Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 27.08.1996, Blaðsíða 10

Atuagagdliutit - 27.08.1996, Blaðsíða 10
10 rftaa&a&c/é/cL C/C Nr. 66 • 1996 GRØNLANDSPOSTEN Qajaq '96-ermiut naapitsigamik pingaartorsiornartumik tunitipput - tuttup quttoraa siataq. Dette møde sluttede med at Qajaq '96 fik en vigtig gave - en stegt rensdyrkølle. Velkommen til Sydgrønland: Arsuk er porten til Sydgrønland Tekst og billeder: journalist Lone Madsen Længe har vi vidst, at det bar sydpå. Helt konkret fordi vi hele tiden har haft Grønland på bagbord side, og kompaset har været indstillet 180 gra- der, men også fordi dagene er blevet kortere, nætterne så mørke, at det er blevet nød- vendigt med stearinlys og lommelygter, og i vores dag- lige planlægning er vi be- gyndt at tage højde for, at der er en fire timers periode hver nat, hvor vi ikke kan padle. Det er for mørkt. Men vi kommer for alvor til Sydgrønland, da vi padler ind til Arsuk i Paamiut kom- mune, og der vandrer en hest rundt og græsser mellem hus- ene, og vi om morgenen bli- ver vækket af hanegal. Frodige Sydgrønland Dette er det milde og frodige Sydgrønland. Udenfor Arsuk græsser få- rene langs fjorden og blom- ster og planter er nu synligt større end tidligere. Helt »galt« er det i Ivittuut, den tidligere kryolit mineby. Her er der anlagt en helt lille skov, og vi ser op til tre meter høje træer, stikkelsbærsbuske og i øvrigt er hele den nedlag- te mineby ved at gro til i 30-40 centimeter høje polarvalmuer. Overalt kan vi plukke modne blåbær og sortebær. Jo, dette er en helt anden verden. I Ivittuut bor vi i en helt speciel bolig. Minebyens tid- ligere tennisklubhus, der mest har karakter af et lysthus. Klubhuset har en særlig histo- rie, for det var nemlig med på verdensudstillingen i Paris ved århundredeskiftet, hvor det blev købt til Ivittuut ten- nisklub, skilt ad i Paris og samlet igen i Ivittuut. Turister for en dag I Ivittuut får vi også tid til at lege turister. Både da Per og Karen Hansen kører os rundt i bil i den nedlagte mineby og på flådestationen Grønnedal. Men vi er faktisk en dag foran planen, og den bruger vi til at padle en tur ind i bunden af Ikafjorden, hvor der dels er gode chancer for at se mos- kusokser, og dels findes der her nogle specielle under- søiske kalksøjler, som vi kan se gennem vandet og akkurat røre med pagajerne. I en lille hytte, den tidligere såkaldte sergenthytte fejrer vi de første 1000 velgennemfør- te kilometer på turen. Rensdyrsafari Vi har nu tre lange dage til Qassimiut, bygd i Qaqortoq Kommune. Det er en indenskærs - sik- ker - rute, som bliver en ren rensdyrsafari. Vi er tæt på et område, hvor der dyrkes tam- rendrift, men nogle af dyrene vandrer over fjordisen om vinteren eller svømmer over fjordene om sommeren for at søge nye græsgange, så over- alt ser vi rensdyr. De er store og har nogle enorme gevirer. Helle, holdets biolog, får sin tålmodighed sat på prøve: Helle! Hvorfor er rensdyre- ne hvide? Helle! Hvorfor er de nu sorte? Narsami, Inngip nunaani tikilluaqquneqarluarnitsinnit - uani arni assiliseqatigaa. Ved den storstilede modtagelse i Narsaq, hvor Inngi er bysbarn - her sammen med sin mor. Helle! Helle! Helle! Rensdyrene får uvilkårligt snakken til at handle om den forestående rensdyrjagt i Grønland. Det handler om at vinde i lodtrækningen, og her i juli nærmer den spændende afgørelse sig: Kommer der rensdyrkølle på julebordet eller ej. - Hvad, vi ikke fore- stiller os, er, at det