Atuagagdliutit - 17.04.1984, Blaðsíða 27

Påskefesten er
festen for livet
Af Erik Fonsbøl
Overalt på Jorden og til alle tider
har festen spillet en afgørende rolle
1 menneskers liv. Festen var ikke ba-
re en kærkommen afbrydelse i den
grå hverdag — en fridag, hvor man
hunne koble af fra den barske vire-
hghed. Det var festen, der var virke-
ligheden — det var festen, der var
det egentlige, ikke mindst de religi-
øse fester. Her levede man intenst,
'Øderligt og alvorligt. Man var tæt
På livets inderste væsen — man var
På Gud. Festen var det middel,
hvormed man udtrykte sine inder-
s|e tanker og følelser i ord eller i mu-
sik eller i rituelle handlinger, og det
gjaldt måske frem for alle andre fe-
dter forårsfesten eller påskefesten,
fordi denne fest er festen for selve
»vet.
Den kristne påskefest har sine
rødder i den jødiske påskefest. Det
var måske oprindeligt en forårsfest,
som på et tidligere tidspunkt blev
knyttet til en af de afgørende begiv-
enheder i Israels brogede historie,
nemlig udfrielsen fra slavetilværel-
sen i Ægypten. Centrum i festen er
Påskemåltidet, hvor påskelammet
Plev spist sammen med usyret brød
°g bitre urter. Dette påskelam har
oprindeligt været et offerlam. Det
har været en udbredt skik i alle reli-
gioner at ofre det førstefødte eller
oen første afgrøde som et takkeof-
er til den magt, som herskede over
naturkræfterne.
Men på et senere tidspunkt i Isra-
els historie er dette takkeoffer mere
°g mere blevet til et soneoffer, hvor
ofringen af påskelammet skulle so-
ne folkets synder. Dette offer blev
med tiden stærkt knyttet til templet
i Jerusalem, og det var hertil, man
valfartede fra fjern og nær, når på-
skefesten nærmede sig. Sådan var
det på Jesu tid, og vi hører om,
hvordan Jesus og hans disciple flere
gange rejser til Jerusalem for at hol-
de påske.
Sejren over døden
For de første kristne var det natur-
ligt at vedblive med at fejre den jø-
diske påske — de var jo stadigvæk
jøder — men ganske hurtigt skifter
festen karakter og bliver helt kon-
centreret om Jesu død og opstan-
delse. Man mindedes Jesu død som
det egentlige offer — det var Jesus,
der var det sande påskelam, der lod
sig ofre for at sone menneskers
synd, og ikke mindst mindedes man
Jesu opstandelse ved den store
dåbsgudstjeneste påskemorgen,
hvor nye medlemmer af menighe-
den efter længere tids oplæring blev
døbt. Dåben symboliserede døden
og opstandelsen til det nye liv — liv-
et med den korsfæstede og opstand-
ne frelser.
Påsken handler ligesom foråret
om livets sejr over døden — om det
godes sejr over ondskaben — om
sandhedens sejr over løgnen. På-
sken er et tegn til os — som et smil,
der bryder frem i et hærget ansigt
og forløser den angst og usikker-
hed, der hviler som en skygge over
vores tilværelse. Påskebudskabet
fortæller os, at der er godt nyt fra
dødens porte — at han, som vi troe-
de, var død, han lever — at det liv,
som vi troede, var fortabt, det har
en kraft og en værdi, som vi slet ik-
ke kunne forestille os.
Drøm om kærligheden
DEt var kærligheden, vi drømte om
engang, men måske opgav vi at tro
på den, fordi den altid led nederlag
i en verden, hvor det synes at være
alt andet end kærlighed, det kom-
mer an på. Måske blev vi hårde,
fordi verden er hård — måske blev
vi ufølsomme, fordi tilværelsen vir-
kede ubarmhjertig og kold. Måske
anlagde vi et forretningsmæssigt
syn på livet, så vi kun gjorde, hvad
der kunne betale sig — vi tænkte ik-
ke på at leve, kun på at overleve, og
det kaldte vi livets lov.
Men derved vendte vi ryggen til
vores inderste væsen. Vi fortrængte
vores menneskelighed, da vi for-
søgte at gøre os usårlige. Vi døde
fra det liv, som vi var skabt til at le-
ve, da vi murede kærligheden inde,
og derfor blev vi splittede og angste
som flygtninge i en fremmed ver-
den.
Påskebudskabet kalder os tilba-
ge til vores egentlige liv. Det under-
lige budskab om opstandelsen
trækker vores gamle drøm om kær-
ligheden frem i lyset igen og igen.
Det vil ikke lade os falde til hvile i
vores afmagt overfor lidelsen og
døden, når det påstår, at det går an
at tro på livet og kærligheden.
Det forstod de gamle, når de
holdt dåb påskemorgen. De for-
stod, at døden og tilintetgørelsen
var blevet rystet i sin grundvold,
og derfor var det alvor, når de jub-
lende hilste hinanden med ordene:
Han er opstanden — ja, sandelig,
han er opstanden!
Det er en hilsen, som stadig kan
høres overalt i Grækenland påske-
morgen og i forhold hertil kan vo-
res egen påskehilsen måske godt
lyde lidt tam. Men det er nu vores,
den passer nu engang til vores tem-
perament, og indholdet er vel
egentlig det samme.
Glædelig påske! Erik Fonsbøl.
lluartuutitanik upperfi-
gisaqanngilagut
■AG nr. 12-imi allaaserisamut »Sooq-una?«-mut akissut
Kristumiussutsip aallaqqaataaniilli
ineriartorsimanera kikkullu tama-
turnani pingaarnerutinneqassaner-
sut ullut ukiorpassuillu ingerlane-
rata tamanna taama ilusinikkiar-
lortissimavaat, ulloq manna tikillu-
8u taama isikkoqalersillugu.
