Atuagagdliutit

Volume
Issue

Atuagagdliutit - 12.02.1998, Page 17

Atuagagdliutit - 12.02.1998, Page 17
Nr. 12 • 1998 17 r Svend Junge atfineq-pingasunik ukioqarluni aatammi aanammilu naasorissaasutut illuata Svend Junge som otte-årige på gårdspladsen hos bedsteforældrene ved Herning. Herning eqqaaniittup silataani. GRØNLANDSPOSTEN satte en stopper for restauran- ten. Og han taler dæmpet om det tragiske dobbeltmord, hvor to unge mennesker blev dræbt af en kammerat, der havde tabt i kortspil. Han hen- tede simpelthen sit jagtgevær og dræbte de to andre uden pardon. Koldt og brutalt og ubegribeligt... Isbjørnen Men også det ryster Junge af sig og kommer i tanke om historien, han ville fortælle. Han og Helene boede oven på restauranten i et enkelt værel- se, og en aften kom Laurits op og fortalte, at der sad en mand i restauranten, som insisterede på at købe Isbjørnen, et maleri af Emanuel A. Petersen. Junge har gennem tiden samlet man- ge malerier af den kendte grønlandsmaler, og Isbjørnen, som han holdt meget af, havde han foræret Helene og ville naturligvis ikke sælge det. Det stod ham kun i 5.000-6.000 kroner, men er alligevel ube- tinget det dyreste maleri, han og Helene har i samlingen. - Men Laurits fik altså den besked, at vi ikke ville sælge maleriet. - Det viste sig, at det var ► direktøren for First Air, der sad og spise middag sammen med Jørgen Nystrup og hans kone, og da Nystrups kone sagde, at hun syntes godt om Isbjørnen, slog First Air- direktøren ud med armen og sagde: - Jeg køber det til dig. - Men der forregnede han sig. Jeg hverken kunne eller ville sælge billedet til sådan en spradebasse, og det måtte Laurits give videre. - Men han kom snart op igen og bad mig komme med ned, for direktøren blev ved med at øge sit tilbud og var oppe i 12.000. Det var selvføl- gelig penge, men som sagt var billedet ikke til salg, og jeg gik derfor ned for at sætte trumf på vort afslag. - Men First Air-direktøren tog åbenbart ikke et nej for et nej, og han tilbød så 15.000, stak mig en check i hånden og sagde, at hvis jeg stadig ikke ville sælge, så kunne han købe restauranten også - til nedriv- ning - når han havde pillet bil- ledet ned af sømmet. - Så blev jeg gal, rev checken til konfetti og drysse- de den ud over ham og smed ham ud. - Så så jeg, at Laurits var ligbleg. Han snakkede om checken, og jeg forstod ikke, hvad der var fat. Nok er 15.000 kroner en god slat pen- ge, men vi var selv glade for billedet, og jeg havde altså sat mig i hovedet, at det ikke skulle sælges. - Så først forstod jeg, hvad Laurits prøvede at fortælle. Det var ikke kroner, checken lød på, men dollars, og jeg blev godt nok lidt stille. Måske overvejede jeg endda at løbe efter den brovtende gæst, men jeg tog mig i det. Jeg ville ikke gøre mig til grin på den måde, og det er vi gla- de for i dag. Isbjørnen hænger stadig i stuen, og vi nyder den hver eneste dag. Levende rensdyr ombord Svend Junge har været med til mange tossede ting, og det skyldes først og fremmest, at han hele livet har ment, at der var en løsning på alting. Selv efter de forhånden værende søms princip kunne tingene lade sig gøre. For eksempel som dengang, Nuup Kommu- nea skulle have flyttet en stamme af rensdyr til Qeqer- tarsuaq (Storeøen) i Nuup Kangerlua (Godthåbfjorden). Hvem kunne løse det pro- blem? Hvordan skulle de frag- tes fra Itinnera til deres nye hjem? Stort skib, kraner og så videre? Nej, Junge havde løs- ningen. Han skulle nok flytte de rensdyr i sin 26 fods Coro- net. Når man kan transportere døde dyr hjem fra en jagt, kan man vel også sejle med leven- de. Og sådan blev det. De ind- fangede dyr fik bundet benene sammen og blev pr. håndkraft lagt ind på hynderne i den 26 fods lystbåd. Men der var et problem. Hvis de lå dér for Ukiut ilaanni Junge isu- maqarpoq Hovercraft - pullattakkamik angallat - atussallugu naleqqullu- artoq, isummanilu upper- narseqqullugu ataatsimik tikisitsivoq. Kisiannili Meqquitsup eqqaani umiungajammat atorneer- uppoq. En overgang troede Junge, al Hovercraft - et luftpude- fartøj - var sagen, og han importerede én for at bevi- se sine teorier. Den var dog ved at forlise ved Skin- derhvalen og blev opgivet. ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT længe, ville de få hjertestop. Det sagde dyrlægen, og det gjaldt derfor om at få dem gelejdet over på Qeqertarsuaq i en ruf. Det skulle den robuste speedbåd også nok kunne kla- re. Hvis det da ikke var fordi den fik motorstop midt i det hele. - Mens vi puklede med motoren - heldigvis var der havblik - blev dyrlægen mere og mere utålmodig og sagde, at nu måtte rensdyrene altså snart på benene, og vi sled med sved på panden for at få maskinen i gang. Men det trak ud. - Da rensdyrene så nåede det kriminelle tidspunkt, hvor de absolut skulle på benene, så løsnede vi deres bånd og bandt dem til søgelænderet, otte dyr i en Coronet. De stod lige så pænt, som var de køer på stald. Vi fik motoren i gang og kunne fortsætte. - Men dermed er historien ikke slut. På vej over mod Qeqertarsuaq mødte vi den nu afdøde Kaj Sivertsen, der var på vej hjem fra jagt i fjorden, og ham og hans folk havde aldrig set noget lignende. Det er ikke ualmindeligt på den tid, at både sejler hjem fra fjorden belæsset med rensdyr, men levende dyr tøjret til sø- gelænderet var mere, end han og hans folk var vant til. - Da de kom tæt nok på, råb- te jeg i spøg til ham, at vi ikke kunne nænne at skyde dem. Kaj og hans venner havde ikke øje for andet end de roli- ge dyr ombord hos os, og det gik faktisk så galt, at de sejle- de på grund, da vi nærmede os landingsstedet. Som en bog Svend Junges liv er som en bog, og som han gengiver dens indhold, er den et festfyr- værkeri af tildragelser, gode som dårlige. Efter et par timer med Junge er vi nødt til at for- klare ham, hvor lidt plads vi har her i avisen. Men han er ikke til at stoppe. En eller anden må en dag skrive den bog. Den vil være et væsent- ligt bidrag til det grønlandske erhvervslivs historie, og det vil blive svært at udelade en skæg fortælling på hver eneste side. Der var mange ting, Junge gerne ville have med i dette portræt. Han ville gerne have kommenteret det politiske slo- gan »Giv de private en chan- ce« med selvoplevede eksem- pler, og han ville godt have »hældt lidt ud« om den for- kælede holdning, nogle grøn- landske initiativtagere giver udtryk for. Og meget, meget andet. Men et sted skal vi jo stoppe, og det bliver her. Otte virksomheder Junge er i dag engageret i otte virksomheder, der overvejen- de er hans egne. Det er Hotel Hvide Falk, Godthåb Trans- portservice, Hotel Grønland (der er lejet ud til hjemmesty- ret), Thai-restauranten Cha- roen Pom, Hotel Hans Egede, et ejendomsselskab med ud- lejning af industrihaller, med- ejer af Permagreen og sidst, men ikke mindst »Tuullik«, der skal sejle turister i Nuuk- området (til sommer bliver der skibstrafikal myldretid i Di- skobugten, siger Junge). Der- til er han medlem af Royal Arctic Lines bestyrelse og meget andet. »Dibjørli« (Ditte, Bjørn aamma Lisa) nammineerluni Atlantikoq ikaareerlugu Nuup umiar- sualiavianut pulajartortoq. Anorersuartillugu radiu aserorpoq, angallallu tammaaneqartutut nalunaarutigineqarpoq. Helenep nuliallu allat ilimagiunnaarpaat uimik ajoratik takoqqinnis- saat. Kisiannili taama ajornanngitsigisumik peersinneqarsinnaanngillat. »Dibjørli« (Ditte, Bjørn og Lisa) på vej i havn efter en tur over Atlanten på egen køl. Radioen gik i stykker i stormvejr, og skibet var meldt savnet. Helene og de andre ægtefæller havde op- givet håbet om at få deres mænd hjem i god behold. Men de var ikke sådan at skille sig af med.

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.