Atuagagdliutit - 27.02.1997, Blaðsíða 12

12
Nr. 16 • 1997
Kulturhusdirektør Jan Kløvstad er en tusindkunstner, men mad har han
ikke forstand på
Det er en hel vidunderlig kage,
der står foran os på bordet.
Teen skal lige trække lidt, men
vi tyvstarter med kagen. Den
er dampende varm, og den
smager fortryllende. Det er en
af den slags kager, man spiser
for meget af med stadig dårli-
gere samvittighed, uden at dén
dog slår en over fingrene.
Indeni var der en nydelig grøn
masse, og AG’s udsendte
spurgte Jan Kløvstad, hvad det
var.
- Heidi, kalder han, og hun
rejser sig fra selvangivelsen og
kommer hen og fortæller, at
det er mandelmasse, og så til-
føjer hun, at jeg hermed har
fået klarhed over, hvem af de
to, der laver maden.
- Det er rigtigt, siger Jan. -
Jeg er en fuldstændig idiot til
at lave mad. Jeg er nok den
kogebogsforfatter i hele ver-
den, som ved mindst om mad-
lavning.
Det må han forklare nærme-
re, og han finder et par bøger
frem fra sine bugnende reoler.
Den første handler om »lute-
fisk«, der ifølge bogens beskri-
velse ikke smager af noget
som helst. Andre »kogebøger«
i serien handler om gammel-
ost, grød og fårehoveder og
skal nok i virkeligheden opfat-
tes som en slags egnsbeskri-
vende madkulturelle håndbø-
ger, redigeret i samarbejde
med specialiteternes entusia-
ster.
Da halvdelen af den 10-per-
soners kage efterhånden er
væk og vi har beundret ud-
sigten til landgrendsløjpen ved
Ravnebakken og diskuteret
russernes kvindedominans ved
VM, må vi af tjenstlige årsager
dykke ned i Jan Kløvstads for-
tid.
Den begynder i et bygde-
samfund, Austre Moland, i
Arendal kommune i det norske
Sørlandet, omgivet af skov på
alle sider, et lille samfund,
hvor man kender hinanden,
helt ind under huden, på godt
og ondt. I første klasse i skolen
var der otte elever, men selv-
om samfundet var lille, var der
et rigt foreningsliv og en ende-
løs række af kulturelle aktivi-
teter.
- For mig er det altså ikke
noget nyt at bo i et samfund,
hvor man er tæt på hinanden. I
store samfund lærer man jo
kun dem at kende, som man er
enige med eller har et eller
andet fællesskab med. Hjem-
me hos os var det anderledes.
Vi var et fællesskab uanset,
hvor forskellige vi var i både
sind og livsførelse.
»Gutteklubben Sprint«
Selvom Jan Kløvstad beskri-
ver sig selv som en flink, so-
cial og nok lidt kedelig fyr, så
er det sidste ikke helt det ind-
tryk, man får efter tre timers
samtale om gamle dage.
Det kan »Gutteklubben
Sprint« vidne om. Allerede
dengang var det som organisa-
tor, at han først og fremmest
gjorde sig bemærket, og selv-
om han med tiden er blevet
mere beskeden, så vidste han
fra første færd, at han i den ret-
ning havde evner, som klub-
ben kunne bruge. Derfor lærte
han de mindre drenge at skrive
»Jan«, og da de var blevet
gode til det, blev der holdt for-
mandsvalg, og det var da heller
ikke forbløffende, at der stod
»Jan« på de fleste stemmesed-
ler. Retfærdigvis skal det næv-
nes, at han også havde lært
dem at skrive deres eget navn,
men beskedenheden holdt dem
tilbage i den afgørende stund.
- Det er den eneste gang, jeg
har meldt mig frivilligt til en
tillidspost, siger Jan Kløvstad
en anelse beklemt over sin
metode.
Lundberg og andagt
I »Gutteklubben Sprint« hand-
lede det om idræt, mest fod-
bold. Men det var ikke kun
fysisk træning, ungerne i
Austre Moland havde brug for.
Folk på egnen var meget reli-
giøse, og alle arrangementer -
uanset hvad det handlede om -
startede altid med en andagt.
Sådan var det også i drenge-
klubben. Møderne startede
med bøn og sang, og da den
verdslige del klubbens aktivi-
teter mest handlede om fod-
bold, så kom Jans mor og læste
blandt andet op af Knud Lund-
bergs bog om fodbold.
- Det var faglitteratur, der
passede os. Vi fik en masse at
vide om strækøvelser, skinne-
bensbeskyttere, og om hvor-
dan vi skulle klippe tånegle.
- Jeg husker også, hvordan
Jan Kløvstad Savalimmiuniilluni assilitittoq nunanut marlunnut ilisarnaatit tigumiarai. Aappaa
norskit erfalasuat savalimmiormiut/norskit isikkamik arsartut ajugaaniutivinnerani agguagaa.
Aappaa tassaavoq Jens Martin-ip nasaa qaqortoq. 10. september 1990 savalimmiormiut østrig-
imiunut ajugaammata Jan Kløvstad-ip savalimmiormiullu målmandiat Jens Martin Knudsen-ip,
savalimmiormiut amat 90-it ikiorsiullugit amerlasoorsuanngorlugu qilattartitaat. Imaallaat
savalimmiormiut meerartaat inuusuttaallu ukiukkut nasaqartalerput - inuiaat peqqinnissaannut
iluaqut, angajoqqaat oqarput.
Fra hans tid på Færøerne, hvor Jan Kløvstad er fotograferet med to nationale symboler.
Det ene giver sig selv, de norske flag, som han uddelte i forbindelse med en færøsk/norsk
fodboldfinale. Det andet er den hvide Jens Martin-hue, som Jan Kløvstad og den færøske
målmand, Jens Martin Knudsen, fra sejren over Østrig 10. september 1990, sammen med
90 færøske kvinder satte i masseproduktion. Pludselig ville de færøske børn og unge gå med
hue om vinteren - et slag for folkesundheden, sagde forældrene.
Jan Kløvstad inuusukaaq, ilinniamertuunngoqqammertut aviisian
Unge Jan Kløvstad, nybagt student med indtægterne fra salget af
vi skrev brev til Leeds, som
var vort store klub-idol. Vi
lånte en ordbog og stavede os
igennem brevene.
- Når jeg tænker tilbage, er
det fantastisk, at vi gennem
hele barndommen arbejdede
med denne klub helt alene,
siger Jan Kløvstad. - Det var i
hvert fald det indtryk, de voks-
ne gav os, men siden er jeg
blevet klar over, at de voksne
må have trukket i trådene, når
der opstod vanskeligheder.
- Kun én gang er vi kommet
i alvorlige problemer. Det var,
da vi bestilte klubtrøjer og hav-
de fået en katalogpris på 27,40
kr. Naive, som vi var, troede
vi, det var prisen på alle 11
trøjer, og det var lidt af et
chok, da det gik op for os, at
det var styk-prisen.
- Senere, da jeg blev en slags
træner for pigehåndbold-hol-
det, lærte jeg, at vi kunne få
sponsorer til at betale trøjerne.
Korrespondent
- Fra jeg var 14 år blev jeg kor-
respondent til en af egnens avi-
ser og skrev om alt muligt i lo-
kalsamfundet, også om idræts-
arrangementer. Jeg husker,
hvordan jeg en dag skulle dæk-
ke et orienteringsløb, hvor jeg
selv deltog som løber. Jeg
vandt løbet og var i et skræk-
keligt dilemma, for hvordan
skulle jeg kunne skrive om det,
uden at det blev udlagt som
praleri. Resultatet blev, at de to
konkurrerende aviser omtalte
samtlige vindere, mens læser-
ne af min avis måtte undvære
et enkelt. Jeg kunne ikke få
mig til det.
- Jeg skrev til avisen helt til
jeg som 19-årig fik studenter-
eksamen, og gennem denne
periode blev jeg mere og mere
optaget af politik. Jeg havde på
en eller anden måde fået en
stiltiende aftale med lærerne
på gymnasiet om, at de ikke
hørte mig, når jeg på aller
bageste række sad og gennem-
gik referatet fra kommunalbe-
styrelsesmødet dagen før. Jeg
så mit snit til ind imellem at
snige mig end i elevrådets
lokale, hvor jeg kunne renskri-
ve referatet på en skrivemaski-
ne. Det tjente jeg naturligvis
penge ved, og på både ud- og
hjemturen med rutebilen fun-
gerede jeg som konduktør og
krævede billetpenge af passa-
gererne. Man må lære at klare
sig.
Uddannelse og jobs
Og det er netop, hvad Jan
Kløvstad har lært. Han er ikke
blot et stort organisationsta-
lent, men kan også skaffe pen-
ge. Det har han - og dem han
har arbejdet for - draget fordel
af ved mange lejligheder, både
i arbejdet rundt om i Norden
og i forbindelse med de mange
og store fritidsopgaver han har
påtaget sig.
Jan Kløvstad uddannede sig
på et dristriktsuniversitet i
fagene planlægning, sociologi,
økonomi og jura, og siden har
han arbejdet med enten kultur
eller politik. Han har blandt
andet været fritidsinspektør,
forlagschef, direktør i Nordens
Hus på Færøerne, markeds-
konsulent og sekretær i en
ungdomsorganisation.
Han har dels skrevet et større
antal bøger og har som forlags-
mand redigeret endnu flere.
- Jeg har også løst en efter