Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 25.01.1984, Blaðsíða 24

Atuagagdliutit - 25.01.1984, Blaðsíða 24
toKimerme kingunessuagut Knud Rasmussen isumivoK lCC-imik pilersi- tsinermut. Længe efter sin bortgang gav Knud Rasmussen inspiration ti! dannelsen aj ICC. Polarforskeren Knud Rasmussen Afforskningsbibliotekar, cand. mag. Kjeld Birket-Smith Ude på den lange, grønmalede ho- spitalsgang havde uret tikket sig igennem vinternatten, mekanisk og lipåvirkeligt. For en patient var det uigenkaldeligt forbi, endnu før det blev dag. Han, der med ukuelig vil- je havde stridt sig gennem hylende storme hinsides ishavet, for ham slog kræfterne ikke mere til. Polar- forskeren Knud Rasmussen sov ind den 22. december 1933, netop for halvtreds år siden, dagen før solhverv. Den forestående jul, lysets fest, blev for hans venner en knugende ensom højtid, og deres tanker søgte uvilkårligt op til hans fjerne fødeø, dér hvor hans sidste slædespor føg langsomt til. Gamle dages Grønland, der for- svandt med Anden verdenskrig, var vidt forskellig fra nutidens. Kun en gang eller to om sommeren gjaldede skibsråbet oppe fra udsigtsklippen. Men når anløbstidens tummel var forbi, sank landet tilbage i sin forri- ge ro og isen lukkede vandene. 1 hytterne lød sagn og eventyr om fortidens kæmper og uhyrer. Langt nordpå, lød det, boede et folk, der gik klædt i bjørneskind og levede af råt kød. Dette Grønland blev Knud Ras- mussens barndomsoplevelse. Han kom til verden 1879 i Jakobshavn nord for polarcirklen midt i den vidunderlige tid, da solen stråler fra himlen døgnet rundt. Her voksede han op som grønlændernes Kunu- nguaq, kære lille Knud. Han blev en af de få mænd med mod og styrke til at virkeliggøre sin barndomsdrøm. Kort efter århund- redeskiftet besluttede Knud at op- søge de mystiske polareskimoer, som dengang ingen vestgrønlænder havde vovet at opsøge i nattens land, hvis hersker var den ensomme bjørn. 1 de følgende tre årtier organise- rede og foretog Knud Rasmussen ni årelange ekspeditioner i arktiske egne. Allerede hans første færd sat- te sig varige spor og banede vej for udvidet dansk styre mod nord. En privatejet handelsstation blev grundlagt 1910 i Thule. Den skulle forsyne eskimoerne med de nød- vendige varer og desuden støtte det videnskabelige arbejde, Knud Ras- mussen aldrig tabte af syne. Den danske stat forholdt sig pas- siv. Men efter lang tids slid var stati- onen sikret, og gode år fulgte. Knud Rasmussen kunne være blevet en rig mand, men foretrak at bruge pengene på anden måde. De fleste udgifter til de syv ekspeditioner, der udgik fra Thule, blev betalt af stati- onen selv. Myndighederne gav også en skærv. Først vel for skams skyld. Siden fordi de høje herrer i forkon- torerne øjnede mulighed for billig prestige og politisk fordel. Da Knud Rasmussen døde den vinternat 1933, kunne staten over- tage et rentabelt foretagende. Så fulgte verdenskrigen med den kolde krig mellem øst og vest i sit køl- vand. Grønland var blevet et stra- tegisk vigtigt område. I Thule blev der anlagt en vældig amerikansk luftbase og befolkningen tvangs- forflyttet. Ikke så megen finfølelse viste man, at en vis hr. Rasmussens hus sikredes mod ødelæggelse. Grønlændernes velfærd lå altid Knud Rasmussen på sinde, og rege- ringen tyede til hans hjælp — da først hans ord havde fået vægt. På statens opfordring forklarede han grønlænderne de nye love, før de trådte i kraft. Allerede 1905 under- søgte han mulighederne for at ind- føre tamme rensdyr på Grønlands vestkyst. Der skulle gå næsten et halvt århundrede, før et alvorligt forsøg på renavl blev gjort i landets sydlige del. På samme måde udsprang de to sidste Thule-ekspeditioner af om- sorg for den lokale befolkning. For nok havde disse rejser videnskabe- lig karakter, men i baggrunden lå striden mellem Danmark og Norge om grønlands østkyst. Ingen så kla- rere end Knud Rasmussen den fare for grønlænderne, som disse bryd- ninger indebar. Sjældent har noget menneske været så uimponeret af sig selv som Knud Rasmussen. Han var stor nok til at kende sin egen