Atuagagdliutit - 24.09.1998, Blaðsíða 17

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 24. SEPTEMBER 1998 • 17
Rejste selv
Hverken i kommunikationen
mellem de øvrige nordiske
lande eller i eskimoernes
sagn, har man fundet beret-
ninger om større konfronta-
tioner mellem nordboere og
eskimoer. Så intet tyder på
en blodig og udslettende
fejde.
Det er derimod den almin-
delige antagelse blandt ar-
kæologer og historikere, at
nordboerne frivilligt forlod
Grønland i 1400-1500-tallet i
takt med, at en tiltagende
gerne gik i spænd med den
oprindelige befolkning, vides
ikke. Men i 1932 blev der
i Sandnes-bebyggelsen i
Grønlands Vesterbygd fun-
det en pilespids, der er lavet i
en flint-art, som ikke findes i
Grønland. Den er tilsyne-
ladende indiansk, og kan
være hjembragt fra Vinland.
Kristendommen
Det var også Leif, der til stor
Vikingit umiarsuaata imarpikkoortaatip taamani atorneqart-
up assilineqamera. Umiarsuaq taamaattoq atorlugu Leif
Vinlarid-imut angalasimagunarpoq.
Model af et samtidigt havgående vikingeskib af en type, som
Leif muligvis kan have anvendt på sin færd til Vinland.
(Rekonstruktion af Skuldelev 1)
fortrydelse for hans far Erik
den Røde indførte kristen-
dommen i Grønland. Men
han fik støtte fra moderen,
Thodhildur, der ifølge saga-
erne gav sin mand et ultima-
tum: hun ville hverken spise
eller sove med ham før, han
havde bygget en kirke. Det
blev til Thodhildurs Kirke,
som der altså nu bygges en
kopi af.
Men Den nye Verden var
ikke glemt. Ifølge sagaerne
forsøgte Leif den Lykkeliges
bror Thorvald at kolonisere
Nordamerika. I starten gik
det udmærket, men ved den
første kontakt med indianer-
ne kom det til kamp og
blodsudgydelse.
En indianer overlevede
slaget og vendte tilbage med
en større gruppe krigere.
Under den efterfølgende træf-
ning blev Thorvald dræbt af
en pil og resten af vikingerne
flygtede over hals og hoved.
Thorvald var således den
første europæer, der blev be-
gravet i Nordamerika, og
først 500 år efter blev der
gjort et nyt forsøg på koloni-
sering. Denne gang af Colum-
bus.
mønstrer, der holder her
næsten 1000 år efter.
Når man kigger ud over
fjorden, der er plettet af små
hvide isfjelde, forestiller man
sig, hvordan nordboerne i
gamle dage har stået netop
her og spejdet efter skibe.
Man forestiller sig, hvordan
livet har udfoldet sig blandt
fåreholdere, fiskere, ager-
brugere og iltre vikinger med
et til tider nådeløst kort greb
til sværdet.
Jubilæumsturisme
1 forbindelse med jubilæet
indrettes et turistcenter i
Sydgrønland, hvor de be-
søgende kan få alle mulige
former for oplysning og se,
hvordan livet var den gang
og nu. Der er også planer om
et omvandrende vikinge- og
inuittræf. Arrangementet in-
volverer mindst fire lande,
og deltagerne skal efter pla-
nen transporteres med Her-
cules-flyvemaskiner mellem
landene.
Men det er ikke kun nord-
boerne, der sættes fokus på.
På de mange veludstyrede
lokalmuseer - ofte indrettet i
smukke, gamle kolonitids-
huse - kan besøgende opleve
de redskaber, som sikrede
inuitkulturen en overlevelse i
det barske Grønland gennem
flere årtusinder.
Den sidste indvandrings-
bølge af eskimoer nåede
først til Sydgrønland efter
nordboernes bosættelse.
Thulekulturen, som den kal-
des, kom fra Alaska. Indvan-
dringen fandt sted i 1100-tal-
let, og Thule-eskimoerne
menes i en periode at have
levet side om side med den
langt ældre Dorset-kultur.
Fra fund i Thule ved man i
øvrigt, at vikingerne har be-
søgt området og drevet han-
del med eskimoerne i det
fjerne nord. Gennem de føl-
gende århundreder spredte
eskimoerne sig sydpå.
Det er et mysterium, hvor-
for og hvornår nordboerne
forsvandt fra Vester- og
Østerbygden. Det sidste sikre
spor er en beretning i saga-
erne, der omtaler et bryllup
mellem Torstein Olavsson
og Sigrid Bjørnsdottir i
Hvalsø Kirke i 1408. Her-
efter er der kun larmende
tavshed.
kulde-periode vanskeliggjor-
de landbrug og husdyrhold.
Sygdom kan også have været
en medvirkende årsag.
Livsbetingelserne var væ-
sentligt bedre, da de første
vikinger 400 år tidligere bo-
satte sig på verdens største ø.
Men hvad ved man egentlig
om nordboernes opdagelse af
det amerikanske kontinent?
Fra den islandske saga-for-
tæller Snori Sturluson ved vi,
at Erik den Røde blev bort-
vist fra Island på grund af
drab. Som fredløs kom han
til Sydgrønland i 986, hvor
han grundlagde Østerbyg-
den, der med årene spredte
sig over hele Sydgrønland.
Opdagelsen
Hvordan hans søn Leif den
Lykkelige fandt Amerika er
der flere udlægninger af.
Men henholder man sig til
Sagaen om Leif den Lykke-
lige og Sagaen om Grønlæn-
derne kan man sammenstyk-
ke en fortælling, der vil få
det til at gibbe i de fleste
eventyrere.
Ifølge en af overleverin-
gerne var det vikingen Bjarni
Herjolfsson, der først så
Amerika. Det skete på en
sejlads fra Island til Grøn-
land, hvor vikingeskibet
under en storm blev slået ud
af kurs. Bjarni Herjolfsson
udforskede imidlertid ikke
det nye kontinent, der dukke-
de op i horisonten, men for-
talte senere om opdagelsen
til Leif, der købte Bjami’s
båd og med en besætning på
35 mand satte sejl vestover.
Den første landgang fandt
sted på Baffin Island, der fik
navnet Helluland. Hernæst
nåede vikingerne Markland,
der er den canadisk Labra-
dor-kyst. Og endelig gik de i
land i Vinland, som er New-
foundland.
Sammen med 35 mand
boede Leif den Lykkelige et
år i Vinland og vendte hjem
til Grønland med skibet
lastet med værdifuldt træ.
Det antages, at Leif den
Lykkelige under sit ophold i
Vinland formentlig er rejst
videre på opdagelse langs
den amerikanske østkyst.
Fra arkæologiske fund ved
man, at der levede en nu ud-
død indiansk stamme i New-
foundland. Hvordan vikin-