Atuagagdliutit - 12.12.1996, Qupperneq 14

14
tZwÆ/frat /éZuf/tøa&S’ag
1996
JULETILLÆG
»Farmor er muhko...«
Novelle af tidligere chefredaktør for AG, Jørgen Fleischer
Redaktørens gamle lærermester, chefredaktør Jør-
gen Fleischer. der har haft ligeså travlt med skriveri-
et efter pensionen som i de arbejdsivrige år på Atua-
gagdliutit/Grønlandsposten, skrev i AG's julenummer
fra 1961 en novelle, hvis overskrift med det samme
fangede opmærksomheden, da vi forleden holdt jule-
hygge i kantinen med de gamle julenumre: »Farmor
er en muhko...« Vi greb telefonen og spurgte den
gamle redaktør, om vi måtte trykke den. - Naturlig-
vis. sagde han glad. Så det gør vi:
Niels satte sig i den mageli-
ge stol veltilfreds med
dagens arbejde. Han var
lige kommet hjem fra kon-
toret. Der duftede dejligt af
småkager i hans hyggelige
lejlighed i byens mest mo-
derne etagehus. Radioen
spillede musik ved spisetid.
Den fire-årige lyslokkede
Lene og den brunøjede syv-
årige Erik lavede juleklip,
og hans yndige kone Lisbeth
puslede i køkkenet.
Niels lænede sig tilbage i
stolen og lukkede øjnene et
øjeblik.
Nu havde han nået sit
mål, som han havde kæm-
pet så hårdt for i sin ung-
dom. Han havde kun sin
energi og sin stædighed at
takke for, at han nu var
fuldstændig ligestillet med
danskerne. Han havde ud-
sendt status, et vellønnet
arbejde, hvor han i mod-
sætning til de fleste grøn-
lændere med danmarksud-
dannelse ikke skulle af med
25 procent i løn. Han boede
i byens bedste hus, oven i
købet gratis. Han var jo ud-
sendt. Han var gift med en
dansker, og hans børn var
danskere. Han blev til dag-
ligt behandlet som dansker.
Han kom sammen med
yngre danskere i byen, ikke
de gamle åreforkalkede,
sørgelige levn fra koloniti-
dens dage.
Niels var tilfreds og lyk-
kelig over ikke mere at
skulle blive betegnet som en
dum grønlænder. Han var
dansker. Det var hovedsa-
gen, og han havde ikke me-
get til overs for dumme
grønlændere, der af dan-
skerne blev behandlet som
børn. Næh, han ønskede ik-
ke at komme tilbage til mø-
get, som han kæmpede sig
op fra for at nå sine drøm-
mes mål.
Niels var en velbegavet
dreng fra en lille koloni.
Han var den ældste af en
søskendeflok på fem. Fade-
ren var kiffaq på kolonien,
en fastansat hos Handelen.
Niels huskede, hvordan fa-
deren og andre kiffaq’er
under mørketiden måtte
ase sig frem i stormen for
at hente vand, mens deres
herre, den danske kolonibe-
styrer, sad på et varmt kon-
tor. Kiffaq’erne sled i det
med at trække en slæde,
hvorpå der var fastsurret
en vandtønde. Det var småt
med penge i Niels' hjem.
Faderen måtte gå på arbej-
de klokken seks om morge-
nen. Til trods for faderens
hårde arbejde var lønnen så
ussel, at børnene gik i skole
uden morgenmad, kun med
et stykke sukker. Det glem-
mer Niels aldrig. Derfra
stammede hans uudslukke-
lige had til de danske herre-
folk, som udnyttede »de
dumme grønlændere«. En
morgen måtte Niels gå i
skole på fastende hjerte
uden så meget som et styk-
ke sukker. På vejen kastede
han et blik ind ad vinduet,

flaasortagut tamaasa
juullimi ukiortaassamilu
pilluaqquagut
Vi ønsker alle
vore medlemmer
glædelig jul og godt nytår
Kalaallit Nunaanni
Timersoqatigiit Kattuffiat
Grønlands Idræts-Forbund
hvor kolonibestyrereren,
den store naalagaq, sad på
sit lune kontor, velnæret og
med en stor cigar i munden.
Det var dengang, han svor
en dyr ed på, at han ville
kæmpe sig frem fra denne
uværdige tilværelse og blive
ligestillet med de danske
naalagaq’er.
Så kom krigen. Niels'blev
sendt til efterskolen og kom
to år efter på højskolen.
Han ville lære så meget, han
kunne. Men skolen kunne
ikke tilfredsstille hans tørst
efter kundskaber. Undervis-
ningen i dansk var mangel-
fuld, syntes han, og han
måtte ikke få undervisning i
engelsk.
Men en dag øjnede han en
chance. Niels kom meget
sammen med unge matro-
ser i Handelens skibe, som
hentede varer fra Amerika.
Hos dem erfarede han, at
alle danske matroser havde
en helt anden indstilling
overfor grønlænderne. Og
en dag fortalte Niels’ gode
ven på skibet, Hendrik, at
en stor dansk landmand i
Canada søgte unge menne-
sker på sin bedrift. Niels var
straks fyr og flamme, men
hans ansøgning om at kom-
me til Canada blev afvist af
myndighederne.