begrænsning og turde aldrig kalde sig selv viden- skabsmand. Derfor glædede intet ham mere end de æresdoktorgra- der, der blev ham til del. Gennem hans livsgerning går voksende forståelse for forsknin- gen. Hans forfatterskab var stort og mangfoldigt, forøget så sent som i 1981. Man sagde, at han kunne klare en snes stenografdamer på rad, mens han selv susede forbi på hundeslæde. Hans selvvalgte restriktion var en arbejdsbesparelse, som ingenlunde skyldtes snæversyn. Slægtskabet mellem eskimoerne indbyrdes og mellem dem og andre folkeslag var, hvad det livet igennem gjalt for Knud Rasmussen om at påvise. Derfor udkastede han en plan om et vældigt internationalt samarbejde, der skulle klargøre problemerne om polarfolkenes historie. Først en snes år efter hans død begyndte det- te samvirke at tage form. En mand med Knud Rasmussens vidsyn forstod hurtigt museernes kulturelle betydning for historien. Deres indsamlede og bevarede mis- sion. Som naturligt var, nærede han særlig hengivenhed for Natio- nalmuseet i København, som han skænkede tusinder af sjældne ge- nstande. Samtidig indgik materia- let af hans botaniske, zoologiske og geologiske indsamlinger til andre danske museer. Blandt de mange rejser var 5. Thule-ekspedition den længste og vigtigste. Her hævede Knud Ras- mussen en skat af folkeminder fra alle kystens stammer og studerede de mærkelige indlandseskimoer, som levede uafhængigt af havet, isoleret på de canadiske ødemar- ker. På samme ekspedition blev der gjort epokegørende arkæologiske fund. En dansk linje var trukket ishavet rundt, og dansk videnskab havde vundet fodfæste i polarområderne uden for Grønland. Det var Knud Rasmussens fortjeneste. Følgerne viste sig i hurtigt vok- sende interesse for eskimoerne5 ældste historie, og først i sel'e Grønland, hvor der siden 1920’erne er foretaget en lang række etnogra- fiske og arkæologiske undersøgel' ser. Også i andre snelagte egne har Danmark gjort sin indsats og både bragt ny aktivitet blandt amerikan- ske forskere og et snævert samar- bejde mellem danske sagkyndige og deres kolleger i USA og Canada- Hvad resultatet blev? Jo, arks0' logien har gjort grønlændernes for' tid længere, end nogen tidligere kunne ane. Årtusinder før vor tids- regnings begyndelse strejfede der stammer af uddøde folk omkring 1 disse barske områder. Knud Rasmussens indsats blev et søgelys i mørket. Takket være ham er polarfolkene ved at finde deres særpræg bag om plasticalderen- Længe efter sin bortgang gav han inspiration til dannelsen af l£L> den internationalt anerkendte org3' nisation af verdens nordligste f°*' keslag, som valgte Nuuk/Godthåb til sit hovedsæde. Indirekte går den nye selvbe- vidsthed blandt grønlændere tilba- ge til Knud Rasmussen, der rneb slægtens rødder i begge folk nok ville have accepteret, men næpPe bifaldet kravet om politisk uafhæn- gighed. Med glæde havde han deri- mod bidraget til Nuuks landsmu- seum, hvortil talrige genstande fly1' tes op fra Syddanmark. Mange spørgsmål om Grønland historie og kulturernes udviklinS står endnu hen i det uvisse. De bo1 løses, efterhånden som muligheder- ne tillader det. Knud Rasmussen ef- terlod sig en umådelig skat af væ'" dier, som det er hans efterfølger^ ansvar at forvalte. Knud Rasmussen er uden sam- menligning den største polarior- sker Danmark har haft. Kun Nor- ges Fridthof Nansen er hans lige' Størst var han dog som menneske- Der udstrålede en varme fra harm der fik hans medarbejdere til at yOe deres bedste, uden at han nogensim de behøvede at give en ordre. AldnS skånede han sig selv. Altid førSt gennem smeltevandet. Men når re- sultaterne af de fælles anstrengelser skulle gøres op, trådte han selv til- bage og fremhævede andres inci' sats. I levende live blev Knud Rasmus- sen folkehelt både i Grønland Danmark. Oppe i snemarkerne er hans ry ved at gøre ham til en sagt1' skikkelse. Mindet om Kununguad vokser ind i den eventyrverden, ha11 selv hørte om som barn. Store vogne i »21818« Døgnvagt minitransport 24 NR. 4 1984 ATUAGAGD LIUTIT

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.