Atuagagdliutit

Ukioqatigiit
Ataaseq assigiiaat ilaat

Atuagagdliutit - 27.02.1997, Qupperneq 12

Atuagagdliutit - 27.02.1997, Qupperneq 12
12 Nr. 16 • 1997 Kulturhusdirektør Jan Kløvstad er en tusindkunstner, men mad har han ikke forstand på Det er en hel vidunderlig kage, der står foran os på bordet. Teen skal lige trække lidt, men vi tyvstarter med kagen. Den er dampende varm, og den smager fortryllende. Det er en af den slags kager, man spiser for meget af med stadig dårli- gere samvittighed, uden at dén dog slår en over fingrene. Indeni var der en nydelig grøn masse, og AG’s udsendte spurgte Jan Kløvstad, hvad det var. - Heidi, kalder han, og hun rejser sig fra selvangivelsen og kommer hen og fortæller, at det er mandelmasse, og så til- føjer hun, at jeg hermed har fået klarhed over, hvem af de to, der laver maden. - Det er rigtigt, siger Jan. - Jeg er en fuldstændig idiot til at lave mad. Jeg er nok den kogebogsforfatter i hele ver- den, som ved mindst om mad- lavning. Det må han forklare nærme- re, og han finder et par bøger frem fra sine bugnende reoler. Den første handler om »lute- fisk«, der ifølge bogens beskri- velse ikke smager af noget som helst. Andre »kogebøger« i serien handler om gammel- ost, grød og fårehoveder og skal nok i virkeligheden opfat- tes som en slags egnsbeskri- vende madkulturelle håndbø- ger, redigeret i samarbejde med specialiteternes entusia- ster. Da halvdelen af den 10-per- soners kage efterhånden er væk og vi har beundret ud- sigten til landgrendsløjpen ved Ravnebakken og diskuteret russernes kvindedominans ved VM, må vi af tjenstlige årsager dykke ned i Jan Kløvstads for- tid. Den begynder i et bygde- samfund, Austre Moland, i Arendal kommune i det norske Sørlandet, omgivet af skov på alle sider, et lille samfund, hvor man kender hinanden, helt ind under huden, på godt og ondt. I første klasse i skolen var der otte elever, men selv- om samfundet var lille, var der et rigt foreningsliv og en ende- løs række af kulturelle aktivi- teter. - For mig er det altså ikke noget nyt at bo i et samfund, hvor man er tæt på hinanden. I store samfund lærer man jo kun dem at kende, som man er enige med eller har et eller andet fællesskab med. Hjem- me hos os var det anderledes. Vi var et fællesskab uanset, hvor forskellige vi var i både sind og livsførelse. »Gutteklubben Sprint« Selvom Jan Kløvstad beskri- ver sig selv som en flink, so- cial og nok lidt kedelig fyr, så er det sidste ikke helt det ind- tryk, man får efter tre timers samtale om gamle dage. Det kan »Gutteklubben Sprint« vidne om. Allerede dengang var det som organisa- tor, at han først og fremmest gjorde sig bemærket, og selv- om han med tiden er blevet mere beskeden, så vidste han fra første færd, at han i den ret- ning havde evner, som klub- ben kunne bruge. Derfor lærte han de mindre drenge at skrive »Jan«, og da de var blevet gode til det, blev der holdt for- mandsvalg, og det var da heller ikke forbløffende, at der stod »Jan« på de fleste stemmesed- ler. Retfærdigvis skal det næv- nes, at han også havde lært dem at skrive deres eget navn, men beskedenheden holdt dem tilbage i den afgørende stund. - Det er den eneste gang, jeg har meldt mig frivilligt til en tillidspost, siger Jan Kløvstad en anelse beklemt over sin metode. Lundberg og andagt I »Gutteklubben Sprint« hand- lede det om idræt, mest fod- bold. Men det var ikke kun fysisk træning, ungerne i Austre Moland havde brug for. Folk på egnen var meget reli- giøse, og alle arrangementer - uanset hvad det handlede om - startede altid med en andagt. Sådan var det også i drenge- klubben. Møderne startede med bøn og sang, og da den verdslige del klubbens aktivi- teter mest handlede om fod- bold, så kom Jans mor og læste blandt andet op af Knud Lund- bergs bog om fodbold. - Det var faglitteratur, der passede os. Vi fik en masse at vide om strækøvelser, skinne- bensbeskyttere, og om hvor- dan vi skulle klippe tånegle. - Jeg husker også, hvordan Jan Kløvstad Savalimmiuniilluni assilitittoq nunanut marlunnut ilisarnaatit tigumiarai. Aappaa norskit erfalasuat savalimmiormiut/norskit isikkamik arsartut ajugaaniutivinnerani agguagaa. Aappaa tassaavoq Jens Martin-ip nasaa qaqortoq. 