Atuagagdliutit - 04.01.1984, Qupperneq 24

Dagbogsblade fra en fangstplads:
Skjoldungen kalder
Angmagssalik
Det er august 1983 — den 8. dag i
måneden, og vi venter på skib. Et
skib, der skal komme og bringe os
tilbage til civilisationen efter 12 må-
neders isolation — Nuvel: Selvvalgt
eksil.
Og det har været skønt.
Siden den 29. juli har alt vort grej
stået pakket og klar dernede på
klipperne ved vandet. Klar til at
blive roet ud til reden, hvor »Pajut-
taat« kaster anker, når den engang
ankommer.
Uvisheden nager os, og hver hal-
ve time, fra tidlig morgen til sen af-
ten, går en af fangstpladsens beboe-
re op til et udkigssted og spejder
længselsfuldt ud mod havet, hvor
Skjoldungensund munder ud. Men
her ser vi kun en hvid mur af pakis,
der langsomt bevæger sig fra nord
mod syd. Og herfra ser ismasserne
ganske uigennemtrængelige ud. 30
sømil strækker det knudrede istæp-
pe sig ud i havet mod øst.
Vi har ventet i 11 dage — 1 år og
11 dage. Men det er nu ikke det vær-
ste. Værst er uvisheden om, om vi
bliver afhentet og hvornår. Og den-
ne uvished giver behov for stimu-
lanser. I form af whisky, stesolid,
tobak eller the. Det første er ukendt
her på pladsen — det næste er brugt
op i den lange, mørke vinter. To-
bakken er under stærk rationering i
hver familie, da kvinderne i mangel
af cigaretter nu også har slået sig
helt på piben. Og inden theen slap
op og helt udgik af husholdninger-
ne her på pladsen, blev den i øvrigt
af sparehensyn brygget så tynd, at
den nærmest til forveksling lignede
eddike.
Kvinderne har ellers fra starten
rullet deres cigaretter selv. Behovet
for cigaretpapir havde man i alle fa-
milier fejlbedømt ved indkøbene
før afrejsen, hvilket har givet op-
findsomheden rigelig mulighed for
udfoldelse.
Juleservietter, melposeindlæg,
indpakningspapir fra en kasse ap-
pelsiner, vi havde medbragt, ja, alt
hvad der ligner franskbrødspapir
kan — godt fugtet af mundvand —
frembringe noget, der ligner en ci-
garet og smager fortræffeligt. Men
der er noget »stærkt« over en pibe-
rygende fangerkone.
Tændstikker var i lang tid en
mangelvare, og de sidste blev med
en skarp kniv omhyggeligt flækket
på langs i to dele, så en æske tænd-
stikker i stedet for 50 lysglimt gav
100.
De, der har lidt mel tilbage, har
delt ud, så der kan bages. 1 skive
brød pr. mand pr. dag. Der er taget
hul på det lager af tørret sælkød,
som skal med hjem til Tasiilaq og
Kuummiut til brug i den kommende
vinter. Så ud over sælkød lever vi de
sidste dage af kvaner, rosenrod —
og kildevand.
24 NR. 1 1984
For edderfuglene er sky på denne
årstid. Sælerne, som der var mange
af i vinter, er der for tiden ikke man-
ge af her i omegnen, og får man en-
delig en på skudhold, skal man væ-
re meget heldig med at få den hevet
indenbords, inden den synker.
Men uanset generte edderfugle
og synkende sæler så er vi nu udgået
for benzin, og der kan derfor ikke
jages og heller ikke skaffes friskt
kød til pladsen.
Da vi skulle ud på dette et-års
fangstophold, havde jeg erhvervet
en lille nødsender — sådan for alle
eventualiteters skyld. For eksempel
en betændt blindtarm. Jeg har min
endnu, og selv om en kvinde i mit
hus har lovet at assistere ved en
eventuel operation med sin »takeq«
(ulo), ville jeg nok prøve at bede om
hjælp udefra først.
Men der kunne ske værre ting her
på pladsen med 3 familier, og der
har skam også været brug for min
lille nødsender. Kynikere og folk,
der ikke kender til livet på en
fangstplads, vil nok påstå, at sende-
rens tilstedeværelse har skabt be-
hovet.
Men læs nu videre!
