Atuagagdliutit - 16.10.1980, Blaðsíða 14

AG
Blodforgiftning og hul i kajakken
på sidste etape af ekspeditionen
John Andersen og Jørn Bernlund Nielsens kajak-
færd langs Østgrønlands kyst rummede også livs-
farlige situationer — her fortæller John Andersen
om sidste etape

-
V
Nanuaqqat inersimasorsuanngulersut arlaleriarlutik puttaatsinnut ikaariartaraluarput,
John Andersen oqaluttuarpoq, qujanartumilli imunersuit maniilartiternerillu sakkorto-
qisut akornuserpaat. Anaanarsuat eqqissisimaneruvoq. Taamaallaat sinngusalerami.
De to voksne isbjørneunger forsøgte flere gange at forcere isen frem til vores usflage,
fortæller John Andersen, men den voldsomme skruning hindrede dem heldigvis i de-
res forehavende. Isbjørnemoderen tog det mere afslappet. Hun lagde sog til at sove.
Fotos: John Andersen
Arkitekt John Andersen, lederen
af Kaptajn Ejnar Mikkelsens
mindeekspedition 1980 i kajak
sammen med den grønlandske
eskimologi-studerende Jørn
Berglund-Nielsen fortalte i den
første artikel om turen fra Turner
0 ved Ittoqqortoormiit og sydpå.
— Vi havde nu passeret den
største del af den farlige Biosse-
ville Kyst, fortsætter John An-
dersen. — Ismængden aftog mod
land. Tre nye enoeskimoiske og en
paleoeskimoisk boplads havde vi
fundet. Omhyggelige fotoregi-
streringer og positionsbestem-
melser var udført. Vi havde desu-
den foretaget mindre prøvegrav-
ninger. Med i kajakken havde vi
nu — sikkert emballeret i vand-
tætte plastposer — nogle enkelte
fund samt små stykker trækul til
senere aldersbestemmelser. Eks-
peditionens vigtigste opgave, at
forsøge at finde nye bopladser
ved Bloseville Kysten var således
lykkedes fuldt ud. Desuden havde
vi gennemfotograferet hele ky-
sten med henblik på en senere illu-
stration af G. C. Amdrups ekspe-
dition i 1900 og Ejnar Mikkelsens
ekspedition i 1932.
Et fortryllende syn
Efter fire uger kom vi til Kanger-
lussuaq, den store fjord midtvejs
mellem Ittoqqortoormiit og Am-
massalik. Det var et fortryllende
syn. For første gang kom vi ind i
en rigtig fjord. Inden længe lå
kajakken sikkert i læ for is og
vind mellem de mange skær. Blo-
seville Kystens mørke skær, stej-
le basaltfjelde blev afløst af hun-
dreder af små og store skær. De-
res bløde, afrundede former og
venlige, lyse farver i gnejs og gra-
nit var fuldstændig overvælden-
de. Vi gik i land på den gamle bo-
plads, som Amdrup fandt i 1900.
På lang afstand havde de små, ku-
biske vinterhuse med al tydelig-
hed fortalt os om den livlige ak-
tivitet på stedet for mindre end
200 år siden, spor efter eskimoer,
der havde rejst på samme måde
som os selv med kajak fra Ittoq-
qortoormiit.
Kajakken på vej mod havets
bund. . .
Af lutter begejstring over dette
syn nåede vi knap at komme ud af
kajakken, før vi styrtede op for at
se på de gamle vinterhuse.
Utroligt velbevarede lå de i læ
for vinden, orienteret mod solen
og med en fantastisk udsigt ud af
fjorden til havet. Pludselig hørte
vi et par voldsomme dønninger
rulle over klipperne. I et spring
var vi nede ved kajakken. Men for
sent. Fyldt med vand var den alle-
rede på vej mod havets bund. Nu
fulgte et par hektiske timer med
at få det bjerget i land. Alt var
vådt. Soveposer, tøj, fotoudstyr,
mad, rifler. Det hele måtte tøm-
mes for saltvand. Vi havde fået en
alvorlig lærestreg om, hvad der
ventede fremover. Alt blev lagt til
tørre på de varme klipper. Efter
seks timer kunne vi fortsætte rej-
sen.
