Atuagagdliutit - 23.11.1993, Qupperneq 6

<5
Nr. 109 • 1993
GRØNLANDSPOSTEN
Fokus på retten
Finn Breinholt Larsen
Menneskerettighederne og det grønlandske retsvæsen
Begår den danske stat brud
på menneskerettighederne i
Grønland? Det hævder for-
skellige kritikere af det
grønlandske retsvæsen.
Emnet for denne artikel er
at se nærmere på kritikken.
Den europæiske konven-
tion om menneskerettighe-
der stiller en række krav til
retsvæsnet, som de tilslutte-
de lande har forpligtet sig til
at leve op til. Det er krav,
som skal sikre den enkelte
borger mod vilkårlig be-
handling fra statsmagtens
side. Det grundliggende
princip er, at enhver person,
der er anklaget for en for-
brydelse, har ret til at få sin
sag afgjort ved en upartisk
domstol. Ingen må betragtes
som skyldig, før han er
dømt.
Der skal endvidere være
tale om en retfærdig retter-
gang. Her opregner konven
- tionen forskellige betin-
gelser, der skal være opfyldt
(artikel 6):
- man skal underrettes om
anklagen på et sprog, man
kan forstå;
- man skal have tilstræk-
kelig tid til at forberede sit
forsvar;
- man skal have lejlighed
til at forsvare sig enten per-
sonligt eller med bistand af
en sagfører, som man selv
har valgt.
Konventionen fastslår, at
man har ret til at modtage
sagførerbistand uden beta-
ling, hvis man ikke har til-
strækkelige midler til selv at
betale for en sagfører, og
»retfærdighedens interesser
kræver det«.
Det er især spørgsmålet
om sagførerbistand, der har
været diskuteret i forbindel-
se med det grønlandske rets-
væsen. Der står nemlig ikke
noget om sagførere i den
grønlandske retsplejelov. I
stedet bruges ordet »bisid-
der«. Når en person sigtes
for at have begået noget
strafbart, har han eller hun
ret til at få en bisidder, der
kan hjælpe med at føre sa-
gen.
Som hovedregel må den
sigtede selv udpege sin bisid-
der, men personen skal op-
fylde lovens krav, herunder
at vedkommende er myndig
og uberygtet. Bisidderen
kan være uddannet jurist,
men behøver ikke at være
det. Loven stiller i det hele
taget ingen særlige krav til
bisidderens uddannelse. I
langt de fleste kriminalsa-
ger, der be- handles af de
grønlandske domstole, er bi-
sidderen ikke jurist.
Er dette en krænkelse af
artikel 6? Det afhænger af,
hvad man forstår ved en
sag- fører. I Danmark skal
forsvareren i en straffesag
være advokat. For at blive
advokat, skal man være ud-
dannet jurist og have
mindst 3 års praktisk erfa-
ring med juridisk arbejde.
Udnævnelsen foretages af
Justitsministeriet.
Men det er som sagt de
danske regler. Den europæi-
ske menneskerettigheds-
konvention definerer ikke
nærmere, hvad der skal for-
stås ved en sagfører. De fle-
ste bestemmelser i konven-
tionen er i det hele taget ik-
ke ret detaljerede. Derfor
bliver bestemmelserne ud-
fyldt gennem de domme
menneskerettighedsdoms-
tolen afsiger. Den sikreste
måde at få spørgsmålet be-
svaret på, ville derfor være
at indbringe en grønlandsk
sag for domstolen og bede
den tage stilling til, om arti-
kel 6 er overtrådt.
Det er imidlertid en ret
langsommelig affære. Først
skal »alle retsmidler i hjem-
landet været udtømte«,
d.v.s. der skal ikke være mu-
lighed for at anke sagen vi-
dere. Herefter skal kommis-
sionen for menneskerettig-
heder behandle sagen og
prøve at forlige parterne.
Hvis det mislykkes, kan sa-
gen gå videre til menneske-
rettighedsdoms tolen.
