Atuagagdliutit - 21.07.1998, Síða 8

8 • TIRSDAG 21. JULI 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Savner folk i
samme situation
»Nervøst sammenbrud hos moderen« var begrundelsen
for, at læger fjernede Rosa Poulsens fysisk handicappede
datter. I tre måneder gik Rosa Poulsen rundt og vidste
ikke om hendes ni-årige datter var levende eller død
Rosa Poulsen-ip pania ineqarfimmi kuuinnartumik imeqartumi najugaqartariaqarpoq.
Innarluuteqarnini pissutigalugu eqqiluisaarluinnartariaqarpoq.
Rosa Poulsens datter er nødt til at bo et sted, hvor der er rindende vand. Hendes handicap
gør, at hun skal være meget renlig.
NUUK(LRH) - Rosa Poul-
sen har været ude for lidt af
hvert i sit 33-årige liv. 1 dag
kæmper hun for, at hun selv,
hendes 14-årige fysisk han-
dicappede datter, hendes
syvårige søn og kommende
barn kan få en lettere hver-
dag.
- Siden jeg var 18 år har
jeg været afhængig af for-
skellige kommuner. Jeg
håber sådan, at jeg kan op-
drage min datter til et andet
liv, siger Rosa Poulsen.
Rosa Poulsen henvendte
sig til AG en fredag, hvor
hun følte, at problemerne
ikke længere var til at over-
skue. Hun havde behov for at
fortælle om sine oplevelser.
Rosa Poulsen håber, at hen-
des historie kan være med til
at skabe forståelse for de pro-
blemer, hun går rundt med,
og at det igen kan medføre,
at hun finder sammen med
folk, som kan sætte sig ind i,
hvad hun går igennem med
en teenage-datter, som har et
ikke synligt handicap, som
går hende meget på.
Rosas historie
Den føromtalte fredag synets
Rosa Poulsen, at problemer-
ne ramlede sammen omkring
hende. Hendes graviditet har
gjort hende arbejdsløs, og
hun og hendes to børn lever
af 800 kroner om ugen. Den-
ne fredag fik Rosa Poulsen
nemlig besked fra kommu-
nen om, at hun i fremtiden
selv skulle betale husleje af
de penge, hun får udbetalt i
støtte. Det var for meget for
Rosa, som valgte at gå til AG
og fortælle sin historie.
Kommunen har siden trukket
sit krav om huslejebetaling
af støtten tilbage, men her er
Rosa Poulsens historie.
Rosa Poulsen er fra Kulu-
suk, hvor hendes forældre
tog hende ud af folkeskolen
som 14-årig. De havde behov
for hjælp i huset, og det blev
den yngste i børneflokken,
Rosa, som skulle stå for det.
Som 18-årig faldt Rosa for
en dansk mand, som hun hur-
tigt blev gravid med. Kort tid
efter fødslen af datteren viste
det sig, at hun var født med
et handicap. Datterens tarm-
system fungerede ikke. Siden
har datteren været igennem
utallige undersøgelser og
operationer. Og det er kun to
år siden sundhedsvæsnet har
opgivet. Datteren må leve
med sit handicap.
Der gik ikke lang tid efter
datterens fødsel, før Rosa og
hendes mand fandt ud af, at
det ikke gik mellem de to.
Manden rejste til Danmark,
og Rosa blev alenemor med
sin datter.
Danmark
Rosa og hendes datter havde
i starten et meget omflakken-
de liv med rejser fra Kulusuk
til sygehuset i Ammassalik
og videre til Rigshospitalet.
Det blev for meget rejseri på
et tidspunkt og Rosa beslut-
tede at blive i Danmark med
sin datter. Her var der gode
forhold for datteren.
- Vi fik virkelig meget stor
hjælp, mens vi var i Dan-
mark. Men det er ikke nemt
at være grønlænder i Dan-
mark. Jeg besluttede derfor
at tage tilbage til Kulusuk
efter fem år. Og det var slet
ikke nemt. Min datters han-
dicap kræver meget renlig-
hed. Hun skal skiftes hele
tiden og det er nødvendigt at
vaske hende ofte. Det var
nemmere i Danmark, hvor
der var rindende vand, for-
tæller Rosa, som forsøgte af
alle kræfter at finde en lejlig-
hed i Ammassalik, så forhol-
dene kunne blive bedre for
hende og hendes datter. Sam-
tidig var der snart et andet
barn på vej.
