Atuagagdliutit - 08.07.1997, Blaðsíða 14

14
Nr. 51 • 1997
7^f£a aj?'aj2'(/é/'a C/É
GRØNLANDSPOSTEN
Thulep qaqqaa nuigaanni Avanersuup Kommunianut pineq malunnarsilluartarpoq. Når Thulefjeldet viser sig i horisonten, er man for alvor kommet til Avanersuaq Kommune.
Tre års ekspeditionen til Thule
Fem unge fra børnehjemmet i Uummannaq voksede tre meter på en seks ugers slædetur til Thule
UUMMANNAQ(LM) - Det
er ikke bare fordi de er brune,
Amos, Brian, Karl Jørgen
Jakobine og Petra. De ser for-
andrede ud, efter at de i vinter
tilbragte 6 uger af vinteren på
hundeslæde. En 1200 km.
lang tur fra Uummannaq til
Qaanaaq. En tur i temperatu-
rer ned til minus 30 grader,
snestorm, revner i isen, dyb
sne, iskantkørsel, tynd nyis og
sælfangst. Sådan en tur gør
noget ved folk. Også ved
ungerne fra Uummannaq.
Lidt generte og meget be-
skedne indrømmer de, hvor
stolte de er over bedriften, og
at det ranker ryggen at have
gennemført sådan en tur, vid-
ner deres drømme også om.
16-årige Karl Jørgen, der i
virkeligheden slet ikke skulle
have været med, fordi alle
anså ham for værende for
svag på grund af sukkersyge,
fik i sidste øjeblik sneget sig
til en plads som passager på
en slæde. Næste gang vil han
have sit eget hundespand -
eller gøre turen i kajak. For
som han konstaterer:
Det er meget sjovere og
mere udfordrende at være på
sådan en lang rejse end det er
at lave ballade i Uummannaq.
Han er blevet et helt nyt men-
neske, siger Karl Jørgens om-
givelser.
Næste år...
Næste gang, næste år, siger de
alle fem. Så overbevisende
har de lydt i drømme og pla-
ner, at medarbejderne på bør-
nehjemmet var begyndt at
bebrejde deres leder, at de ik-
ke var blevet orienteret om
den forestående hundeslæde-
tur
- til Canada
- over indlandsisen
- rundt om Grønland
- og hvad børnene ellers gik
og snakkede så overbevisen-
de om.
Men pt. er der altså heller
ikke nogen konkrete turpla-
ner.
Men det skal der nok blive,
hvis det står til de unge.
Sydgrønlandsk
slædekusk
Nuuk-drengen Amos på bare
14 år har på mange måder
været årets helt, fordi han
efter blot et år i nordgrønland,
drev sit eget hundespand hele
vejen til Qaanaaq. Han kom
til Uummannaq i april 1996,
og tabte straks sit hjerte til
hundene og livet på isen. Så
efter et års intens træning og
pasning af hundene, kunne
han stille op med egen slæde
og hundespand og køre til
Qaanaaq.
Nu drømmer han om, at
næste års tur skal gå til Cana-
da.
- Til Grisefjord, siger han
med overbevisning i stem-
men.
Han er godt i gang med for-
beredelserne. Een af hans
tævehunde har nemlig fået 4
hvalpe. Hvalpe der bliver
puslet og plejet, så de kan
være klar til næste år.
Ynglingshvalpen hedder
Juulut, opkaldt efter Jørgen
Jansen, fanger i Nuussuaq,
som var med på turen i år, og
som Amos delte telt med.
Min papfar, kalder Amos,
Juulut.
Skød sæl på isen
Den dygtige fanger fra det
nordlige Upemavik er blevet
Amos’ forbillede:
- Han har lært mig så
meget. At styre hundene or-
dentligt, at lave hundepisk,
hvor vigtigt det er passe
ordentlig på sit tøj og så var
det ham, der hjalp mig, da jeg
skulle skyde min første uuttoq
- og jeg fik den. Med de sidste
ord lyser Amos op i et stort
stolt smil og tænker helt klart
tilbage på triumfen på isen
vest for Savissivik.
- Nogen gange drømmer
jeg om at blive en rigtig dyg-
tig storfanger, men folk plejer
at sige til mig, at jeg skal sat-
se på turistbranchen. At jeg
skal lære flere sprog - udover
dansk og grønlandsk, som jeg
kan - og så satse på at køre
med turister på slædeekspedi-
tioner, og det lyder også
spændende.
Amos rejste direkte fra
Thule til Nuuk for at blive
konfirmeret. Det mørkebrune
ansigt stod flot til den hvide
anorak, og i konfirmationsta-
leme blev turen også nævnt
og fremhævet:
- Selvfølgelig var jeg stolt,
når turen blev nævnt. Også
når jeg mødte mine gamle
kammerater. Jeg synes, at jeg
har fået mere selvtillid efter at
jeg har været på den tur. Det
er i hver tilfælde den bedste
tur, jeg nogen sinde har været
på.
Tre års forberedelser
Årets store slæderejse har
været planlagt gennem flere
år og forberedelserne har ikke
været uden strabadser, men
børnene er ikke vant til, at
livet er let, så det har de taget
med knusende ro.
Vinteren 94/95 blev der
taget VHF certifikater, 1.
hjælpskurser og der blev kørt
træningsture. Den største af
dem var en tur over Nuus-
suaq, som i Uummannaq be-
tragtes som lidt af en mand-
domsprøve.
Vinteren 95/96 skulle turen
have været gået til Thule,
men ak, da var naturen usam-
arbejdsvillig. Isen ville ikke
rigtig lægge sig og blev i vir-
keligheden ikke stabil, før det
var tid til afgang, og så var
hundene hverken kørt til eller
Qimusseriarsuakkoornissami inunnut amerlasuunut ulluni amerlasuuni taquassat. Perorsaa-
sup Rebbi Jørgensenip, angalanermi pisortaasup, taqussat Kullorsuarmi naammatsinniar-
sarai.
Ullut arfineq marluk Qimusseriarsuakkooreersimalluni Cola-mit mamarnerusoqanngilaq. Mad til mange mennesker mange dage i Melvillebugten. Pædagog Rebi Jørgensen, som var
Man kan ikke få noget bedre end en Cola efter syv dage i Melville bugten. leder af turen, prøver at få styr på provianten i Kullorsuaq.
ASSJ FOTO: BØRNEHJEMMET UUMMANNAQ ASS./ FOTO: BØRNEHJEMMET UUMMANNAQ