Atuagagdliutit - 06.05.1999, Síða 14

14 • TORSDAG 6. MAJ 1999
ATUAGAGDLIUTIT
TIL GRØNLAND VED
EN TILFÆLDIGHED
Linda og Jim Milnes sikkerhedsnet, en returbillet, blev hurtigt refunderet
Katerngaat Jim aamma Linda.
Jim og Linda som meget, meget nygifte.
Af Jens Brønden
En aften i midten af 1980’-
erne var der en del menne-
sker i Nuuk, der havde en
stor oplevelse. Brugsen hav-
de dengang et cafeteria, der
hed Spisekrogen. Om afte-
nen kunne lokalerne lejes til
private fester, og mangen en
konfirmand har pligtskyldigt
siddet her og hørt på alenlan-
ge taler, der alt for ofte har
handlet om de voksne selv.
Belysningen var lidt skum-
mel, som den skal være i et
ordentlig jazz-etablissement,
og på en enlig stol på gulvet
sad Ray Pitz, en amerikansk
jazz-musiker, der dengang
var leder af Danmarks Radi-
os bigband. Han havde en
sopran-sax for munden og
Jim Milne - bagved - et kla-
ver mellem fingrene. Ovre til
højre ved væggen sad Joorsi
Sørensen og Martin Chem-
nitz, et par halvgrønne, me-
get lovende grønlandske
musikere på henholdsvis bas
og trommer. Intet var aftalt
på forhånd. De tre musikere
spillede for sig selv og følte
sig frem efter hinanden, som
når man stikker en finger i
badesøen for at mærke, hvor
koldt det er. Og lidt efter lidt
vænnede de sig til den musi-
kalske verden, de byggede
op. Det blev en aften med
stærke musikalske følelser.
Ånden var der, som Jim kal-
der det, når et pust rammer
aktørerne og løfter musikken
ud af det jordnæres greb.
For publikum var det en
overvældende og vidunderlig
aften. Nogle var måske ved
at »kløj se« i det, når de tre
kom lidt væk fra hinanden,
men jublede, når de fandt
sammen i den musikalske
puls, som jam-session ofte
udvikler sig til.
Jim Milne har været med i
mange menneskers store
oplevelser. Det var heldigt, at
han og Linda flyttede til
Grønland. Og tillige noget af
en tilfældighed (læs om Lin-
da og Jim Milne amerikanske
fortid i AG fra sidste torsdag,
29. april, nr. 33 - red.).
Fætterens
stedfortræder
Det var nu ikke tilfældigt, at
de to amerikanere forlod
USA. Men de havde ikke
planlagt, at det skulle være
Grønland.
Jim fortalte sidste gang, at
Bahå’i-troen, som han helt
har tilsluttet sig, og som er
blevet en ledende og domi-
nerende del af hans liv,
opfordrer sine medlemmer til
at drage ud i verden og arbej-
de på at skabe enhed.
- Det er ikke en institution
eller en præst, der siger, at vi
skal gøre det, men snarere en
opfordring fra Bahå’u’llåh
om, at man gør noget for sig
selv i den ånd at tjene men-
neskeheden. Og sådan er det
med Bahå’i. Det er ikke tra-
ditioner, som man skal adly-
de, men snarere et tyngdefelt
af »love«, der leder til valg
og beslutninger, som er gode
for både dig selv og dine
medmennesker.
- Vi havde mange lande i
tankerne. Der var både
Rusland, Portugal, Mexico,
Canada. Med min uddannel-
se kunne jeg jo blive profes-
sor ved et universitet. Og vi
tænkte på Venezuela og Bra-
silien.
- Men da det kom til styk-
ket, var det slet ikke os selv,
der traf beslutningen.
Min fætter, der er pioner -
som vi kalder det - i Sverige,
mødte Henning Jensen på en
finsk Bahåi’å-sommerskole,
og det møde skulle vise sig at
få afgørende betydning for
vor videre skæbne.
- Min fætter er også mu-
sikbegavet, og hans søn er et
verdenstalent på violin,
fortsætter Jim Milne. - Hen-
ning Jensen var adjunkt på
seminariet, som det dengang
kaldtes, og han prøvede at
lokke min fætter til Grøn-
land, dels manglede den lille
grønlandske Bahå’f-menig-
hed hjælp til at organisere et
åndeligt råd, og dels mangle-
de der en musiklærer på
seminariet.
Returbillet
- Min fætter havde ikke
mulighed for at opgive sin
tilværelse i Sverige, men
henviste til mig, og efter
nogen tid fik jeg et telegram
med opfordring om at kom-
me til Nuuk.
