Atuagagdliutit - 24.10.1996, Side 12

12

GRØNLANDSPOSTEN
ET HYLE-
SKÆGT LIV
Kisser alias Kirsten Lauridsen fortæller om et liv, hun ikke har fortrudt
Kisser qaranngutaalu Jytte, Sverige-mi illuaqqap inuilaamiittup
perusuersartarfiani alianaarsaaleruttortut.
INUUN

Kisser - Kirsten Lauridsen - inuunini p
Hun kan ikke snakke alvorligt
ret længe ad gangen. 1 alt fald
ikke uden at slå en skraldlatter
op ind imellem. Selv når talen
er lidt dyster, trækker hun for-
sonende på skuldrene og giver
sin kommentar en drejning, så
der trods alt bliver noget at gri-
ne af.
Kirsten Lauridsen! Hende er
der nok ikke mange, der ken-
der. Men »Kisser«! Hun er
kendt og elsket af mange. Og
nogle kan måske ikke døje
hende på grund af hendes
udadvendte, lidt braldrende
væsen. Men de kender hende
ikke, ikke helt ind under
huden, som mange andre hel-
digvis gør. For så ville de være
faldet for hende med et brag.
Hun er en af dem, der lyser op
i dagligdagen, både når den er
grå og trist, og når den er fyldt
med solskin.
Men hvem er Kisser egent-
lig? Hende, der aldrig når
frem, når hun er på gå-ben,
fordi der altid nogen at snakke
med på vejen og nogle, der
skal have et knus eller en mun-
ter bemærkning?
Hun er en self-made hel-
støbning, der ikke forstiller
sig. Hun buser ud med det, der
falder hende ind. Og det har
hun fået en masse knubs for.
Men de preller af på Kisser.
Hun stikker ikke op for bolle-
mælk og har ikke fortrudt
noget som helst. I alt fald ikke
noget af det, vi snakker om i
køkkenet i Blok 10 på Nar-
sarsuaq i Nuuk.
Men hvor kommer hun fra?
Og hvorfor er hun, som hun
er?
Ikke fra fremmede
Kisser er både sin fars og sin
mors datter. De er begge døde,
moderen af kræft og faderen
ved en trafikulykke. I en alt for
ung alder. Men der var fest og
fornøjelse, så længe det vare-
de, og sit slagfærdige væsen
har hun ikke fra fremmede.
Ikke hvis man skal tro hendes
egen beskrivelse af både det
fædrene og mødrene ophav.
Kisser kommer hun fra
Danmark. Et sted på det sjæl-
landske, Stenlille - eller »Little
Rock«, som faderen kaldte
det, og hvor hun 18 år gammel
mødte en frisk fyr, som hun
kærestererede med. Det var i
1971, og John O. K. Nielsen,
som han hedder, ville have
hende med til Grønland. Han
var en livslysten friskfyr med
store armsving og et glad syn
på tilværelsen. Kisser lånte
1.500 kroner af sin far og har
glemt, om han nogensinde fik
dem tilbage.
John OK havde dengang et
rengørings- og glarmesterfir-
ma, som Kisser hjalp med at
holde i gang. Det vår en blan-
det landhandel. Alt fra pølse-
vogn og rengøring til kontor-
arbejde og telefonpasning.
Hun gik ikke af vejen for no-
get, og hun havde nogle skæg-
ge år, hvor hun lærte en masse
mennesker at kende. Høj og
lav, mest de lave dengang. De
høje måtte først kvalificere
sig.
18 år og sjakbajs
- Det var en kanon omvælt-
ning for en 18 års pige, fortæl-
ler Kisser, og minderne går til-
bage til den tid, hvor hun som
stor teenager blev sjakbajs for
rengøringsholdet på Atuarilk
Samuel Kleinschmidt.
- For nogen tid siden var jeg
til forlovelsegilde hos nogle
mennesker, jeg kender, og der
var der en voksen pige, der
pludselig genkendte mig, for-
tæller Kisser med en under-
trykt grinen. - Hun var skole-
elev på ASK, da jeg gjorde
rent, og hun betroede mig, at
hun altid havde ønsket at blive
ligesom mig. Jeg voksede mig
stor i stolen og blev helt be-
væget og glad for, at jeg på
den måde havde betydet noget
for ungerne i skolen... Indtil
hun forklarede, at det var fordi
jeg var så skrap og havde styr
på tingene.
- Og så huskede jeg, hvor-
dan jeg råbte af ungerne, når
de bare smed deres affald og
skolemøbler rundt i lokalet.
Og så krøb jeg lidt ned i stolen.
Tænk dog, hvad man kan stå
model til uden at vide det.
Nu er tilværelsen ikke altid
skæg og ballade. Hårdt arbej-
de har præget Kissers arbejds-
dag lige fra tiden med pølse-
vognen til det, hun er i dag.
Selvstændig sammen med Lis-
beth Lynge Petersen fra »Kis-
ser og Lisbeth«, et firma der i
starten lavede bogføring og
regnskaber for folk, der ikke
selv havde let ved det. Nu er
klientkredsen heldigvis brede-
re.
