Atuagagdliutit - 12.02.1998, Qupperneq 17

Nr. 12 • 1998
17
r
Svend Junge atfineq-pingasunik ukioqarluni aatammi aanammilu naasorissaasutut illuata Svend Junge som otte-årige på gårdspladsen hos bedsteforældrene ved Herning.
Herning eqqaaniittup silataani.
GRØNLANDSPOSTEN
satte en stopper for restauran-
ten. Og han taler dæmpet om
det tragiske dobbeltmord,
hvor to unge mennesker blev
dræbt af en kammerat, der
havde tabt i kortspil. Han hen-
tede simpelthen sit jagtgevær
og dræbte de to andre uden
pardon. Koldt og brutalt og
ubegribeligt...
Isbjørnen
Men også det ryster Junge af
sig og kommer i tanke om
historien, han ville fortælle.
Han og Helene boede oven på
restauranten i et enkelt værel-
se, og en aften kom Laurits op
og fortalte, at der sad en mand
i restauranten, som insisterede
på at købe Isbjørnen, et maleri
af Emanuel A. Petersen. Junge
har gennem tiden samlet man-
ge malerier af den kendte
grønlandsmaler, og Isbjørnen,
som han holdt meget af, havde
han foræret Helene og ville
naturligvis ikke sælge det. Det
stod ham kun i 5.000-6.000
kroner, men er alligevel ube-
tinget det dyreste maleri, han
og Helene har i samlingen.
- Men Laurits fik altså den
besked, at vi ikke ville sælge
maleriet.
- Det viste sig, at det var
► direktøren for First Air, der
sad og spise middag sammen
med Jørgen Nystrup og hans
kone, og da Nystrups kone
sagde, at hun syntes godt om
Isbjørnen, slog First Air-
direktøren ud med armen og
sagde: - Jeg køber det til dig.
- Men der forregnede han
sig. Jeg hverken kunne eller
ville sælge billedet til sådan en
spradebasse, og det måtte
Laurits give videre.
- Men han kom snart op
igen og bad mig komme med
ned, for direktøren blev ved
med at øge sit tilbud og var
oppe i 12.000. Det var selvføl-
gelig penge, men som sagt var
billedet ikke til salg, og jeg gik
derfor ned for at sætte trumf
på vort afslag.
- Men First Air-direktøren
tog åbenbart ikke et nej for et
nej, og han tilbød så 15.000,
stak mig en check i hånden og
sagde, at hvis jeg stadig ikke
ville sælge, så kunne han købe
restauranten også - til nedriv-
ning - når han havde pillet bil-
ledet ned af sømmet.
- Så blev jeg gal, rev
checken til konfetti og drysse-
de den ud over ham og smed
ham ud.
- Så så jeg, at Laurits var
ligbleg. Han snakkede om
checken, og jeg forstod ikke,
hvad der var fat. Nok er
15.000 kroner en god slat pen-
ge, men vi var selv glade for
billedet, og jeg havde altså sat
mig i hovedet, at det ikke
skulle sælges.
- Så først forstod jeg, hvad
Laurits prøvede at fortælle.
Det var ikke kroner, checken
lød på, men dollars, og jeg
blev godt nok lidt stille.
Måske overvejede jeg endda
at løbe efter den brovtende
gæst, men jeg tog mig i det.
Jeg ville ikke gøre mig til grin
på den måde, og det er vi gla-
de for i dag. Isbjørnen hænger
stadig i stuen, og vi nyder den
hver eneste dag.
Levende
rensdyr ombord
Svend Junge har været med til
mange tossede ting, og det
skyldes først og fremmest, at
han hele livet har ment, at der
var en løsning på alting. Selv
efter de forhånden værende
søms princip kunne tingene
lade sig gøre. For eksempel
som dengang, Nuup Kommu-
nea skulle have flyttet en
stamme af rensdyr til Qeqer-
tarsuaq (Storeøen) i Nuup
Kangerlua (Godthåbfjorden).
Hvem kunne løse det pro-
blem? Hvordan skulle de frag-
tes fra Itinnera til deres nye
hjem? Stort skib, kraner og så
videre? Nej, Junge havde løs-
ningen. Han skulle nok flytte
de rensdyr i sin 26 fods Coro-
net. Når man kan transportere
døde dyr hjem fra en jagt, kan
man vel også sejle med leven-
de.
Og sådan blev det. De ind-
fangede dyr fik bundet benene
sammen og blev pr. håndkraft
lagt ind på hynderne i den 26
fods lystbåd. Men der var et
problem. Hvis de lå dér for
Ukiut ilaanni Junge isu-
maqarpoq Hovercraft -
pullattakkamik angallat -
atussallugu naleqqullu-
artoq, isummanilu upper-
narseqqullugu ataatsimik
tikisitsivoq. Kisiannili
Meqquitsup eqqaani
umiungajammat atorneer-
uppoq.
