Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 12.12.1996, Blaðsíða 14

Atuagagdliutit - 12.12.1996, Blaðsíða 14
14 tZwÆ/frat /éZuf/tøa&S’ag 1996 JULETILLÆG »Farmor er muhko...« Novelle af tidligere chefredaktør for AG, Jørgen Fleischer Redaktørens gamle lærermester, chefredaktør Jør- gen Fleischer. der har haft ligeså travlt med skriveri- et efter pensionen som i de arbejdsivrige år på Atua- gagdliutit/Grønlandsposten, skrev i AG's julenummer fra 1961 en novelle, hvis overskrift med det samme fangede opmærksomheden, da vi forleden holdt jule- hygge i kantinen med de gamle julenumre: »Farmor er en muhko...« Vi greb telefonen og spurgte den gamle redaktør, om vi måtte trykke den. - Naturlig- vis. sagde han glad. Så det gør vi: Niels satte sig i den mageli- ge stol veltilfreds med dagens arbejde. Han var lige kommet hjem fra kon- toret. Der duftede dejligt af småkager i hans hyggelige lejlighed i byens mest mo- derne etagehus. Radioen spillede musik ved spisetid. Den fire-årige lyslokkede Lene og den brunøjede syv- årige Erik lavede juleklip, og hans yndige kone Lisbeth puslede i køkkenet. Niels lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene et øjeblik. Nu havde han nået sit mål, som han havde kæm- pet så hårdt for i sin ung- dom. Han havde kun sin energi og sin stædighed at takke for, at han nu var fuldstændig ligestillet med danskerne. Han havde ud- sendt status, et vellønnet arbejde, hvor han i mod- sætning til de fleste grøn- lændere med danmarksud- dannelse ikke skulle af med 25 procent i løn. Han boede i byens bedste hus, oven i købet gratis. Han var jo ud- sendt. Han var gift med en dansker, og hans børn var danskere. Han blev til dag- ligt behandlet som dansker. Han kom sammen med yngre danskere i byen, ikke de gamle åreforkalkede, sørgelige levn fra koloniti- dens dage. Niels var tilfreds og lyk- kelig over ikke mere at skulle blive betegnet som en dum grønlænder. Han var dansker. Det var hovedsa- gen, og han havde ikke me- get til overs for dumme grønlændere, der af dan- skerne blev behandlet som børn. Næh, han ønskede ik- ke at komme tilbage til mø- get, som han kæmpede sig op fra for at nå sine drøm- mes mål. Niels var en velbegavet dreng fra en lille koloni. Han var den ældste af en søskendeflok på fem. Fade- ren var kiffaq på kolonien, en fastansat hos Handelen. Niels huskede, hvordan fa- deren og andre kiffaq’er under mørketiden måtte ase sig frem i stormen for at hente vand, mens deres herre, den danske kolonibe- styrer, sad på et varmt kon- tor. Kiffaq’erne sled i det med at trække en slæde, hvorpå der var fastsurret en vandtønde. Det var småt med penge i Niels' hjem. Faderen måtte gå på arbej- de klokken seks om morge- nen. Til trods for faderens hårde arbejde var lønnen så ussel, at børnene gik i skole uden morgenmad, kun med et stykke sukker. Det glem- mer Niels aldrig. Derfra stammede hans uudslukke- lige had til de danske herre- folk, som udnyttede »de dumme grønlændere«. En morgen måtte Niels gå i skole på fastende hjerte uden så meget som et styk- ke sukker. På vejen kastede han et blik ind ad vinduet, flaasortagut tamaasa juullimi ukiortaassamilu pilluaqquagut Vi ønsker alle vore medlemmer glædelig jul og godt nytår Kalaallit Nunaanni Timersoqatigiit Kattuffiat Grønlands Idræts-Forbund hvor kolonibestyrereren, den store naalagaq, sad på sit lune kontor, velnæret og med en stor cigar i munden. Det var dengang, han svor en dyr ed på, at han ville kæmpe sig frem fra denne uværdige tilværelse og blive ligestillet med de danske naalagaq’er. Så kom krigen. Niels'blev sendt til efterskolen og kom to år efter på højskolen. Han ville lære så meget, han kunne. Men skolen kunne ikke tilfredsstille hans tørst efter kundskaber. Undervis- ningen i dansk var mangel- fuld, syntes han, og han måtte ikke få undervisning i engelsk. Men en dag øjnede han en chance. Niels kom meget sammen med unge matro- ser i Handelens skibe, som hentede varer fra Amerika. Hos dem erfarede han, at alle danske matroser havde en helt anden indstilling overfor grønlænderne. Og en dag fortalte Niels’ gode ven på skibet, Hendrik, at en stor dansk landmand i Canada søgte unge menne- sker på sin bedrift. Niels var straks fyr og flamme, men hans ansøgning om at kom- me til Canada blev afvist af