Regnskaberne
var en pose bilag
- Vi tænkte, at der måtte være
mange erhvervsdrivende, der
holdt regnskab ved at smide
bilagende i en plasticpose. Og
det måtte være en niche, vi
kunne etablere os på. Så vi sat-
te en annonce i avisen: Kisser
og Lisbeth tilbyder: o.s.v...
Det lød som en massageklinik,
men det var vel ikke nogen
ulempe. Selv ikke, da kunder-
ne fandt ud af, at det skortede
på personlige ydelser. Og så
gik det slag i slag. Virksom-
heden blomstrede, og vi så
frem til en tidlig pension. Ind-
til vi byggede på Kirkevej. Det
var den dyre tid, og siden er
huspriserne raslet ned. Så der
fik vi lige lagt ti år på vort
såkaldt aktive liv.
Karrieren begyndte i allere-
de i tiden med John OK. Skat-
ten blev indført, og virksom-
hederne fik regnskabspligt.
Der skulle holdes orden i sa-
gerne, og Kisser fandt hurtigt
ud af, at det med tal og kolon-
ner og læggen sammen, det
var hende - blandt meget andet
naturligvis.
Derfor tog hun kursus på
kursus og blev en skønne dag
merkonom. Da var det for
længst slut med John OK, og
hun og Laurids (gemalen Erik
Lauridsen - red.) var bestyrer-
par på hotellet i Qooqqut. Det
var ikke noget ringe bytte.
Altså Laurits. Også han har et
lyst sind, om end ikke så lar-
mende som Kissers. Men han
matcher, og det er hoved-
sagen. Det er blevet til et noget
specielt familieliv, fordi deres
ar bejdstider ligger på de skøre-
ste tidspunkter. Laurits er
inspektør på restauranten på
Hotel Hans Egede, og Kisser
arbejder tit sent, undertiden
meget sent. Men ungerne stor-
trives. Jesper på 24 år er flyttet
hjemmefra og og er tømrer,
mens 12-årige Anitta, kaldet
Nitte går i skole. Hun kom
hjem, mens AG’s medarbejder
sad og drak kaffe og køkkenet,
og samtalen mellem mor og
datter var fuld af respekt og
gensidighed. To lige menne-
sker, der snakkede sammen
om, hvordan weekenden skul-
le forløbe.
Funny Q
Og for Kisser bliver den ikke
kedelig. Hun skal nemlig
sammen med vennerne fra
»Funny Q« på fjordtur med
det gode skib »Kissavik«. Det
er ikke er en klub for tørvetril-
lere. Her har mænd ingen
adgang, og der må ikke snak-
kes arbejde, familie eller stri-
kning. Ellers er der frit slag.
»Funny Q« mødes seks-otte
gange om året, og de er klædt
ud til aftenens emne. For
eksempel »mænd« i alt andet
end kedelig almindelighed,
»kunstnere« eller hvad som
helst.
- Det er fest og farver, for-
tæller Kisser. - Da vi var
kunstnere, havde kokken vir-
kelig taget udfordringen op.
Maden var farvet og serveret
som en palet for kunstmalere.
Det var mad, der krævede et
abstrakt syn på spiselige anret-
ninger.
Kisser har altid været med,
hvor der skete noget. Derfor
har hun også spillet amatør-
teater og har masser af skægge
minder fra den tid. - Især fra
sidste forestilling hver sæson,
for her gjorde vi alt for at gøre
det ekstra morsomt. Vi impro-
viserede og tog gas på hinan-
den, men ikke mere, end at
stykket stadig gik sin gang.
Folk havde jo betalt for at
komme ind, så der skulle ikke
laves mere farce ud af det, end
forfatteren ville have det. Alli-
gevel kunne det ikke undgå at
gå galt engang imellem.
- Jeg tager tabasco
- Jeg husker engang, en af
pigerne spillede en meget dra-
matisk rolle, i hvilken hun
skulle drikke gift. Hun havde
indtaget en tragisk attitude,
satte håndledet for panden og
deklamerede: Jeg tager gift!
Så satte hun glasset med en
giftigt udseende væske for
munden og drak ud. Men en
eller anden lurifax havde fyldt
glasset med tabasco, og reak-
tionen var overvældende. Nej,
hvor vi grinede. Men den stak-
kels pige havde de største pro-
blemer med at segne stille om
på gulvet.
- Hvor har det dog været
skægt!
Selv om festen er i højsædet
hos »Funny Q«, så bliver
klubben taget alvorligt: - Vi
har fået vores første seriøse
opgave - som pengeynglere.
Det går ud på at få 5.000 kro-
ner fra Røde Kors til at yngle,
og det har vi en tyrkertro på
nok skal lykkes.
- Vi vil få byens kendte
mennesker til at lave et maleri,
som vi holder kunstudstilling
på og senere en auktion. Men
det kan jo godt være, at de
skilderier ikke allesammen
bliver helt gode, så hvis vi vil
have nogle penge ind, går det
jo ikke at sælge dem for en
halvtredser. Derfor skal folk
erlægge deres bud i kontanter,
og dem kan de godt vinke far-
vel til under alle omstændig-
heder.
