Atuagagdliutit - 29.05.1997, Blaðsíða 16

16
GRØNLANDSPOSTEN
Men det blev alligevel til en international karriere
for den grønlandske skuespiller Makka Kleist
Makka Kleist er et livstykke.
Hun taler med hele kroppen
og er ved at brætte ribbenene
ud for at vise, hvad hendes
bankende hjerte føler for livet
og for de mennesker hun har
mødt på godt og ondt. Hendes
ansigt taler samme sprog som
hjertet, og fortællingen om
hendes liv passerer hen over
det som en film på et lærred.
Der er bare ingen drejebog.
Det er minderne, der er manu-
skriptet, og hendes karakter og
personlighed, der instruerer.
Jeg må ikke skrive om alt
det, hun fortæller. For eksem-
pel om det, der handler om
mennesker og venner, der er
havnet i en selvdestruerende
tragedie. Eller om hendes svar
på spørgsmål om de mest bra-
gende successer i karrieren.
Hun er klædeligt blufærdig,
når det gælder hendes egne
fortrin, men kan dog ikke
skjule den glæde og stolthed,
som hun er i sin gode ret til at
føle.
Det gør nu ikke så meget, at
fortællingen om Makka Kleist
har sine sorte huller, for der er
rigeligt at tage af. Hun har ik-
ke fulgt den lige vej, men har
valgt de stier, der tiltalte hen-
de, hvor snoede og kringlede
de end var.
Selv havde hun ikke så me-
get med starten at gøre, bortset
fra at hun var det naturlige
midtpunkt, da hun blev født i
Qullissat den 25. december
1951. Hun skulle have været
rosinen i pølseenden, fordi læ-
gen anbefalede, at moderen,
Bertiaraq, ikke fik flere børn.
Forinden var det blevet til Ed-
vard, forbrugerkonsulenten,
og derefter pigerne Birthe,
Siegrid, Agga, og en lille pige
og senere et tvillingpar, der
alle tre døde kort efter fødslen.
- Det levede Agga højt på,
fortæller Makka med et forle-
gent grin, for det var jo forfær-
delig med de tre småbørn, der
døde. - Men det betød altså, at
Agga kunne få bryst helt til
seksårsalderen, og det var hun
ikke spor utilfreds med. Så da
jeg kom til verden, spurgte
hun forventningsfuldt Mor,
om jeg også skulle dø. Så galt
gik det heldigvis ikke, og det
tror jeg, hun blev glad for
siden.
Kuupik var mågen
- Men jeg fik ikke lov til at
være den yngste og mest for-
kælede. Min moster, der var
døvstum, fik en søn, og da hun
i forvejen havde en pige og
med sit handicap ikke mente
at kunne klare flere bøm, fik
mine forældre til hele fami-
liens glæde den lille lyse
dreng. Det var Kuupik, og
især min far var fornøjet. Efter
Edvard havde han kun fået pi-
ger, og han var rævestolt over
sin nye søn.
- Men også min mor var
henrykt. De ville jo gerne
have flere bøm, mine foræl-
dre, og det var en stor glæde
for dem, at Kuupik blev født
hjemme hos os. Jeg husker, at
min mor, der aldrig drak, skå-
lede med jordmoderen og råb-
te: - Jeg har fået en søn, og det
gjorde ikke engang ondt!
- Da Kuupik voksede til,
travede han og min far meget
rundt i byen - min mørke,
grønlandske far og hans lille
lyse knægt. De fik tilnavnet
Ravnen og Mågen.
Smeltedigelen Qullissat
- Det var i Qullissat, at jeg
blev helt sikker på, at jeg ville
være skuespiller. Der foregik
så meget kulturelt i den by, og
jeg tror, det var fordi befolk-
ningen kom alle steder fra.
Det var en blandingskultur, og
der var revy og skuespil af fle-
re forskellige grupper. Både
lærerne, spejderne, borgerne.
Og der var Vaigat-musikken.
Jeg mindes det som en smelte-
digel, hvor Vestgrønlands for-
skellige traditioner blev kogt
sammen i en gensidigt inspire-
rende, kulturel proces, som
betød meget for os alle sam-
men.
- Første gang, jeg så min
mor optræde, spillede hun en
lille grim mand med pibe. Jeg
kunne kravle i et musehul af
skam, men som stykket skred
frem, blev jeg fængslet af det
og blev overbevist om, at her
var der noget, jeg simpelthen
måtte gøre.
- Jeg tror, vi havde den
første biograf i Grønland, og
det var også her i Qullissat, at
arbejderbevægelsen opstod.
Det er sundt, når blodet blan-
des, og forskellige mennesker
mødes. Jeg bliver ked af det,
når jeg møder unge grønland-
ske racister, der i deres navle-
beskuende tilstrækkelighed
ikke kan se, hvad det er, de går
glip af.
- Befolkningsblandingen i
Qullissat var god. Alle havde
arbejde, men var også fangere.
Egentlig var de nok først og
fremmest fangere, og vi forsy-
nede os selv med det kød, vi
1 havde brug for. Vi manglede
a ikke noget. Det var en rig og
g tryg barndom.
| - Min mor syntes ikke, der
var noget underligt i, at jeg
ville være skuespiller. Jeg
legede altid skuespiller og
klædte mig ud i gardiner og
brugte hendes tøj og spillede
alverdens store roller, sådan
som jeg med min barnlige fan-
tasi forestillede mig dem.
Farvel til trygheden
- Men så kom der en afbrydel-
se i den trygge tilværelse.