Niels havde et længere
opgør med myndighederne
og brød ikke alene med
skolen, men også med Dan-
marks beskyttelsespolitik
og religionen, som han
mente, danskerne udnytte-
de til at holde grønlænder-
ne i uvidenhed. - »Bekymr
jer ikke om dagen i mor-
gen«. - Det var ganske ind-
lysende, hvor danske naala-
gaq’er ville hen. De ville hol-
de grønlænderne nede i ly
af religionen. De var ikke
dumme, de danskere. De
lovede grønlænderne guld
og grønne skove - efter
døden!
Men det lykkedes Niels at
komme på et skib som
matros. Han sparede penge
sammen, og efter krigen
kunne han for alvor begyn-
de at læse. Han gik på med
krum hals og klarede en
eksamen med gode resulta-
ter. Han var i Danmark lige-
stillet med andre danske
borgere, og det styrkede
ham i hans kamp for at nå
sit mål.
Årene gik. Niels blev gift
med en sød dansk pige. Han
arbejdede nogle år i Dan-
mark for at bevise, at han
kunne klare sig i Danmark
blandt andre danskere. Nej,
danskerne var i almindelig-
hed flinke mennesker. Det
var kun de gamle åreforkal-
kede kolonisationsfolk, der
var noget i vejen med.
Niels kom tilbage til
Grønland og så, at alt var
helt forandret. Der var akti-
vitet alle vegne. Grønland
var vågnet op af sin torner-
osesøvn. »Det gamle ro-
mantiske Grønland« var
forsvundet. Hatten af for
det! Der arbejdedes intenst
alle vegne. Men det første
Niels lagde mærke til, var,
at det næsten kun var dan-
ske arbejdere, der var be-
skæftiget i det store opbyg-
ningsarbejde. Grønlænder-
ne så bare måbende til.
Hvad kunne man ellers for-
vente? De var jo dumme. -
Men man skulle tro, der
ikke skulle ret meget hjerne
til at skovle sand og grus
fra en lastbil på en nylagt
vej. - Men hvad gjorde det?
Det måtte de selv om. Han
var ikke mere grønlænder...
»De dumme grønlænde-
re« - der var ærligt talt no-
get om det, tænkte Niels.
Han kom slet ikke sammen
med sine landsmænd, og
når han mødte sin familie,
værdigede han dem ikke en
et blik.
Lisbeth var slet ikke glad
for Niels’ indstilling overfor
sine egne. Mangen en aften
havde de haft en drabelig
diskussion om det ømtåleli-
ge emne, men Niels holdt
ved sit. Han havde kæmpet
sig frem fra møget, og
ingen skulle minde ham om
hans fortid, som han ikke
kunne gøre for.
Niels kunne ikke undgå at
lægge mærke til, at hans
moder led under, at hendes
dreng var blevet så frem-
med. Hun ønskede inder-
ligt, at det var anderledes.
Sommetider fik hun tårer i
øjnene, når hun så sine bør-
nebørn på gaden. Men der
var en uendelig afstand
mellem hende og sønnen,
og der var ingen plads i
hans verden, som var så
forskellig fra hendes. Det
eneste argument, Niels hav-
de overfor Lisbeths bønner
om at forandre sin indstil-
ling overfor moderen, var,
at hun var gammel og ikke
ønskede at komme væk fra
de forhold, hun var vant til.
Sådan var det bedst for
hende og for ham selv, sag-
de Niels.
Nu sad Niels i sin dejlige
stue og følte sig stolt over,
at han i sin tid brød med
den tilværelse, som grøn-
lænderne havde. Han kunne
se fremtiden fortrøstnings-
fuldt i møde.
- Far, vi havde en fest i
børnehaven i dag, sagde
Lene glad. - Vi havde alle-
sammen nissehue på. Du
kan tro, det var sjovt. Og så
mødte jeg min farmor
udenfor butikken. Hun sag-
de, hun havde syet en grøn-
landsk ting til mig, som jeg
skal have i julegave. - Og
ved du hvad, far? - Jeg så i
børnehaven et Jesusbarn-
hus med ’lektrisk lys. Der
var en muhko og et
mæhlam i Jesusbarnhuset.
- Det er nok et boligstøt-
tehus til GTO-priser, be-
mærkede faderen.
- Nej, det er et rigtigt
Jesusbarnhus med ’lektrisk
lys, gentog Lene.
1 det samme lød et spæd-
barnvræi fra stuen ved
siden af.
- Nej, ved du nu hvad,
far? råbte Lene begejstret. -
Vi leger, lillebror er Jesus-
barn. Du er far’en, mor er
mor’en! - Jeg er mæhlam
og, og farmor er muhko! -
Jeg vil have, farmor besø-
ger os. Hun er så sød. Hun
vil give mig en grønlandsk
ting til jul. Ikke osse, far?
Niels smilede til sin lille
pige, og der var tårer i hans
øjne...
Sullitovut juullimi pilluaqquagut
ukiortassaamullu
iserluamissaannik kissaallugit
Vi ønsker alle vore kunder en
glædelig jul samt et godt nytår
Q
Godthåb Dampvaskeri Handelsselskabet
Vandsøvej 14 • Box 242 • 3900 Nuuk
v/Poul Erik Jørgensen -
Vandsøvej 14 • Box 475 • 3900 Nuuk