Med den megen kritik, der
har været fra forskellige ad-
vokater i Danmark af den
grønlandske retspleje, må
man forvente, at der på et
eller andet tidspunkt bliver
indbragt en sag for domsto-
len i Strasbourg. Indtil da,
kan man dog godt blive lidt
klogere ved at se på Stras-
bourg-domstolens kendelser
i sager, der vedrører sagfø-
rer- bistand. Det fremgår, at
der er bestemte ting, dom-
stolen lægger vægt på, for at
betingelsen om en retfærdig
reatergang er opfyldt.
Domstolen lægger vægt
på, at parterne skal kunne
»slås på lige vilkår«. Det be-
tyder f.eks., at hvis anklage-
myndigheden er repræsen-
teret i retten af en jurist, bør
den anklagede som hovedre-
gel også have mulighed for
at benytte sig af en jurist.
Den træ- nede jurist vil kun-
ne komme med argumenter,
som man selv skal være ju-
rist for at gennemskue og
eventuelt imødegå. Italien,
Frankrig, Tyskland, Stor-
britannien og Schweiz er
blevet dømt for at have næg-
tet anklagede gratis sagfø-
rerbistand med det resultat,
at de pågældende har måttet
forsvare sig selv i retten. I de
grønlandske retter er det
som regel en politimand, der
optræder som anklager.
Selv om politimanden ikke
er jurist, har han dog i kraft
af sit arbejde mere kendskab
til lovstof end de fleste bisid-
dere. Situationen kan ikke
helt sidestilles med oven-
nævnte, men man må dog
sige, at parterne ikke er lige.
Uligheden forstærkes af, af
anldageren kan søge råd og
vejledning hos pohtimeste-
rembedets jurister ved for-
beredelse af sagen - og til en
vis grad også under retsmø-
derne - mens bisidderen ik-
ke på samme måde har mu-
lighed for at få juridisk bi-
stand. Men er uligheden
stor nok til, at domstolen vil
hævde, at artikel 6 er over-
trådt?
Det sker, at en jurist fra
politimesterembedet funge-
rer som anklager. Nogle
gange er bisidderen i disse
tilfælde en beskikket advo-
kat, men det forekommer
også, at bisidderen er en
lægmand. Mit gæt er, at
menneskerettighedsdoms-
tolen i hvert fald her vil anse
artikel 6 for overtrådt.
Domstolen lægger ligele-
des vægt på, at den anklage-
de får et effektivt forsvar.
Italien blev f.eks. dømt i en
sag, hvor en anklaget havde
fået afslag på en anmodning
om at få beskikket en anden
sagfører. Den beskikkede
forsvarer havde nemlig
meddelt den anklagede, at
han ikke havde tid tU at tage
sig af hans sag. De italienske
myndigheder mente ikke, at
staten havde pligt til i en så-
dan situation at udpege en
ny sagfører. Domstolen slog
imidlertid fast, at det ikke er
nok at opfylde konventio-
nens krav om sagfører-bi-
stand på skrømt. Det skal
være tale om et effektivt for-
svar. Den anklagede skulle
derfor have haft beskikket
en ny forsvarer. Vil domsto-
GRÆNSEPLADEBILER
ni
— levering
Tax Free
Cars Einer Hansen
Postboks 141, Jonkdpingvej 5, DK-5700 Svendborg
Tlf.: + 45 62 21 64 00/+ 45 62 21 64 66-Telefax: + 45 62 22 94 64-Telex: 58171 TAXFRC
len på samme måde anse
den grønlandske bisidder-
ordning for »forsvar på
skrømt«? Det bringer os til-
bage til spørgsmålet om,
hvad en sagfører er, og hvad
en sagfører skal kunne. Det
fremgår indirekte af en ræk-
ke domme, hvor domstolen
givet udtryk for, hvornår
»retfærdighedens interes-
se« kræver, at de anklagede
får hjælp af en sagfører. Det
er for det første, når der står
meget på spil for den ankla-
gede, d.v.s. hvor han risike-
rer en længere fængsels-
dom. Det er for det andet,
når hans personlige bag-
grund (uddannelse, begavel-
se m.v.) begrænser hans
muligheder for at fremlæg-
ge og forsvare sin sag i ret-
ten. Og endelig for det tredje
når der sagen indeholder
indviklede juridiske spørgs-
