

Atuagagdliutit - 16.10.1980, Blaðsíða 14
AG Blodforgiftning og hul i kajakken på sidste etape af ekspeditionen John Andersen og Jørn Bernlund Nielsens kajak- færd langs Østgrønlands kyst rummede også livs- farlige situationer — her fortæller John Andersen om sidste etape - V Nanuaqqat inersimasorsuanngulersut arlaleriarlutik puttaatsinnut ikaariartaraluarput, John Andersen oqaluttuarpoq, qujanartumilli imunersuit maniilartiternerillu sakkorto- qisut akornuserpaat. Anaanarsuat eqqissisimaneruvoq. Taamaallaat sinngusalerami. De to voksne isbjørneunger forsøgte flere gange at forcere isen frem til vores usflage, fortæller John Andersen, men den voldsomme skruning hindrede dem heldigvis i de- res forehavende. Isbjørnemoderen tog det mere afslappet. Hun lagde sog til at sove. Fotos: John Andersen Arkitekt John Andersen, lederen af Kaptajn Ejnar Mikkelsens mindeekspedition 1980 i kajak sammen med den grønlandske eskimologi-studerende Jørn Berglund-Nielsen fortalte i den første artikel om turen fra Turner 0 ved Ittoqqortoormiit og sydpå. — Vi havde nu passeret den største del af den farlige Biosse- ville Kyst, fortsætter John An- dersen. — Ismængden aftog mod land. Tre nye enoeskimoiske og en paleoeskimoisk boplads havde vi fundet. Omhyggelige fotoregi- streringer og positionsbestem- melser var udført. Vi havde desu- den foretaget mindre prøvegrav- ninger. Med i kajakken havde vi nu — sikkert emballeret i vand- tætte plastposer — nogle enkelte fund samt små stykker trækul til senere aldersbestemmelser. Eks- peditionens vigtigste opgave, at forsøge at finde nye bopladser ved Bloseville Kysten var således lykkedes fuldt ud. Desuden havde vi gennemfotograferet hele ky- sten med henblik på en senere illu- stration af G. C. Amdrups ekspe- dition i 1900 og Ejnar Mikkelsens ekspedition i 1932. Et fortryllende syn Efter fire uger kom vi til Kanger- lussuaq, den store fjord midtvejs mellem Ittoqqortoormiit og Am- massalik. Det var et fortryllende syn. For første gang kom vi ind i en rigtig fjord. Inden længe lå kajakken sikkert i læ for is og vind mellem de mange skær. Blo- seville Kystens mørke skær, stej- le basaltfjelde blev afløst af hun- dreder af små og store skær. De- res bløde, afrundede former og venlige, lyse farver i gnejs og gra- nit var fuldstændig overvælden- de. Vi gik i land på den gamle bo- plads, som Amdrup fandt i 1900. På lang afstand havde de små, ku- biske vinterhuse med al tydelig- hed fortalt os om den livlige ak- tivitet på stedet for mindre end 200 år siden, spor efter eskimoer, der havde rejst på samme måde som os selv med kajak fra Ittoq- qortoormiit. Kajakken på vej mod havets bund. . . Af lutter begejstring over dette syn nåede vi knap at komme ud af kajakken, før vi styrtede op for at se på de gamle vinterhuse. Utroligt velbevarede lå de i læ for vinden, orienteret mod solen og med en fantastisk udsigt ud af fjorden til havet. Pludselig hørte vi et par voldsomme dønninger rulle over klipperne. I et spring var vi nede ved kajakken. Men for sent. Fyldt med vand var den alle- rede på vej mod havets bund. Nu fulgte et par hektiske timer med at få det bjerget i land. Alt var vådt. Soveposer, tøj, fotoudstyr, mad, rifler. Det hele måtte tøm- mes for saltvand. Vi havde fået en alvorlig lærestreg om, hvad der ventede fremover. Alt blev lagt til tørre på de varme klipper. Efter seks timer kunne vi fortsætte rej- sen. Røg fra skorstenen Vi