- På et tidspunkt kort efter
jeg havde født min søn, blev
min datter meget alvorligt
syg. På sygehuset i Ammas-
salik blev det besluttet, at
min datter måtte på Rigsho-
spitalet med det samme. To
læger og en sygeplejerske
overtalte mig til, at jeg skulle
blive i Ammassalik og finde
en bolig i fred og ro, mens
min datter var på Rigshospi-
talet.
- Det var jo læger, jeg talte
med, så jeg stolede på dem,
og jeg lod min datter rejse.
Tvivl om datteren leved
Det lykkedes ikke Rosa
Poulsen at finde en lejlighed
i Ammassalik. Hun opgav og
tog tilbage til sine forældre i
Kulusuk. Hun forsøgte flere
gange at kontakte sygehuset
for at høre, hvordan det gik
med hendes dengang ni-årige
datter, men hver gang fik hun
undvegne svar.
- Til sidst sagde de til mig,
at jeg måtte henvende mig på
socialkontoret, fordi de hav-
de overtaget sagen. Men her
kunne jeg heller ikke få
nogen besked, og jeg kunne
heller ikke få at vide, om jeg
kunne få en lejlighed, så jeg
kunne få min datter hjem
igen.
- Da der var gået tre måne-
der, uden jeg havde hørt fra
min datter, kunne jeg ikke
klare det længere. Jeg låste
mig inde et sted, hvor der var
en telefon og »stjal« mig til
at ringe til Rigshospitalet.
Jeg fortalte, at jeg ledte efter
min datter. Jeg gav dem hen-
des navn og cpr-nummer.
Men der var ingen med det
navn eller cpr-nummer, fik
jeg at vide. Da jeg stædigt
blev ved med at presse på,
fik jeg at vide, at hvis min
datter havde været på Rigs-
hospitalet og hun nu ikke
længere var der, kunne det
betyde, at hun var død.
- Jeg blev helt ude af den,
og tog den næste forbindelse
til Ammassalik. Her styrtede
jeg op til hospitalet. Jeg hav-
de meget svært ved at gå ind.
For tænk, hvis jeg fik at vide,
at min datter var død. Da jeg
endelig fik mig taget sam-
men til at komme ind, gik jeg
helt agurk, da jeg mødte den
sygeplejerske, som havde
været med til at sende min
datter til Danmark. Jeg råbte,
om ikke jeg som mor havde
krav på at få at vide, om min
datter var levende eller død.
Datter hos far
Sygeplejersken trak Rosa ind
på et kontor.
- Hun sagde, at det ikke
var noget at stå og tale om
midt på gangen. Inde på kon-
toret fortalte hun mig, at min
datter var hos sin far i Dan-
mark. Det var selvfølgelig et
chok for mig at få den be-
sked. Og de blev da også så
flove på hospitalet over,
hvordan de havde behandlet
mig, så de betalte mig straks
en billet til Danmark.
I Danmark opsøgte Rosa
straks sin datter.
- Det var forfærdeligt, for-
tæller Rosa, som ikke kan
holde tårerne tilbage, da hun
fortæller om sit møde med
datteren efter tre måneder i
uvished.
- Min datter var tosset på
mig. Hun anklagede mig for
ikke længere at bryde mig
om hende. Hun spurgte, om
jeg var blevet ligeglad med
hende, fordi jeg havde fået
hendes lillebror. Jammen,
hvorfor skulle jeg ellers lade
være med at kontakte hende.
- Da vi havde fået talt ud
sammen, og jeg havde for-
klaret hende, hvad der var
sket, kunne hun fortælle mig,
at hun var kommet direkte til
sin far og ikke på Rigshospi-
talet, sådan som de havde
fortalt mig på sygehuset. Jeg
forstod ingenting.
Bortadopteret
Rosa ville naturligt nok have
sin datter med sig hjem. Men
her stødte hun på et problem.
Hendes tidligere mand oply-
ste, at han ville kæmpe for
forældretten over dattere.
Så begyndte en retssag,
hvori der fremkom de mest
usandsynlige oplysninger.
- Faderen sagde til mig, at
jeg godt kunne lade være
med at være gal på ham, for-
di det var ikke en situation,
som han havde bragt frem.
Han var blevet ringet op fra
hospitalet i Ammassalik.
Herfra havde de sagt, at jeg
havde fået et nervesammen-
brud, og at man på den bag-
grund havde besluttet, at min
datter skulle bortadopteres.
De ville dog lige kontakte
faderen for at høre ham, om
han ville have hende. Fade-
ren sagde til mig, at han selv-
følgelig havde sagt, at han
ville have hende. Hun er jo
hans datter. Derfor var min
datter kommet direkte til
ham og ikke på Rigshospita-
let. Hun blev derfor behand-
let på et sygehus i den by,
hvor han bor. Hun havde
aldrig været på Rigshospita-
let i de tre måneder, hvor jeg
troede hun var der.
