Atuagagdliutit - 18.07.1995, Blaðsíða 12

12
Nr. 55 • 1995
T^f^aa^g^c/é/'a C/t
GRØNLANDSPOSTEN
Fra Tirstmp til Thule
Af Poul Villaume
DE FLESTE reaktioner i
medierne på offentliggørel-
sen af, at stats- og udenrigs-
minister H. C. Hansen i 1957
havde en hemmelig brev-
veksling med de amerikanske
myndigheder i USAs mulige
placering af atomvåben på
Grønland, har holdt sig inden
for en snæver forståelses-
horisont. Fra den NATO-kri-
tiske fløj har der lydt ubetin-
get fordømmelse af den
USA-underdanige H. C.
Hansens atompolitiske »hyk-
leri« og »bedrag«. NATO-
entusiastiske kredse har om-
vendt lovprist H. C. Hansen
som den modige og myndige
statsmand, der af hensyn til
de bevidste og ubevidste
Sovjet-medløbere i landet var
nødt til strengt at hemmelig-
holde sin fornuftige carte
blanche til USAs atomvåben-
aktiviteter på Grønland. Pres-
sedækningen har været sen-
sationspræget (»Danmarks-
historien må nu skrives om«)
og har dermed igen under-
streget, at den journalistiske
døgnkritik ikke kan stå alene.
Den må til stadighed supple-
res og korrigeres af den sam-
tidshistoriske forsknings my-
teoprydning og den sortering
og nuancering af overlevere-
de erindringsbilleder og ind-
groede forestillinger om vo-
res nære fortid.
Der er nemlig meget lidt
overraskende nyt i, at H. C.
Hansen og
den amerikanske regering i
november 1957 uformelt lod
hinanden forstå, at ingen af
parterne ønskede eksplicit at
formulere sin holdning over
for den anden - end ikke for-
troligt - til eventuelt tilstede-
værelse af atomvåben på
Grønland i fredstid. I bogen
Allieret med forbehold. Dan-
mark, NATO og den kolde
krig. En studie i dansk sik-
kerhedspolitik 1949-1961
som udkom i februar i år, har
jeg på grundlag af ikke hidtil
benyttede mødereferater,
memoranda og ambassade-
indberetninger fra især ame-
rikanske arkiver bl.a. doku-
menteret Grønlands rolle i
dansk NATO-politik i denne
periode. Allerede i septem-
ber 1956, godt et år inden
H. C. Hansens brev, indbe-
rettede USAs ambassadør
Rob. Coe i København, at de
danske myndigheder havde
været »meget generøse med
at gå ind på USAs ønsker
vedr. Grønlands baseproble-
mer«. Og i en Pentagon-rap-
port til præsident Eisenhow-
er fra netop november 1957
hed det, at danske regeringer
var »meget samarbejdsvilli-
ge m.h.t. at tillade USA gan-
ske frie hænder i Grønland«
inden for rammerne af den
dansk-amerikanske overens-
komst af 1951 om forsvaret
af Grønland, på NATO-
topmødet i december 1957
takkede USAs udenrigsmini-
ster John Foster Dulles per-
sonligt H. C. Hansen for »det
hjælpsomme arrangement«,
som var blevet lavet for
USAs militærbaser på Grøn-
land, og i august 1958 min-
dede den amerikanske am-
bassadør Val Peterson Wa-
shington om, at danske rege-
ringer havde efterkommet
hvert eneste amerikanske øn-
ske om militære rettigheder
og faciliteter på Grønland.
Grundlaget for USAs mili-
tære aktiviteter på Grønland
var (og er) den nævnte over-
enskomst af 1951. Allerede
denne offentlige, elastiske -
og i øvrigt usædvanlig hur-
tigt færdigforhandlede -
dansk-amerikanske ramme-
aftale gav USA overordent-
lig frie hænder. Den art. 5
giver amerikanske fly »ad-
gang til at overflyve og lande
på et hvilket som helst områ-
de i Grønland, (...) uden an-
dre indskrænkninger end så-
danne, hvorom der måtte bli-
ve opnået enighed.« I art. 7
hedder det, at »enhver form
for amerikanskmateriel, ud-
rustning og forsyninger (...)
skal kunne indføres i Grøn-
land under fritagelse for
undersøgelse (...)«. Det måt-
te på dette grundlag stå klart
for enhver
mm
—■--
smelte » tra
•il drikkevan«!
L/komnw
QH
Nr-3
tedet