havde fået oplyst, at der må- ske boede en fangerfamilie på Skærgårdhave, en lille udflytter- boplads, som Ejnar Mikkelsen an- lagde i 1932, men som af forskelli- ge grunde først blev taget i brug i 1966. Med spænding så vi de små pri- mitive huse tone frem. Jo, der kom røg af en skorsten. Men in- gen mennesker var at se. Var de mon på fangstrej se? Med eet væltede det frem med børn og voksne. De så en smule skræmte ud. Vi var de første fremmede mennesker, de havde set i et helt år! Forsigtigt spurgte de, hvor vi kom fra, men fattede ikke, at vi virkelig var sejlet fra Ittoqqortoormiit. Da vi samme aften sad i deres lille, varme hyt- te, havde fået mattaq og sælkød, så vi knap kunne rejse os igen, be- gyndte de at spørge os ud om lan- det norden for. Mange timer gik med at fortælle om sæler, isbjør- ne, fugle, narhvaler og storisen ud for Biosseville Kysten. Vi var nu nået halvvejs. Med mange gode råd om is og strøm syd for Kangerdlussuaq og med fire kilo mattaq og tørret narhval- kød i kajakken tog vi afsked med den glade fangerfamilie. Flænger i kajakken Syd for øen Aputiteq havde vi i to dage været ude i storisen ca. 20 kilometer fra land. Isen var tæt. Vi kunne se 20-30 meter frem ad gangen, så måtte kursen ændres til en ny åbentvandsrevne. Van- det begyndte at blive tykt som olie. Tog kurs mod Aggas 0, hvor de første skær begynder ca. 300 km nord for Ammassalik. Isen blev mere og mere tæt, efterhån- den som vi nærmede os land. Få kilometer fra land forsvandt solen bag fjeldene. Grødisen blev i sam- me øjeblik til nyis, som halvanden time senere var 2 centimeter tyk. Vi sad urokkelig fast, indefrosset i nyisen, som nu begyndte at pak- ke. Skarpt som glas gled de tynde flager hen over hinanden. Vi hug- gede løs med vores isredskaber. Små hundrede meter ude havde vi set en større, tyk isflage. Lang- somt kom vi tættere. Da vi ende- lig trak kajakken op på flagen, var der et par dybe flænger i stævnen, hvor vandet langsomt sivede ind. Det blev tusmørke. Umuligt at fortsætte. Teltet blev rejst på flagen. Endnu en nat måtte vi tilbringe på den kolde is. Betændelse i fingeren Næste dag var det meget smukt vejr. Alligevel fik solen først bugt med isen efter kl. 13. Vi tog omgå- ende kurs udefter. Her var der mere is, men risikoen for at fryse fast og blive »vinteren over« var mindre. Rejserytmen blev ænd- ret. De følgende mange dage kun- ne vi først sejle omkring middags- tid på grund af nyisen. Ud for Steenstrups Bræer 200 kilometer nord for Ammassalik gik der betændelse i min højre pegefinger. Ved et uheld havde jeg skåret mig i fingeren under flænsningen af en bjørn tre uger tidligere. Infektionen bredte sig meget hurtigt. Fingeren blev tre gange så stor. Jeg var ude af stand til at bevæge den, og det smertede voldsomt. Blodforgiftning Men i to døgn måtte vi arbejde hårdt ude i storisen. Infektionen i hånden bredte sig. Blå og mørke- røde striber trak opefter. Der var gået blodforgiftning i hånden. En- delig kom vi i land, tog en hvile- dag, hvor jeg fik rigelig brug for vores medbragte medicin. Følgen- de dag gik det meget bedre, jeg kunne igen ro uden alt for store smerter. Sidste etape Jørn blev tydeligt påvirket af uheldet. Hvis det blev meget vær- re med min hånd, ville jeg ikke være i stand til at ro. Dette kunne skabe alvorlige problemer. Det var derfor nødvendigt, at vores uheld blev brugt på en positiv må- de. På alle ekspeditioner