Det Nye Nord - 14.05.1919, Blaðsíða 6

Side 168
DET NYE NORD
14. Maj 1919
DET JYDSKE UNIVERSITET.
Sønderjyllands l'orestaaende Genforening med os
har gjort Spørgsmaalet om et Universitet i Jyl-
land levende paa ny. Og nægtes kan det heller ikke,
at netop denne Begivenhed gør det naturligt at drøfte
Spørgsmaalet igen. Saa vel de forøgede Krav, der
vil blive stillet til Universitetet i København, som
den Vækst i Omraade og Folketal, der vil blive den
vestlige Halvdel af Landet til Del, fører af sig selv
til at undersøge, om Tiden nu ikke er inde til at føre
Planen igennem.
Skal det nye Universitet imidlertid udfylde den
dobbelte Opgave at være et aandeligt Midtpunkt for
Landets vestlige Del og at aflaste Universitetet i Køben-
havn, maa det være et Universitet af væsentlig samme
Type som dette. Hvor tiltalende det end kunde være
at faa en videnskabelig Højskole af en noget anden
Form, et Universitet, som Englænderne f. Eks. har
det i Oxford og Cambridge, hvor Hovedvægten
blev lagt paa Studenternes almene Uddannelse, mens
den afsluttende faglige Oplæring til Dels foregik an-
det Sleds, maa det sikkert erkendes, at vore Forhold,
i hvert Fald for Tiden, ikke egner sig for el saadant.
En Højskole af denne Art forudsætter en Over-
klasse, som vi ikke har. Ikke just i den Forstand
at der ikke ogsaa inden for dens Rammer skulde
være Plads for Studenter fra andre Samfundslag; men
saaledes, at Flertallet af dens Elever, at selve dens
Grundlag, naturligt maa søges i Overklassen. Den
Dvælen i Uddannelsen, den Trang til at udvikle Per-
sonligheden i alle Retninger, til fuld og rig Menneske-
lighed, forinden man samler sig om sin særlige Op-
gave i Livet, der skulde udgøre dens Særkende, den
kan vanskeligt trives undtagen blandt Mennesker, for
hvem den umiddelbare Kamp for Tilværelsen ikke
længere bestaar. Den kan ikke forudsættes at være
til Stede hos Folk, der er nødt til at løbe Kapløb til
Eksamen for at faa et Levebrød.
Men maa man saaledes holde sig til et Universitet
af samme Art som det, vi har, kan det næppe betviv-
les, at Oprettelsen af et saadant i høj Grad vilde
være til Gavn. Først og fremmest naturligvis for
Videnskaben selv. Der vilde blive en Række nye
Stillinger for dens Dyrkere, der vilde blive Adgang til
at udnytte mange Muligheder, som nu gaar til Spilde.
Dette er dog ikke det væsentligste. Det samme Maal
maatte kunne naaes lettere og billigere blot ved at
oprette en Række Stipendier for Folk, der vilde ofre
sig for videnskabeligt Arbejde. Dertil behøvede man
ikke et saa stort Apparat som et helt, nyt Universitet.
Men dettes Betydning for Videnskaben ligger ogsaa
hovedsagelig paa et andet Punkt. I Længden kan
Videnskaben lige saa lidt som anden Aandsvirksom-
hed, som Kunst og Litteratur, leve for sig selv alene.
Den maa føle, at den gør Nytte; ellers sygner den
hen. Og den Følelse vil den lettest og naturligst faa
gennem Udøvelse af den akademiske Lærervirksom-
hed. At give den opvoksende Slægt et saa klart og
rigtigt Billed af Tilværelsen som muligt, er en Op-
gave, der bestandig vil spore til selv at danne sig en
klarere og sandere Opfattelse af Tingene. Et Universi-
tet skaber desuden Interesse og Forstaaelse for aande-
ligt Arbejde langt ud over den Kreds, der er umid-
delbart knyttet til det. Med det som Midtpunkt danner
der sig en aandelig Atmosfære, som mere end noget
andet bidrager til at fremme og vedligeholde Driften
til videnskabeligt Arbejde. At Oprettelsen af et nyt
Universitet derfor vil virke fremmende for Viden-
skaben og derigennem for vor Kultur, kan saaledes
sikkert ikke bestrides.
Men magter vi Opgaven? Kan vi løse den,
som den skal, for at virke efter sit Formaal?
Det er netop der, at Hovedindvendingen rejses. For
een Ting er vistnok alle enige om: at skal vi have
et nyt Universitet, maa det straks fra første Færd
staa paa Højde med Tidens Krav. Det maa ikke be-
gynde sin Tilværelse med et 2den Klasses Stempel
hæftende paa sig. Og Indretningen af et saadant
Universitet vil naturligvis stille meget betydelige,
økonomiske Krav, Krav, som efter manges Mening
ligger over vor Evne, i hvert Fald naar det Univer-
sitet, vi har, ikke skal lide derunder.
Disse Bekymringer kan dog næppe være afgørende.
Er der iøvrigt Enighed om, at vi har Trang til endnu
et Universitet, maa det økonomiske Spørgsmaal ogsaa
kunne løses. Og der synes netop Forholdene for Tiden
at begunstige en Løsning. Hvis vi nu skal til at af-
skaffe eller indskrænke Hæren og Forsvaret og alene
hævde os ved Hjælp af Kulturen, er det dog ikke
mere end rimeligt, at en Del af de derved frigjorte
Midler kommer Videnskaben og den videnskabelige
Undervisning til Gode. Det er jo ikke tilstrækkeligt,
at vi selv er overbevist om vort høje kulturelle Stand-
punkt; Udlandet skulde ogsaa gærne have den samme
Opfattelse. Og en anset og blomstrende Videnskab
er, som Erfaringen viser, et af de bedste Midler til
at fremkalde en saadan.
En Udvidelse af Adgangen til videnskabelig Under-
visning falder desuden naturligt i Traad med Tidens
Bestræbelser paa den øvrige Undervisnings Omraade. De
gaar jo netop ud paa at skaffe enhver, der har Evne,
Adgang til den højere Undervisning og derigennem
skabe en stadig Strøm af friske Kræfter fra Samfundets
jævnere Lag til de højere. Men for denne i sig selv
saa tiltalende Ordning er Oprettelsen af endnu et
Universitet den naturlige Slutsten. Det kan jo ikke
nytte at uddanne stedse videre Kredse med viden-
skabelig Uddannelse for Øje, hvis man ikke samtidigt