Atuagagdliutit - 14.05.1998, Blaðsíða 15

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 14. MAJ 1998 • 15
Ukiut 40-ngajaat matuma siorna Paalu mersullaqqissumik
nuliartaarpoq, taannalu pinerrarissumik uinippoq.
Taamanili peqatigiittualerput.
resultat for storesøsteren, blev
hun meget, meget vred. Rig-
tig skæld ud fik de nu ikke,
knægtene. Det fik man ikke
dengang. Blot af vide, hvad
der var rigtigt, og hvad der
var forkert.
Men det var ikke altid nok
at få af vide, at det var forkert
at lege på den tynde forårsis
eller ved isfoden, for isen var
den bedste legeplads.
Og så var der dengang kri-
gen sluttede...
Paulus understreger, at han
altid har været glad for at spi-
se, og det måske er derfor, at
dette minde står særligt klart.
Efter at folk i flere år havde
levet med rationeringsmærker
og mangler, så sluttede kri-
gen, og alt, hvad der var på
depotet, blev lagt ud til et
stort spisemik udenfor. Man
måtte spise, alt det man kun-
ne, og det var gratis. Paulus
Steenholdt bliver her mere
end 50 år efter helt salig ved
tanken.
Rigtig butik havde man
ikke i Qeqertarsuaq, men et
depot, hvorom duften stod af
af eftertragtede søde Marie-
kiks. Paulus kan stadig dufte
dem.
Barndommen fik en barsk
slutning for Paulus Steen-
holdt. I konfirmationsalderen
fik han polio, og husker gen-
optræningstiden derefter som
en lang smertefuld periode
med masser af tårer og gråd.
Han blev genoptrænet i Aasi-
aat. I dag har han stort set
ingen mén, bortset fra, at han
mener, at hans vækst gik i stå
dengang. Siden er han ikke
vokset, og jo, han er en lille
mand.
Kajakfanger
I 1956 flyttede familien til
Kangaatsiaq. For den da 18-
årige Paulus var det en rigtig
storby. Her var butik med
faste åbningstider...
Polioen havde sat en mid-
lertidig pause for Paulus
Steenholdts kajaktræning,
men i Kangaatsiaq var han
klar til at starte igen. Det var
lidt svært; at komme fra et
andet bosted, og være så ung.
De ældre kajakfangere så den
unge Paulus an, men han fik
lov at komme med og blev
efterhånden accepteret af
kajakfangeme, blev indviet i
de gode fangssteder - og vej-
ret. Dengang var der ikke
nogen vejrudsigt, den fik man
fra de ældste fangere og blev
selv dygtigere og dygtigere til
at forudse vejret:
- Vi havde mange dejlige
ture. Især om sommeren når
man kunne tage afsted i flere
dage. Overnatte på jorden og
fortsætte dagen efter. Som-
memætterne kunne være kol-
de, men Kattak Lundblad, der
var den tids storfanger, han
havde så meget varme, og var
god at ligge op ad i de kolde
nætter.
- Det er en stor og vigtig
viden at kende de lokale fang-
ststeder. Noget som man bru-
ger hele livet på at lære. I
G60-perioden blev folk til-
budt 400 kroner for at flytte.
Hvordan kunne man tro, at
man kunne erstatte et helt livs
lærdom med 400 kroner.
Smukke Eva
Næsten samtidig med at Pau-
lus flyttede til Kangaastiaq,
flyttede en ung pige ved navn
Eva også til Kangaatsiaq.
Hun kom fra en anden - nu
lukket - bygd, Aalatsivik.
- Hun var den smukkeste
pige, jeg nogensinde havde
set, erindrer Paulus, og så var
hun altid i godt humør. Eva
For snart 40 år siden fik Paulus en kone, der var god til at
sy, og hun fik en dygtig fanger. De har holdt sammen i tykt
og tyndt siden da.
blev sat på en prøve. Paulus’
mor bad Eva om at sy et par
kajakhandsker til sønnen, og
det gjorde hun:
- Jeg brugte en hel uge på
de handsker, fortæller Eva.
De var svære at sy, for de
skulle være vandtætte, og jeg
havde aldrig før prøvet at lave
akkurat den slags handsker,
men jeg vidste jo godt hvem,
der skulle have dem, så jeg
gjorde mig umage.
Handskerne blev godkendt,
og Evas næsten prøve gik ud
på at lave et par vandtætte
kamikker til Paulus, og efter
at han i timevis havde gået
frem og tilbage i vandkanten
med dem og konstateret, at de
var tætte, så blev de gift.
Neej, det var ikke helt så-
dan, men i hvert tilfælde hav-
de Paulus fundet hende, han
gerne ville have til kone.
Smuk, glad og dygtig til at sy.
