Atuagagdliutit - 12.12.1996, Side 6

6
1996
tZwÆfffaÉ /éfø/tøa&S’CU?
JULETILLÆG
Den første jul i Thule
Fra AG's gamle julenumre
Det er altid hyggeligt at for-
dybe sig i traditionerne om-
kring julen, og hvert år sid-
der vi her på AG i nogle ti-
mer og kigger i de gamle
julenumre, som har været
med til at skabe hygge i de
fredelige juledage. Forleden
faldt vi således over nogle
beretninger, som AG-redak-
tionen i 1965 havde lånt fra
det navnkundige Thule-blad
Hainangs juleudgave fra
året før.
Dengang var billedmateri-
alet ikke særligt flatteren-
de. Reproduktionen af foto-
grafier var betydeligt van-
skeligere end med vore da-
ges teknik, og der findes ik-
ke arkivbilleder af de med-
virkende.
Beretningerne er imidler-
tid så interessante, at vi har
valgt at gengive dem i år.
Først en beretning af Inu-
kitsupaluk, der hvis han
havde levet i dag ville 106
år:
Om julen
Før julen holdt sit indtog i
vintermørkets land, blev jeg
spurgt af nordpolsfareren
Peary, om jeg kunne tænke
mig at deltage i hans forsøg
på at nå Nordpolen. Jeg
faldt for fristelsen og tog
med.
Under vort ophold i isør-
kenen undrede jeg mig
over, at vores fører affyre-

j?Q j,*
U
CQ
Er du så på dagpenge resten af året?
Taava ukiup sinnera ikiuutisisarpit?