Tolv år gammel blev jeg med
6.u sendt til Danmark for at gå
et år i skole. Det gjorde man jo
dengang. Vi skulle være så
danske og fremfor alt lære
dansk.
- Jeg kom til at bo hos en
bondefamilie i Odsherred og
glemmer aldrig min første
rundvisning i stalden og grise-
stien. Den skarpe lugt af am-
moniak snørede halsen sam-
men, så jeg næsten ikke kunne
få vejret.
- Hjemmefra havde jeg fået
indtryk af, at alle danskere var
meget veloplyste, og derfor
blev jeg overrasket da min i
øvrigt meget søde og rare fa-
milie var helt anderledes. De
vidste noget om deres nære
hverdag. Ja, de var eksperter,
hvad den og den nærmeste
omegn angik. Men Verden
udenfor kendte de ikke. Den
var for ljem og for uvedkom-
mende for dem.
- Hjemme i Qullissat legede
vi os til viden om andre lande.
Vi skiftedes til at lukke øjnene
og pege på et sted i fars atlas,
og uanset hvilket land eller
hvilken verdensdel, vi slog
ned på, ja så satte vi os ind i
stoffet. Var der for eksempel
demokrati eller diktatur?
Hvordan var deres kultur, og
hvad levede de af? Hvor man-
ge mennesker boede der, og
hvor gammelt var landet?
- Sådan var det ikke i Ods-
herred, ikke hos min plejefa-
milie.
En grønlandsk
Lady Machbeth
- Men de var søde, og det var
ikke af ond vilje, at de en dag
tilføjede mig et sår, som jeg
var mange år om at læge.
- En aften spurgte de, hvad
jeg ville være, når jeg blev
stor, og jeg svarede prompte,
at jeg ville være skuespiller.
- Men det blev helt stille, og
Makka Qullissani alliartorfimmi silataani ivikkaniittoq.
Makka i græsset udenfor barndomshjemmet i Qullissat.
Nr. 40 • 1997
de så forbløffede på mig, som
om jeg havde sagt noget for-
kert. Efter en tid sagde fade-
ren: - Jamen, Makka, hvordan
ville du kunne spille Shake-
speare med dit udseende?
- Jeg havde aldrig spekule-
ret over, at jeg så forkert ud til
at spille Shakespeare og fik
noget at tænke over. Fra den
dag fortalte jeg ingen, at jeg
ville være skuespiller. Og jeg
skød selv tanken fra mig.
- Da jeg mange år senere
efter en forestilling i Toronto
blev passet op af en lille
mand, der viste sig at være
agent for Royal Shakespeare
Theatre i London med opfor-
dring til at spille Lady Mac-
beth dér, sendte jeg i tankerne
min plejefamilie i Odsherred-
en fornøjelig hilsen. De skulle
bare vide...
- Men det var et sidespring.
- Jeg havde gennemgået
sjette klasse i Qullissat og
skulle gentage det samme stof
i Danmark. Det var dræbende
kedeligt, og jeg kunne sim-
pelthen ikke se meningen med
det. Det endte med, at jeg blev
sendt til psykolog, for lærerne
mente helt bestemt, at der
måtte være et eller andet i
vejen med mig. Men psykolo-
gen fandt hurtigt ud af, at jeg
simpelthen manglede udfor-
dring, så jeg blev rykket en
klasse op, og så gik det meget
bedre.
Et lyserødt juletræ i USA
- Fra Odsherred kom jeg til
efterskolen i Aasiaat og der-
efter på realskole i Nuuk i tre
år. Næste skridt blev et års op-
hold i USA med American
Field Service. Det har mange
unge stadig glæde af, og det er
godt at komme ud og skabe
bredere rammer om sit liv og
sin verden. Ganske vist var
min første værtsfamilie fryg-
telig overfladisk. De boede i
Orange County i Californien
og tilhørte mellemklassen,
men ville så skrækkelig gerne
tilhøre overklassen og skiltede
med deres halve rigdom - tre
biler, fjernsyn i næsten alle
rum og overfladisk og høj-
poleret glamour overalt. Til
jul købté' de tre juletræer - et
hvidt, et lyseblåt og et lyse-
rødt. Det var bagende varmt,
og sved og tårer løb kapløb
ned over mine kinder gennem
hele den mindst julede jul, jeg
nogensinde har oplevet. Hele
tiden kværnede de: »I love
you, I love you«, som en ende-
løs lyd uden hjerte og indhold.
Jeg tænkte på, hvad de mon
siger, når de virkelig mener
det.
- Heldigvis fandt jeg en an-
den familie. Og det var folk,
jeg var på bølgelængde med,
naturligvis ikke, fordi de var
virkelig rige, men fordi de
bare var i orden. De havde
ikke brug for at skilte med
deres rigdom, og deres eneste
fjernsyn var låst inde i et skab,
der kun blev lukket op til ny-
hederne. Det var fint nok for
mig, og her havde jeg en god
tid, indtil jeg vendte hjem.
- Det gode ved at komme ud
og se en anden del af verden er
blandt andet, at vi lærer noget
om os selv. Vi kan måle os
med de andre, og vi opdager,
at der er mange ting, vi gør
bedre. Selvom, det naturligvis
er forkert at generalisere, er
det min erfaring, at amerika-
nerne der, hvor jeg boede, er
overfladiske og ignorante.
Studierne
Tilbage i Nuuk blev Makka
tolk i kreds- og landsret, hvor-
efter hun tog til Danmark på
et to års studenterkursus, og
da det var slut, var hun offi-
cielt jurastuderende, men i
praksis cirkulerede hun mel-
lem mange forskellige ar-