27. februar: Vi har et for os al-
vorligt, akut mavetilfælde og kal-
der Angmagssalik Tele, da vi må
have en lægekonsulation. Vi har
været uden kontakt med omverde-
nen i over 6 måneder. Angmagssa-
lik Radio virker desorienteret —
med rette — over vort opkald, og vi
aftaler kontakt igen dagen efter.
28. februar: Vort genhør med
omverdenen er en morgensur stem-
me, der inden jeg får indstillet kor-
rekt med min »clarifier« veksler
mellem King Kong og Anders And,
udbeder sig min senders registre-
ringsnummer, oplysning om min li-
cens og, meget vigtigt: Hvem skal
betale for vores samtaler.
Jeg fortæller ham, at der er tale
om en nødsender, men han vil ikke
tale med os. Vores sender er ulo vlig.
Vi får dog gjort opmærksom på
situationens alvor, og de bliver helt
flinke og hjælpsomme. Vi får lov til
at tale med en fra sygehuset tilkaldt
læge, der ordinerer den rigtige me-
dicin. Vi taler også med ham om en
mulig fødepatienttransport i juli
med sygehusbåden »Signe Vest« og
om noget medicin, vi mangler.
1. marts: Vi ansøger pr. vor ille-
gale sender om dispensation til at
bruge samme. Jeg erkender mig
med rette som synder, men en dis-
pensation afvises efter ordre fra
Nuuk. Vi kan i nød tale med læge og
politi. Ikke andet.
Dette er jeg tilfreds med, finder
tilbuddet fint. Men mine boplads-
fæller vil gerne tale med kommu-
nen, med borgmesteren, så han kan
arbejde med vor sag og repræsente-
re vore interesser overfor Tele. Fan-
gerne ønsker en permanent kon-
takt. For eksempel et ugentligt op-
kald, men dette afvises totalt. Som
at nægte en tiltalt adgang til en for-
svarer.
13.-16. marts: Besøg fra Tingmi-
armiut, hvor tre familier ligesom os
overvintrer. Fangerne Rasmus Ha-
raldsen, Ulrik Sanimuinaq og Ar-
qaluk Bianco har kørt den over 140
kilometer lange slædetur. To fan-
gere mangler patroner. Den ene
fanger står uden motor til foråret,
da gearkassen på hans Evinru-
de-motor er gået i stykker. Og der er
ved at opstå proviantnød af mere
luksusbetonede varer, såsom mel,
the, kaffe, skibskiks med mere.
Gæsterne kan oplyse, at de har ob-
serveret en helikopter flyve forbi
Tingmiarmiut i februar. Vi taler om
fordelen ved radioforbindelse, så-
dan fast forbindelse, så denne for-
biflyvning kunne have været udnyt-
tet. Når de nu alligevel flyver forbi.
Jeg fortæller, at jeg ved afrejsen
hertil sendte et lille brev til Grøn-
landsfly om, at de ved en eventuel
overflyvning i løbet af året måske
kunne tage post med til os. Noget,
de altså ikke kunne.
Her på pladsen kan vi foruden
skimte mangel på flere dagligvarer.
Rug- og hvedemel, sukker, the,
havregryn, ris, tændstikker med
mere. Samt tøjbleer og reserve-
mælk til den kommende »storfan-
ger«.
15. marts: Vi kalder Angmagssa-
lik og beder om at tale med kommu-
nen om situationen, men afvises.
Har man oplyst overfor kommu-
nen, at vi vil i kontakt med dem?
Kan ikke besvares! Vi afvises. Høf-
ligt, men bestemt.
Fangerne drøfter muligheden af
selv at tage til Isortoq. Taasi-
laq-bygden ligger 400 kilometer
nordpå, og formålet med rejsen
skulle være at hente forsyninger.
Sidst i marts hører vi utydeligt på
vores svage batterier Radioavisen
berette om de 3 fangere fra Umivik,
der rejste fra fangstpladsen mod
Isortoq efter forsyninger, og hvor 2
af dem forliste undervejs. Folk er
tavse denne aften på vor fangst-
plads.
Medio april kalder vi igen Ang-
magssalik . Vi er klar over vores sva-
ge position, men er utrættelige. Be-
der om kontakt med borgmesteren.
Afvises. Taler med lægen om den
forventede fødsel og modtager go-
de råd.