kommer der allerede samme aften. Nok er det sjovt at snakke om at skyde et af dem; men det kunne vi nu alligevel ikke finde på. Undervejs på ruten møder vi en jolle med en håndfuld fangere, som stop- per op, sludrer et par minut- ter, og da de drager afsted igen, står vi tilbage med det meste af en allerede stegt rensdyrkølle. Sikken et fest- måltid. Mor venter I silende regn når vi frem til Qassimiut. Forinden har en forbipasserende jolle fortalt os, at de har ventet os i to dage. Vi er forbavsede, for vi er stadig en dag foran planen, men da vi kommer frem, får vi forklaringen. I to dage har Inngis mor ringet fra Narsaq - Inngis barndomsby - for at høre om, vi er er kommet frem. Og hele den dag vi til- bringer i Qassimiut bliver Inngi konstant kaldt til tele- fonen, til venner og familier fra Sydgrønland, der lige skal hilse velkommen hjem. Nok har vi en plan for vores tur; men alligevel er det svært at sige på dato og klokkeslet, hvornår vi ankommer til hin by; men i Narsaq vil de gerne vide præcist, hvornår vi plan- lægger at sejle ind i den gam- le kolonihavn. - Af hensyn til velkomstko- miteen. - Velkomstkomiteen, vi kigger på hinanden. Lørdag klokken 14, så er vi der, beslutter vi. Inngi er hjemme nu, ingen tvivl om det. Hver gang vi møder en jolle, er der menne- sker, hun kender. Som de ældre fåreholdere, som vi stødte på 40 kilometer fra Narsaq: - Vi er på vej ud og fiske ørred, men huset er åbent, og i kælderen ligger en lamme- kølle, som bare skal sættes i ovnen. Brug huset, som I har lyst. Narsaq siger velkommen Fredag eftermiddag kan vi skimte etagehusene i Narsaq. Men vi kan ikke padle dero- ver. Først lørdag klokken 14. Så fredag aften slår vi lejr på en ø tre kilometer fra byen. Vi kan se byens lys, og Inngi sukker af længsel. Efter at komme hjem til Narsaq, hilse på sin mor og familie og gam- le venner - og forbi om knap 12 timer vil helikopteren med ægtemanden Claus lande. På weekendtur fra Nuuk til Nar- saq for at sige hej til konen. Natten til lørdag klokken 14 oplever vi et regnvejr, som vi ikke har set - hørt - mage til på hele turen. Vi ligger trygt i teltet, da det nærmest lægger sig over os på grund af vin- den, og vi kigger på hinanden. Mon det kan holde vejret ude. Kan ikke lade være at tænke på, at vi nu sagtens kunne have være sikkert i hus i Nar- saq, hvis vi ikke havde været nødt til at vente til lørdag klokken 14. Klokken 13.30 sætter vi os i kajakkerne og padler mod Narsaq. Efter fem minutter stopper vi. Dette kommer ikke til at tage en halv time, så Helle og Inngi ryger hver en cigaret, og så passer planen lidt bedre. Ude i fjorden møder vi salut jollen, der med riffelen får advaret hele.byen om, at nu er vi altså på vej, og på vej ind i havnen kan vi se menne- sker overalt. Sang og heppe- kor, fyrværkeri og så alle dem fra 1958 (Inngis fødselsår). Flagene er hejst, og i den gamle kolonihavn er der tæt af mennesker. Vi bliver nærmest løftet op på land, hvor vi bliver modta- get af Inngis mor i national- dragt, får overrakt blomster. Borgmesteren holder tale, byens to sangkor synger for os, og vi giver hånd til snesvis af mennesker, bliver stillet op til fotografering. Vi skæver til hinanden: Nu har vi en fornemmelse af, hvordan det er at være fod- boldslandhold på rådhusplad- sen i København. Meeen. Der er en væsentlig forskel. Vi har ikke vundet endnu. Vi har stadig flere hundrede kilometer til målet.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.