Og hun er stadig dygtig til at
sy. Det er hende, der forestår
aftensskolens skindsynings
kurser og lærer yngre kvinder
at sy skind.
10 år i kajak
Eva og Paulus blev gift og fik
syv børn. Den ældste, Jakobi-
ne, blev født i 1959.
Paulus brugte kajakken
som fangstredskab i ti år.
Godt nok var torsken, jollerne
og enkelte nummerbåde kom-
met til, og sommeren stod
helt klart i torskefiskeriets
tegn. Men om vinteren kunne
man have stor glæde af kajak.
Selvom Kangaatsiaq ligger i
et islægsområde:
- Vi kunne altid finde steder
med åbent vand, og så tog vi
på sæl- og fuglejagt. Det var
den eneste måde at arbejde på
om vinteren. Der var ingen
jobs på land.
- Kajakken er et dejligt far-
tøj, men også et farligt fartøj.
Jeg har heldigvis aldrig været
vidne til, at nogen er kommet
galt afsted. Jeg har selv været
ude i dårligt vejr, så dårligt
vejr at indvoldene i de fugle,
som jeg havde fanget, blev
smadret. Men engang var det
ved at gå galt. Sammen med
en kammerat var jeg taget ud
i kajak uden helpels. Det blev
dårligt vejr, og kajakkerne
blev fyldt op med vand. Hel-
digvis var der en motorbåd i
nærheden, ellers...
Eva, der udover skindtøj
også syede kajak indrømmer,
at hun kunne være nervøs, når
Paulus var ude i kajak:
- Før vi fik børn, bekymre-
de det mig ikke, men derefter
var jeg altid en lille smule
urolig.
Den ældste datter Jakobine,
der har haft sit barndom i 60-
erne, har romantiske minder
om kajakkerne:
- Der var mange kajakker i
min barndom. Det var så hyg-
geligt, når de kom hjem. Og
spændende om de havde
noget med.
Kajakfangsten sluttede i
slutningen af 60-erne. Motor-
bådene blev mere og mere
dominerende og kampagnen
mod sælfangst startede.
Skindpriseme raslede ned.
Foreningsliv
Det meste af sit liv har Paulus
arbejdet på havet, men han
har også i perioder arbejdet på
land med bygge- og anlægs-
arbejde. Så langt væk som i
Nuuk og Narsaq.
Paulus har et svagt punkt
for kajakken. Han synes, det
er et dejligt fartøj og ser den
som symbolet på kulturens
overlevelse. Og selvom han
ikke er gået på jagt i den siden
slutningen af 70-erne, så er
Eva
Aa-
latsi-
vimmi
1957-imi
assilitissi-
masoq, ilaquta-
riit Kangaatsiamut
nuunngikkallarmata. Assi
suli Paalup Evallu angerlar-
simajfianni nivingavoq.
han stadig på vandet i kajak et
par gange om året. Til natio-
naldagen og lignende arran-
gementer. Og for nylig var
han med til at starte en kajak-
forening i Kangaatsiaq.
Foreningsliv er også en af
Paulus’ store interesseområ-
der. Og Evas. Hvad de to ikke
har været engageret i af fore-
ningsliv i Kangaatsiaq er ikke
værd at nævne, og de er sta-
dig blandt de, der flittigt
møder op i forsamlingshuset
til forskellige arrangementer.
De to er ofte foregangsmænd
og er altid med på den værste
i vilde selskabslege.
Og der er ikke nogen, som
kan svinge en dame som Pau-
lus, og ikke mange damer, der
som Eva kan følge med uden
at blive rundtosset.
For hurtig
samfundsudvikling
Men livet har også sine skyg-
gesider:
Eva
foto-
grafe-
ret i
Aalatsivik
i 1957, før
familien flytte-
de til Kangaatsi-
aq. Billedet hænger
stadig på væggen i Paulus
og Evas hjem.
- Der er sket en stor og hur-
tig udvikling i samfundet i
den tid, jeg har levet. Men
den generation, der er ældre
end jeg, der er vokset op med
spæklampen og nu bare kan
trykke på en kontakt for at få
lys. Det er utroligt, hvad de
har gennemlevet. Den hurtige
udviklinge har skabt mange
problemer, og man kan godt
blive nostalgisk af at tænke på
de gode gamle dage, den tryg-
ge barndom, kajakken, de
gode torsketider og så videre.
Men man er nødt til at følge
med udviklingen. Vi skal bare
lære at bruge vores livserfa-
ringer i den moderne verden.
- I dag har vi problemer
med husleje og elregninger,
og det kan synes uoverskue-
ligt, men den gang bestod
problemerne ofte i at få noget
at spise, overlevelse. Det skal
vi trods alt ikke bekymre os
om i dag.
ASS./ FOTO; LONE MADSEN