Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 12.12.1996, Blaðsíða 6

Atuagagdliutit - 12.12.1996, Blaðsíða 6
6 1996 tZwÆfffaÉ /éfø/tøa&S’CU? JULETILLÆG Den første jul i Thule Fra AG's gamle julenumre Det er altid hyggeligt at for- dybe sig i traditionerne om- kring julen, og hvert år sid- der vi her på AG i nogle ti- mer og kigger i de gamle julenumre, som har været med til at skabe hygge i de fredelige juledage. Forleden faldt vi således over nogle beretninger, som AG-redak- tionen i 1965 havde lånt fra det navnkundige Thule-blad Hainangs juleudgave fra året før. Dengang var billedmateri- alet ikke særligt flatteren- de. Reproduktionen af foto- grafier var betydeligt van- skeligere end med vore da- ges teknik, og der findes ik- ke arkivbilleder af de med- virkende. Beretningerne er imidler- tid så interessante, at vi har valgt at gengive dem i år. Først en beretning af Inu- kitsupaluk, der hvis han havde levet i dag ville 106 år: Om julen Før julen holdt sit indtog i vintermørkets land, blev jeg spurgt af nordpolsfareren Peary, om jeg kunne tænke mig at deltage i hans forsøg på at nå Nordpolen. Jeg faldt for fristelsen og tog med. Under vort ophold i isør- kenen undrede jeg mig over, at vores fører affyre- j?Q j,* U CQ Er du så på dagpenge resten af året? Taava ukiup sinnera ikiuutisisarpit? ©PIB Copenhagen IBERr- de raketter ud i den blå luft netop ved juletiden, men han fandt ikke på at fortæl- le os noget om julen. Da ekspeditionen nærme- de sig sin afslutning, satte vi kursen hjemad sejlende med to skonnerter. Da vi nær- mede os Sioraq, så vi til vores store overraskelse et stort hus. Vi blev meget optaget af synet af dette hus, det var nemlig ikke bygget, da vi påbegyndte ekspeditionen. Vores stirren efter huset blev først af- brudt, da vores skib grund- stødte. Det skete ved højvande. Jeg havde sådan glædet mig til at komme i land, men ikke tale om; den gamle ræv ville ikke have, at vi skulle i land. Først ved næste højvande, da den anden skonnert havde fri- gjort os, blev vi sat i land, mens de to skonnerter sej- lede bort. Det viste sig at være missionspræsten Guu- dak og hans kateket Sakki- maat, der havde rejst det ^tore hus, og med dem holdt julen sit indtog hos os. Inden ret længe begyndte menneskene at komme i kirken. I begyndelsen var det ret svært at følge guds- tjenesten, navnlig salmesan- gen. hvorunder menigheden til tider fandt på at istemme deres egne sange i stedet for salmesang. I begyndel- sen var der kun få, næsten kun thuleboere, der samle- des til julen, men senere kom der flere fra andre ste- der. Nogle år efter holdt vi jul inde ved Kangerlussuaq. Vi var mange dengang. Jeg startede fra llluluarsuit (ved Siorapaluk) med kone og fire børn juleaften om mor- genen, og vi var i Kanger- lussuaq inden gudstjenesten om eftermiddagen. Der var kommet mange julegæster. Alle var forholdsvis unge, idet de ældre var mere til- bageholdne. Julemaden be- stod selvfølgelig af landets egne frembringelser, da vi endnu ikke var dus med den fremmede kost. Men vi var flittige til at drikke kaffe. Der savnedes heller ikke adspredelser. Menneskene var altid opsat på at lege. Navnlig boldspil dyrkede man, og her holdt de gamle sig ikke tilbage. Hvor er legelysten henne nu om stunder? Inukitsupaluk (74 år) Juleminder Min far hørte engang, at Guudak og Sakkimaat skul- le komme. Dengang boede vi i Kap York. Så rejste vi til Uummannaq (Gamle Thule), fordi min far ville vente på missionærerne dér. Jeg var dreng dengang. Endelig fik vi lov til at opleve den første jul. Juletræspynten så me- get indbydende ud, og vi kunne ligefrem skimte, at der var godter i poserne. Da vi var færdige med at danse om juletræet, begyndte missionærerne at uddele godterne. Tænk, der var også julelys i poserne. Det var herligt! Det var før karamellernes tid. Jeg har også engang fej- ret jul nord for Upernavik ved