- Der blev ikke givet man-
ge garantier for, at vor nye
tilværelse skulle blive en
succes, så vi sikrede os med
en returbillet i bagagen. Den
bestod i øvrigt af to rygsæk-
ke, et telt, soveposer og 200
dollars, som dengang var cir-
ka 900 kroner værd.
- Ingmar Egede lovede os
på forhånd noget at bo i, så
helt galt kunne det ikke gå.
Men vi var forberedt på, at
forsinkelse undervejs med
overnatning i det fremmede
til følge, og det kunne hurtigt
lænse os for vore sidste
sparepenge. Derfor teltet.
- Og galt gik det...
- Men ikke så galt, at det
ikke var godt for noget. Vi
fløj fra New York til Kefla-
vik og derfra videre til Nar-
sarsuaq. I Keflavik havde vi
fået en ældre grønlandsk
kvinde ombord, som nu skul-
le gense sit land efter mange
års udlændighed. Da vi nær-
mede os, fik vi øje på isfjel-
dene på havet og kystens
uendelige og forrevne kontur
fra nord til syd. Da brast vor
rejsefælle i gråd, og til min
| forbløffelse opdagede jeg, at
5 også Linda og for den sags
| skyld jeg selv jeg selv kneb
en tåre.
Men så blev det dårligt
vejr, og vi returnerede til
Island. Her blev vi samlet op
af de lokale Bahå’f-folk, som
netop den dag holdt 19.-dags
fest (specielt BahåT-arrange-
ment - red.). Det blev en
uforglemmelig aften, og det
samme blev de næste dages
utrolige eventyr.
- Turen nordpå fra Nar-
sarsuaq foregik med en heli-
kopter, der skulle lande i en
række bygder på vejen. Selv-
om vi havde forberedt os
godt, var der mange prakti-
ske ting, vi overhovedet intet
vidste om, så da helikopteren
landede i den første bygd
steg vi ud i den tro, at det var
Nuuk.
- Men her var kun nogle
ganske få huse, og det var
bestemt ikke, hvad vi fore-
stillede os. Den mindste by,
vi kendte hidtil, havde
300.000 indbyggere.
- Da vi noget betuttede
havde stået og iagttaget
vores nye hjem nogle minut-
ter, forbarmede piloten sig
over os og kaldte os ind og
sagde: - Det er ikke Nuuk
endnu.
- Vi skyndte os ind i
maskinen, så vi kunne kom-
me videre, og hver gang, vi
landede, vendte piloten sig
om og sagde: - Det er ikke
endnu!
- Men endelig blev det
Nuuk, og det var en by. Vi
husker tydeligt den helt spe-
cielle oplevelse, der var for
os begge. Måneder efter
fandt vi ud af, at vi den aften
uafhængigt af hinanden fik
en stærkt følelse af, at nu var
vi hjemme. Vi var ikke bare
nået frem til vort bestemmel-
sessted. Vi var kommet
hjem, rigtigt hjem.
- Og vores returbillet blev
straks til en »down payment«
på en lille grønlandsk num-
merbåd.
Tørfisk
- Det er nu 21 år siden, men
mindet står stadig klart for
os. Vi kom hertil af kærlighed
til Bahå’uTlåh for at gøre
Bahå’f tilgængeligt for
hvem, der måtte ønske det.
- Vi kom ikke for at reali-
sere os selv eller for at plante
vor egen kultur iblandt be-
folkningen her, men for at
skabe større forståelse mel-
lem folkeslag og kulturer i
det hele taget.
- Det første måltid, vi fik i
seminariets spisesal, var
tørfisk og spæk, og vi er
senere blevet klar over, hvor-
dan de andre sad og lurede
på, hvordan vi skulle klare
den udfordring.
- Men Linda gik løs på det
stive fiskekød, og efter nogle
vedholdende angreb, hvor de
andre næsten holdt vejret,
bankede hun fisken i bordet
og udbrød: »It sure is hard«.
Og så brød latteren løs. Vi
kom hurtigt ind i både grøn-
landske og danske miljøer og
følte os hurtigt bundet sam-
men trods kulturforskellene.
Unik grønlandsk
musikstil
Jim Milne blev snart klar
over, at hans uddannelse som
komponist stort set var ubru-
gelig i et samfund, hvor kun
ganske få kunne læse noder.
Men han havde rigeligt at
øse af, og hans musikunder-
visning på seminariet var af
Bahå'i-mut ilaasortat inuiaqatigiinnit assigiinngitsuneersut. Inuit nunanit arlalinneersut
indianerlu ataaseq.
Baha 'i har medlemmer fra alle mulige samfund. Her er det inuit fra flere lande og en indianer.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO