Atuagagdliutit

Volume
Issue

Atuagagdliutit - 21.07.1998, Page 8

Atuagagdliutit - 21.07.1998, Page 8
8 • TIRSDAG 21. JULI 1998 ATUAGAGDLIUTIT Savner folk i samme situation »Nervøst sammenbrud hos moderen« var begrundelsen for, at læger fjernede Rosa Poulsens fysisk handicappede datter. I tre måneder gik Rosa Poulsen rundt og vidste ikke om hendes ni-årige datter var levende eller død Rosa Poulsen-ip pania ineqarfimmi kuuinnartumik imeqartumi najugaqartariaqarpoq. Innarluuteqarnini pissutigalugu eqqiluisaarluinnartariaqarpoq. Rosa Poulsens datter er nødt til at bo et sted, hvor der er rindende vand. Hendes handicap gør, at hun skal være meget renlig. NUUK(LRH) - Rosa Poul- sen har været ude for lidt af hvert i sit 33-årige liv. 1 dag kæmper hun for, at hun selv, hendes 14-årige fysisk han- dicappede datter, hendes syvårige søn og kommende barn kan få en lettere hver- dag. - Siden jeg var 18 år har jeg været afhængig af for- skellige kommuner. Jeg håber sådan, at jeg kan op- drage min datter til et andet liv, siger Rosa Poulsen. Rosa Poulsen henvendte sig til AG en fredag, hvor hun følte, at problemerne ikke længere var til at over- skue. Hun havde behov for at fortælle om sine oplevelser. Rosa Poulsen håber, at hen- des historie kan være med til at skabe forståelse for de pro- blemer, hun går rundt med, og at det igen kan medføre, at hun finder sammen med folk, som kan sætte sig ind i, hvad hun går igennem med en teenage-datter, som har et ikke synligt handicap, som går hende meget på. Rosas historie Den føromtalte fredag synets Rosa Poulsen, at problemer- ne ramlede sammen omkring hende. Hendes graviditet har gjort hende arbejdsløs, og hun og hendes to børn lever af 800 kroner om ugen. Den- ne fredag fik Rosa Poulsen nemlig besked fra kommu- nen om, at hun i fremtiden selv skulle betale husleje af de penge, hun får udbetalt i støtte. Det var for meget for Rosa, som valgte at gå til AG og fortælle sin historie. Kommunen har siden trukket sit krav om huslejebetaling af støtten tilbage, men her er Rosa Poulsens historie. Rosa Poulsen er fra Kulu- suk, hvor hendes forældre tog hende ud af folkeskolen som 14-årig. De havde behov for hjælp i huset, og det blev den yngste i børneflokken, Rosa, som skulle stå for det. Som 18-årig faldt Rosa for en dansk mand, som hun hur- tigt blev gravid med. Kort tid efter fødslen af datteren viste det sig, at hun var født med et handicap. Datterens tarm- system fungerede ikke. Siden har datteren været igennem utallige undersøgelser og operationer. Og det er kun to år siden sundhedsvæsnet har opgivet. Datteren må leve med sit handicap. Der gik ikke lang tid efter datterens fødsel, før Rosa og hendes mand fandt ud af, at det ikke gik mellem de to. Manden rejste til Danmark, og Rosa blev alenemor med sin datter. Danmark Rosa og hendes datter havde i starten et meget omflakken- de liv med rejser fra Kulusuk til sygehuset i Ammassalik og videre til Rigshospitalet. Det blev for meget rejseri på et tidspunkt og Rosa beslut- tede at blive i Danmark med sin datter. Her var der gode forhold for datteren. - Vi fik virkelig meget stor hjælp, mens vi var i Dan- mark. Men det er ikke nemt at være grønlænder i Dan- mark. Jeg besluttede derfor at tage tilbage til Kulusuk efter fem år. Og det var slet ikke nemt. Min datters han- dicap kræver meget renlig- hed. Hun skal skiftes hele tiden og det er nødvendigt at vaske hende ofte. Det var nemmere i Danmark, hvor der var rindende vand, for- tæller Rosa, som forsøgte af alle kræfter at finde en lejlig- hed i Ammassalik, så forhol- dene kunne blive bedre for hende og hendes datter. Sam- tidig var der snart et andet barn på vej. - På et tidspunkt kort efter jeg havde født min søn, blev min datter meget alvorligt syg. På sygehuset i Ammas- salik blev det besluttet, at min datter måtte på Rigsho- spitalet med det samme. To læger og en sygeplejerske overtalte mig til, at jeg skulle blive i Ammassalik og finde en bolig i fred og ro, mens min datter var på Rigshospi- talet. - Det var jo læger, jeg talte med, så jeg stolede på dem, og jeg lod min datter rejse. Tvivl om datteren leved Det lykkedes ikke Rosa Poulsen at finde en lejlighed i Ammassalik. Hun opgav og tog tilbage til sine forældre i Kulusuk. Hun forsøgte flere gange at kontakte sygehuset for at høre, hvordan det gik med hendes dengang ni-årige datter, men hver gang fik hun undvegne svar. - Til sidst sagde de til mig, at jeg måtte henvende mig på socialkontoret, fordi de hav- de overtaget sagen. Men her kunne jeg heller ikke få nogen besked, og jeg kunne heller ikke få at vide, om jeg kunne få en lejlighed, så jeg kunne få min datter hjem igen. - Da der var gået tre måne- der, uden jeg havde hørt fra min datter, kunne jeg ikke klare det længere. Jeg låste mig inde et sted, hvor der var en telefon og »stjal« mig til at ringe til Rigshospitalet. Jeg fortalte, at jeg ledte efter min datter. Jeg gav dem hen- des navn og cpr-nummer. Men der var ingen med det navn eller cpr-nummer, fik jeg at vide. Da jeg stædigt blev ved med at presse på, fik jeg at vide, at hvis min datter havde været på Rigs- hospitalet og hun nu ikke længere var der, kunne det betyde, at hun var død. - Jeg blev helt ude af den, og tog den næste forbindelse til Ammassalik. Her styrtede jeg op til hospitalet. Jeg hav- de meget svært ved at gå ind. For tænk, hvis jeg fik at vide, at min datter var død. Da jeg endelig fik mig taget sam- men til at komme ind, gik jeg helt agurk, da jeg mødte den sygeplejerske, som havde været med til at sende min datter til Danmark. Jeg råbte, om ikke jeg som mor havde krav på at få at vide, om min datter var levende eller død. Datter hos far Sygeplejersken trak Rosa ind på et kontor. - Hun sagde, at det ikke var noget at stå og tale om midt på gangen. Inde på kon- toret fortalte hun mig, at min datter var hos sin far i Dan- mark. Det var selvfølgelig et chok for mig at få den be- sked. Og de blev da også så flove på hospitalet over, hvordan de havde behandlet mig, så de betalte mig straks en billet til Danmark. I Danmark opsøgte Rosa straks sin datter. - Det var forfærdeligt, for- tæller Rosa, som ikke kan holde tårerne tilbage, da hun fortæller om sit møde med datteren efter tre måneder i uvished. - Min datter var tosset på mig. Hun anklagede mig for ikke længere at bryde mig om hende. Hun spurgte, om jeg var blevet ligeglad med hende, fordi jeg havde fået hendes lillebror. Jammen, hvorfor skulle jeg ellers lade være med at kontakte hende. - Da vi havde fået talt ud sammen, og jeg havde for- klaret hende, hvad der var sket, kunne hun fortælle mig, at hun var kommet direkte til sin far og ikke på Rigshospi- talet, sådan som de havde fortalt mig på sygehuset. Jeg forstod ingenting. Bortadopteret Rosa ville naturligt nok have sin datter med sig hjem. Men her stødte hun på et problem. Hendes tidligere mand oply- ste, at han ville kæmpe for forældretten over dattere. Så begyndte en retssag, hvori der fremkom de mest usandsynlige oplysninger. - Faderen sagde til mig, at jeg godt kunne lade være med at være gal på ham, for- di det var ikke en situation, som han havde bragt frem. Han var blevet ringet op fra hospitalet i Ammassalik. Herfra havde de sagt, at jeg havde fået et nervesammen- brud, og at man på den bag- grund havde besluttet, at min datter skulle bortadopteres. De ville dog lige kontakte faderen for at høre ham, om han ville have hende. Fade- ren sagde til mig, at han selv- følgelig havde sagt, at han ville have hende. Hun er jo hans datter. Derfor var min datter