Atuagagdliutit - 29.05.1997, Blaðsíða 17

17
Nr. 40 ■ 1997
GRØNLANDSPOSTEN

»♦♦♦'i

smæå&åm

w? ■—
■ - :/
■ ■

W- -■

Saamerlermit: Søren Hanfgarn, sanianiittup Birthep uia, Fra venstre: Søren Hanfgarn, der er gift med Birthe ved
Agga, Edvard Ilannguarlu, Makkaap amaa Bertiaraq, Makka siden af, Agga, Edvard med Ilannguaq, Makka’s mor
angutaalu Nikolaj. Bertiaraq, Makka og faderen Nikolaj.
bejdspladser. Hun har stået
ved samlebånd på emballage-
fabrikker, været på fiskeindu-
stri, arbejdet med tæpperens
og stærke kemikalier, hældt
lameller op i lynlåsmaskiner
og meget andet.
- Det var lærerigt, og jeg
spekulerede på, hvordan ar-
bejderne på disse virksomhe-
der kan holde den ensformige
beskæftigelse ud livet igen-
nem. Jeg så, hvordan menne-
sker, der arbejdede med kemi-
kalier, led af migræne og
bronkitis. Sikkerhedsbestem-
melserne i 1973 var ikke, hvad
de er i dag. Mange lever en
hård og begrænset tilværelse.
- Efter et år startede jeg på
seminariet på Frederiksberg
og var i mellemtiden blevet
gift med en bekendt fra stu-
denterkursusets dage. Men
allerede et år inde i uddannel-
sen fik jeg mulighed for at
tage i praktik i Grønland, og
her blev jeg fanget af ren og
skær lykke over at være hjem-
me, og derfor blev jeg og fort-
satte min uddannelse på semi-
nariet i Nuuk.
- Her skete der noget af det
mest afgørende i mit liv.
Tuukkaq-teatret var på gæste-
spil fra Fjaltring og havde
forestilling i Qassi. Jeg blev
fuldstændig grebet af deres
stykke og af deres optræden.
Det var så stærk en oplevelse,
at min gamle drøm om at bli-
ve skuespiller sprang op som
trold af en æske. Det var det,
jeg ville, og jeg snakkede med
Reidar Nilsson og aftalte at
begynde året efter, når jeg var
færdig som lærer.
Tuukkaq
- Jeg startede i august, og det
var som at komme hjem til sig
selv igen. Det var hårdt, jeg
hadede gymnastik i skolen,
men fik nu et helt andet og
meningsfyldt forhold til det.
Vi arbejdede med mytologi,
religion, psykologi, drømme
og det praktiske arbejde. Rei-
dar var streng, og han mente,
at kun ved mødet med publi-
kum lærer man. Derfor blev vi
presset til at optræde allerede
kort efter starten.
- Fem år i alt blev det med
Tuukkaq i den omgang, så
måtte jeg prøve noget andet. I
Danmark blev vi omtalt som
teatergruppen Tuukkaq eller
som den grønlandske teater-
gruppe Tuukkaq. Når pressen
skulle være rigtigt nedladende
hed det de unge grønlandske
skuespillere. Men aldrig var vi
individualister. Det var ikke
personerne, den enkelte skue-
spiller, pressen fik øje på - de
enkelte præstationer. Det var
truppen.
- Jeg bestemte mig derfor til
at rejse hen et sted, hvor ingen
kendte mig. Jeg havde flair for
sprog, og da jeg på en toume
var blevet betaget af teaterliv,
musik og dans i Toronto, blev
det mit mål. Her arbejdede jeg
som freelanceskuespiller. I be-
gyndelsen var det naturligvis
en kamp med audition på au-
dition. Men jeg synes, jeg blev
godt modtaget. Tuukkaq hav-
de fået et navn der, og det
hjalp mig meget.
- Der var blandt andet en in-
diansk teatergruppe, som hav-
de eksisteret et års tid, men
den var ved at sygne hen. Da
så jeg og nogle nye indianske
skuespillere ankom, fik vi
pustet liv i den igen. Der var
blandt andre en veninde fra
Buffalo i USA, som flyttede
til Toronto, fordi jeg var der,
og hun og jeg lavede en teater-
gruppe, som vi efter lange
overvejelser kaldte »The Sea-
cows«. Det var ikke kun et-
nisk dramatik, vi præsentere-
de. Vi har sågar sat H. C. An-
dersens Kejserens nye klæder
op.
Canadisk karriere
En dag fik jeg mulighed for at