, _ | den •KO™’*
mi"*

1 taknlk. *>'
, do iodi°okl"'*
,„skobom«"’d —
i,_w.bololk"'™*n
dlwhodotoro"«1*"'
.uoolbo otyrol«-
fleische*'
| )ire brintbomber
tigere " t
' L „irknWO" “<
“d Trude ret«
,Ld
. ot USA 0”>.
■ «t •«»•**■ D‘;
tidligere h»»“'
Ledet.-«■£-«
Lit kon jetf tkke
erfaren
og roo-
Ilede Vil • *. ‘ n< »oro
d«“r „vov helikoptere
aUedekanro-
dorne ameril
....
AF DANSKE meddeleren om
„ t\c crønland-
renerne

TX'— lYh '-■■■■■ i ■irf f4
zZH• — • ^
„„„.o-medlemm«
(ndtotfeUe »< ^
rtn or cUenll**
* en ll-3Vbon**r
t de »i*»r*Ve 1 v

JÉSm**«39
i thulim* r
'sT-r.
oft ct
„po'Tyded« v't.1dhoT.Sopert*’‘,ni"8'
•^-Ks;ss,r2S~
A
■Ktftftft nfckorton
4010 .Sopor-
u“ ttmer, —
V roanRe \
,vc syv m»nd
t. nyve, meni den
t syvende mond •*.
fcSTii-.
(JIOISK TEKNIK
der W«v
blev <*cr
rdninR»'
:“r~" u 52-ip nakarfiancrsoK
Slk° tut augtlnettasangilak
inugssatut au&_
riungnueratdiusaS
B.52-innU
ieslovtt tsertn timar«uvd\odt>- .
Batdl«teK“t*'U"L
med blot et minimum af ind-
sigt i USAs atomstrategi i
1950erne, at USA efter al
sandsynlighed - før eller
siden - ville indføre atom-
våben på Grønland. Allerede
fra 1953 fløj amerikanske
givetvis ofte atombevæbnede
B-47 bombefly regelmæssigt
ind og ud af Thulebasen - det
har været offentligt kendt i
hvert fald siden starten af
1980erne.
Hvad var baggrunden for
hele den tvetydige danske
grønlandspolitik - som jeg
for nogle år siden på tryk
karakteriserede som »de tre
abers politik: ikke se, ikke
høre, ikke tale«? Svaret skal
findes i Danmarks prekære
stilling mellem stormagterne
i Øst og Vest og i NATO i
den tidlige kolde krig. I de
første to-tre år efter befriel-
sen i 1945 var der bred enig-
hed blandt de politiske parti-
er om, at Danmarks sikker-
hed skulle varetages gennem
det nyoprettede FNs kollekti-
ve sikkerhedssystem. Det an-
det grundelement i dansk
udenrigspolitik i sidste havl-
del af 1940erne var det nor-
diske samarbejde. Med en
kolde krigs skærpelse fra
1947-48 kom Danmarks hid-
tidie brobygningspolitik
mellem Øst og Vest under
stigende pres. Efter det
kommunistiske Prag-kup i
1948 og Påskekrisen her-
hjemme umiddlebart efter
voksede erkendelsen hos
ledende politikere som
bl.a. statsminister Hans
Hedtoft af Danmarks ud-
satte stilling som frontli-
niestat, kun få minutters
flyvning fra den sovje-
tisk besatte Østzone.
Kommunisternes bruta-
litet og ensretning i
Østeuropa vakte frygt
og afsky, og 9. april-
traumaet spøgte i man-
ges bevidsthed.
Men der er i dag
bred enighed blandt
koldkrigshistorikere
om, at amerikanske
regeringskredes i
denne situation - og i
en række senere si-
tuationer gennem
1950erne og 1960-
erne - opmuntrede
krigsfrygten i både
USA og Vesteuro-
pa og bevidst
overdrev deres
1 egne vurderinger
af den sovjetiske
trussel. Marshall-
planens bevillin-
ger skulle trum-
fes igennem en tøvende kon-
gres, og vesteuropæerne
skulle forberedes på det at-
lantiske militærsamarbejde,
som netop var sat på det
diplomatiske tegnebræt. Den
socialdemokratiske Hedtoft-
regering sonderede straks
mulighederne for våben-
hjælp og sikkerhedsgarantier
fra USA. Hedtoft-regeringen
foretrak dog stadig klart et
fritstående nordisk forsvars-
forbund, men efter dettes ski-
bbrud i februar 1949 følte et
tøvende socialdemokrati sig
presset til at følge Norge ind
i Atlantpagten. Ledende dan-
ske politikere, især socialde-
mokratiske, erklærede sig -
bag de lukkede døre - ikke
overbeviste om, at Atlant-
pagtens forsvarsplaner endnu
omfattede Danmark (deres
tvivl var berettiget), og de
frygtede et sovjetisk militært
