Det Nye Nord - 14.05.1919, Blaðsíða 29

14. Maj 1919
DET NYE NORD
1 Side 187
Maskindriften tog Ledelsen. Personligheden visnede
af fra Pressetræet, den nøgne Stamme stod tilbage,
den ene som den anden. Pressemanden var ikke
længere Individ og maatte og kunde ikke være det i
sin Produktion, han var Led i en mekaniseret Bedrift,
i et Maskineri, et Klassemenneske; og som Helhed
betragtet var Pressens Mænd en Klasse med Klasse-
interesser og Klasseformaal, der bandt dem sammen
uanset de svage Spor af individuel Opfattelse og Form-
evne, som endnu her og der maatte være bleven
tilbage. En saadan Udvikling maatte i betænkelig
Grad ligne en Visnen, og kun det grønne Træ bærer
Frugt, nærer og glæder; om det visne bekymrer in-
gen sig. Derfor maatte den moderne Presse tabe i
social Anseelse og i Magt. Dens Magtomraade ind-
skrænkedes indtil videre til kun at kunne gøre Ondt,
dens Evne til at gøre Godt er fortvivlende ringe, og
arbejdes der videre i dette Spor, vil det gaa med
Pressen som med Fanden, der fra den frygtede Satan
blev den sølle Djævel, der kommer tilkort overalt,
hvor han vender sig i Verden. Det maa gaa saaledes,
fordi al literær Produktion som alt højere Arbejde,
ja, vi vover at sige, som alt kvalificeret Arbejde, det
maa saa kaldes højt eller lavt, har sit Kildespring i
Personligheden og i sin Form er præget af den, hvis
Guld eller Slagger det bringer til Overfladen, enten
man vil eller ej. Mekaniserer man Arbejde af denne
Art, saa gaar man mod Naturen, som man kan dræbe,
men ikke vende om i sin Modsætning. Pressen blev
salonfåhig, man taalte den, fraterniserede inaaske
endog med den, fordi man endnu frygtede den; endnu
havde den jo Magt om end kun til det Onde, — men
man agtede den mindre. Utvivlsomt gik den tilbage
i social Anseelse fra den Gang, da den betød Kamp,
Lidelse og personlige Ofre for Idealer, Anskuelser og
Opfattelser, men netop betød det ved Personlighedens
Indsats af Tro, Viden og Talent.
Og saa kom altsaa Øjeblikket, hvor Springet kunde
gøres direkte fra Pressen, endogsaa op i Lag, som
nærmest var Overklasse; man kunde blive Embeds-
mand, udenrigsministeriel Embedsmand — paa hvad?
Saa sikkert som to og to er fire, mindst af alt paa
de Egenskaber, der gør den fremsynede Pressemand.
Men man sprang fra sit Grundlag uden Betænkning
og uden Blussel, fordi Pressen allerede selv havde
steriliseret det, og altsaa gjort det værdiløst som Vækst-
grundlag. Man erklærede sig villig til at iføre sig
Uniformen, anlægge den kølige, slebne Tone, det gode
Selskab keder sig i, tilegne sig den Politur, som lader
Skidt og Kanel syne ens, og gør alt til »ens Bier«,
som Gasen sagde. Alt dette er saare forstaaeligt og
saare naturligt, blot man erindrer, at de store Blade
er store Annoncebureauer, men grumme lidt af Presse.
Men for den, som forstaar, at man som Pressemand,
ud fra egne Evner, egen Indsigt, Villie og Talent, kan
arbejde sig op til højere Anseelse og større Indfly-
delse og Betydning end som ministeriel Embeds-
mand — blot man faar Lov dertil; og for den, der
øjner Faren for Udenrigsministeriet og dermed for en
Side af vort politiske Liv, der i Fremtiden vil be-
tyde langt mere for os end i Fortiden, i den Ordning,
Udenrigsministeriet har fremsat, vil Gennemførelsen
af den staa som et Fejlgreb af største Rækkevidde;
gjort af en Mand, som nu engang uigenkaldeligt er
kastet udenfor sine Cirkler, uden Selverkendelse,
uden Mod til at indrømme og tage Konsekvensen,
men famlende rundt i det tomme Rum, der for alle,
som kun kender Livet indenfor Spekulationens Cirkel-
linie, ligger uden for denne. Uigenkaldeligt er nemlig
Udenrigsministeren kastet uden for sine Cirkler. Det
er en Skæbne, som let overgaar den Politiker, der
overvurderer sig selv og tror, hvor alle konkrete For-
hold med større Ret opfordrer til Tvivl: 3: den, der
ikke beregner — men spiller. Spilleren kan have Held
eller Uheld, men har han sat alt paa et Kort, skal
han fjerne sig, hvis han taber; han skal ikke spille
videre paa den Kredit, Aviserne kan skaffe ham,
mindst, hvor han køber den paa Veksler, der skal
indfries med Offer af større Samfundsværdier end hans
Omdømme. At indpode Pressebureauet i Udenrigsmi-
nisteriet, det er at indpode noget uensartet i Mini-
steriets Organisme, en Snylter, der vil suge al Næring
til sig uden om det gamle Væv, en Gøgeunge, der vil
kræve Plejeforældrenes Liv som Offer for et Formaal,
der ikke betyder mere end Kuk i Skoven ved Pinse-
tider.
Thi Pressebureauet, som integrerende Del af Uden-
rigsministeriet, kan kun komme til at betyde et af to:
enten Omdannelsen af Pressemændene til initiativløse
Bureaukrater, der, højt regnet, kan organisere, ad-
ministrere og lade sig administrere som andre Embeds-
mænd, men fremfor alt ikke skabe; eller ogsaa vil
det blive et Overudenrigsministerium; en Fornyelse i
Formen af det hemmelige Diplomati, men langt far-
ligere, fordi det staar ansvarsløst overfor Rigsdag og
Offentlighed, hvor Udenrigsministeren altid maa tage
Ansvaret. Man tænke sig det nærliggende Tilfælde,
at der gaar Udenrigspolitik i Pressebureauets Chef.
Hvem maa bære Ansvaret for det andre end Uden-
rigsministeren? Man maa erindre, at Pressebureauet
har en Magtkilde udenfor Ministeriet i sine Forbin-
delser med Ind- og Udlandets Presse, som ingen
Udenrigsminister vil kunne staa for, hvis Bureau-
chefen forstaar at øse af den. Det er karakteristisk,
at den nuværende Bureauchef i et af sine Indlæg,
hvor han vil ebtablere en Forbindelse mellem Bure-
auet og et Blad, med pinlig Omhu sørger for, at
denne Forbindelse aldrig kan komme til at bind-
Udenrigsministeren. Havde han fulgt denne gode Re-
gel i sit Anlæg af Forbindelsen mellem Udenrigsmi-
nisteriet og Pressebureauet som saadant, vilde han
aldrig have forlangt det indført som Led i Udenrigs-
ministeriets Organisme; thi sine Embedsmands Fejl-
greb er Udenrigsministeren ansvarlig for, og kompro-