gå til en audition på en
TV-serie, der skulle hedde
»Daughters of the country«.
Den handlede om de indian-
ske kvinders historie og mødet
med den hvide mand. Jeg kla-
rede optagelsesprøven og fik
rollen som en »gal« kvinde,
der havde mistet sin engelske
mand og to børn, som han vil-
le bringe til England til uddan-
nelse. Skibet gik ned under-
vejs, men kvinden kunne ikke
erkende, at børnene var borte
og mødte op på kajen hver
eneste gang, der kom skib.
Hun havde dog sine klare
øjeblikke og kunne på et tids-
punkt hjælpe en anden in-
diansk kvinde med præcis
samme problem.
Det var en spændende op-
gave, og den førte blandt an-
det til en filmrolle i »City
Blues«, der handler om en in-
diansk skribent, der bliver in-
terviewet og fortæller sit livs
historie.
Jeg endte såmænd med at
slå mit navn ganske godt fast,
og i forbindelse med kvinde-
forestillingen »Aria«, der er
skrevet af en creek-indianer,
der hedder Tomson Highway,
blev der lavet store portræt-
interviews i forskellige blade.
Forestillingen var hårdt arbej-
de, fordi jeg måtte fremstille
ikke færre end 21 kvindeskik-
kelser. Jeg tabte mange kilo i
løbet af de måneder, den var
på programmet.
Nej til London
Det var efter en af forestillin-
gerne med »Aria«, at den
engelske agent fra Royal
Shakespeare Theatre dukkede
op med det generøse tilbud
om en rolle på teatret i Lon-
don. Jeg kunne faktisk vælge,
hvilken rolle, jeg helst ville
spille, og jeg fabulerede alle-
rede om Lady Machbeth. Men
desværre havde jeg på det
tidspunkt bestemt mig for at
rejse hjem. De fire år i Canada
var gået over al forventning,
og jeg havde en meget vel-
anskrevet agent, der spåede
mig en stor karriere.
Men var det det, jeg ville?
Jeg har jo aldrig optrådt for at
tjene penge og få et liv i sus og
dus. Jeg arbejder, fordi jeg
ikke kan lade være, og fordi
jeg vil noget med det, jeg gør.
- Måske skulle jeg have tag-
et mod tilbuddet i London.
Det havde været et spændende
skridt på vejen videre frem.
- Måske står tilbuddet end-
nu åbent?
- Det kan være. Hvem ved,
siger Makka Kleist smilende
og tankefuldt.
AG fortsætter Makka Kleist s
fortælling næste torsdag. Det
har ikke været muligt at skære
væsentligt ned på hendes
spændende og fortættede liv.
Endnu mangler vi at høre om
Makkas drømme om sin af-
døde mor og dennes forma-
ninger, om tiden som skole-
lærer i Narsaq og om mødet
med Silamiut og gensynet med
Tuukkaq, som hun forlod til
fordel for norske Svend B.
Syrin, om Sampo-teatret i
Tromsø og om hendes fremtid,
som den ser ud til at forme sig.
Makka aalisartoq ilaaligut ilagalugit amani Bertiaraq
Kleist.
Makka påfisketursammen med blantlt andre
moderen, Bertiaraq Kleist. ' r:
Birthe saamerliusoq Søren Hqfngarn-imut kateqqam-
mersoq, ami Bertiaraq. Makka aamma Siegrid ilaga-
:am og.står her.sammen med moderen Bertiaraq,.
dakka og Siegrid.
MENNESKER
Fra vore læsere ved vi. at artikler om mennesker er godt
stof. Derfor har vi bestemt os for hver torsdag at bringe
en historie om et menneske eller en familie, der har ople-
vet noget, de synes er værd at fortælle om. Og der er hel-
digvis mange sådanne emner i Grønland. Det ligger i om-
stændighederne - i den kompakte historie i nyere tid, i de
store afstande, i befolkningssammensætningen og i mod-
sætningerne.
Send os gerne en god ide om. hvem vi kan præsentere
på disse sider i de kommende torsdagsudgaver.
. Msérk kuverten »Mennesker«, og køb avisen også
næste torsdag. Det kunne jo være, jeres favorit er med.
MAKKA KLEIST
MENNESKER
r
,1 &
1 W/< v; J
PB1VA1