En overgang troede Junge,
al Hovercraft - et luftpude-
fartøj - var sagen, og han
importerede én for at bevi-
se sine teorier. Den var
dog ved at forlise ved Skin-
derhvalen og blev opgivet.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT
længe, ville de få hjertestop.
Det sagde dyrlægen, og det
gjaldt derfor om at få dem
gelejdet over på Qeqertarsuaq
i en ruf. Det skulle den robuste
speedbåd også nok kunne kla-
re. Hvis det da ikke var fordi
den fik motorstop midt i det
hele.
- Mens vi puklede med
motoren - heldigvis var der
havblik - blev dyrlægen mere
og mere utålmodig og sagde,
at nu måtte rensdyrene altså
snart på benene, og vi sled
med sved på panden for at få
maskinen i gang. Men det trak
ud.
- Da rensdyrene så nåede
det kriminelle tidspunkt, hvor
de absolut skulle på benene, så
løsnede vi deres bånd og
bandt dem til søgelænderet,
otte dyr i en Coronet. De stod
lige så pænt, som var de køer
på stald. Vi fik motoren i gang
og kunne fortsætte.
- Men dermed er historien
ikke slut. På vej over mod
Qeqertarsuaq mødte vi den nu
afdøde Kaj Sivertsen, der var
på vej hjem fra jagt i fjorden,
og ham og hans folk havde
aldrig set noget lignende. Det
er ikke ualmindeligt på den
tid, at både sejler hjem fra
fjorden belæsset med rensdyr,
men levende dyr tøjret til sø-
gelænderet var mere, end han
og hans folk var vant til.
- Da de kom tæt nok på, råb-
te jeg i spøg til ham, at vi ikke
kunne nænne at skyde dem.
Kaj og hans venner havde
ikke øje for andet end de roli-
ge dyr ombord hos os, og det
gik faktisk så galt, at de sejle-
de på grund, da vi nærmede os
landingsstedet.
Som en bog
Svend Junges liv er som en
bog, og som han gengiver
dens indhold, er den et festfyr-
værkeri af tildragelser, gode
som dårlige. Efter et par timer
med Junge er vi nødt til at for-
klare ham, hvor lidt plads vi
har her i avisen. Men han er
ikke til at stoppe. En eller
anden må en dag skrive den
bog. Den vil være et væsent-
ligt bidrag til det grønlandske
erhvervslivs historie, og det
vil blive svært at udelade en
skæg fortælling på hver eneste
side.
Der var mange ting, Junge
gerne ville have med i dette
portræt. Han ville gerne have
kommenteret det politiske slo-
gan »Giv de private en chan-
ce« med selvoplevede eksem-
pler, og han ville godt have
»hældt lidt ud« om den for-
kælede holdning, nogle grøn-
landske initiativtagere giver
udtryk for. Og meget, meget
andet. Men et sted skal vi jo
stoppe, og det bliver her.
Otte virksomheder
Junge er i dag engageret i otte
virksomheder, der overvejen-
de er hans egne. Det er Hotel
Hvide Falk, Godthåb Trans-
portservice, Hotel Grønland
(der er lejet ud til hjemmesty-
ret), Thai-restauranten Cha-
roen Pom, Hotel Hans Egede,
et ejendomsselskab med ud-
lejning af industrihaller, med-
ejer af Permagreen og sidst,
men ikke mindst »Tuullik«,
der skal sejle turister i Nuuk-
området (til sommer bliver der
skibstrafikal myldretid i Di-
skobugten, siger Junge). Der-
til er han medlem af Royal
Arctic Lines bestyrelse og
meget andet.
»Dibjørli« (Ditte, Bjørn aamma Lisa) nammineerluni Atlantikoq ikaareerlugu Nuup umiar-
sualiavianut pulajartortoq. Anorersuartillugu radiu aserorpoq, angallallu tammaaneqartutut
nalunaarutigineqarpoq. Helenep nuliallu allat ilimagiunnaarpaat uimik ajoratik takoqqinnis-
saat. Kisiannili taama ajornanngitsigisumik peersinneqarsinnaanngillat.
»Dibjørli« (Ditte, Bjørn og Lisa) på vej i havn efter en tur over Atlanten på egen køl. Radioen
gik i stykker i stormvejr, og skibet var meldt savnet. Helene og de andre ægtefæller havde op-
givet håbet om at få deres mænd hjem i god behold. Men de var ikke sådan at skille sig af med.