Atuagagdliutit - 25.01.1984, Blaðsíða 24
toKimerme kingunessuagut Knud Rasmussen isumivoK lCC-imik pilersi-
tsinermut.
Længe efter sin bortgang gav Knud Rasmussen inspiration ti! dannelsen aj
ICC.
Polarforskeren
Knud Rasmussen
Afforskningsbibliotekar,
cand. mag. Kjeld Birket-Smith
Ude på den lange, grønmalede ho-
spitalsgang havde uret tikket sig
igennem vinternatten, mekanisk og
lipåvirkeligt. For en patient var det
uigenkaldeligt forbi, endnu før det
blev dag. Han, der med ukuelig vil-
je havde stridt sig gennem hylende
storme hinsides ishavet, for ham
slog kræfterne ikke mere til. Polar-
forskeren Knud Rasmussen sov ind
den 22. december 1933, netop for
halvtreds år siden, dagen før
solhverv.
Den forestående jul, lysets fest,
blev for hans venner en knugende
ensom højtid, og deres tanker søgte
uvilkårligt op til hans fjerne fødeø,
dér hvor hans sidste slædespor føg
langsomt til.
Gamle dages Grønland, der for-
svandt med Anden verdenskrig, var
vidt forskellig fra nutidens. Kun en
gang eller to om sommeren gjaldede
skibsråbet oppe fra udsigtsklippen.
Men når anløbstidens tummel var
forbi, sank landet tilbage i sin forri-
ge ro og isen lukkede vandene. 1
hytterne lød sagn og eventyr om
fortidens kæmper og uhyrer. Langt
nordpå, lød det, boede et folk, der
gik klædt i bjørneskind og levede af
råt kød.
Dette Grønland blev Knud Ras-
mussens barndomsoplevelse. Han
kom til verden 1879 i Jakobshavn
nord for polarcirklen midt i den
vidunderlige tid, da solen stråler fra
himlen døgnet rundt. Her voksede
han op som grønlændernes Kunu-
nguaq, kære lille Knud.
Han blev en af de få mænd med
mod og styrke til at virkeliggøre sin
barndomsdrøm. Kort efter århund-
redeskiftet besluttede Knud at op-
søge de mystiske polareskimoer,
som dengang ingen vestgrønlænder
havde vovet at opsøge i nattens
land, hvis hersker var den ensomme
bjørn.
1 de følgende tre årtier organise-
rede og foretog Knud Rasmussen ni
årelange ekspeditioner i arktiske
egne. Allerede hans første færd sat-
te sig varige spor og banede vej for
udvidet dansk styre mod nord.
En privatejet handelsstation blev
grundlagt 1910 i Thule. Den skulle
forsyne eskimoerne med de nød-
vendige varer og desuden støtte det
videnskabelige arbejde, Knud Ras-
mussen aldrig tabte af syne.
Den danske stat forholdt sig pas-
siv. Men efter lang tids slid var stati-
onen sikret, og gode år fulgte. Knud
Rasmussen kunne være blevet en
rig mand, men foretrak at bruge
pengene på anden måde. De fleste
udgifter til de syv ekspeditioner, der
udgik fra Thule, blev betalt af stati-
onen selv.
Myndighederne gav også en
skærv. Først vel for skams skyld.
Siden fordi de høje herrer i forkon-
torerne øjnede mulighed for billig
prestige og politisk fordel.
Da Knud Rasmussen døde den
vinternat 1933, kunne staten over-
tage et rentabelt foretagende. Så
fulgte verdenskrigen med den kolde
krig mellem øst og vest i sit køl-
vand. Grønland var blevet et stra-
tegisk vigtigt område. I Thule blev
der anlagt en vældig amerikansk
luftbase og befolkningen tvangs-
forflyttet. Ikke så megen finfølelse
viste man, at en vis hr. Rasmussens
hus sikredes mod ødelæggelse.
Grønlændernes velfærd lå altid
Knud Rasmussen på sinde, og rege-
ringen tyede til hans hjælp — da
først hans ord havde fået vægt. På
statens opfordring forklarede han
grønlænderne de nye love, før de
trådte i kraft. Allerede 1905 under-
søgte han mulighederne for at ind-
føre tamme rensdyr på Grønlands
vestkyst. Der skulle gå næsten et
halvt århundrede, før et alvorligt
forsøg på renavl blev gjort i landets
sydlige del.
På samme måde udsprang de to
sidste Thule-ekspeditioner af om-
sorg for den lokale befolkning. For
nok havde disse rejser videnskabe-
lig karakter, men i baggrunden lå
striden mellem Danmark og Norge
om grønlands østkyst. Ingen så kla-
rere end Knud Rasmussen den fare
for grønlænderne, som disse bryd-
ninger indebar.