Røg fra skorstenen
Vi havde fået oplyst, at der må-
ske boede en fangerfamilie på
Skærgårdhave, en lille udflytter-
boplads, som Ejnar Mikkelsen an-
lagde i 1932, men som af forskelli-
ge grunde først blev taget i brug i
1966.
Med spænding så vi de små pri-
mitive huse tone frem. Jo, der
kom røg af en skorsten. Men in-
gen mennesker var at se. Var de
mon på fangstrej se?
Med eet væltede det frem med
børn og voksne. De så en smule
skræmte ud. Vi var de første
fremmede mennesker, de havde
set i et helt år! Forsigtigt spurgte
de, hvor vi kom fra, men fattede
ikke, at vi virkelig var sejlet fra
Ittoqqortoormiit. Da vi samme
aften sad i deres lille, varme hyt-
te, havde fået mattaq og sælkød,
så vi knap kunne rejse os igen, be-
gyndte de at spørge os ud om lan-
det norden for. Mange timer gik
med at fortælle om sæler, isbjør-
ne, fugle, narhvaler og storisen ud
for Biosseville Kysten.
Vi var nu nået halvvejs. Med
mange gode råd om is og strøm
syd for Kangerdlussuaq og med
fire kilo mattaq og tørret narhval-
kød i kajakken tog vi afsked med
den glade fangerfamilie.
Flænger i kajakken
Syd for øen Aputiteq havde vi i to
dage været ude i storisen ca. 20
kilometer fra land. Isen var tæt.
Vi kunne se 20-30 meter frem ad
gangen, så måtte kursen ændres
til en ny åbentvandsrevne. Van-
det begyndte at blive tykt som
olie. Tog kurs mod Aggas 0, hvor
de første skær begynder ca. 300
km nord for Ammassalik. Isen
blev mere og mere tæt, efterhån-
den som vi nærmede os land. Få
kilometer fra land forsvandt solen
bag fjeldene. Grødisen blev i sam-
me øjeblik til nyis, som halvanden
time senere var 2 centimeter tyk.
Vi sad urokkelig fast, indefrosset
i nyisen, som nu begyndte at pak-
ke.
Skarpt som glas gled de tynde
flager hen over hinanden. Vi hug-
gede løs med vores isredskaber.
Små hundrede meter ude havde vi
set en større, tyk isflage. Lang-
somt kom vi tættere. Da vi ende-
lig trak kajakken op på flagen,
var der et par dybe flænger i
stævnen, hvor vandet langsomt
sivede ind. Det blev tusmørke.
Umuligt at fortsætte. Teltet blev
rejst på flagen. Endnu en nat
måtte vi tilbringe på den kolde is.
Betændelse i fingeren
Næste dag var det meget smukt
vejr. Alligevel fik solen først bugt
med isen efter kl. 13. Vi tog omgå-
ende kurs udefter. Her var der
mere is, men risikoen for at fryse
fast og blive »vinteren over« var
mindre. Rejserytmen blev ænd-
ret. De følgende mange dage kun-
ne vi først sejle omkring middags-
tid på grund af nyisen.
Ud for Steenstrups Bræer 200
kilometer nord for Ammassalik
gik der betændelse i min højre
pegefinger. Ved et uheld havde
jeg skåret mig i fingeren under
flænsningen af en bjørn tre uger
tidligere. Infektionen bredte sig
meget hurtigt. Fingeren blev tre
gange så stor. Jeg var ude af
stand til at bevæge den, og det
smertede voldsomt.
Blodforgiftning
Men i to døgn måtte vi arbejde
hårdt ude i storisen. Infektionen i
hånden bredte sig. Blå og mørke-
røde striber trak opefter. Der var
gået blodforgiftning i hånden. En-
delig kom vi i land, tog en hvile-
dag, hvor jeg fik rigelig brug for
vores medbragte medicin. Følgen-
de dag gik det meget bedre, jeg
kunne igen ro uden alt for store
smerter.
Sidste etape
Jørn blev tydeligt påvirket af
uheldet. Hvis det blev meget vær-
re med min hånd, ville jeg ikke
være i stand til at ro. Dette kunne
skabe alvorlige problemer. Det
var derfor nødvendigt, at vores
uheld blev brugt på en positiv må-
de.
