Atuagagdliutit - 08.09.1998, Blaðsíða 12

12 -TIRSDAG 8. SEPTEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Sådan oplevede
Burghardt’eme
hotelbranden
Inger Burghardt har haft mareridt
lige siden
AG-p Inger aamma Rudi Burghardt-ikkut Nuummi inaanni oqaloqatigai, 29. maj 1992-imi Qooqquni ikuallanneq
amiilaamartoq pillugu oqaluttuartillugit.
AG havde sat Inger og Rudi Burghardt stævne i en lejlighed i Nuuk, hvor de fortalte om den uhyggelige brand i
Qooqqut 29. maj 1992.
NUUK(JB) - Natten efter
branden på Hotel Qooqqut
29. maj 1992 - og mange,
mange nætter de følgende år
- er Inger Burghardt vågnet
brat og brutalt op i den tro, at
hun har drømt det hele. I den
første uge efter branden i
Qooqqut måtte hun hen til
vinduet i det lille røde hus
bag brandtomten, hvor hun
boede, for at se, om hotellet
stod der endnu. Men hver
gang var der kun de forkulle-
de rester, som brandvæsenet
havde jævnet med jorden.
Nat efter nat i lange periode
har det været det samme: Er
det noget, jeg har drømt, eller
er det virkeligt.
Inger Burghardt er be-
væget, når hun tænker tilba-
ge på begivenhederne. Hun
og Rudi Burghardt sidder i
en lille lejlighed i Nuuk, hvor
AG har sat dem stævne for at
høre deres egen, frie beret-
ning om begivenhederne den
29. maj 1992.
Rudi er mere nøgtern. Han
har en mekanisme, der kan
holde de ubehagelige minder
fra livet. Men han kan allige-
vel ikke lade være med at
harcelere over isolations-
fængslingen under sagens
opklaring og den måde, han
blev behandlet på forud for
retssagen og dommen sam-
me år. Rudi er et friheds-
elskende menneske, der helst
vil være beskæftiget med
forskellige sysler i naturen
under den åbne himmel. Han
havde det som et rovdyr i
bur. Og det blev ikke bedre
af, at både han og Inger var
uden ansvar for branden.
Den uretfærdighed, som de
begge har følt på deres krop.
lige siden, har påvirket dem,
og de har vanskeligt ved at
fortælle nøgternt om, hvor-
dan de oplevede branden den
skæbnesvangre dag. Hele ti-
den angriber de de mange an-
klager imod dem, argumen-
terer imod deres skyld og til-
bageviser de indicier, de blev
dømt på.
Men det eneste, redaktio-
nen er interesseret i i denne
omgang, er at høre, hvordan
parret - som brandens første
vidner - oplevede den ildløs,
som skulle gøre de næste
seks år til et helvede for dem
begge.
Der lød et smæld
- Hvordan opdagede i bran-
den?
- Det første, jeg lagde
mærke til var et højt smæld,
fortæller Inger Burghardt. -
Hvad det var, var jeg ikke.
Men det kan jo være en rude,
der sprang eller måske en
trykflaske, der eksploderede.
Vi befandt os i det lille røde
hus bag hotellet, hvor jeg
boede på det tidspunkt. Rudi
havde værelser i hotellet,
men vi befandt os begge inde
hos mig.
- Ved knaldet løb vi ud, og
jeg så røg ovre fra hjørnet
ved køkkenregionen. Jeg
blev lamslået, men kaldte
med det samme Nuuk Radio
for at anmelde branden.
Imens var Rudi løbet over i
vestgavlen for at komme ind
i hotellet.
- Men jeg havde glemt
mine nøgler, fortsætter Rudi,
- så jeg løb tilbage til huset
efter nøglerne og derefter til-
bage til hotelgavlen, hvor jeg
fik døren op. Indenfor var
der en kvælende tyk, gullig
røg. Den så virkelig giftig ud,
og jeg var bange for, at det
var noget, der kunne eksplo-
dere. Det ville være hoved-
løst at gå derind.
Inger fortsætter: - I mel-
lemtiden var jeg kommet
over til Rudi, og mens vi stod
ved gavlen, sprang den høje
glasrude i gavldøren på
første sal, hvorefter vi for-
trak. Der var ikke noget, vi
kunne stille op.
- Nej, siger Rudi sarka-
stisk. - Hvis jeg var gået der-
ind i et forsøg på at redde
nogle stumper, så havde
Inger garanteret stadig siddet
inde - for mordbrand.
Helikopterbesøg
Rudi Burghardt snuppede en
skovl, der stod for enden af
gavlen, og løb tilbage til det
røde hus. Det var denne
skovl, der senere blev omtalt
som en dunk...
Det røde hus lå meget tæt
på hotellet, og det var allere-
de meget ophedet. Hvis bran-
den fik fat her, ville den kun-
ne brede sig til elevbygnin-
gen, og brandomfanget var
blevet betydeligt større.
Så var det, at en helikopter
landede, og iagttagelserne
herfra har været lagt til grund
for en del af anklagemyndig-
hedens påstand. Blandt andre
var der en telemand ombord,
som fortalte, at han i Vest-
gavlen havde set en antenne
nedsmelte, mens man tyde-
ligt på fotografierne kan se,
at antennen sidder på
Østgavlen. Vidnet har altså
vendt rundt på verdenshjør-
nerne, og det forklarer nogle
de påståede unøjagtigheder i
Ingers og Rudis forklaringer.