indtræder kritiske situationer altid henimod afslutningen. Opgaverne er løst, de største vanskeligheder over- vundet, rejsen går mod sin afslut- ning, man sløves, og så indtræffer uheldet. Vi havde nu en dårlig hånd at tage hensyn til. Derfor var det af- gørende vigtigt, at vi begge hele tiden var opmærksomme og para- te til at klare de farlige situatio- ner, der kunne opstå på denne sid- ste etape. Det psykiske pres Størst af alle vanskeligheder er naturligvis det psykiske pres, der uundgåeligt kommer til at præge to mænd, når de er sammen hver dag i 24 timer. På behændig måde tog vi derfor udgangspunkt i vor fælles situation. Hver dag be- gyndte vores samtale netop med det, som lå forude — det ukendte, hvad ville vi opleve i dag, hvor langt kunne vi nå frem, ville vi finde eskimo-bopladser, o.s.v. Vi fik herigennem dyb forståelse og respekt for naturens storhed. Med den utrolige variation og in- spiration naturen gav vores hver- dag i kajakken klarede vi begge det psykiske pres, der er farligst af alt på en ekspedition. Velkommen til Sermiligaq Da vi efter et par vidunderlige da- ge indenskærs nåede Sermiligaq ca. 100 kilometer nord for Am- massalik, var vi ventet! En lille dreng, Maratze, havde i tre dage kigget efter os fra en fjeldtop. Han var heldigvis den første, som meldte vor ankomst. Mange stod ved havnen og tog imod. Maratzes mormor, Gudrun, omfavnede os begge og udbrød: Hvor er jeg glad for, at I er kom- met frem, for det har været en meget lang rejse. Oppe i hendes fine hus blev ser- veret en virkelig festmiddag. Mattaq og kogt sælkød med fri- ske kvaner, hjemmebagt fransk- brød med tyk margarine og mar- melade. Mens vi spiste med glu- bende appetit, spurgte Gudrun, om vi dog ikke havde set menne- sker ved Nualik. For der var jo en- gang mange deroppe, og om vi ik- ke havde set konebåden, vi var jo kommet forbi Skrækkens Bugt, og sådan fortsatte hun bevæget i flere timer. Ikke imponeret Samme aften kom vi igen til mid- dag hos en dygtig fanger. Hele natten fortalte vi om rejsen. Alle detaljer skulle der berettes om. For os var det en stor glæde at fortælle om kaj akturen til menne- sker, der virkelig forstod rejsens betydning. De var ikke impone- ret, for storisen lever de med år ef- ter år, men de var glade over, at det var lykkedes for os at gen- nemføre den lange rejse med ka- jak på samme måde, som eskimo- erne engang havde rejst. I den næste — og sidste — arti- kel fortæller John Andersen om de arkæologiske fund. Og om et par farlige episoder med isbjørne. I det ene tilfælde blev de nødt til at nedlægge en hanbjørn, og det blev optakt til den alvorlige blod- forgiftning, som John Andersen pådrog sig. -h. Inuit »nutaanerusut« ukiivigisimasaat Ejnar Mikkelsenip illunnguata kujataani kilometerit marluinnaat ungasitsigisumi nassaaq. Nunaqarfiusimasoq taanna marlunnik immikkoortunik illorsuaqarpoq ataatsimillu katitamik illorsuaqarluni. Nunn qarfiusimasumik »Appaliarsuit Kangerliumarngani« nasaarneq ukiiviusarsimasunit pingasuinnit kujallersaavoq. Taakku Inunnit »nutaanerusunit« ukiiviusarsimapput. Neo-eskimoisk vinterhusruin, fundet kun to kilomester syd for Ejnar Mikkelsens rejsehus i Søkongens Bugt. Denne boplads havde to store enkelthuse og et sammenbygget hus. Bopladsfundet i Søkongens Bugt er det sydligste af ialt tre nyopdagede vinterhusbebyggelser efter neo-eskimoerne. 14 å

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.