kommet direkte til ham og ikke på Rigshospita- let. Hun blev derfor behand- let på et sygehus i den by, hvor han bor. Hun havde aldrig været på Rigshospita- let i de tre måneder, hvor jeg troede hun var der. Da retssagen sluttede kun- ne en lettet Rosa og datter konstatere, at de fortsat kun- ne være sammen. Ni måne- der efter datteren var sendt til Danmark kunne de to fore- nes. Rosa Poulsen fik foræl- dremyndigheden over sin datter. Frem og tilbage Det er bare fem år siden Rosa mistede sin datter i ni måne- der. Siden har hun haft op- hold i Danmark, Sisimiut og det sidste år i Nuuk. - Vores flytteri har altid haft til formål at give bedre forhold for min datter. Hun bliver hjulpet godt i Dan- mark, men vi havde ingen steder at bo, så vi boede blandt sociale tilfælde, og det er ikke godt for børn at se på i længden. Derfor besluttede jeg, at vi tog tilbage til Grøn- land. Jeg ville ikke til Kulu- suk eller Ammassalik. Jeg ved jo det er umuligt at få et sted at bo der - selvom det er der vi allerhelst vil være, for- di der har vi familie og der er vores kultur. Rosa og hendes to børn flyttede til Sisimiut, fordi de havde håbet på bedre forhold for den handicappede teena- ger. Her var boligforholdene ikke til at råbe hurra for, så den lille familie bor nu i Nuuk. - I starten gik det så godt. Jeg fik arbejde og en meget god sagsbehandler, som jeg kunne tale med om min dat- ter og de problemer, der føl- ger med at have en teenage datter, der har et handicap, som andre ikke kan se. - Min datter kan ikke kom- me af med sin afføring på samme måde som andre mennesker. Der skal hjælp til. Og det skal ske ofte, for ellers kommer hun til at lug- te. Det er ikke noget man kan se, men noget, som generer min datter meget. Det har medført, at hun er meget ale- ne og ind imellem er vi me- get oppe at skændes. Ryger og drikker ikke - Men så fik jeg en ny sags- behandler, og så er det som om alle mine problemer ven- der tilbage. Jeg var ellers så fortrøstningfuld. Jeg har jo mistet mit arbejde, fordi jeg ikke kan klare fysisk hårdt arbejde, mens jeg er gravid. Jeg blev indlagt for smerter på et tidspunkt og lægen sag- de, at jeg måtte holde mig fra hårdt arbejde. Men vi bor i egen lejlighed, og det er vi glade for. Det var bare så hårdt, pludselig at få at vide, at vi skulle klare at betale husleje af de 800 kroner vi får om ugen. - Tænker man da ikke på, hvor dyrt alting er. Og speci- elt i vores familie bruger vi mange penge på toiletpapir og vaskekort. Det er dyrt at have et barn med det handi- cap, som hun har. - På kommunen siger de, at jeg må spare de 1.500 kroner jeg får i kvartalet i børnepen- ge. Men hvem kan spare 1.500 kroner så lang tid. Inden vi har fået købt mad, lidt tøj og vaskekort, så er der ikke flere penge tilbage. Jeg bruger ikke pengene til øl, cigaretter eller hash, for jeg hverken ryger eller drik- ker, siger Rosa. Tror på Gud - Jeg mener livet er hårdt nok i forvejen. Der er vel ingen grund til at gøre det hårdere for os. Heldigvis tror jeg på Gud. Ham finder jeg megen trøst hos. Og var det ikke for børnene, ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort. De hol- der mig oppe. Jeg håber sådan, at deres tilværelse bli- ver lettere. Rosa Poulsen har ingen familie i Nuuk. Hun håber hun kan komme i kontakt med folk, der forstår hende og finde ligestillede hun kan tale med. - Jeg elsker mine børn meget højt, og jeg håber for dem, at de en dag tager sig en uddannelse, så de kan klare sig uden at skulle bede kom- munen om hjælp. - Livet for dem skulle helst ikke blive værre - tværtimod håber jeg på, at vi går mod lysere tider. Jeg vil så gerne kunne vise mine børn, at livet er dejligt, siger Rosa Poulsen. ASS./ FOTO: HHJ

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.