27. april: En dejlig dag. I Tingmi-
armiut nedkommer Ane Magnus-
sen fra Isortoq med en kæmpeba-
by. En ny lille grønlænderinde.
Man har ingen vægt, men den ny-
fødte anslås til at veje over 4 kilo. 2
fangerkoner — Kristiane Bianco og
Amanda Kucho — bistod ved føds-
len, som forløb med en del kompli-
kationer, men endte godt.
3. maj: En helikopter flyver
uventet over vor boplads og nedka-
ster den manglende medicin, som
modtages med taknemmelighed.
Ingen post til os, og alle vore breve,
som ligger klar, blandt andet et til
borgmester Ole Mathiassen om vor
situation, kan der ikke ofres 10 mi-
nutters landing på at tage med.
Ufatteligt. Man taler om manglen-
de samarbejde mellem institutio-
nerne, om ligegyldighed. Og så
kommer der nogle kraftige me-
ningsudvekslinger, som ikke skal
gengives her. Men alle var knugen-
de tavse den aften. Og vrede.
4. maj: Igen gæster fra Tingmiar-
miut. På slæder. Den ene fanger er
ilde stedt uden patroner. Man byt-
ter lidt, men alligevel mener fange-
ren, at han vil miste indtægten af
cirka 200 skind. Han frygter også
forårets komme uden motor til sin
jolle. Man sulter ikke. Der er kød
nok, men mel, the, kaffe med mere
mangler. Vi kalder Angmagssalik
og får lov til at tale med politiet. De
er høflige og formelle, »men jeres
sender er ulovlig«. Det har vi efter-
hånden også fået opfattelsen af,
men beder politiet prøve at få kom-
munen til at hjælpe fangerne her og
i Tingmiarmiut.
Politiet beder os oplyse om, hvori
nøden består. Manglen på patroner
og gearkasse optages som alvorlig,
hvorimod det af os nævnte proviant
ikke opfattes som livsnødvendigt.
Man vil undersøge og arbejde vide-
re med sagen.
8. maj: Kalder Angmagssalik ef-
ter aftale. Politiet kan oplyse, at en
militær nødhjælpsnedkastning kan
komme på tale. Altså decideret
nødproviant. Patroner og medicin
kan nedkastes. En gearkasse til
Evinrude kan ikke skaffes. På trods
af at den forhandles af KGH i Tasii-
laq. Desuden kan det oplyses, at
»Pajuttaat« udsejler fra vestkysten
29. juli for at hente os. Denne op-
lysning gør vor nødstiuation tidsbe-
stemt. — Alle klapper.
21. maj: Istjenesten fra Narsar-
suaq er på vingerne. Og med små
kulørte faldskærme, daler det af
det svarnede, som en eller anden
har besluttet er livsnødvendigt ned
mellem de tomme tromler, som vi
har sat ud på isen i Søndre Skjol-
dungnsund, neden for fangstplad-
sen.
Mel, tændstikker, medicin, ba-
bytøj og babymælk. Ingen the, in-
gen havregryn, ris med mere.
Enhver fanger vil skrive under
på, at the på en fangstplads er en
livsnødvendighed, når alternativet
er vand.
24. juni: Kalder Angmagssalik,
som har besked fra lægen, at isen i
Tasiilaq Fjord endnu er 1 meter tyk,
hvorfor det ikke forventes, at »Sig-
ne Vest« kan sejle foreløbigt.
25. juni: Klokken er tre om nat-
ten, og en fødsel starter. De to af
fangstpladsens familier er for otte
dage siden sejlet til Igdlilivar-
dlit/Vales Fjord 100 kilometer
nordpå på fangst. Den kommende
mor og far er alene og frygter
komplikationer ved fødslen, men
ved fælles hjælp ...
Klokken 16.10 gi’r en lille ny
grønlænderinde sit første glæ-
desskrig i denne verden. En Skjold-
mø på 3,6 kilo og 51 centimeter.
Fejres med edderfugl og et glas
kraftigt sortebærssaft.
5. juli: Kalder Angmagssalik for
at meddele, at fødslen er vel over-
stået, og at »Signe Vest« ikke be-
høver at sejle. Angmagssalik beder
højtideligt om opgivelse af kalde-
signal og skibsnavn.
ATU AG AG D LIUT1T