Varme og kærlighed
Selvom Kisser for en stor del
lever på nogle minder, der er
værd at huske og trække frem
i ny og næ, så kan hun ikke
lade være med at tænke på
fremtiden. Hvordan skal det
gå, når hun bliver gammel.
Ikke fordi det bliver kedeligt,
det er ikke det hun frygter.
Men hvor skal hun blive gam-
mel?
Hun er ikke overbevist om,
at det bliver Grønland. Og det
på trods af, at her bor alle de
mennesker, hun holder af. -
Den hjertelighed og varme og
kærlighed, jeg er blevet omgi-
vet af, kan umuligt erstattes i
et andet land. Men jeg kan lige
se mig selv som en affældig
morlil trisse rundt på sneglatte
veje, mens kulden bider i an-
sigtet og snestormen prikker i
øjnene. Det bliver svært. Og
det må de også blive for mine
mange venner her.
- Så det er ikke umuligt, at
jeg på et tidspunkt vælger at
flytte til varmere himmelstrøg.
Og så alligevel... Hvordan er
det ikke gået med mange, der
er rejst - grønlændere som
danskere - som troede, at de
gamles paradis var Danmark.
Mange er kommet hjem igen.
Og det gør jeg måske også.
Hvis jeg nogensinde kommer
afsted...
Ilumoorsaarluni oqalukkaan-
gami sivisunaarsinnaanngi-
laa. Akunneratigut illalaan-
ngitsoorneq ajorpoq. Eqqartu-
garluunniit tujorminakujuk-
kaluaraangat isumaqataarpa-
silluni tuini kiviimillugit o-
qaatsini allamut sangutittar-
pai, taamaalillunilu illamar-
tunngortitsisarluni.
Kirsten Lauridsen! Taanna
inuppassuunngitsut kinaaner-
soq nalunngilaat. Kisianni
»Kisser«! Taanna inuppassuit
ilisarisimavaat asallugulu.
Immaqalu ilaasa qalliinnarsi-
orpalaarpallaartutut isigalugu
nuannarineq ajorpaat. Taak-
kuli ilisarisimalluannginna-
mikkut taamaapput, qujanar-
tumillu ilisarisimannittut a-
merlaqaat. Ilisarisimaleralu-
arunikku nuannarileqqaja-
qaat. Taassumami ulloq tujor-
minaraluarpalluunniit nuan-
nersunngortittarpaa.
Kinaliuna taanna Kisser?
Pisuinnaraangami ornitami-
nut apuutinngisaannartoq, aq-
qummini oqaloqatissarsiuar-
tarami aammalu eqitaagassa-
qarlunilu quiasaarfissaqartu-
artarami?
Inuissuuvoq, pissusilersor-
nerminilu iluartuusaarniar-
tarani. Eqqaasani tamaasa
aniatippai. Taamaannermini-
lu uparuartorneqangaatsiar-
tarpoq. Kisianni Kisser-ip ta-
makku soqutiginngilai. Pi-
ngaartorsiorniartuunngilaq
peqqissimissutissaqanngillu-
innarlunilu. Nuummi Nar-
sarsuarmi Blok 10-mi igaffia-
ni eqqartukkagut peqqissi-
missutissaqarfiginngilai.
Kisianni suminngaanneer-
pa? Aamma sooq taamatut
pissuseqarpa?
Takornartanit
pissarsiarinngilai
Kisser angutaata amaatalu pa-
ninnarisaraat. Taakku toqo-
reerput, amaa kræftimik a-
ngutaalu aqqusinermi aju-
naarluni. Inuusuppallaanga-
jallutik. Kisianni peqqikkal-
larnerminni nuannaarlutik
nuannarisaraat, taamaammal-
lu Kisser-ip qanimasuunini
takornartanit pissarsiarinngi-
laa. Angunni amilu eqqarto-
ramigit tamanna paasinarpoq.
Kisser Danmarkiminngaa-
neersuuvoq. Stenlille-mit - i-
maluunniit angutaata oqartar-
neratut »Little Rock«-imit -
Sjælland-imiittumit aallaave-
qarpoq, 18-inillu ukioqalera-
mi angut qiimasoq angutaati-
gilerpaa. Taamani 1971-iu-
voq, John O. K. Nielsen-illu
Kalaallit Nunaannut ilaseraa.
Angut taanna qiimasorsuuvoq
inuunermillu nuannarisaqar-
luni. Kisser-ip angunni 1.500
kroninik atorfigaa, puigor-
paali taarsersimanerlugit.
John OK. taamani eqqiaa-
nermik igalasserinermillu su-
liffiuteqarpoq, ingerlatsinera-
nilu Kisser-ip ikiugaraa. I-
ngerlataat assigiinngillat. Pøl-
sevogn-iuteqarput, eqqiaasar-
lutik, allaffimmi suliassanik
isumagisaqartarlutik telefoni-
nillu paarsisarlutik. Uniinnar-
tanngilaq, ukiullu inuuffigisai
nuanneqaat, inuppassuamillu
ilisarisimasaqalerluni. Aki-
manerit, akimannginnerit, pi-