Men det er slet ikke den
manglende bevisførelse, vi
skal beskæftige os med her
(et af vidnerne i helikopteren
var i øvrigt ikke indkaldt til
landsretten).
Som tidligere murermester
har Rudi Burghardt været
vant til at tage billeder af de
arbejder, han udførte. - Det
er en god dokumentation at
kunne vise, hvordan man har
udført et bestemt stykke ar-
bejde, dersom der siden skul-
le opstå tvivl om dets kvali-
tet, forklarer han. Og derfor
bad han Inger tage en billede
af branden, som den så ud på
det pågældende tidspunkt, og
det gjorde hun.
Irrationel
Inger Burghardt gik i gang
med »redde« værdier fra det
lille røde, hvis det trods Ru-
dis forebyggende arbejde
skulle bryde i brand. Men
chokeret, som hun var over
branden, havde hun ikke
hovedet med sig. - Bagefter
kunne jeg godt se, hvor van-
vittigt, jeg havde reageret,
siger hun.
- Jeg tog for eksempel bil-
leder ned fra væggen og sat-
te dem på gulvet for at glas-
set ikke skulle knuses, når
snoret bag på brændte over.
Jeg tænkte ikke på, at bille-
derne alligevel ville blive
ødelagt under branden.
- Jeg kan også huske, at jeg
tænkte på at få noget tøj med
mig for alle tilfældes skyld,
men intet af det tøj, jeg fik
med ud, kunne bruges til
noget som helst.
- Men jeg fik da VHF’en
og batteriet ud, så vi kunne
komme i kontakt med om-
verdenen. Det var noget af
det eneste rationelle, jeg
foretog mig.
- På et tidspunkt hørte vi
Laasinnguaq Broberg kalde
Nuuk Radio for at anmelde
branden. Han lå et sted ud på
fjorden og havde set røg.
Derfor kaldte jeg ham og
sagde, at branden var an-
meldt.
Kort efter ankom Laasin-
nguaq Broberg, og han gav
sig straks til at hjælpe Rudi
med at skovle sne på taget af
det lille røde hus. Det var i
mellemtiden blevet så varmt,
at sneen sydede, når den
ramte huset, og Rudi er ikke
i tvivl om, at hvis de ikke
havde skovlet sne på, var det
brudt i brand.
Endnu en helikopter
Den næste helikopter med-
bragte nogle betjente og
brandinspektøren. - De kæm-
pede sig vej gennem »bryst-
høj« sne fra landingsstedet til
hotellet, men det medbragte
slukningsmateriel kom ikke i
brug. Det var ganske enkelt
nytteløst.
Først, da politikutteren
kom ved 21-tiden om afte-
nen, blev det muligt at pum-
pe vand til hotellet. Men der
2 var alene tale om eftersluk-
O ning. Intet stod til at redde.
5 Inger og Rudi Burghardt
< har undret sig over, hvorfor
brandfolkene jævnede rui-
nerne med jorden. Der stod
flere skillevægge tilbage,
som ikke kunne brænde, men
alt blev styrtet omkuld, hvil-
ket uundgåeligt må have be-
sværliggjort den efterfølgen-
de politimæssige efterforsk-
ning.
Samtidig med politikutte-
ren kom der nogle lystbåde,
og alt tyder på, at trawleren
»Hans« kunne have været på
brandstedet før politikutte-
ren. - Trawleren havde pum-
pegrej, fortæller Inger Burg-
hardt og kunne have startet
på slukningsarbejdet i god
tid, før politikutteren kom til
stedet.
Klokken tre om natten var
efterslukningen slut, og po-
liti- og brandfolk returnerede
til Nuuk.
Og Inger og Rudi Burg-
hardt indledte en søvnløs
venten på at få begivenhe-
derne så meget på afstand, at
de kunne sove.
En uge efter branden kom
politiet og inspektionskutte-
ren »Appa« ind til Qooqqut,
og Rudi tænkte, at det måske
var folk, der troede, at der
stadig var servering på hotel-
let. Men det var det ikke.
Politiet var der for at anholde
parret, og en lang og ære-
krænkende retssag tog sin
begyndelse. Den endte med
en appeldom i landsretten,
hvor de begge fik et halv år i
anstalten.
Men nu er der lys forude.
Efter nye brandtelonske op-
lysninger i sagen har lands-
dommeren besluttet, at sagen
går om ved landsretten.
Det bliver dog ikke før
engang i det nye år, hvor
Inger og Rudi Burghardts
advokater vil føre vidner,
som ikke tidligere har afgivet
forklaring i retten. En af
dem, Laasinnguaq Broberg,
har tegnet en skitse af bran-
den, som den så ud fra sydsi-
den af hotellet, da han
ankom. Skitsen stemmer
overens med det fotografi,
som Inger Burghardt tog
umiddelbart før, branden
stod på sit højeste.
Ikuallannerup annertunerpaalinnginnerani Inger Burghardt-ip illup avannaata tungaanit assilisaa.
Inger Burgardts foto fra nordsiden kort før branden var på sit højeste.