Biibeli atuarlugu paasisaqarta-
Qaaq ulluinnarni inuunitsinnut at-
tuumassuteqartunik, aammalu tas-
sani soorlu takusinnaasarippullu-
s°oq tarrarsuummisut isililerlugu i-
lisarilerlugulu nunarsuarmi inuit i-
auunerata qanoq-issusia, — tarraa.
Biibelimi inuppassuit eqqartor-
neqarsimapput, annerusumik min-
nerusumilluunniit pingaartinne-
Qartartut, Guutip inunnik pinngor-
Btaminik annaassinerani tastaman-
ntitoqqamiilli piareersarneqalersi-
Wasumi Tastamantitaamilu naam-
^assisimasumi aqqutigititaani. Tu-
Pinnartut paasinerlu ajornartut aq-
dutigalugit pisitsinerani pisimasut.
Tamannalu kristumiutut inuuner-
m> paasilaassagaanni upperneq
pinngitsoornearsinnaananilu aq-
qutaasariaqarportaaq.
»Sooq-una Josef taama malun-
nartinneqartanngitsigisoq«? —
Uagummi maani kristumiusugut
katuuliunngilagut iluartuutitanillu
upperfigisaqarata. Upperisarput
nassuerutigisaraangatsigu Guuti a-
taasiullunilu pingasuusoq oqaatigi-
sarparput: pinngortitsisoq, annaas-
sisoq illernarsaasorlu.
Inuit imminnut nikanarnerusu-
tut isigisarnerat pinngikkaluarlugu
una eqqaanngitsoorneq ilaani ajor-
nartarpoq tussiutiniittoq, nr. 249
v.3-p ilaa: Avataanut minnerpaa-
nut/susasoq ilaaguma/naamagaa-
ra pigisaasut/allagartaqaruma...
Anersa Josef ullumi taama oqa-
rumassagaluannginersoq allagaq
inna »Sooq-una«? atuaraluaru-
niuk?
Jesusip inunngornerata nalaani
pisimasut tusarnerlutillu oqalut-
tualiarpalaartut meerannguamik
tupinnartumik inunngortumik
nuannarisaraavut inuttut kristu-
miusutullu juullisiortarnitsinni, tu-
sarnissaallu qilanaarisarlugu.
Tastamantitaami inuppassuit Je-
susip avatangiisai qimerlooraanni
takusaqarneq ajornanngilaq pi-
ngaarneruttitassanik pingaanngin-
nerutitassanilluunniit. assersuuti-
galugu: Juutarsimi Jesusip pisitsi-
saa qanoq isigissavarput?
Tastamanntitaarli immikkuua-
luttukkuutaarlugu versinnguit
peertardlugit pileraanni tamanna
uagut kristumiussutsimik paasin-
nittarnitsinnut naleqquttutut oqaa-
tigineqarsinnaanngilaq. Tassami
nalunngilarput aamma nunatsinni
ajoqersuiniartorqarmat taama pe-
riuseqarlutik ajoqersuiniartunik
sioorasaarinertut nipilimmik. Ua-
gulli Biibeli tamaat ataatsimut tun-
ngavigalugu kristumiussuseq oqa-
luussissutigaarput, sallusuissut
Guutip Ernermigut Jesuse Kristu-
sikkut annaassinera tunaaralugu.
Upperisamik ilisimatuut ilisima-
tusartullu (teologit) ukiorpassuit i-
ngernaneranni Biibeli ilisimatusar-
figiuarsimavaat, taama periuseqar-
sinanasarlutik, naatsualunnguak-
kuutarlugu immikkoortitersinnaa-
sarlugu, kiffaanngissuseqarlutik,
soorlu apeqqutit tamakku Maria,
Josef il.il. sammisinnaasarlugit.
Inunnilli immikkoortiterisarneq,
soorlu ileqqorissunut ileqqorin-
nginnerusunullu — uppertunut up-
pinnginerusunullu pissusererusun-
ngilarput, kuissut ataasiusoq aqqu-
tigalugu kristumiunngorsimasu-
gut, tamattalu Naalakkatsinni An-
naassisitsinnilu Jesuse Kristusimi
assigiikkatta, tamattali immikkut i-
nuit ataasikkaaratta aamma im-
mikkut paasinnitaaseqarsinnaallu-
ta, kristumiussutsimi sallusuissut i-
ternga tikillugu paasisinnaanagu.
Uagut nunatsinni inuit ikittun-
nguuvugut nunanut allanut naleq-
qiulluta. Taamaatumillu kristu-
miutut inuuniarnitsinni oqaatsit ta-
matumunnga suusupaginnippalut-
tumik illaruaatinngortitsiniarner-
milluunniit nipeqartut nuannari-
sarnagit kristumiussutsimi inuit i-
nooqataaniartut sanngiinerusutulli
misigisut pillugit. Immaqa pitsaa-
nerussaaq kristumiussutsip inunni
isumaa oqallisigigaanni, toqqar-
taaraluni illaruaatinngortitserusut-
tarneq pinnagu, kikkut »uersaa-
suusut« kikkullu »uersaasuunngit-
sunik« oqalunneq pinnagu, qanga
inuusimasunik maannakkullu i-
nuusunik immikkortiterinata, i-
nuup eqqarsaatini nammineq pili-
git. — Inuulluaqqusillunga.
IldnguaK Jensen
AOTAGAGmjUTIT
NR. 16 1984 27