Itissalik hos storfange- ren Itui. Mens jeg var på besøg hos kateketen, hørte jeg sang uden for huset. I kan lige tro, at det lød her- ligt. Dette skete før Krauls- havn og Kullorsuaq blev grundlagt. Poorsimaat (65 år 1964) Jeg husker - En af de første ting, jeg husker, var, at jeg sad hos min far. Jeg var så lille, at mine fødder strittede et par centimeter fra min fars knæ. Dengang boede vi i Kap York. Min fars hunde var tit slemme til at slås med de andre spand. Derfor plejede vi at bo et godt - Til gengæld har faster Emilie lovet, at jeg ikke får - Han siger, at han gerne vil låne 50 milliarder til en slips i julegave fra hende de næste syv år! julegavekonto. - Atsap Emiliep neriorsorpaanga, imaallaanngooq - Juullimunngooq tunnisutisiassanut 50 milliardinik juullit arfineq marluk tulliit qilerniusanik tunissan- taarsigassarsilaarli. ngilaanga! stykke fra de andre huse. Jeg kan også huske, at vi engang var på vej til Saun- ders 0. Vi nåede også be- stemmelsesstedet. Mens vi var dér, fik vi ret uventede gæster - det var Mylius og hans ekspeditionsdeltagere. Vi blev inviteret ind hos dem. Da vi begyndte at gå ind i hans telt, ønskede jeg at forsvinde i jorden, så genert var jeg. Imens vi sad hos dem, begyndte en af de grønlandsktalende at for- tælle: »Da vi kom til Kap York kunne vi tænke os at fodre vore hunde, men da vi var udgået for hundefoder, måtte vi nøjes med at slå telt op. Nogle af vore hunde forsvandt lige efter. Da vi kaldte på dem, kom de lø- bende ned ad en lille skrå- ning. Vi fik lyst til at efter- søge terrænet nærmere. Det gav også resultat. Vi fandt et hus. Dog var det beklageligt nok, at nogle af vore hunde havde taget af husets forråd. For det meste fandt vi kødklumper, som ikke var stivfrosne.« Det viste sig, at de var kommet til Kap York et halvt døgn efter, at vi var rejst derfra. Da min far hør- te, at de ikke havde fodret, ærgrede han sig sådan, for- di der var kød nok hjemme hos ham. Det fortaltes også, at en af dem, Harald, havde lagt et klapmydse- skind på isen og malede omgivelserne liggende på dette skind. Det siges, at han havde fået kulde. Det gik også ud over hans hel- bred. Den store Gaba sagde også noget engang imellem. Adskillige år derefter hør- te mine forældre, at men- neskene i Uummannaq var ved at holde jul. Min far og mor tog af sted for at del- tage i julefesten. Vi andre måtte passe på huset. Jeg husker ikke noget særligt fra den julefest. Først et par år efter fej- rede vi rigtigjul. Menneske- nes lommer bugnede af godter. Når de traf deres venner, tog de noget op af lommen og forærede det forklarende til de andre: »Nu er det jul!« Imina Jul på skibet Når Peary rejste tog han gerne min far med, og jeg mindes, at vi alle blev invite- ret med ombord på Pearys store skib »Roosevelt«, hvor vi holdt jul. Jeg var ikke ret gammel. Mens jeg gik rundt mellem besætnin- gen med min tallerken, kom de på et tidspunkt noget i min tallerken, og hvilket syn! Et stort stykke rens- dyrkød, godt med fedt på. Mere husker jeg ikke fra skibet. Jeg husker dog, at jeg spiste med god appetit. Mens min far boede i Kap York, hørte han, at præsten var ankommet for at holde tidlig julegudstjeneste. Den- gang kendte han lidt til den danske jul gennem sine rej- ser med danskerne. Jeg selv havde ikke holdt jul i Uummannaq, men i Ka- ngerlussuaq. Dengang hav- de vi allerede fået smag for godter. Kiks smagte for- trinligt. Jeg kan ikke min- des at have smagt noget så godt lang tid efter. Til tider var det småt med tobak. Jeg husker, at Guudak hav- de tobak, der lignede små stykker tørret hvalkød. Engang vi var ude at køre hundeslæde, lod mændene en pibe gå rundt fra mand til mand. Kuutsikitsoq Men hvad er der galt med den nye gulvskrubbe og opvaskebaljen, jeg gav dig i julegave? Kumigutit erruivillu juullimi tunniussakka ajoquteqaramik?

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.