©PIB Copenhagen
IBERr-
de raketter ud i den blå luft
netop ved juletiden, men
han fandt ikke på at fortæl-
le os noget om julen.
Da ekspeditionen nærme-
de sig sin afslutning, satte vi
kursen hjemad sejlende med
to skonnerter. Da vi nær-
mede os Sioraq, så vi til
vores store overraskelse et
stort hus. Vi blev meget
optaget af synet af dette
hus, det var nemlig ikke
bygget, da vi påbegyndte
ekspeditionen. Vores stirren
efter huset blev først af-
brudt, da vores skib grund-
stødte. Det skete ved
højvande. Jeg havde sådan
glædet mig til at komme i
land, men ikke tale om; den
gamle ræv ville ikke have,
at vi skulle i land. Først ved
næste højvande, da den
anden skonnert havde fri-
gjort os, blev vi sat i land,
mens de to skonnerter sej-
lede bort. Det viste sig at
være missionspræsten Guu-
dak og hans kateket Sakki-
maat, der havde rejst det
^tore hus, og med dem
holdt julen sit indtog hos os.
Inden ret længe begyndte
menneskene at komme i
kirken. I begyndelsen var
det ret svært at følge guds-
tjenesten, navnlig salmesan-
gen. hvorunder menigheden
til tider fandt på at istemme
deres egne sange i stedet
for salmesang. I begyndel-
sen var der kun få, næsten
kun thuleboere, der samle-
des til julen, men senere
kom der flere fra andre ste-
der.
Nogle år efter holdt vi jul
inde ved Kangerlussuaq. Vi
var mange dengang. Jeg
startede fra llluluarsuit (ved
Siorapaluk) med kone og
fire børn juleaften om mor-
genen, og vi var i Kanger-
lussuaq inden gudstjenesten
om eftermiddagen. Der var
kommet mange julegæster.
Alle var forholdsvis unge,
idet de ældre var mere til-
bageholdne. Julemaden be-
stod selvfølgelig af landets
egne frembringelser, da vi
endnu ikke var dus med den
fremmede kost. Men vi var
flittige til at drikke kaffe.
Der savnedes heller ikke
adspredelser. Menneskene
var altid opsat på at lege.
Navnlig boldspil dyrkede
man, og her holdt de gamle
sig ikke tilbage. Hvor er
legelysten henne nu om
stunder?
Inukitsupaluk (74 år)
Juleminder
Min far hørte engang, at
Guudak og Sakkimaat skul-
le komme. Dengang boede
vi i Kap York. Så rejste vi til
Uummannaq (Gamle Thule),
fordi min far ville vente på
missionærerne dér. Jeg var
dreng dengang. Endelig fik
vi lov til at opleve den første
jul. Juletræspynten så me-
get indbydende ud, og vi
kunne ligefrem skimte, at
der var godter i poserne. Da
vi var færdige med at danse
om juletræet, begyndte
missionærerne at uddele
godterne. Tænk, der var
også julelys i poserne. Det
var herligt! Det var før
karamellernes tid.
Jeg har også engang fej-
ret jul nord for Upernavik
ved Itissalik hos storfange-
ren Itui. Mens jeg var på
besøg hos kateketen, hørte
jeg sang uden for huset. I
kan lige tro, at det lød her-
ligt. Dette skete før Krauls-
havn og Kullorsuaq blev
grundlagt.
Poorsimaat (65 år
1964)
Jeg husker -
En af de første ting, jeg
husker, var, at jeg sad hos
min far. Jeg var så lille, at
mine fødder strittede et par
centimeter fra min fars
knæ. Dengang boede vi i
Kap York. Min fars hunde
var tit slemme til at slås
med de andre spand. Derfor
plejede vi at bo et godt
- Til gengæld har faster Emilie lovet, at jeg ikke får - Han siger, at han gerne vil låne 50 milliarder til en
slips i julegave fra hende de næste syv år! julegavekonto.
- Atsap Emiliep neriorsorpaanga, imaallaanngooq - Juullimunngooq tunnisutisiassanut 50 milliardinik
juullit arfineq marluk tulliit qilerniusanik tunissan- taarsigassarsilaarli.
ngilaanga!
stykke fra de andre huse.
Jeg kan også huske, at vi
engang var på vej til Saun-
ders 0. Vi nåede også be-
stemmelsesstedet. Mens vi
var dér, fik vi ret uventede
gæster - det var Mylius og
hans ekspeditionsdeltagere.
Vi blev inviteret ind hos
dem. Da vi begyndte at gå
ind i hans telt, ønskede jeg
at forsvinde i jorden, så
genert var jeg. Imens vi sad
hos dem, begyndte en af de
grønlandsktalende at for-
tælle:
»Da vi kom til Kap York
kunne vi tænke os at fodre
vore hunde, men da vi var
udgået for hundefoder,
måtte vi nøjes med at slå
telt op. Nogle af vore hunde
forsvandt lige efter. Da vi
kaldte på dem, kom de lø-
bende ned ad en lille skrå-
ning. Vi fik lyst til at efter-
søge terrænet nærmere.
Det gav også resultat. Vi
fandt et hus. Dog var det
beklageligt nok, at nogle af
vore hunde havde taget af
husets forråd. For det
meste fandt vi kødklumper,
som ikke var stivfrosne.«
Det viste sig, at de var
kommet til Kap York et
halvt døgn efter, at vi var
rejst derfra. Da min far hør-
te, at de ikke havde fodret,
ærgrede han sig sådan, for-
di der var kød nok hjemme
hos ham. Det fortaltes
også, at en af dem, Harald,
havde lagt et klapmydse-
skind på isen og malede
omgivelserne liggende på
dette skind. Det siges, at
han havde fået kulde. Det
gik også ud over hans hel-
bred. Den store Gaba sagde
også noget engang imellem.
Adskillige år derefter hør-
te mine forældre, at men-
neskene i Uummannaq var
ved at holde jul. Min far og
mor tog af sted for at del-
tage i julefesten. Vi andre
måtte passe på huset. Jeg
husker ikke noget særligt
fra den julefest.
Først et par år efter fej-
rede vi rigtigjul. Menneske-
nes lommer bugnede af
godter. Når de traf deres
venner, tog de noget op af
lommen og forærede det
forklarende til de andre:
»Nu er det jul!«
Imina
Jul på skibet
Når Peary rejste tog han
gerne min far med, og jeg
mindes, at vi alle blev invite-
ret med ombord på Pearys
store skib »Roosevelt«,
hvor vi holdt jul. Jeg var
ikke ret gammel. Mens jeg
gik rundt mellem besætnin-
gen med min tallerken, kom
de på et tidspunkt noget i
min tallerken, og hvilket
syn! Et stort stykke rens-
dyrkød, godt med fedt på.
Mere husker jeg ikke fra
skibet. Jeg husker dog, at
jeg spiste med god appetit.
Mens min far boede i Kap
York, hørte han, at præsten
var ankommet for at holde
tidlig julegudstjeneste. Den-
gang kendte han lidt til den
danske jul gennem sine rej-
ser med danskerne.
Jeg selv havde ikke holdt
jul i Uummannaq, men i Ka-
ngerlussuaq. Dengang hav-
de vi allerede fået smag for
godter. Kiks smagte for-
trinligt. Jeg kan ikke min-
des at have smagt noget så
godt lang tid efter. Til tider
var det småt med tobak.
Jeg husker, at Guudak hav-
de tobak, der lignede små
stykker tørret hvalkød.
Engang vi var ude at køre
hundeslæde, lod mændene
en pibe gå rundt fra mand
til mand.
Kuutsikitsoq
Men hvad er der galt med den nye gulvskrubbe og
opvaskebaljen, jeg gav dig i julegave?
Kumigutit erruivillu juullimi tunniussakka
ajoquteqaramik?