Da retssagen sluttede kun-
ne en lettet Rosa og datter
konstatere, at de fortsat kun-
ne være sammen. Ni måne-
der efter datteren var sendt til
Danmark kunne de to fore-
nes. Rosa Poulsen fik foræl-
dremyndigheden over sin
datter.
Frem og tilbage
Det er bare fem år siden Rosa
mistede sin datter i ni måne-
der. Siden har hun haft op-
hold i Danmark, Sisimiut og
det sidste år i Nuuk.
- Vores flytteri har altid
haft til formål at give bedre
forhold for min datter. Hun
bliver hjulpet godt i Dan-
mark, men vi havde ingen
steder at bo, så vi boede
blandt sociale tilfælde, og det
er ikke godt for børn at se på
i længden. Derfor besluttede
jeg, at vi tog tilbage til Grøn-
land. Jeg ville ikke til Kulu-
suk eller Ammassalik. Jeg
ved jo det er umuligt at få et
sted at bo der - selvom det er
der vi allerhelst vil være, for-
di der har vi familie og der er
vores kultur.
Rosa og hendes to børn
flyttede til Sisimiut, fordi de
havde håbet på bedre forhold
for den handicappede teena-
ger. Her var boligforholdene
ikke til at råbe hurra for, så
den lille familie bor nu i
Nuuk.
- I starten gik det så godt.
Jeg fik arbejde og en meget
god sagsbehandler, som jeg
kunne tale med om min dat-
ter og de problemer, der føl-
ger med at have en teenage
datter, der har et handicap,
som andre ikke kan se.
- Min datter kan ikke kom-
me af med sin afføring på
samme måde som andre
mennesker. Der skal hjælp
til. Og det skal ske ofte, for
ellers kommer hun til at lug-
te. Det er ikke noget man kan
se, men noget, som generer
min datter meget. Det har
medført, at hun er meget ale-
ne og ind imellem er vi me-
get oppe at skændes.
Ryger og drikker ikke
- Men så fik jeg en ny sags-
behandler, og så er det som
om alle mine problemer ven-
der tilbage. Jeg var ellers så
fortrøstningfuld. Jeg har jo
mistet mit arbejde, fordi jeg
ikke kan klare fysisk hårdt
arbejde, mens jeg er gravid.
Jeg blev indlagt for smerter
på et tidspunkt og lægen sag-
de, at jeg måtte holde mig fra
hårdt arbejde. Men vi bor i
egen lejlighed, og det er vi
glade for. Det var bare så
hårdt, pludselig at få at vide,
at vi skulle klare at betale
husleje af de 800 kroner vi
får om ugen.
- Tænker man da ikke på,
hvor dyrt alting er. Og speci-
elt i vores familie bruger vi
mange penge på toiletpapir
og vaskekort. Det er dyrt at
have et barn med det handi-
cap, som hun har.
- På kommunen siger de, at
jeg må spare de 1.500 kroner
jeg får i kvartalet i børnepen-
ge. Men hvem kan spare
1.500 kroner så lang tid.
Inden vi har fået købt mad,
lidt tøj og vaskekort, så er
der ikke flere penge tilbage.
Jeg bruger ikke pengene til
øl, cigaretter eller hash, for
jeg hverken ryger eller drik-
ker, siger Rosa.
Tror på Gud
- Jeg mener livet er hårdt nok
i forvejen. Der er vel ingen
grund til at gøre det hårdere
for os. Heldigvis tror jeg på
Gud. Ham finder jeg megen
trøst hos. Og var det ikke for
børnene, ved jeg ikke, hvad
jeg ville have gjort. De hol-
der mig oppe. Jeg håber
sådan, at deres tilværelse bli-
ver lettere.
Rosa Poulsen har ingen
familie i Nuuk. Hun håber
hun kan komme i kontakt
med folk, der forstår hende
og finde ligestillede hun kan
tale med.
- Jeg elsker mine børn
meget højt, og jeg håber for
dem, at de en dag tager sig en
uddannelse, så de kan klare
sig uden at skulle bede kom-
munen om hjælp.
- Livet for dem skulle helst
ikke blive værre - tværtimod
håber jeg på, at vi går mod
lysere tider. Jeg vil så gerne
kunne vise mine børn, at
livet er dejligt, siger Rosa
Poulsen.
ASS./ FOTO: HHJ