Det Nye Nord - 14.05.1919, Blaðsíða 17

14. Maj 1919
DET NYE NORD
Side 177
SKANDINAVENS UDLANDE
ji i — m mi — ■ ■
SPITSBERGEN.
(Fortsat.)
ed Hensyn til Menneskets Geografi talte Spitsber-
gen oprindeligt overhovedet slet ikke med, forsaa-
vidt som Øgruppen laa helt udenfor den beboede Del af
Jorden eller udenfor »Økumenen«.
Der er dog næppe Tvivl om, at de gamle Nordboer
paa deres omfattende Skibsfarter i Nordhavet ogsaa er
naaet til Spitsbergens Kyst, skønt vi ganske vist ikke
har direkte sikre Vidnesbyrd derom i de gamle Beret-
ninger. Selv om Landet ikke indbød til Bebyggelse,
frembød det dog Jagtprodukter af stor Værdi (Pelsværk,
Elfenben m. m.).
Allerede Nordboerne havde den Opfattelse, der var
herskende lige til den nyere Tid, at Grønlands Land-
masser strakte sig tværs over Ishavet til Asien, og at
Grønlands isbundne Østkyst fortsættes indtil Landfast-
hed med Asien. Spitsbergen maatte altsaa af Nord-
boerne opfattes som et Led af den sammenhængende
Række øde og golde Lande, der lukkede Nordhavet af
mod Nord. S v a 1 b a r d kaldte man med et fælles Navn
denne nordlige Kyst, der tænktes at ligge utilnærmelig
bag et Havisbælte.
Det var egentlig først gennem Sigismund Her-
b e r s t e i n, der som det tysk-romerske Riges Gesandt
havde været i Moskov, at Vesteuropa fik at vide, at der
Nord for Rusland og Nordasien strakte sig et Hav og
ikke store Landmasser. Denne Oplysning gav Stødet
til den lange Række af Ekspeditioner, der skulde finde
Nordostpassagen eller den nordøstlige Vej til Kina og
Indien. Paa en af disse Ekspeditioner var det, at Hol-
lænderen Barents den 17. Juni 1596 fandt Spits-
bergen.
Den næste, der besøgte Spitsbergen, var Englænderen
Henry Hudson 1607. Han hjembragte den vigtige
Meddelelse om det rige Dyreliv i Havet ved Spitsbergen,
og nu begyndte den lønnende Hvaljagt, der fortsattes
lige til de store spækrige Bardehvaler — navnlig den
saakaldte Grønlandshval — var næsten udryddet.
I Begyndelsen dreves Jagten fra Land, idet man
derfra gik ud i Baade, og Trannen udkogtes paa Ky-
sten; men senere, da Hvalerne var blevet mere sky,
maatte man jage dem i rum Sø fra Skibe, hvorfra Baa-
dene sattes i Vandet.
Det var navnlig Hollænderne og Englænderne, der
drev denne Hvalfangst ved »Grønland«, som man længe
udtrykte sig, medens man betegnede den senere paa-
begyndte Hvalfangst ved Grønlands Vestkyst efter Da-
visstrædet (Strat Davis). Naturligvis gik det ikke af
uden Rivninger mellem de to Nationer. Hyppigt kæm-
pede man endog med Vaaben i Haand om de bedste
Fangstpladser. Som Helhed var det dog Hollænderne,
der mest haardnaket hævdede Stillingen, og ved Spits-
bergens nordvestlige Hjørne havde de deres berømte
Faktori Smeerenberg, hvor der om Sommeren
rørte sig et broget Liv, medens det laa aldeles ubeboet
hen om Vinteren.
Det Udbytte, som de hollandske og engelske Fangst-
skibe kunde have paa faa Sommeruger, var saa enormt,
at ogsaa de fleste andre vesteuropæiske Nationer fra
Danmark og Norge til Spanien efterhaanden fik Lyst
til at komme med i Fangsten. I det 18de Aarhundrede
tog saaledes Danmark-Norge en ikke ubetydelig Del.
Saaledes skal der f. Eks. i 1751 have været 90 Skibe
under dansk Flag paa Hvalfangst ved Spitsbergen, og
endnu 1803 var der 35 danske Skibe deroppe. En Del
af disse Skibe var fra Norge; de dygtigste og ivrigste
danske Hvalfangere i de Tider var imidlertid Folkene
fra Romø, Sild og Føhr. Det var endogsaa almindeligt,
at Søfolk fra disse Øer tjente som Harpunerer hos Eng-
lænderne og Hollænderne.
Da Hvalfangsten ind i det 19de Aarhundrede hørte
op, ophørte ogsaa de paagældende Landes praktiske In-
teresse for Spitsbergen. Den havde forøvrigt aldrig
været stor for selve Landet. De økonomiske Interesser
laa paa Havet, og Landet blev aldrig fast bebygget.
Længe troede man endog, at Spitsbergen var absolut
ubeboelig om Vinteren; men saa hændte det af og til,
at Skibsmandskaber ufrivilligt kom til at overvintre
og reddede Livet fra den frygtelig Skørbug. De første,
for hvem dette lykkedes, var nogle Søfolk fra et Lon-
doner-Skib 1630.
Det længste ufrivillige Ophold paa Spitsbergen havde
4 russiske Hvalfangere, der 1743 forliste paa Edgeøen,
hvor de maatte forblive 6 Aar, indtil et Skib optog de 3
overlevende. I Aarene 1764—66 besøgtes Spitsbergen af
russiske Ekspeditioner, der skulde undersøge, om det
kunde betale sig for Rusland at annektere Øgruppen for
den russiske Stat. Men dette saa velsom forskellige Sta-
ters tidligere og senere Forsøg paa statslig Indlemmelse
blev ikke til noget, fordi man stedse lod den faktiske
Hævden af Besiddelsen atter falde bort af sig selv.
Fra Begyndelsen af 19de Aarhundrede bliver Spits-
bergen Genstand for en ny Interesse, nemlig den viden-
skabelige. Engelske Polarekspeditioner under Scoresby,
Franklin, Sabine og Parry henledte Opmæksomheden
paa Landet; fra Nord kys len foretog sidstnævnte 1827 sit
berømte Fremstød mod Nordpolen.
Senere tabte Spitsbergen ganske vist i Interesse for
de egentlige Nordpolsekspeditioner; men til Gengæld
blev Øgruppen selv efterhaanden Genstand for ivrige
Studier, i hvilke svenske og norske Forskere har taget
en fremragende Del. Den norske Geolog K e i 1 h a u ar-
bejdede allerede 1827 paa Edgeøen, og Svenskeren Sven
Loven var en halv Snes Aar senere paa Spitsbergen.
De omfattende svenske Forskninger blev dog først ind-
ledet en Snes Aar senere af T o r e 11 og A. E. N o r d e n-
s k i 6 1 d og endnu et Par Tiaar frem i Tiden fortsat i
Særdeleshed af G. de Ge e r.