myndighederne. Niels havde et længere opgør med myndighederne og brød ikke alene med skolen, men også med Dan- marks beskyttelsespolitik og religionen, som han mente, danskerne udnytte- de til at holde grønlænder- ne i uvidenhed. - »Bekymr jer ikke om dagen i mor- gen«. - Det var ganske ind- lysende, hvor danske naala- gaq’er ville hen. De ville hol- de grønlænderne nede i ly af religionen. De var ikke dumme, de danskere. De lovede grønlænderne guld og grønne skove - efter døden! Men det lykkedes Niels at komme på et skib som matros. Han sparede penge sammen, og efter krigen kunne han for alvor begyn- de at læse. Han gik på med krum hals og klarede en eksamen med gode resulta- ter. Han var i Danmark lige- stillet med andre danske borgere, og det styrkede ham i hans kamp for at nå sit mål. Årene gik. Niels blev gift med en sød dansk pige. Han arbejdede nogle år i Dan- mark for at bevise, at han kunne klare sig i Danmark blandt andre danskere. Nej, danskerne var i almindelig- hed flinke mennesker. Det var kun de gamle åreforkal- kede kolonisationsfolk, der var noget i vejen med. Niels kom tilbage til Grønland og så, at alt var helt forandret. Der var akti- vitet alle vegne. Grønland var vågnet op af sin torner- osesøvn. »Det gamle ro- mantiske Grønland« var forsvundet. Hatten af for det! Der arbejdedes intenst alle vegne. Men det første Niels lagde mærke til, var, at det næsten kun var dan- ske arbejdere, der var be- skæftiget i det store opbyg- ningsarbejde. Grønlænder- ne så bare måbende til. Hvad kunne man ellers for- vente? De var jo dumme. - Men man skulle tro, der ikke skulle ret meget hjerne til at skovle sand og grus fra en lastbil på en nylagt vej. - Men hvad gjorde det? Det måtte de selv om. Han var ikke mere grønlænder... »De dumme grønlænde- re« - der var ærligt talt no- get om det, tænkte Niels. Han kom slet ikke sammen med sine landsmænd, og når han mødte sin familie, værdigede han dem ikke en et blik. Lisbeth var slet ikke glad for Niels’ indstilling overfor sine egne. Mangen en aften havde de haft en drabelig diskussion om det ømtåleli- ge emne, men Niels holdt ved sit. Han havde kæmpet sig frem fra møget, og ingen skulle minde ham om hans fortid, som han ikke kunne gøre for. Niels kunne ikke undgå at lægge mærke til, at hans moder led under, at hendes dreng var blevet så frem- med. Hun ønskede inder- ligt, at det var anderledes. Sommetider fik hun tårer i øjnene, når hun så sine bør- nebørn på gaden. Men der var en uendelig afstand mellem hende og sønnen, og der var ingen plads i hans verden, som var så forskellig fra hendes. Det eneste argument, Niels hav- de overfor Lisbeths bønner om at forandre sin indstil- ling overfor moderen, var, at hun var gammel og ikke ønskede at komme væk fra de forhold, hun var vant til. Sådan var det bedst for hende og for ham selv, sag- de Niels. Nu sad Niels i sin dejlige stue og følte sig stolt over, at han i sin tid brød med den tilværelse, som grøn- lænderne havde. Han kunne se fremtiden fortrøstnings- fuldt i møde. - Far, vi havde en fest i børnehaven i dag, sagde Lene glad. - Vi havde alle- sammen nissehue på. Du kan tro, det var sjovt. Og så mødte jeg min farmor udenfor butikken. Hun sag- de, hun havde syet en grøn- landsk ting til mig, som jeg skal have i julegave. - Og ved du hvad, far? - Jeg så i børnehaven et Jesusbarn- hus med ’lektrisk lys. Der var en muhko og et mæhlam i Jesusbarnhuset. - Det er nok et boligstøt- tehus til GTO-priser, be- mærkede faderen. - Nej, det er et rigtigt Jesusbarnhus med ’lektrisk lys, gentog Lene. 1 det samme lød et spæd- barnvræi fra stuen ved siden af. - Nej, ved du nu hvad, far? råbte Lene begejstret. - Vi leger, lillebror er Jesus- barn. Du er far’en, mor er mor’en! - Jeg er mæhlam og, og farmor er muhko! - Jeg vil have, farmor besø- ger os. Hun er så sød. Hun vil give mig en grønlandsk ting til jul. Ikke osse, far? Niels smilede til sin lille pige, og der var tårer i hans øjne... Sullitovut juullimi pilluaqquagut ukiortassaamullu iserluamissaannik kissaallugit Vi ønsker alle vore kunder en glædelig jul samt et godt nytår Q Godthåb Dampvaskeri Handelsselskabet Vandsøvej 14 • Box 242 • 3900 Nuuk v/Poul Erik Jørgensen - Vandsøvej 14 • Box 475 • 3900 Nuuk

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.