10. september 1990 savalimmiormiut østrig- imiunut ajugaammata Jan Kløvstad-ip savalimmiormiullu målmandiat Jens Martin Knudsen-ip, savalimmiormiut amat 90-it ikiorsiullugit amerlasoorsuanngorlugu qilattartitaat. Imaallaat savalimmiormiut meerartaat inuusuttaallu ukiukkut nasaqartalerput - inuiaat peqqinnissaannut iluaqut, angajoqqaat oqarput. Fra hans tid på Færøerne, hvor Jan Kløvstad er fotograferet med to nationale symboler. Det ene giver sig selv, de norske flag, som han uddelte i forbindelse med en færøsk/norsk fodboldfinale. Det andet er den hvide Jens Martin-hue, som Jan Kløvstad og den færøske målmand, Jens Martin Knudsen, fra sejren over Østrig 10. september 1990, sammen med 90 færøske kvinder satte i masseproduktion. Pludselig ville de færøske børn og unge gå med hue om vinteren - et slag for folkesundheden, sagde forældrene. Jan Kløvstad inuusukaaq, ilinniamertuunngoqqammertut aviisian Unge Jan Kløvstad, nybagt student med indtægterne fra salget af vi skrev brev til Leeds, som var vort store klub-idol. Vi lånte en ordbog og stavede os igennem brevene. - Når jeg tænker tilbage, er det fantastisk, at vi gennem hele barndommen arbejdede med denne klub helt alene, siger Jan Kløvstad. - Det var i hvert fald det indtryk, de voks- ne gav os, men siden er jeg blevet klar over, at de voksne må have trukket i trådene, når der opstod vanskeligheder. - Kun én gang er vi kommet i alvorlige problemer. Det var, da vi bestilte klubtrøjer og hav- de fået en katalogpris på 27,40 kr. Naive, som vi var, troede vi, det var prisen på alle 11 trøjer, og det var lidt af et chok, da det gik op for os, at det var styk-prisen. - Senere, da jeg blev en slags træner for pigehåndbold-hol- det, lærte jeg, at vi kunne få sponsorer til at betale trøjerne. Korrespondent - Fra jeg var 14 år blev jeg kor- respondent til en af egnens avi- ser og skrev om alt muligt i lo- kalsamfundet, også om idræts- arrangementer. Jeg husker, hvordan jeg en dag skulle dæk- ke et orienteringsløb, hvor jeg selv deltog som løber. Jeg vandt løbet og var i et skræk- keligt dilemma, for hvordan skulle jeg kunne skrive om det, uden at det blev udlagt som praleri. Resultatet blev, at de to konkurrerende aviser omtalte samtlige vindere, mens læser- ne af min avis måtte undvære et enkelt. Jeg kunne ikke få mig til det. - Jeg skrev til avisen helt til jeg som 19-årig fik studenter- eksamen, og gennem denne periode blev jeg mere og mere optaget af politik. Jeg havde på en eller anden måde fået en stiltiende aftale med lærerne på gymnasiet om, at de ikke hørte mig, når jeg på aller bageste række sad og gennem- gik referatet fra kommunalbe- styrelsesmødet dagen før. Jeg så mit snit til ind imellem at snige mig end i elevrådets lokale, hvor jeg kunne renskri- ve referatet på en skrivemaski- ne. Det tjente jeg naturligvis penge ved, og på både ud- og hjemturen med rutebilen fun- gerede jeg som konduktør og krævede billetpenge af passa- gererne. Man må lære at klare sig. Uddannelse og jobs Og det er netop, hvad Jan Kløvstad har lært. Han er ikke blot et stort organisationsta- lent, men kan også skaffe pen- ge. Det har han - og dem han har arbejdet for - draget fordel af ved mange lejligheder, både i arbejdet rundt om i Norden og i forbindelse med de mange og store fritidsopgaver han har påtaget sig. Jan Kløvstad uddannede sig på et dristriktsuniversitet i fagene planlægning, sociologi, økonomi og jura, og siden har han arbejdet med enten kultur eller politik. Han har blandt andet været fritidsinspektør, forlagschef, direktør i Nordens Hus på Færøerne, markeds- konsulent og sekretær i en ungdomsorganisation. Han har dels skrevet et større antal bøger og har som forlags- mand redigeret endnu flere. - Jeg har også løst en efter

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.