Atuagagdliutit - 14.05.1998, Blaðsíða 14

14 • TORSDAG 14. MAJ 1998
ATUAGAGDLIUTIT
4MC-W1Li

9 **
1996-imi juulli. Paalu
pannilu Jakobine errtilu
Lars. Ungataaniippoq
Judithe Jeremiassen.
Jul i 1966. Paulus sammen
med datteren Jakobine og
sønnen Lars. I baggrunden
er Judithe Jeremiassen.
Af: Lone Madsen
Jeg hører hjemme på havet, siger Paulus Steenholdt,
der i disse år beklæder borgmesterstolen i
Kangaatsiaq
j j\j j-_r
PAULUS STEENHOLDT
Når Paulus Steenholdt tager
ud på fangst i sin sin jolle, gør
han det helst alene. For så er
der så god tid til at mærke den
friske luft, nyde naturen, tæn-
ke og synge en sang for livet.
Et liv, som den i dag 59-åri-
ge Paulus Steenholdt på alle
måder betegner som godt og
lykkeligt. Barndommen, ikke
mindst ungdommen, voksen-
dommen, og når man har af-
fundet sig med dens begræns-
ninger, så også den begyn-
dende alderdom.
Mest lykkelig er Paulus
Steenholdt i de sommermåne-
der, hvor det er lyset, der fast-
lægger døgnet og ikke arm-
båndsuret. Når man er fri til at
tage ud, når vejret, lysten og
fangsten er til det, og fri til at
komme hjem, når man er fær-
dig, og ikke når stempeluret
siger til.
Offer for stempeluret
Sådan er det ikke akkurat for
Paulus Steenholdt i disse år.
Som borgmester i Kangaatsi-
aq Kommune, så er han røget
på vognen med faste arbejds-
tider mandag til fredag, og på
mange måder er det slet ikke
Paulus Steenholdt at være
iklædt funktionærtøj og mo-
biltelefon og stile mod kom-
munekontoret klokken otte
om morgenen. Nej »den rigti-
ge Paulus«, han er i kamikker
og anorak - på vej ud.
Men politik er også en del
af hans liv. Han er nærmest
opvokset med det, med en far
med plads i kommunerådet:
- Dengang jeg for alvor for-
stod, at politik ville blive en
del af mit liv, var i slutningen
af 50-erne, da byens kaj blev
bygget. Da stod vi grønlæn-
dere med hænderne i lommen
og så fremmede folk bygge
vores kaj.
I 1978 var Paulus med til
stifte Siumut i Kangaatsiaq.
Fra 1983 til 1993 var han
kommunalbestyrelsesmedlem
og siden 1997 borgmester.
Lykkelig barndom
Paulus Steenholdt er født i
1939 i bygden Qeqertarsuat-
siaq. En lille bygd, der ligger
mellem Kangaatsiaq og Aasi-
aat, og som blev lukket i 70-
eme.
Her voksede han op sam-
men med sine forældre Lars
og Karen Steenholdt og sine
syv søskende. Paulus Steen-
holdt kan ikke forstille sig
børn have en bedre barndom
end den, man får ved at vokse
op i en lille bygd, og han bli-
ver næsten nostalgisk, når han
tænker tilbage på sin barn-
dom i Qeqertarsuatsiaq:
- Det var en meget lykkelig
barndom. Vi var cirka 30
børn, som holdt sammen i
tykt og tyndt.
- Vi gik i skole. Der var en
kateket og tre hold. De små,
de mellemste og de ældste.
Nogle gange blev vi undervist
sammen. Andre gange var
nogen ude at lege, mens et
eller to hold blev undervist.
Jeg kunne godt lide at gå i
skole.
Leg og lærdom
- Og så legede vi. Alle vores
lege handlede om træning til
voksenlivet. Det vidste vi
bare ikke selv. Vi trænede
præcisionkast med spyd,
lavede kajaklege, og vi øvede
os med hundepisk. For os var
det leg. Fra vi kunne gå, hav-
de vi en hundepisk i hånden.
Brugte den som legeredskab.
Vi konkurrerede om at ram-
me ting. Om sommeren en
gren, om vinteren en snebold,
men pisken var også et våben
mod hundene, for de gik jo
løse dengang.
- Hundene udgjorde nu
ikke nogen særlig fare for
hverken børn eller voksne. Vi
vidste, hvilke hunde, der kun-
ne være være lidt bidske, og
vi vidste, at man aldrig skulle
nærme sig en tæve med hval-
pe. Skulle man på besøg i et
hus, hvor hundene lå uden
for, så kastede man sten på
huset, så ejeren kom ud - det
gjorde både børn og voksne.
- Men det som det først og
fremmest gjaldt om i barn-
dommens bygd var, at alle
holdt øje med med alle. En,
der var ældre, var automatisk
ansvarlig for de yngre. Både
med at holde os væk fra farli-
ge legesteder, men også for at
trøste den, der måske havde
slået sig.
4-5 år gammel begyndte
Paulus at køre med hundeslæ-
de. Bare med en hund eller to.
Det var også uddannelse.
- Selvfølgelig var der også
mange pligter. Vi børn hente-
de vand og hjalp de ældre
med mange ting, men jeg syn-
tes det hele var sjovt - undta-
gen at slæbe tørv.
Parfumeret sæltøj
To oplevelser fra barndom-
men står særlig klart hos Pau-
lus. Den ene var, da han og en
kammerat havde lånt hans
søsters parfume, som på det
tidspunkt var et særdeles dyr-
bart og kært eje for hende.
Knægtene smurte deres sæl-
skindsbukser og anorak ind i
parfume. Ja, de kom til at bru-
ge det hele, og da de ville
præsentere det vellugtende

LJmiatsiaaqqaat angallatillu ullumikkut Kangaatsiami inuussutissarsiutitut angallataapput. Joller og kuttere er erhversfartøjerne i dagens Kangaatsiaq.
ASS./ FOTO: LONE MADSEN