Sjældent har noget menneske
været så uimponeret af sig selv som
Knud Rasmussen. Han var stor nok
til at kende sin egen begrænsning og
turde aldrig kalde sig selv viden-
skabsmand. Derfor glædede intet
ham mere end de æresdoktorgra-
der, der blev ham til del.
Gennem hans livsgerning går
voksende forståelse for forsknin-
gen. Hans forfatterskab var stort
og mangfoldigt, forøget så sent som
i 1981. Man sagde, at han kunne
klare en snes stenografdamer på
rad, mens han selv susede forbi på
hundeslæde.
Hans selvvalgte restriktion var en
arbejdsbesparelse, som ingenlunde
skyldtes snæversyn. Slægtskabet
mellem eskimoerne indbyrdes og
mellem dem og andre folkeslag var,
hvad det livet igennem gjalt for
Knud Rasmussen om at påvise.
Derfor udkastede han en plan om et
vældigt internationalt samarbejde,
der skulle klargøre problemerne om
polarfolkenes historie. Først en
snes år efter hans død begyndte det-
te samvirke at tage form.
En mand med Knud Rasmussens
vidsyn forstod hurtigt museernes
kulturelle betydning for historien.
Deres indsamlede og bevarede mis-
sion. Som naturligt var, nærede
han særlig hengivenhed for Natio-
nalmuseet i København, som han
skænkede tusinder af sjældne ge-
nstande. Samtidig indgik materia-
let af hans botaniske, zoologiske og
geologiske indsamlinger til andre
danske museer.
Blandt de mange rejser var 5.
Thule-ekspedition den længste og
vigtigste. Her hævede Knud Ras-
mussen en skat af folkeminder fra
alle kystens stammer og studerede
de mærkelige indlandseskimoer,
som levede uafhængigt af havet,
isoleret på de canadiske ødemar-
ker. På samme ekspedition blev der
gjort epokegørende arkæologiske
fund.
En dansk linje var trukket ishavet
rundt, og dansk videnskab havde
vundet fodfæste i polarområderne
uden for Grønland. Det var Knud
Rasmussens fortjeneste.
Følgerne viste sig i hurtigt vok-
sende interesse for eskimoerne5
ældste historie, og først i sel'e
Grønland, hvor der siden 1920’erne
er foretaget en lang række etnogra-
fiske og arkæologiske undersøgel'
ser.
Også i andre snelagte egne har
Danmark gjort sin indsats og både
bragt ny aktivitet blandt amerikan-
ske forskere og et snævert samar-
bejde mellem danske sagkyndige og
deres kolleger i USA og Canada-
Hvad resultatet blev? Jo, arks0'
logien har gjort grønlændernes for'
tid længere, end nogen tidligere
kunne ane. Årtusinder før vor tids-
regnings begyndelse strejfede der
stammer af uddøde folk omkring 1
disse barske områder.
Knud Rasmussens indsats blev et
søgelys i mørket. Takket være ham
er polarfolkene ved at finde deres
særpræg bag om plasticalderen-
Længe efter sin bortgang gav han
inspiration til dannelsen af l£L>
den internationalt anerkendte org3'
nisation af verdens nordligste f°*'
keslag, som valgte Nuuk/Godthåb
til sit hovedsæde.
Indirekte går den nye selvbe-
vidsthed blandt grønlændere tilba-
ge til Knud Rasmussen, der rneb
slægtens rødder i begge folk nok
ville have accepteret, men næpPe
bifaldet kravet om politisk uafhæn-
gighed. Med glæde havde han deri-
mod bidraget til Nuuks landsmu-
seum, hvortil talrige genstande fly1'
tes op fra Syddanmark.
Mange spørgsmål om Grønland
historie og kulturernes udviklinS
står endnu hen i det uvisse. De bo1
løses, efterhånden som muligheder-
ne tillader det. Knud Rasmussen ef-
terlod sig en umådelig skat af væ'"
dier, som det er hans efterfølger^
ansvar at forvalte.
Knud Rasmussen er uden sam-
menligning den største polarior-
sker Danmark har haft. Kun Nor-
ges Fridthof Nansen er hans lige'
Størst var han dog som menneske-
Der udstrålede en varme fra harm
der fik hans medarbejdere til at yOe
deres bedste, uden at han nogensim
de behøvede at give en ordre. AldnS
skånede han sig selv. Altid førSt
gennem smeltevandet. Men når re-
sultaterne af de fælles anstrengelser
skulle gøres op, trådte han selv til-
bage og fremhævede andres inci'
sats.
I levende live blev Knud Rasmus-
sen folkehelt både i Grønland
Danmark. Oppe i snemarkerne er
hans ry ved at gøre ham til en sagt1'
skikkelse. Mindet om Kununguad
vokser ind i den eventyrverden, ha11
selv hørte om som barn.
Store vogne i
»21818«
Døgnvagt
minitransport
24 NR. 4 1984
ATUAGAGD LIUTIT