modsvar.
Det danske hemmelig-
hedskræmmeri omkring
Grønland i 1950erne må for-
mentlig også ses i lyset af, at
man i København iflg. de
amerikanske kilder ikke altid
var lige tryg ved USAs atom-
strategi, som Grønlands-ba-
serne var så dybt integreret i.
Der var som nævnt bred
enighed om, at Danmark
måtte stå under USAs atom-
paraply, men i begyndelsen
af 1950erne udtrykte ledende
politikere (bl.a. Hedtoft) af
og til en vis bekrymring for,
om USA planlagde en præ-
ventiv atomkrig imod Sov-
jetunionen (sådanne over-
vejelser blev gjort på både
militært og politisk plan i
Washington, de skrinlagdes
først definitivt af præsident
Eisenhower i 1954 under
indtryk af det voksende sov-
jetiske atomarsenal). USA og
NATO antog i 1953-54 den
såkaldte massive gengældel-
sesstrategi, som indebar øje-
blikkelig og total atomkrig i
tilfælde af blot varsel om
(også evt. et mindre, konven-
tionelt) sovjetisk angreb. Det
eksponerede og flade, tætbe-
folkede (sydlige) Danmark
ville igen blive et af de før-
ste, sikre ofre i krigstilfælde.
Danske (og norske) rege-
ringsrepræsentanter udtrykte
derfor bag NATOs strengt
lukke døre ved gentagne lej-
ligheder i årene 1954-57
betænkeligheder ved denne
strategi og søgte at opbløde
den til fordel for et mere
fleksibelt atomsvar. Få år
senere blev dette NATOs
officielle atomstrategi.
Men var der da alligevel
ikke tale om hykleri, bedrag
og traditionel dansk livsløgn,
når H. C. Hansen og hans
forgængere og efterfølgere
satte kikkerten for det blinde
øje, når de rettede den mod
USAs aktiviteter på Grøn-
land? Jo, for en umiddelbar,
logisk og moralsk betragt-
ning. Og naturligvis handle-
de H.C. Hansen enerådigt og
demokratisk set forkasteligt i
november 1957. Men set i
historisk lys er det givet, at
han selv mente, at han op-
trådte i landets bedste inte-
resse. Som øverste ansvarli-
ge for en udsat småstat med
den formelle suverænitet
over en - for USA - strategi-
ske perle som Grønland for-
søgte H.C. Hansen at få det
bedste ud af en næsten håb-
løs situation Danmark kunne
umuligt hindre, at USA de
facto overtrådte atomvåben-
forbudet i Grønland, men
derfra og til udtrykkeligt og
åbent at acceptere atom-
våben på Grønland var der et
langt og unødvendigt skridt.
Ikke blot ville en sådan
accept måske have sprængt
den første socialdemokra-
tisk-radikale regering i 17 år,
den ville også, nok så
afgørende, have skærpet for-
holdet til Sovjetunionen
unødvendigt. Herved ville
H.C. Hansen have sat sit
hovedformål med base- og
atomvåben-nej’et i (selve)
Danmark på spil: ved i denne
del af Europa at afvise
ønsker fra USA/NATO om
militære foranstaltninger,
som - selv blot med urette -
ville kunne opfattes som pro-
vokation af Sovjetunionen,
kunne Skandinavien bevares
som et relativt lavspændings-
område i en af den kolde
krigs mest anspændte perio-
der.
På den måde var der allige-
vel en særlig logik og sam-
manhængskraft i dansk sik-
kerhedspolitik i 1950erne og
1960erne. Men det var den
kolde krigs logik, og den
indebar hemmelighedsfuld-
hed og undertiden stærk rati-
onering af sandheden over
for offentligheden. Der er
meget at lære i dag af hele
dette historiske forløb. Man-
ge væsentlige punkter ligger
endnu ubelyste hen i de luk-
kede danske arkivers mørke.
I et demokratisk samfund er
historien og de dokumenter,
den har aflejret, ikke
embedsmændenes og politi-
kernes ejendom. De har kun
fået dem til låns af befolknin-
gen. Nu må der lys over
land!
(Uddrag af kronik i dag-
bladet Politiken/Tirsdag 11.
juli 1995)