På alle ekspeditioner indtræder
kritiske situationer altid henimod
afslutningen. Opgaverne er løst,
de største vanskeligheder over-
vundet, rejsen går mod sin afslut-
ning, man sløves, og så indtræffer
uheldet.
Vi havde nu en dårlig hånd at
tage hensyn til. Derfor var det af-
gørende vigtigt, at vi begge hele
tiden var opmærksomme og para-
te til at klare de farlige situatio-
ner, der kunne opstå på denne sid-
ste etape.
Det psykiske pres
Størst af alle vanskeligheder er
naturligvis det psykiske pres, der
uundgåeligt kommer til at præge
to mænd, når de er sammen hver
dag i 24 timer. På behændig måde
tog vi derfor udgangspunkt i vor
fælles situation. Hver dag be-
gyndte vores samtale netop med
det, som lå forude — det ukendte,
hvad ville vi opleve i dag, hvor
langt kunne vi nå frem, ville vi
finde eskimo-bopladser, o.s.v. Vi
fik herigennem dyb forståelse og
respekt for naturens storhed.
Med den utrolige variation og in-
spiration naturen gav vores hver-
dag i kajakken klarede vi begge
det psykiske pres, der er farligst
af alt på en ekspedition.
Velkommen til Sermiligaq
Da vi efter et par vidunderlige da-
ge indenskærs nåede Sermiligaq
ca. 100 kilometer nord for Am-
massalik, var vi ventet!
En lille dreng, Maratze, havde i
tre dage kigget efter os fra en
fjeldtop. Han var heldigvis den
første, som meldte vor ankomst.
Mange stod ved havnen og tog
imod. Maratzes mormor, Gudrun,
omfavnede os begge og udbrød:
Hvor er jeg glad for, at I er kom-
met frem, for det har været en
meget lang rejse.
Oppe i hendes fine hus blev ser-
veret en virkelig festmiddag.
Mattaq og kogt sælkød med fri-
ske kvaner, hjemmebagt fransk-
brød med tyk margarine og mar-
melade. Mens vi spiste med glu-
bende appetit, spurgte Gudrun,
om vi dog ikke havde set menne-
sker ved Nualik. For der var jo en-
gang mange deroppe, og om vi ik-
ke havde set konebåden, vi var jo
kommet forbi Skrækkens Bugt,
og sådan fortsatte hun bevæget i
flere timer.
Ikke imponeret
Samme aften kom vi igen til mid-
dag hos en dygtig fanger. Hele
natten fortalte vi om rejsen. Alle
detaljer skulle der berettes om.
For os var det en stor glæde at
fortælle om kaj akturen til menne-
sker, der virkelig forstod rejsens
betydning. De var ikke impone-
ret, for storisen lever de med år ef-
ter år, men de var glade over, at
det var lykkedes for os at gen-
nemføre den lange rejse med ka-
jak på samme måde, som eskimo-
erne engang havde rejst.
I den næste — og sidste — arti-
kel fortæller John Andersen om
de arkæologiske fund. Og om et
par farlige episoder med isbjørne.
I det ene tilfælde blev de nødt til
at nedlægge en hanbjørn, og det
blev optakt til den alvorlige blod-
forgiftning, som John Andersen
pådrog sig.
-h.
Inuit »nutaanerusut« ukiivigisimasaat Ejnar Mikkelsenip illunnguata kujataani kilometerit marluinnaat ungasitsigisumi
nassaaq. Nunaqarfiusimasoq taanna marlunnik immikkoortunik illorsuaqarpoq ataatsimillu katitamik illorsuaqarluni. Nunn
qarfiusimasumik »Appaliarsuit Kangerliumarngani« nasaarneq ukiiviusarsimasunit pingasuinnit kujallersaavoq. Taakku
Inunnit »nutaanerusunit« ukiiviusarsimapput.
Neo-eskimoisk vinterhusruin, fundet kun to kilomester syd for Ejnar Mikkelsens rejsehus i Søkongens Bugt. Denne boplads
havde to store enkelthuse og et sammenbygget hus. Bopladsfundet i Søkongens Bugt er det sydligste af ialt tre nyopdagede
vinterhusbebyggelser efter neo-eskimoerne.
14
å