Det Nye Nord - 14.05.1919, Blaðsíða 22

Side 182
DET NYE NORD
14. Maj 1919
ser. I denne første dei er storfolk og bønder som to
møllestene, som endnu ikke er sat til at male mot
hverandre. Kinck har like litet til overs for begge
parter. Det er en embedsstand i opløsning; de egte-
skapsinteriører, hvortil bønderne faar indblik, er
usædvanlig lumre og kvalmende, alle disse storfolk,
unge som gamle, lever i en farlig sylt, erotisk luft,
hvor alle sind biir som aabne saar.
»Unge fru Sofie« heter romanens andel del, efter
den unge pike, datteren av den kloke erfarne doktor,
som gifter sig med den fine, men svake og feige enke-
mand Bolt. Fru Sofie er synsk, hun er kvinden med
mandfolkepanden, med sin store sjælsindsigt og syn-
ske livskunst forstaar hun baade lidelsen og skjæn-
selen i den kamp, som kæmpes.
Det er hendes tro, at naar hun kan faa menne-
skene til at se sig selv nøkne, skal hun vække skam-
men i dem. Paa en overmaate kunstig og all andet
end overbevisende maate lar Kinck hende sætte i
gang en del vilde »løier« i bygden, hvori hver enkelt
og alle tilsammen avslører sine gemenheder, storfolk
som bonde. »Spørgsmaalet«, sier fru Sofie, »for hvert
menneske var jo egentlig, om han orket sine med-
skabningers smerte; det er toppen, hvorom alt sjæle-
liv drejer sig. Orker man den, biir man oprører;
men orker man den ikke, biir man det som kalder
humorist, det vil si i yndlingsomgang mellem de ind-
faldne beboere av virkeligheten, allemandsmanden.«
Fru Sofiie er oprører, hun tror hun skal kunne avdække
motiverne for deres usselhet, avsløre dem, og skræm-
me dem til erkjendelse. Hun tror paa en sammen-
smeltning av de to kulturer, av bonde- og storfolk.
I sidste del »Opover skavlen« ser vi kampen ført
til en slags ende, igrunden til undergang for alle par-
ter. Storfolket forsvinder, de gaar op blandt bøn-
derne, nye, forsigtigere embedsmænd rykker ind i
deres sted. Og bønderne opnaar ganske vist en politisk
magt, men ikke større kulturel sikkerhet. Fru Sofie
selv flygter, erotisk oprevet, fra sit egteskap, og der
antydes et muligens befriende nyt forhold mellem
hende og en blottende ung gut, en søn av en av de
gamle storfolk, som slaar sig paa landbruk. Romanen
ender i høi grad i uklarhet.
III.
Den store roman vil i forkortning og ved hjælp av
den uhyre overdrivelse gi folkets kamp for at bli sig
selv. En kamp hvorunder det avslører alle sine lastes
og ikke en eneste god eller værdifuld egenskap. For-
klaringen paa denne aandelige elendighet søker Kinck
i motsætningen mellem synernes storhet og virkelig-
hetens godhet, den samme motsætning, som stadig
har været hans emne i novellerne og som fyldte det
store dramatiske digt »Driftekaren«. Fru Sofie ud-
trykker det slik:
»— Der ligger et eventyr av en gaard oppe i et
dalføre, Engen i forgrunden, en glinsende, duvende
byg-aker, lysegrønne løvtrær; saa kommer aasen
bakenfor med den mørke barskog, nye aaser borten-
for med fine skift i det grønne, eftersom disen visker
det ut — aas bak aas —, og de grønne giir langsomt
over i blaat . . . blaanerne med sine skift i det blaa
— fjeld bak fjeld, til det ender borte i en lys him-
mel ute i synsranden. Men over det er himlen atter
tindrende blaa. Det rikeste, dejligste syn paa jorden,
Trond! Men det biir bare med det synet. Virkelig-
heten — mulden nemlig — er gold . . . stein, ur,
berg — garen heter Uren, Steinrøis, Sveltihel! Der
er en skrikende motsætning befæstet, og det føder
uroen i folket, misnøien . . . Eller et fjordgap som
her, naar skodden letter en sommermorgen og halv-
brisen stimer derutenfra ind forbi holmer, skjær og
øer og nes . . . bare graat og graat og graat ind un-
der den rækende skodde, men i skiftende uendelig-
het, og graa bølgekammer brester, falder baklængs og
sætter det snehvite skum i drift. Et graat eventyr,
Trond 1 Friskere syn eier verden ikke. Men gror her
ranker og vin? naar er artiskokken moden? hvor-
mange fold gir hveten? Det biir med synet ... —
— Ja, slik er Norge. Det biir med synet og med
glosen. Men det væsentlige mangler i virkeligheten,
som skulde svare dertil. Den gisper, stirrer, myser
vi efter hver evige dag i vort sind —.«
Fordi denne motsætning er oprindelig og uovervin-
delig, naturbestemt, kan der heller ikke nære noget
haab om sammensmeltning av de to kulturer, de er
begge fremtidsløse. Og Kinck synes at antyde den
samme fremtidsløshet for hele den germanske race,
overalt den samme motsætning mellem virkelighet og
syn. Det lukter lig av den blonde race. —
Første del av denne roman gav det store anslag,
her var vældig styrke og synsk fantasi. Ganske
mærkelig var bevægelsen i denne del, den store fæl-
les bevægelse, som forplanter sig som sjælelig uro
gjennem alle sind. Eiendommelig og rørende var det
midt i alt uhyggen, alt det vilde og voldsomme, at
træffe igjen Kincks saare ømhet for barn, hans om-
sorgsfulde medlidenhet for de udsatte nakne barne-
sind. — Anden del er som helhet mislykket. Over-
drivelsen er koket over, og gjentagelserne kvæler. I
sidste del er der igen voldsom styrke, stor fantasi,
der er noget uimotstaaelig i den. Men som helhet
tilfredsstiller ikke den vældige roman, den er ikke
kunstnerisk behersket, den er ikke bare dyp, men
mindst likesaa uklar. Den trætter ved sin uformelig-
het, sine evige gjentagelser, sine orgier av overdrivelse.
Den vakler mellem det ypperligste og det fuldstændig
mislykkede, det fantastiske og det platte, det vilde
humor og det flaue anstrængt-komiske, den ensidig-
dype og det forvrængte. Det er en enestaaende roman,
en ganske isoleret foreteelse, den er milevidt fra al
anden romanliteratur i vore dage. Den er orginal
indtil særhet. Den er blit til i et aandelig verksted,
som ikke har stort samkvem med dagens liv, men
hvor der arbeides under voldsomt høitryk, altid nedad
i dybden. Den er skapt av de store syner, men virke-
ligheten i den er fattig. Forsaavidt er den efter Kincks
egen bestemmelse typisk norsk.
Kristian Elster.