mål. Det er i disse tre situa-
tioner sagførerens opgave at
sikre, at den anklagedes sag
bliver præsenteret så godt
som muligt. Hvis jeg igen
skal gætte, tror jeg at dom-
stolen vil vurdere, at de
grønlandske bisiddere er for
dårligt rustet til at løse den-
ne opgave. Menneskeklog-
skab er ikke nok, vil man
nok sige, der skal også juri-
diske kundskaber til. For at
belyse domstolens holdning,
skal jeg omtale Quaranta-
sagen, som blev afgjort i
1992. Claudio Quaranta var
en ung italiener, der havde
levet det meste af sit liv i
Schweiz. Han var vokset op
under dårlige sociale forhold
og havde allerede et par
domme, da han i 1985 blev
tiltalt for brug af og handel
med hash. Quaranta tilstod
og blev stillet for retten i Ve-
vey. Sagen var for så vidt en-
kel og banal. Ifølge den kan-
tonale retsplejelov kunne en
sådan sag afgøres af en dom-
mer uden medvirken af
hverken anklager eller for-
svarer. Quaranta bad imid-
lertid om en forsvarer. Det
blev afslået. Ved retten blev
han idømt 6 måneders
fængsel for over et par år at
have købt i alt 2 kilo hash,
som han dels havde videre
solgt, dels havde brugt selv.
Han havde også en betinget
dom på 10 måneder, som
retten besluttede også skul-
le afsones.
Quaranta forsøgte at få
dommen omstødt ved to hø-
jere retsinstanser under
henvisning til, at han var
blevet dømt uden forsvarer,
men dommen gik ham begge
gange imod. Nu klagede han
til kommissionen for men-
neskerettigheder og sagen
endte for domstolen i Stras-
bourg. Her blev Schweiz
dømt med den begrundelse,
at den forbrydelse han var
anklaget for kunne have gi-
vet op til 3 års fængsel. Når
der var så meget på spil, bur-
de tiltalte have haft en for-
svarer. Med hensyn til de
kriminelle handlinger var
sagen ganske vist simpel,
men p.g.a. den betingede
dom var der til gengæld ad-
skillige muligheder i forbin-
delse med straffastsættel-
sen. Her kunne en advokat
have påvirket sagens udfald
til fordel for den tiltalte. En-
delig gav Qu aran tas dårlige
sociale baggrund og uddan-
nelse ham ingen mulighed
for at forsvare sig selv på en
ordentlig måde.
Selv om jeg i denne artikel
mest har hældet til at mene,
at den grønlandske bisid-
der-ordning ikke vil finde
nåde for den europæiske
menneskerettighedsdoms-
tol, skal jeg til slut nævne, at
domstolen i Strasbourg
gang på gang har understre-
get, at den i sager om retfær-
dig rettergang ser på rets-
handlingen som en helhed.
Bisidderordningen indgår jo
netop i en større helhed, og
da det grønlandske retsvæ-
sen er indrettet på en helt
anden måde end de europæi-
ske, kan det være, at man vil
vurdere ordningen som til-
fredsstillende. Det skulle i
givet fald være »de særlige
grønlandske forhold«, der
skulle frikende Danmark.
Men under alle omstæn-
digheder vil det nok være
klogt at tage seriøst fat på
spørgsmålet i den kommis-
sion, der skal kulegrave den
grønlandske retsordning.
Det er bedre end passivt at
vente på, at Danmark bliver
indklaget for brud på men-
neskerettighederne. Som
min helt personlige mening
vil jeg også godt tilføje, at jeg
synes det er uheldigt, at den
grønlandske retspolitik - in-
direkte - udformes af ni eu-
ropæiske dommere i Stras-
bourg. Jeg synes, at retspoli-
tikken først og fremmest
bør udformes ud fra grøn-
landske ønsker og behov. De
benhårde realiteter er imid-
lertid, at Danmark med un-
derskrivelse af menneske-
rettighedskonventionen i
1953 har afgivet en bid af
rigets retspolitiske suveræ-
nitet. Det blev gjort i en god
sags tjeneste, men det kos-
ter altså noget. I næste arti-
kel vil jeg se på, hvad prisen
kan blive for det grønlands-
ke retsvæsen.